-
Fredag den 13.
Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.
Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.
Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.
Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.
Kort både her og der.
I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.
Weekenden bliver af den stille slags.
Måske.
-
Der rodes i maskinhuset
Jeg fik for længe siden en besked om at mit tidligere tema ikke længere ville blive opdateret eller supporteret – og nærmest lige så længe har jeg med mellemrum ledt efter et nyt tema, der opfyldte mine krav til udseende og nem tilpasning.
Jeg tror jeg har fundet det nu!
Der er langt igen før jeg er tilfreds og alt er midlertidigt…
-
Det var godt, at de fik fred
Religiøs er jeg på ingen måde, men det giver mig en ro inden i at sidde på bænken ved det sted, hvor min mors urne er sat ned. Bob mærker det også. Han lægger sig ned på bænken ved siden af mig og venter tålmodigt.
Jeg sender hende en tanke. Mærker, at det er godt, at hun fik fred. At de fik fred. Jeg ønsker mig inderligt, at mit liv slutter inden det bliver uværdigt. Inden jeg bliver afhængig af andres hjælp.
Velfærdssamfundet er ikke gearet til at tage sig ordentligt af de ældste og svageste. Det gør mig stadig vred og uendeligt ked af det. Plejehjemmets facebookside viser kun glansbilledet, de glade og aktive ældre, der deltager i alverdens aktiviteter.
Den dybe ensomhed, min far der sidder alene i sin kørestol og sover på gangen, stanken af pis, de manglende hænder… det er kun de pårørende der ofte besøger stedet, der ser den side.
Jeg gad godt, at der blev holdt et evalueringsmøde, så det var muligt at fortælle lederen og de ansatte, hvordan man har oplevet stedet som pårørende.
Da vi ryddede min fars lejlighed kom en af ‘kabysdamerne’, som min far kaldet dem, forbi. Han fik sådan en smuk død, sagde hun. Jeg måtte beherske mig for ikke at rykke hovedet af hende. Smuk død??? Hvor f***** vidste hun det fra??? Han døde mutters alene og i dyb ensomhed. Alt tyder på, at han gik i seng som normalt og bare ikke vågnede op igen. Og jeg håber inderligt, at det var sådan det var. Andet er ikke til at holde ud at tænke på.
Det var godt, at de fik fred. Begge to.
-
Haveliv og hundeleg
Det lægger et helt urimeligt pres på mig, at naboen vælger at klippe vores fælles hæk to gange på en sæson.
Hans side er fin og nyklippet og min stritter i alle retninger.
I dag var jeg heldig.
Der kom en venlig sjæl forbi, som greb hækkeklipperen og ordnede det på ingen tid.
Selv fik jeg slået græsset og fjernet lidt ukrudt i både bedene og i min indkørsel.
Det har været en skøn og alt for kort søndag med haveliv og hundeleg.
-
Hallo… det er lørdag!
Jeg havde glemt, at fortælle Bob, at det er weekend. Han har helt styr på klokken, men har endnu ikke lært ugedagene. Kl. 6 gjorde han mig derfor opmærksom på, at jeg havde sovet lidt for længe.
Nu var jeg vågen og spændte derfor gummistøvlerne på, trak sweateren over hovedet og kørte ud i Præstens Plantage.
For enden af skovvejen ligger stranden og vi travede en tur langs stranden, mens solen stod op.
Det blev den dejligste start på lørdagen.
Hjemme var sengetøjet færdigt i vaskemaskinen og klar til at hænge ud i morgensolen.
Jeg er klar til at lægge arm med lørdagen.
-
Mulesing
Efter jeg har genoptaget strikkeriet er et ny ord dukket op i min ordbog: Mulesing.
Det uldgarn jeg har købt, har været non-mulesed eller mulesing free.
Jeg vidste ikke hvad det var, men det gør jeg nu.
Mulesing er et indgreb, hvor en stor hudfold ved fårets tarmåbning skæres af. Dette indgreb sker oftest uden bedøvelse og er derfor meget smertefuldt for fåret.
Mulesing bliver udført for at undgå flueangreb: dvs. for at undgå at fluer lægger æg i fårets hudfolder ved tarmåbningen, hvorved larver udklækkes og kan medføre store gener og infektioner hos fåret. Metoden er dog mest udbredt i Australien, hvor klimaet er meget varmt og folderne på fåret derved bliver fugtige og tiltrækker fluer. Hvor klimaet er tempereret, i f.eks. Sydamerika, er fåret ikke udsat for disse flueangreb.
Behøver jeg at sige, at jeg fremover altid vil tjekke, at det merinogarn jeg køber er non-mulesed eller mulesing free?
Jeg har lige færdiggjort den gule Sweater No. 6, som er strikket i Alpaca og mod min egen forventning endte det med ribkanter i stedet for icord og ærmer med modrate indtagninger i steder for ballon.Den er blevet rigtig fin og skal nok sætte lidt kulør på den ellers ofte sortklædte dame.
