Jeg har købt 10 kg. af den her fætter. Plus ben til hundene.

Han er en krydsning af dansk sortbroget og belgisk blåhvid og har levet et skønt forkælet liv lidt uden for Hals.

Han er ikke slaget endnu og man er velkommen til at komme og klappe ham. Det har jeg nu ikke lyst til med tanke på, at jeg efterfølgende skal sætte tænderne i en bøf.

Men det glæder mig, at når det kommer dertil, at jeg ved, at det er et dyr, der har haft et skønt liv før slagteriet.

I september var vi til åbent landbrug – også uden for Hals – og jeg er altså nødt til at sige, at jeg IKKE er fan af den måde en konventionel landmand holder sine dyr. Dyrene gik som sild i en tønde, på ‘planke’gulv’ og lå deres eget lort. Kalvene skilles fra mor kort efter fødslen og ingen af dem ser nogensinde en græsmark.

Jeg har ikke noget i mod vi spiser kød, men jeg synes saftsuseme, at vi skal give dyrene et ordentligt liv frem til slagtningen.

Da jeg for 100 år og en madpakke siden (1980) boede en kort periode i Israel var der også konflikter i området. Jeg tror ikke, at der på noget tidspunkt har været rigtig fred.

Kibbutzen arrangerede årligt et par længere ture rundt i Israel og destinationen var afhængig af, hvor konflikten ulmede. Nogle gange gik den nord på til Golanhøjderne andre gange mod syd til Eilat.

1980 holdet fik en tur sydpå. Til Rødehavet. Vi kørte i den samme bus som dagligt bragte os ud i frugtplantagerne. En aflagt gul amerikansk skolebus med hårde sæder og så skrumlede vi ellers 375 km mod syd med et længere stop i Ein Gedi ved Dødehavet, hvor vi selvfølgelig skulle prøve at ‘gå på vandet’ i det ekstremt salte vand.

Alle havde medbragt soveposer og hele opholdet forgik på stranden ved Rødehavet. Negev ørkenen hvor Eilat ligger er gold… ekstremt varmt om dagen, men så snart mørket sænker sig falder temperaturen drastisk og jeg husker tydeligt, at vi måtte rykket tæt sammen for at holde varmen om natten.

Oplevelsen var dog alle ubekvemmelighederne værd.

Den nuværende og eskalerende konflikt i området er en frygtelig ulykkelig situation for både israelere og palistinænsere. Jeg har fortsat venner i Israel og har sendt dem mine bedste tanker. Det betyder ikke, at jeg dermed tager stilling i konflikten.

Lige nu har jeg valgt at tage en pause fra at læse den hadefulde debat. En debat som på de sociale medier er hadefuld, nådesløs, drænende og fyldt trusler mod mennesker, som ingen aktier har i krigen udover de deler religion med den ene eller den anden part.

Det eneste jeg ønsker mig til jul er fred i verden!

I går morges var vi rundt og tjekke mødelokaler i firmaet og havde derfra en udsigt over fjorden som ikke er os forundt, der gemt væk nede i stueetagen.

Desværre var vinduerne så snavsede, at det ikke var muligt at fotografere ellers havde jeg delt et billede af en spejlblank fjord, hvor Aalborgs skyline lavede en perfekt spejling.

I må nøjes med de gule birketræers smukke kontrast til den blå efterårshimmel som mødte mig om eftermiddagen.

I dag var der ikke mange spejlinger i vandet.

Stormen truer fra øst.

Vist mest i de sydlige egne, men jeg skal lige hilse og sige at Kattegat også viste tænder ved stranden i Hals.

Jeg skulle selvfølgelig lige ud og tjekke, hvor slemt det var her i eftermiddag.

Håret skulle have været samlet med en elastik, både for at kunne se, men også fordi det nærmest var umuligt at få en børste igennem da jeg kom hjem.

Alle løse genstande i gårdhaven er sikret og så kan jeg ikke gøre mere andet end at krydse fingre for, at også jer der bor sydligere kommer godt gennem stormen.

Det er weekend nu.

Eller næsten.

Seks timer på hjemmearbejdspladsen og så er det slut for uge 42.

Glædeligt blæsevejr.

Else elsker pelse.
Else elsker pølse.
Pølse åd hun dagen lang.
Elses pels blev alt for trang.
Pelsen holdt men Else sprak.
Else – pelse – pølsesnak.

Halfdan Rasmussens ABC udkom i 1967 og har været en del af min barndom, Nannas barndom og nu har Solveig også fået et eksemplar af bogen.

Og ikke bare den, men også 3 andre af Halfdans finurlige rim- og remsebøger, som hænger uløseligt sammen med Ib Spang Olsens tegninger. Mere klassisk bliver det vist ikke.

