-
Alle burde have en Bent
Ret meget af søndagen kom til at gå med en punkteret bil. Jeg havde ikke lagt mærke til det da jeg kørte ud af carporten, men kunne ret hurtigt høre sådan en flappende lyd. Jeg kørte ind på en af sommerhusvejene og konstaterede, at venstre baghjul var fladt og kunne se en stor skrue lige midt i dækket.
Det var min mødom, der blev taget der. Min første punktering. Og hvad pokker gør man så?
Sådan en moderne bil har ingen reservehjul, men i stedet lappemasse på dåse og en kompressor!
En kollega punkterede i starten af ugen og jeg havde i den forbindelse hørt, at man skal holde sig fra dåselappemassen. Jeg nøjedes med at tage kompressoren i brug, pumpe luft i dækket og så kørte jeg hjem og sendte et nødråb til Bent Mekaniker. Han var enig i, at jeg skulle lade dåsen ligge i bilen – i stedet skulle jeg køre i Biltema og hente et reparations-kit.
Som sagt så gjort.
Jeg synes nu det lød lidt ‘farligt’ med sådan en hjemmelapning, særligt med mine begrænsede mekaniker evner. Bent tilbød at fikse det og vi mødtes på en parkeringsplads i Aalborg. Det så ikke det mindste svært ud, så det tror jeg godt, at jeg tør næste gang.
Så har jeg også prøvet det – der behøver ikke blive en næste gang!
-
Bløde bukser og gummistøvler
Jeg havde proklameret fra morgenstunden, at lørdag stod på morgenhår, pyjamas, Mofibo og kaffe, men jeg synes alligevel det var for slapt, at bruge en kort weekend på at lave ingenting.
I stedet pakkede jeg Bob i bilen og kørte mod Vesterhavet. Håret var ordnet og pyjamasen skiftet ud med ‘blødt tøj’ og gummistøvler. Kaffen lod jeg bliver hjemme, men jeg medbragte dog Mofibo til køreturen og kom rigtig godt i gang med “Et lille liv“.
Der var regn i luften og ingen udover os finder på at tage til stranden i sådan et vejr. Åbenbart. Det regnede først da vi kørte hjem. Vi gik et par timer, jeg fik rundet dagens 10 km og kunne køre hjem og med god samvittighed lægge mig på sofaen.
Det var min første 5-dages arbejdsuge siden foråret og den har været hektisk, så weekenden er tiltrængt.
Vi havde en meget pludselig flytning hængende over hovedet, som vi også skulle forholde os til, så ikke bare havde vi travlt med at planlægge og rydde op, vi skulle også lynhurtigt have ekspederet de opgaver, som skulle være klar til næste uge.
Som jeg nævnte i går blev flytningen for vores vedkommen aflyst/udsat, så jeg håber at den kommende uge alligevel bliver ‘normal’.
-
Status på Bob D og ugen
- Bob ved godt, at vi sover ovenpå. Han kan ikke selv komme op ad trappen, men når vi nærmer os sengetid står han med forbenene oppe på første trin og kigger op… ligesom for at sige: nu vil jeg gerne i seng.
- Han 9 måneder og 3 dage. På lufteturen onsdag morgen lettede han ben. Kun en gang, men højt og flot. Han har så ikke gjort det siden. Måske ville han blot demonstrere at han kan, men ikke gider.
- En hel uge med tynd mave (ikke diarre – bare tykmælktynd afføring), som hverken skåne kost eller Zoolac kunne få has på bragte os omkring Mogens dyrlæge. Nu håber jeg så, at den behandling han er sat i, kan få bugt med det han nu engang har raget til sig. Det var 2. dyrlæge besøg i august. Lad det ikke bliver en vane.
- Først skulle vi flytte kontor på jobbet. I næste uge. I dag fik vi besked om, at det skal vi så ikke alligevel. Til stor lettelse. Vi har et stort lager og en ‘pc fabrik’ som også skal flyttes, så det er ikke ‘bare lige’ at pakke en enkelt flyttekasse og så tage sin pc med hen på et andet kontor
- Ugens bedste nyhed var at mine forældre har endelig fået tildelt en plejehjemsplads på Fjordparken i Hals. Det ser ud til at være et rigtig dejligt sted. Min mor er alvorligt dement og det bliver en lettelse for alle, at der er professionelle, der tager over.
- Jeg blev færdig med at læse Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud og er gået i gang med Et lille liv af Hanya Yanagihara. Titlen er måske er ‘lille’, men det er bogen langt fra – mere end 33 timers oplæsning venter. Anmeldelserne er blandede, men dem skøjter jeg let henover – smagen er bekendt som bagen… delt på midten. Det, der en god bog, en fed film, lækker musik for den ene, er det ikke for den anden.
-
Varm luft i Kanal Grande
Jeg mener selv, at jeg er sådan et menneske man kan regne med. Jeg overholder aftaler og jeg stiller ikke nogen ‘noget’ i udsigt eller tilbyder min hjælp, hvis jeg ikke har planer om at føre det ud i livet.
Det burde ikke længere overraske mig, men alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at blive skuffet, når jeg gang på gang oplever, at det ikke er gensidigt, at de mennesker, som siger “det skal jeg nok hjælper med” eller “jeg inviterer til…” eller… bare er fyldt med varm luft.
Måske skulle jeg bare pakke mit service-gen væk og blive sådan en sur kælling, der ikke gider gøre noget for nogen.