Den nye forsyning garn, der lige er ankommet, er fra mohairgeder, som man forhåbentlig har sikret sig bliver behandlet ordentligt.
Jeg havde 3 nøgler af den gammelrosa mohair i kurven – fra en Sweater No. 6 til Poden – og det har jeg nu suppleret, så der kan blive til en PetitKnit Sunday mohair trøje. Også til Poden. Gammelrosa klæder desværre ikke en sølvræv som mig.
Garnet er fra Knitting for Olive. Jeg tror såmænd ikke, at det er bedre garn end så meget andet – men jeg er faldet for de enormt lækre farver deres garn findes i.
Halskanten og de første udtagninger er lavet, men jeg bliver ikke færdig på en uge denne gang og det er nok rigtig sundt for min pengepung 🙂
-
Vejgaard tøs
… er du ikke godt nok en Vejgaard tøs?
lød et spørgsmål på Messenger i aften.
Tjooo det måtte jeg jo indrømme. I hvert fald i årene, mens jeg gik i folkeskole og det er jo i de år man sådan for alvor bliver præget af sine omgivelser, så når nogen spørger vil jeg helt klart sige, at jeg er opvokset i netop den bydel.
I 2008 skrev jeg dette indlæg – Du ved du er fra Vejgaard når
Jeg boede på Jyttevej fra jeg startede i skole og frem til jeg skulle konfirmeres, hvorefter vi flyttede til Filstedvej – 800 meter væk. Jeg har gået 10 år på Vejgaard Østre Skole og er konfirmeret i Vejgaard Kirke. Vi kom på Johns Cafeteria på Hadsundvej og jeg har fulgt den lokale fodboldklub VB rundt i jylland/verden. Min skolekæreste Peter var en habil fodboldspiller og spillede i den bedste ungdomsrække. Jeg var med holdet rundt til kampe og sågar på en tur 3 uger til USA.
Det var så også noget fodbold info jeg skulle have i aftes. VB slog nemlig Hobro (som spiller i Superligaen) ud af pokalturneringen. Lidt en sensation på Soffy Road. Åbenbart.
Engang kendte jeg hver en spiller på holdet.
Nu er det nok deres børn, der udgør en del af holdet.
-
Jeg er vild med gul
-
Jeg gav op
I lørdags hentede jeg garn til næste strikke projekt. 10 nøgler gul Puno, som skulle forvandles til en Sweater No. 5.
Onsdag gav jeg op.
Klip fra opskriften Første nøgle garn var på det tidspunkt tyndslidt af at blive strikket og trevlet op så mange gange.
De første dage kom jeg ikke længere end halsribben. Så snart jeg skulle begynde at tage de mange masker ud for at danne skulderen – OG skulle strikke halvpatent OG lave German short rows – gik det bare i koks for mig.
Jeg havde en lille kort korrespondance med designeren. Trøjen fungerer også fint uden vendepinde og først da jeg prøvede den løsning lykkedes det mig at komme videre end halskanten.
Der skulle tages en maske ud på hver side af én skuldermaske på hver pind. Det blev bare så grimt. Også selvom jeg fulgte vejledningen.
Og det er ikke fordi jeg ikke kan tage ud eller strikke German short Rows.
Onsdag gav jeg altså op og slog i stedet op til endnu en Sweater No. 6. Den 3. i rækken – jeg har lige strikket en gammel rosa version til Poden. Jeg synes om det ujævne i Punoen, som gør det glatstrikkede rustikt.
For den ikke skal ligne den anden alt for meget pønser jeg på, at lave ærmerne smallere og måske afslutte med en rib i stedet for icord.
Pønser.
Det andet er jo i grunden så fint.
-
Hverdags lykke
Da jeg i januar 2013 rykkede teltpælene op og flyttede til Hals var det med et løfte til mig selv om at blive boende så længe mine forældre levede.
Det løfte har jeg holdt og efter de nu begge er borte, er der ikke længere noget, der binder mig i Hals.
Jeg har leget med tanken om at flytte ind til Aalborg eller tilbage til Vodskov, men så tog jeg ud på Skallerevlerne i går, hvor både Bob og jeg badede i det lune vand og tørrede i varmen fra solen… senere sad jeg på terrassen og spise min aftensmad.
Kunne jeg virkelig forestille mig at bytte det ud med byens larm, forurening og stank?
Der er også mange gode ting at sige om byen. Man er tæt på alting: biografer, forretninger, restauranter osv., men så længe jeg har en bil er de ting er jo også indenfor rækkevidde. Selvom jeg for sjældent benytter mig af det.
Jeg leger videre med tanken, uagtet jeg måske godt ved, at det bliver ved netop dét.
Efter en strandturen måtte vi begge have vasket sand og salt af ‘pelsen’ og som punktum på en skøn dag delte vi, nyvaskede og velduftende, en lille is på terrassen.