Sammen med ‘Alberte synger med de små’ kom de i en pakke fra Susanne på Fanø, som jeg kun kender fra de sociale medier. Det gør mig så glad og taknemmelig, at nogen mennesker er så betænksomme. Tusinde tak.

Baby hjelme … når man ser IG opslag fra USA med mødre og babyer er det det meget ofte med baby iført en hovedkorrigerende plastikhjelm. Det er åbenbart ikke bare ‘land of the free’, men også landet med flade hoveder. Det giver måske mening på mange måder 😉

PostNord … hvor længe har jeg boet i min nuværende bolig? 3 år! Det er stadig ikke lykkedes mig at flytte adresse hos PostNord. Fordi jeg har beskyttet adresse og de ikke kan slå mig op i cpr-registret nægter de at ændre min adresse. Adskillige kontakter til deres kundeservice har kun resulteret i misforståelser og ubruglige svar.
De afleverer fortsat mine pakker på min gamle adresse uagtet hvad der står på forsendelsen. Det er vist meget godt de tages fra bestillingen.

Supersygehusbyggeriet i Aalborg … foreløbig er det 6 år forsinket og økonomien er skredet tilsvarende. 40 km vandrør skal udskiftes da de inden indflytning er gennemtæret af rust, lydniveauet mellem sengestuerne er 30% højere end grænsen så man kan høre alt der foregår i stuen ved siden af, store mængder af vand og fugt i murene og hvad har vi. Det er rystende, at det kan gå så galt.

Cykler … er der slet ingen steder længere at det udtales ‘cikler’?

Musling Sweater … hvor længe skal jeg lige være om at strikke den færdig???

Det var med en sorgfuld følelse og en klump i halsen jeg så Danbjørn blive trukket af sted bag den lille stærke slæbebåd i går… som var den et stort dyr, der blev trukket til dyrlægen for at blive aflivet fordi ingen ville have det.

En højst uventet følelse.

Meget mærkeligt!

Hjemmebagte slaskeboller til morgenmaden og af resten af gæren blev der 6 kanelsnurrer… mine første. Det var ikke så nemt at snurre som det så ud på videoen på youtube, men som en begyndelse blev de fine.

Største fejl var dog, at jeg også halverede opskriften på remoncen.

DEN fejl begår jeg ikke igen.

Ellers startede lørdagen med lige at afvente besked efter at Solveig havde været ved vagtlægen. Hun har fået noget svamp i munden, som egen læge i går bare synes, at de skulle behandle med danskvand… vagtlægen gik mere grundig til værks i undersøgelsen og hun er nu sat i noget rigtig behandling.

Hun går nu. Hele tiden. Rundt og rundt. Og på hospitalet havde hun også både været på vej i akutmodtagelsen og i kiosken inden det blev deres tur.

Jeg har ikke været ved vagtlæge siden man blev bedt om at komme og så ellers kunne sidde der og blomstre i timevis. Nu får man en tid og de var kommet ind ikke lang tid efter. Det er bedre planlægning end hos lægehuset i Hals.

Nu strikker jeg. I går vidste jeg ikke hvad jeg havde lyst til – i dag har jeg lavet strikkeprøver og endelig slået op til Lene Holme Samsøes ‘Muslinge Sweater’ fra bogen Heatherhill.

Jeg så på Instagram et opslag hvor Kimmi Munkholm er på besøg hos Pia Dyhr i hendes røde sofa på Christiansborg. Mens pindene gløder taler de om stress og strikketøj. Og om mestringsfølelse, som absolut må være dagens ord.

Jeg tror, at det som at lave mad fra bunden, strik og al mulig håndarbejde, ting vi gør med vores hænder, det giver os en mestringsfølelse. Og mestringsfølelser giver en eller anden følelse af, at man lykkes. Det er den fedeste følelse, den der følelse af, at have lært noget nyt eller at stå med et produkt man har lavet med sine hænder.

Kimmi Munkholm

Når man strikker falder hjertefrekvensen målbart. De mange mange gentagelser og hænderne der arbejder må virke beroligende. Jeg må nu erkende at strikketøjet også indimellem kan få mig helt op i det røde felt, hvis det ikke arter sig.

Lige nu har jeg ikke noget på pindene. Jeg har garn, men – meget uvant – ingen ideer til hvad jeg skal gøre med det. Jeg håber ikke, at min strikkemojo er for nedadgående.

Til morgen kørte jeg fra Hals i tæt tåge og iflg. Nanna har den på intet tidspunkt været lettet fra byen og tåget er det også stadig.

I Aalborg har solen skinnet hele dagen.

Min far sagde altid… vejret skifter i Holtet.

Og det gør det!

Holtet er en lille by 7,5 km længere inde mod Aalborg og jeg oplever ofte, at vejret ændrer sig netop der. Det må være noget med Hals placering ved havet, der kan gøre den store forskel i et lille område.