Det blev et klart NEJ fra medarbejderne da HK i dag fremlagde forhandlingsresultatet vedr. opsigelsen de lokalaftaler som handler om tryghed i ansættelsen. De bliver opsagt, men det bliver uden fagforeningen og medarbejdernes billigelse.

Jeg har i stedet tegnet en privat lønsikring pr. 1. marts. Det er forholdsvist dyrt, men jeg tør ikke andet og det kan meget vel vise sig at blive penge, som er givet godt ud.

I dag tog jeg r**** på p-vagten, som nidkært vogter over firmaets p-plads. Han holdt lige udenfor kontorvinduet og fotograferede en Citroën, som åbenbart ikke havde gyldigt elektronisk p-bevis. Det kunne være en gæst eller en medarbejder i en lånebil, som havde glemt registreringen. Når han har spottet en synder skal han vente 5-10 minutter før han må udstede bøden. Det var præcis den tid jeg skulle bruge på at notere nummerpladen, løbe ud i receptionen og tastede nummeret ind i selvbetjeningsterminalen. P-vagten måtte køre slukøret derfra. Det hyggede vi os lidt over.

Ham i Citroën’en burde give kage 🙂

Der blæser en frisk vind ved stranden og med en temperatur på 3-4 minusgrader ligger chill faktoren vel på en 15-16-17 stykker. Trods adskillige lag tøj var jeg kold helt ind i knoglerne, da vi efter bare en mindre tur nåede bilen.

På positiv siden så er de 3 timer og 45 minutters mere lys vi har fået ret opløftende. Når jeg kører på job kl. 06:30 er lyset synligt i øst. Også fuglene er begyndt at lade hører fra sig tidligt om morgenen og det giver løfter om, at foreåret venter lige på den anden side af kulden.

Det var så den mandag…

Solen har braget ned over Hals – sammen med kulden.

I dag er det søndag.

Hele dagen.

Vi har været ude i det kolde vejr.

Set den blå himmel.

Bare en lille gåtur i Præstens Plantage.

Ikke langt, men langt nok for de fire små ben.

Det koster på energikontoen, så de næste timer ligger han rullet sammen i sin varme kurv.

Imens forbereder jeg mad til de unge mennesker, som lægger vejen forbi senere og har bestilt Pizza Bianco.

En god tur ved stranden og lidt leg med en labrador endte med at panikken bredte sig da vi nærmede os bilen.

Efter at have klappet på alle lommer i min jakke – mere end en gang – måtte jeg konstatere, at jeg havde tabt, ikke bare min bilnøgle, men også min husnøgle.

Heldigvis går vi ikke så forfærdelig langt, så jeg begyndte at gå turen baglæns. Jeg troede, at jeg havde tabt dem da jeg hev Bobs snor op af lommen. Bob var træt så ham havde jeg på armen, men selvom jeg vidste præcis, hvilken vej vi var gået, fandt jeg ikke nøglerne.

Jeg ved min niece har en nøgle til huset og så var det blot at håbe, at hun var hjemme så hun evt. kunne hente os i Bisnap.

Men hvad med bilen? Og job i morgen? Og. Og. Og.

Jeg bandede mig selv langt væk – pisosse – hvorfor putter jeg ikke også bare den nøgle i en lomme, som ikke er fyldt med hømhøm poser, hundesnore og godbidder, hvor man hiver ting op af i tide og utide og der derfor er stor risiko for at tabe noget.

Tilbage ved bilen tog jeg håbefuldt i døren. Jeg kunne være heldig, at jeg havde glemt at låse så Bob kunne komme ind og få lidt varme og så kunne jeg selv gå turen igen.

Døren gik op og i tændingslåsen sidder… NØGLEN!

Nogle få af de billeder, der flimre forbi på tv, fanger øjet, rammer noget indeni og bliver brændt fast.

Et af de billeder er dette af Dronningen foran Christiansborg Slotskirke, som TV2 har taget.

Et billede af en rank sortklædt kvinde, omgivet af masser af mennesker, men synes alligevel så mutters alene. Jeg kan føle den sorg og ensomhed, der følger med at miste et menneske, som man har elsket og levet med en stor del af livet.

Det var et smukt og intimt øjeblik, der berørte mig dybt.