Bob er ikke sådan en der trækker i snoren og da han har fået en bar sele-slid-plet på maven er den pt udskiftet med et lidt lapset sommerhalsbånd som jeg købte efter Deborah sendte mig et link.

Navn og mobilnummer er indgraveret i spændet.

Smart hvis du spørger mig.

Han har udviklet sig til en fin lille bulldog, som er utrolig nem at have med at gøre. MEGET sin egen, en ballademager og en bulldozer som ikke står tilbage for nogen eller noget, men også utrolig sød og sjov.

I forhold til bordeauxen sviner han et minimum og efter han er begyndt at få Orijen Six Fisk fælder han stort set ikke. Han gør ikke, snorker ikke og kan gå uden snor ved strand og i skov uden at løbe væk.

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg er helt åndssvag glad for ham.

Til morgen var kærligheden afgjort ikke gengældt.

Regnen stod ned i lårfede stråler da Bob blev hevet med ud på morgenluftetur.

De normalt stolt rejste ører hængte mismodigt ned omkring hovedet, mens han i al hastværk fik sig gjort ren, så vi kunne vende snuden hjem i tørvejr.

Hvis vi er forbundet på Facebook eller Instagram kommer det sikkert ikke som en overraskelse for dig, at jeg i år lammetævede mine kolleger i Tour de France manager spillet.

Jeg har været iført førertrøjen samtlige 21 etaper. Ja, de har ikke engang været tæt på at vippe mig af pinden. ‘Globalt’ har det også været tilfredsstillende og jeg har klaret mig så godt, at der idag tikkede en præmie ind – et cruise til Oslo for op til 4 personer.

Desværre har jeg ved nærlæsning konstateret, at det er med DFDS fra København og dvs. at det kun er vindere i nærheden af hovedstaden, der har glæde af præmien. Typisk, vil jeg næsten sige…

Vi har ellers en glimrende overfart fra Frederikshavn… det havde været fedt med en valgmulighed!

Mandagsfridagen – den sidste – har været brugt på opgaveskrivning.

Altså jeg har ikke skrevet noget, men har været hende, der har fundet citater i de 6 timers interview jeg transskriberede for et par år siden…endnu en opgave tager udgangspunkt i samme virksomhed og heldigvis kan mit arbejde med de mange interviews nu genbruges.

Det er forholdsvist længe siden vi sidst har arbejdet sammen. Alvorlig sygdom har udsat og forlænget studietiden, men han har sagt, “jeg SKAL være færdig… om det så er det sidste jeg gør, inden jeg dør“.

Jeg har været med siden 2. semesters start og jeg har også tænkt mig at følge det til dørs og opleve ham blive kanditat og så regner jeg forresten med, at han bliver mindst 100.

Jeg har 4 arbejdsdage igen før jeg går på en, synes jeg selv, velfortjent sommerferie.

Nedtællingen er begyndt.

En lille tidlig aftentur til stranden endte med at blive en flere timer lang redningsaktion af en 11 årig og meget speciel pige, som jeg mødte gående mutters alene ude på Nordmandshage.

Må man røre ved din hund, spurgte hun og det måtte hun gerne.

Jeg er blevet væk fra min far, var det næste hun sagde.

Hun kunne også fortælle, at hun boede på en campingplads. Den eneste campingplads jeg kender til heromkring ligger 6-7 kilometer nord for Hals… var det den hun boede på, var hun gået meget langt.

Nå men jeg kunne selvfølgelig ikke lade hende gå der alene, så vi fulgtes ad nordpå i håb om at støde på hendes forældre. Jeg tænkte, at vi måske kunne ringe til dem, men det telefonnummer hun opgav til sin far gav ikke andet end at ‘nummeret eksisterer ikke’. Hun var ellers meget sikker på nummeret.

Ved hjælp af navnet fik jeg oplyst nummeret hos 118 og det var en MEGET lettet mor jeg fik i røret. De var lige på nippet til at ringe til politiet da de efter et par timers søgen ikke havde fundet hende.

Herefter var det bare for os at gå nordpå og dem at bevæge sydpå… efter lang tids vandren mødte vi hendes far på cykel.

Pigen har åbenbart en unik og ukendt kromosomfejl og hendes reaktion på situationen var svær at forudsige, men da jeg tog det roligt gjorde hun også.

Hun takkede for hjælpen og ville så godt lige vide om jeg også skulle ud og gå aftentur ved stranden i morgen…