-
Søstre 1968
I weekenden har jeg underholdt mig med en svensk miniserie i tre dele: Søstre 1968. Mener den blev sendt på DR de første aftener i de nye år, så måske har du set den.
Ellers kan den kan ses på DR1 – så længe der varer.
Den unge, politiske og feministiske Karin fra arbejderklassen har lige afsluttet journalisthøjskolen. Karin får ikke sit drømmejob på den store morgenavis Stockholms Dagblad, men til gengæld hun får et sommerjob på en lokal avis i Ystad.
Når to verdener kolliderer, udspringer både kærlighed og venskab i Karins nye liv. Det bliver en sommer, som Karin aldrig vil glemme.
Jeg er vild med det meget tidstypiske soundtrack, som er skrevet til serien af April Snow og Martin Hederos og som nu kører på repeat på Spotify.
-
Besøgshund
Bob har i dag haft sin debut som ‘besøgshund’ på plejehjemmet. Det vil sige, at jeg tog ham med ind da jeg besøgte min mor på demens afsnittet, hvor der altid beboere i opholdsstuen.
Det fik de gamle demente damer op of stolene og så kom de futtende med deres rollatorer, lys i øjnene og kærlige hænder, der gerne villle klappe. Der var noget at snakke om og det var utroligt positivt. Også for Bob som nød opmærksomheden.
Det kan vi godt gentage.
-
Langebro
Ligesom Joanna er Langebro også oprindeligt et Kim Larsen/Gasolin nummer. Pernille Rosendals version af nummeret fra 1971 er også en rigtig fin Kim fortolkning. Også det holder endnu.
Enjoy og så god weekend 🙂
-
Stilhed efter storm
Alfrida har forladt landet og i dag var der så på det nærmeste helt vindstille ved stranden.
Der var smukt og koldt. Det lave vand var frosset til is… noget Bob synes var meget underligt. Selv træder jeg meget varsomt. Jeg er så smerteplaget i skulderen/overarmen, at jeg er rædselsslagen for at falde, så jeg er nødt til at værge for mig.
Tirsdag har jeg en tid ved lægen. Jeg har alt for længe ventet på, at det skulle gå væk af sig selv, men smerterne er begyndt at påvirke min søvn, min arbejde og min dagligdag, så nu er vi nok nødt til at sætte en eller anden form for undersøgelse/behandling igang.
Heldigvis har jeg min sundhedsforsikring, så jeg behøver ikke vente i det offentlige system i månedsvis.
-
Den første arbejdsdag
Det bedste ved 2018:
(1) Det er forbi
(2) Se nr 12018 gjorde ikke noget godt for mig… ja, egentlig heller ikke noget skidt… det har bare været sådan et år, der ikke rykkede en skid.
2019 har bare at blive bedre. Tak.
… og så videre til noget helt andet.
Vi (firmaet) er blevet købt af japanerne og jeg er snart en lillebitte brik en i koncern, som består af 110.000 medarbejdere!!!
Det er vildt. Og spændende. Og sikken en firmafest de kan banke på benene.
NEC er et ‘rigtigt’ firma, som man må formode har købt os fordi vi har nogle kompetencer som de kan bruge og fordi de ønsker at udvikle os som virksomhed. De sidste to ejere har været kapitalfonde, hvis eneste mål har været at trimme os og sælge os til højstbydende. Det sidste har bestemt ikke været positivt.
Vi er fulde af håb og positivitet. Indtil andet er bevist.
Konnichiwa
-
Tag mig med…
Jeg fik LP’en Værsgo i konfirmationsgave af min søsters daværende svigerforældre. Mener det var i 1976. Jeg synes stadig den holder. Min absolutte yndlingssang fra det album er Joanna – her sunget af bare 14 årige Alfred.
Tag mig med til Joanna er for mig blevet et synonym for tag mig med på eventyr og god at starte året på.
Lad det blive et eventyr!
-
Sleeping my day away
Hvis nogen spørger hvad jeg har lavet i juleferien bliver svaret: jeg har sovet.
Formiddag, eftermiddag, aften og nat.
Også fredag blev tilbragt under dynen. I mørke. Øjene tålte ikke dagens lys.
I dag er jeg langt mere ovenpå og har fået besøgt de gamle. Mellem formiddags- og middagsluren.
Der skulle hænges lidt billeder og et ur op i min fars lejlighed. Det blev klaret og jeg fik også aflagt min mor et lille besøg. Hun har forstuvet den ene fod – hvordan vides ikke – og det giver dem lidt udfordringer da hun er svær at holde i ro. Da jeg forlod min far, samlede jeg hende op i aflastning, hvor hun var gået på ‘besøg’.
Da jeg kom hjem blev Bob taget med fingrene i småkagedåsen… i færd med at pille indmaden ud af den pude, der ligger i hans kurv.
Slemme slemme hund.
Jeg kan ikke fortænke ham i at have kedet sig de sidste dage – det har jeg også – så de næste dage skal der tages revanche på udelivet.
-
Træls
Det er det fineste fotovejr, men det har jeg ikke meget fornøjelse af.
Feberen er uændret og det samme er den irriterede hals og det tunge hoved.
Køleskabet er fyldt med rester fra julebordet, så bortset fra, at jeg nødt til at skal en hurtig tur på apoteket efter diverse remedier til at lindre dårligdommene, behøver jeg ikke bevæge mig ud.
Jeg har en opgave, der venter hos den gamle med at hænge nogle billeder op, men med hans afkræftede tilstand skal jeg ikke på besøg og risikere at smitte ham. Han må væbne sig med den tålmodighed han ikke har.
Haven har en størrelse, der gør at Bob kan gå på opdagelse derude, jage fugle og grave et hul eller to og når vi har gået turen til apoteket og hjem er han sikkert fint tilfreds.
-
Det stod ikke på min ønskeseddel
Feber og ondt i halsen var bestemt ikke med i planen for min lille juleferie, men det er sådan det er endt.
På positivsiden brød det først for alvor i gennem efter julens fester var overstået.
Bob havde ikke et afslappet sekund i går, hvor hele familien var samlet til julefrokost her. Han kunne slet ikke være i sin lille krop og både gøede og strit-tissede på gulvet (og på min søster) i bar begejstring. Det har han aldrig gjort før – hverken gøet eller tisset af glæde over, at der kom nogen.
I dag tager jeg den på sofaen under dynen og jeg er sikker på, at Bob godt gider gøre mig selskab, når han da ikke lige er ude og patruljere i haven og jage væk, hvad der måtte være af solsorte og småfugle omkring æbletræet.
-
Rigtig glædelig jul
Ventetiden er forbi for denne gang. Dagen er kommet! Dagen børn og barnlige sjæle har set frem til. Dagen sårbare og ensomme frygter.
Sidder stille et øjeblik og er taknemmelig over, at jeg har plads omkring et bord, hvor der er varme, rummelighed og god stemning.
I år bliver mit livs første jul uden min mor. Personalet på demensafdelingen, hvor hun bor, anbefaler, at hun bliver på det sted, som nu er hendes hjem. Det er uendeligt trist, men der skal ikke ret meget til at slå hende ud af kurs og en juleaften sammen med mennesker hun knap genkender vil på ingen måde gøre noget godt for hende.
Jeg vil sende en varm tanke til hende og til de andre der i aften mangler ved det veldækkede bord, omkring træet eller bare i livet.
I ønskes alle derude en glædelig og fredfyldt jul med masser af konfekt, kys og kærlighed.