-
Læst siden sidst
De sidste par uges læsning har omfattet:
- Kastanjemanden af Søren Sveistrup
- Pigen uden navn af Christina Baker Kline
- Som jeg husker det af Mikael Persbrandt
- Havets børn af Anna Ekberg
Jeg afsluttede Havets Børn i går og der var så plads til at lade sig inspirere af min nieces 15 årige datter og jeg læser derfor Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud.
Den er et vigtig, relevant, varmt og også humoristisk indspark i den til tider meget unuancerede debat om indvandere og integration.
Titlen henviser til, at Bertel Haarder på et tidspunkt sagde ”Hvor taler du flot dansk”. Abdel svarer ”Tak i lige måde”.
-
Fundet
I går sidst på eftermiddagen blev der efterlyst en hund på vores lille bys lokale facebookside. Den var blevet luftet af et par piger, som, uden at tænke sig om, havde bundet hundens snor fast i en paraply. Hunden er sikkert blevet forskrækket og stak af… med snor og paraply efter sig.
Ejeren var selvfølgelig fortvivlet for ingen havde tilsyneladende set hunden og hun var bange for at paraplyen havde sat sig fast et sted, så hunden ikke kunne komme fri.
I løbet af aftenen tikkede det ind med beskeder alle steder fra. Folk kørte rundt på cykel, i bil, gik tur med hunden, søgte langs havnen, ved stranden, i haver… alle steder. Bob og jeg gik også en ekstra tur (det kunne ramme os også) – vi tog turen omkring fodboldbanerne og skov/markområdet bag. Ingen resultat og ingen havde set den forholdvis store hund.
Til morgen var der intet nyt – hunden var fortsat som sunket i jorden.
Der er hele dagen blevet søgt efter den… og endelig kl. 13:23 kom den forløsende besked, at den var fundet og kort efter billeder af en hund , som efter omstændighederne har det godt.
Så er det at man bliver glad for at bo i en forholdsvis lille by. Rigtig mange har hund og ingen problemer med at sætte sig i ejerens sted… selvfølgelig går man ud i regnen og hjælper med at lede. En slags Missing People bare for hunde.
-
Arbejdet kalder
Jeg hjembragte en ordentlig røvfuld billeder fra en tur omkring Store Økssø, satte SD kortet i kortlæseren og ringede til (…) som jeg havde et ubesvaret opkald fra.
Samtalen resulterede på en eller anden måde i, at jeg for tidligt tog kortet ud af læseren, satte det i kameraet og formaterede det… UDEN at have bemærket, at jeg afbrød indlæsningen efter kun tre billeder 🙁
Nå, men de gode nyheder telefonsamtalen bragte med sig gjorde, at ingen af den slags små ærgelser kan slå mig ud i dag.
Heller ikke det faktum, at det er sidste feriedag i denne omgang.
I morgen vender jeg tilbage på min pind. Jeg frygter det værste. Der er mange årsager til, at jeg forventer et ualmindeligt hektisk efterår. Blandt andet har vi for nylig sagt farvel til endnu en medarbejder, som ikke bliver erstattet og der er kun os der er tilbage til at tage sig af hans arbejdsopgaver… det er ligesom med de ti små cyklister… nu er vi 3 tilbage.
-
Mor på Tinder
Til morgen afslørede mit statistik program et overraskende stort besøgstal på “Mor på Tinder” – et indlæg som jeg skrev efter Podens og mit London besøg i november.
Et lille udsnit af de mange besøgende Hvor kom de pludselig fra?
En runde på diverse nyhedsmedier afslørede at en eller anden bolig-reality-kendis afslører, at hun har droppet appen. Hun kaldte sig netop Mor på Tinder og jeg tænker, at det er den afsløring, der har genereret de ekstra besøgende.
Jeg bør vel takke hende – og måske sende hende det tip at rejse til London og forsøge sig der 🙂
-
Er sommeren forbi nu?
Var det punktummet for sommeren? Skal vi finde dynejakkerne frem nu?
Sommeren har været fantastisk i år og jeg ærgre mig på ingen måde over, at min ferie ender i regn.
Vi kørte P til Hou, hvor han var medvært ved et outdoor arrangement. Bob var med og vi gik en tur derude ellers har vi mest været inde i dag. Trænet nogle små øvelser, leget, soigneret.
Projektet søndag er – uanset vejret – oprydning i ‘spisekammeret’, som har til huse i et skide upraktisk hjørneskab, der kan gemme på alverdens ting, som først kommer frem i lyset flere år efter sidste udløbsdato.
Det blev ikke den sommerferie, som jeg havde håbet. Udover turen til Sverige er dagene i stedet gået med praktiske ting.
Det er ok… det var bare ikke lige det, som jeg havde håbet, at skulle bruge min ferie på.
-
Rejsen
Stenaline bragte os til Sverige med den sædvanlige afgang fra Frederikshavn kl 8:15.
Vi medbringer selv morgenmad. Den kaffe og og mad man kan købe på færgen er dyr og ikke værd at putte i munden: kedelig kogt kaffe og tørre boller med Lätta.
Det fejl begik vi kun første gang vi var afsted og siden har vi selv medbragt en morgenmadpakke.
Overfarten tager tre timer og et kvarter og der er ikke meget at foretage sig udover at sove eller læse. Nanna gør det første og jeg det sidste.
På turen hjem i år var vi udendørs det meste af overfarten – det dejlige vejr gjorde det muligt at nyde udsejlingen gennem Götaälven og skærgården.
Smuk natur og en drøm om en ferie i et lille rødt træhus i skærgården fik næring lige der… mens vi sagde farvel og tak for denne gang til Sverige og de gæstfrie svenskere.
Vi ses igen, det er helt sikkert.
