-
Lillejuleaftensmorgen
Bob havde valgt at tilbringe natten nedenunder, så det blev et pling på mobilen, der vækkede mig kl. 7:30. Min skulder havde holdt mig vågen et par timer i nat, så de skulle indhentes i den anden ende.
Nu skrives den absolut sidste indkøbsseddel og så må det blive som det er. Vi har meget sandsynligt også ædt en del juleaften, så vi i hvert fald ikke er gammel sultne 1. juledag. Som jeg husker det har jeg de sidste år haft julemad, der kunne holde mig i live helt frem til nytår.
Meny i Hals er meget velassorteret, men der ér ting man ikke kan få – som man må til storbyen efter. Peter fik aflyst dagens vagt og er nu gået i Føtex for mig – så slipper jeg for den tur på vejen ind for at aflevere bilen.
Uden for vinduet falder noget, der med lidt god vilje kunne ligne sne. Metrologerne ville helt sikkert betegne det som slud og det ser da heller ikke ud til at det bliver liggende nogen steder.
Der er håb endnu – det ér først i morgen!
-
Let love be love
Jeg skal tilbage i arkivet for at finde billeder, der minder lidt om hvid jul, så dagens billede er ikke udtryk for at der er kommet sne i Hals.
Endnu.
Nordjylland er så et af de få steder, hvor der fortsat er håb om et hvidt drys til juleaften.
Dét gider vi godt.
Indendøre er det hyggeligt og varmt. Ikke vildt meget julepynt, men præcis tilpas til mig.
Jeg er i fuld gang med forberedelserne til julefrokosten og det fortsætter de næste par dage også. I morgen skal alle varer være i hus. Ikke fordi forretningerne i Hals har lukket, men fordi jeg er uden bil de næste mange dage. En af mine venner skal på job alle dage og det må være julegaven til ham: at kunne køre til og fra Skørping uden afhængighed af DSB.
Og så er det vist på tide at piske en julestemning op…
Sammen med Driving home for Christmas er Remees Let love be love mine absolutte julefavoritter – den får lige for fuld hammer og med tilsvarende høj sang.
-
Ferien er her
Der blev gjort rent bord (næsten) på kontoret og kort efter frokost blev juleferien skudt i gang.
Fridagene varer til og med onsdag. Jeg har lånt min bil ud til en, der skal arbejde hele julen, så torsdag kigger jeg lidt på køen hjemmefra og fredag, når bilen er tilbage, møder jeg ind på kontoret i nogle timer. Det bliver lige til at overkomme.
I dag kigger jeg på julefrokost mad.
Og rejser.
Forleden skrev Kirsten fra Israel, at hun savnede fugten, kulden og støvregn i ansigtet. Jeg drømmer om at rejse den anden vej. Ikke fordi jeg savner varmen, men jeg gad bare godt gense kibbutzen, hvor jeg boede som ganske ung og Jerusalem som gjorde et stort indtryk på mig.
Der sker ikke noget ved at google, hvad det koster og hvor man kan bo…
-
Ugen der næsten gik
- I maj var Ole husejer forbi og tage mål til en ny havedør. I denne uge skete miraklet: den er blevet monteret. Det var så heller ikke så nemt, som jeg i min naivitet troede, for hvor svært kunne det lige være at hive en dør af hængslerne og sætte en ny på. Dét var så ikke den metode Ole husejer brugte. Men nu har jeg så endelig en dør, der kan lukke og som det ikke trækker ind af. Stuens andre vinduer er ubehandlet træ… døren er hvid. En mindre detalje.
- Bob tog besøget med ophøjet ro. Han var bag tremmer i entreen og fulgte interesseret med i arbejdet. Ikke en eneste gang gøede han og heller ikke da Ole husejer fandt den store boremaskine frem reagerede han. Bob er ret cool.
- Decembermåneds tidsrøver har ubetinget været Udbetaling Danmark. Det vil kræve et længere indlæg at fortælle om de oplevelser, jeg har haft med at søge boligstøtte til mine forældres plejebolig. Jeg er langt fra i mål med projektet, men jeg er vedholdende. Mine forældre har ALDRIG modtaget noget som helst fra det offentlige og nu skal de dæleme have valuta for alle de skattekroner de har betalt gennem et langt arbejdsliv.
- Den sidste julegave kom i hus onsdag, men inden freden kan lægge sig over mig skal jeg have planlagt julefrokosten 1. dag. Også her er jeg håbløst bagud.
- iGo er indkaldt til sit første syn i starten af det nye år.
- Jeg læser Sara Blædels triologi om Ilka og har lige påbegyndt den tredie bog.
- Lydbøger bestiller jeg også til min næsten blinde far. I dag har vi været på ‘Nota’ og bestille 10 nye lydbøger på cd.. Min far er historisk interesseret så det er bøger i den genre vi har fundet. Nota er et bibliotek, der beskæftiger sig med bøger og læsning for mennesker med syns- og læsehandicap.
