Jeg elsker normalt december… plejer at være på forkant, så jeg kan nyde alt det hyggelige.

Normalt og plejer er ikke en del af dette års december. I stedet har jeg konstant været mødt af “kan du ikke lige?”.

Jeg har lyst til at råbe NEEEEEEEJ, jeg orker f****** ikke mere. Jeg er død hamrende træt… helvedesilden blusser, min skulder gør ondt og jeg halser bagefter og prøver at nå det hele.

I morgen er der et tiltrængt åndehul. Vi lukker kontoret og drager til hovedstaden på fælles afdelingsmøde. En dag uden krav, telefoner, mails, bestillinger, kunder…

Vi skal i Mystery Room, i Tivoli og spise på Grøften. En gentagelse af sidste års super hyggelige møde. I år er vi færre folk. Nogen ser vi for sidste gang (de er blevet fyret) så jeg tænker, at det også bliver en vemodig dag.

Jeg har været med til at arrangere mødet, hvilket betyder, at den er lagt på en dag hvor Poden har fri, så Bobben har selskab.

Jeg havde en plan om et besøg i Aalborg i dag. Nærmere bestemt Nordkraft, hvor Biffen solgte ud af deres filmplakater.

Da vi nåede åbningstidspunktet gad jeg ikke køre turen. Jeg mangler heller ikke noget til væggene, undskyldte jeg mig med!

I stedet fik jeg lavet dej til en ny omgang af Mette Blomsterbergs brunkager og sæbebehandlet mit spisebord, som havde fået en plet og et hak. Utroligt hvad sådan en omgang sæbespåner kan udrette. Pletten er væk og træet i det grimme hak har løftet sig, så det næsten ikke er at se.

Også et besøg på plejehjemmet blev det til.

Min mor skulle underskrive en fuldmagt, som giver mig mulighed for at søge al den ekstra hjælp hun er berettiget til, når min far i næste weekend flytter i egen plejebolig. Tidligere i år skrev hun sin underskrift nøjagtig, som jeg husker det – men nu ligner det et barns håndskrift. Hun glemte H’et i sit fornavn og jeg måtte hjælpe hende med at stave til Nielsen. Man kan sige – uden at overdrive det mindste – at der ikke er ret meget mere at komme efter.

Bob og jeg travede bagefter byen tynd og sked på både Aldi og havnen 🙂

Bob opdagede verden knage under sin lille kompakte krop i går. Han kiggede bønfaldende op på mig, mens han stod som lammet midt på en frossen vandpyt og dårligt turde røre sig.

Dét var alligevel for mærkeligt.

Det kommer han forhåbentligt til at opleve mange mange gange – i hvert fald ville jeg ønske, at det tunge grå blev afløst af klare kolde dage som den i går, hvor kulden bed os lidt i haserne.

I morgen står den på julefrokost i firmaet… startende allerede ved 9 tiden med brunch i kantinen. Jeg ved ikke om jeg synes, at der er så meget at feste for, men trods det, at det også her er det tunge og grå, der er fremherskende bliver fredagen det helt store æde/drikke/danse gilde med knap 450 tilmeldte.

Måske er det præcis det, der er behov for – lige som en frostklar dag kan udradere det tunge grå for en stund.

Jeg tilstræber at møde på kontoret ved 7 tiden, ikke af lyst, men fordi det gør, at jeg kan køre hjem lidt i 3. Om vinteren er det ren og skær nødvendighed, hvis jeg skal have en chance at lufte hund i skoven inden det bliver mørkt.

Mandagen fik en meget tidlig start og Bob og jeg nåede derfor turen rundt i Præstens Plantage mens solen fortsat var på himlen. Det vil sige, det antog jeg, at den var… bag laget af regntunge skyer. Jeg nåede også en tur omkring de gamle på Fjordparken. Jeg havde nogle nyheder til min far… men han sov og det lod jeg ham fortsætte med. Min mor vimser bare rundt på gangen og er svær at fastholde under et besøg, så det blev ganske kort.

Der er også noget hyggeligt over mørket. På kontoret er der en særlig stemning i december med dæmpet lys, julemusik, masser af lyskæder og ild i ‘pejsen’ (55″ youtube fireplace med knitrende ild).

Hjemme er det lidt samme koncept, her er det bare med de levende lys, som er bandlyst på kontoret.

Jeg er ret vild med december. Og mørket.