Og så til sidst et skønheds tip fra Bob, som anbefaler en kølende maske til hævede og trætte øjne…
-
December hygge
Tirsdag blev en meget lang dag. Den begyndte i Hals kl. 06:00 og sluttede sammen sted kl. 22:30
Det blev også en meget hyggelig dag med kolleger fra hele landet. Kolleger vi taler med hver dag, men sjældent ser.
Vi bliver færre og færre. Sidste år var vi 12. I år var vi 10. Er vi fortsat ansat i 2019 vil antallet yderligere være faldet.
Vi havde igen bestilt et af de her escape rooms. Vi synes vi ville give taberholdet revanche.
Vi var fanget i en gal mands kælder og havde 60 minutter til at slippe ud inden han vendte tilbage. Det er super sjovt og udfordrende. Og vi vandt IGEN. Det andet hold var ikke tæt på at slippe ud, mens vi drejede nøgle præcis da tiden løb ud. Vi har hånerettet endnu et år 😉
Det var langtfra så gennemført, som det rum vi var i sidst – så planlægger du sådan et event kan jeg anbefale Mystery Makers.
Vi gik derfra over Slotspladsen. Margrethe var hjemme, men hun tog ikke imod, så vi fortsatte ned af strøget og endte i Tivoli, hvor vi havde godt en time inden vi skulle mødes på Grøften til juleafslutning.
Det blev med højt humør og øl og snaps. Nogen mere end andre 🙂
-
Vinterdage
Jeg elsker normalt december… plejer at være på forkant, så jeg kan nyde alt det hyggelige.
Normalt og plejer er ikke en del af dette års december. I stedet har jeg konstant været mødt af “kan du ikke lige?”.
Jeg har lyst til at råbe NEEEEEEEJ, jeg orker f****** ikke mere. Jeg er død hamrende træt… helvedesilden blusser, min skulder gør ondt og jeg halser bagefter og prøver at nå det hele.
I morgen er der et tiltrængt åndehul. Vi lukker kontoret og drager til hovedstaden på fælles afdelingsmøde. En dag uden krav, telefoner, mails, bestillinger, kunder…
Vi skal i Mystery Room, i Tivoli og spise på Grøften. En gentagelse af sidste års super hyggelige møde. I år er vi færre folk. Nogen ser vi for sidste gang (de er blevet fyret) så jeg tænker, at det også bliver en vemodig dag.
Jeg har været med til at arrangere mødet, hvilket betyder, at den er lagt på en dag hvor Poden har fri, så Bobben har selskab.
-
Der er håb for verden
Hvis man kun ser verden gennem de sociale medier får man nemt det indtryk, at unge piger udelukkende interesserer sig for sig selv. Og det er der sikkert også en stor del, der gør. Jeg er i hvert fald gang på gang ved at kaste op (undskyld!) over side op og side ned med ‘selfies’ og kommentarer som, “hvor er du smuk søde”, “årh kig på dig selv musen”…
Men så dukker 15 årige svenske Greta Thunberg op, som med klar og rolig stemme revser verdens ledere på COP 24 i Polen.
Det giver mig håb om, at der også er nogen derude, der har andet indhold i livet end at iscenesætte sig selv med trutmund og filtre på Instagram, at der nogen, der tager de problemer verden står overfor alvorligt.
Jeg er overbevist om, at Gretas navn er et, som vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden.
-
Jeg er fan af Holly
-
Tåkrummende læsning
Jeg er medlem af en lokal Facebook gruppe – en lukket gruppe heldigvis.Der er ingen grund til, at gæster kan se hvilket niveau, der bliver debateret på her i byen.
Jeg prøver at regne ud hvor IQen er højest… hos de der kommenterer eller hos de omtalte aber?!?
Det er vist ikke et af de svære regnestykker!
Indimellem har jeg virkelig brug for at sidde på min hænder for ikke at miste besindelsen og ryge i tastaturet
Havde jeg været administrator, havde de fået det røde kort for længst (for det er altid de samme dummernikker, der sidder og gemmer sig hjemme bag deres skærm og fyrer dumsmarte kommentarer afsted).
Nu må jeg nøjes med at græmmes over mine ‘naboer’.
-
Hold da kæææææft, hvor bli’r jeg gammel
Det er jo næsten ikke til at holde ud at tænke på, at jeg i dag runder de 56.S E K S O G H A L V T R E D S
Nå… så slemt er det faktisk ikke og alder er jo bare et tal.
Jeg stortrives i præcis den alder jeg har nu selvom jeg også må se i øjnene, at jeg befinder mig i den sidste halvdel af livet.
Der er en ro i tilværelsen, som jeg bestemt ikke havde da jeg var yngre. Ingen dramaer og intet pres om fx. at skulle leve op til tidens idealer – bare en dyb tilfredshed med det sted, hvor jeg er lige nu.
