-
Endnu en sommerdag
Det kom bag på mig at, der var 18 grader udenfor. Jeg var taget hjemmefra i sweater og på stranden mødte vil folk i shorts og t-shirt, hvilket i øvrigt var langt mere passende til forholdende.
Op ad hegnet ind til naboen vokser en humle.
Selvsået tror jeg.
Jeg undgår helst berøring med den da jeg slår ud med langvarigt rødt og irriteret udslæt. Naboen har klippet den ned på hendes side og i dag måtte jeg selv igang på min side.
Iført langærmet trøje og handsker.
Jeg fyldte havecontaineren og en sæk og så er den væk.
Indtil næste sommer.
-
Nu med nymalede vinduer
Bob har ikke lukket et øje i dag.
Tidligt i morgen kørte et sjak polske malere ind i min indkørsel (bestilt af Husejer Ole). De har, helt frem til kl. 18, haft travlt med at slibe og male vinduerne udenfor.
Jeg arbejdede på hjemmekontoret fra 7-15. De malede fra 8-18. Sikkert for ren brøkdel af hvad jeg tjener og bor sikkert hele sjakket i et lejet sommerhus eller i den elendige lejlighed, der ligger ved siden af kiosken. Det er ikke i orden, men det har jeg desværre ikke haft indflydelse på.
De har arbejdet i alle vinduer og Bob har været fuldt beskæftiget med at holde øje med, at de ikke overtrådte tærsklen til hans revir. Han har taget det overraskende pænt og har ikke hverken gøet eller skabt sig… blot observeret.
Jeg har mest af alt følt mig hjemløs. Når man ikke aner hvilket vindue, der dukker en maler op i, så er det problematisk både at benytte toilet og bad.
Mon ikke vi sover godt begge to i nat. Jeg tror det.
-
Fra glæde til frustration
Midt i glæden over og forventningen til en mulig familieforøgelse i starten af 2020 tog vi en rutchetur da vi til morgen fik oplyst at vores chef har fået nyt job og at afdelingen ved udgangen af måneden splittes op.
Jeg bliver så træt.
Nå, men jeg napper da bare den 7. chef på ca. samme antal år og håber ikke han også skal ind og kaste alt op i luften så vi efterfølgende får travlt med at samle stumperne.
-
En forsigtig og håbefuld nyhed
Jeg har i dag skrevet til Bob’s opdrætter i håb om at komme på venteliste til det kuld franske bulldogs, der (forhåbentlig) ventes om et par måneder.
MEGET mere om det senere…
-
Lørdag blev til søndag
Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.
Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.
Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.
Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.
Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.
Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.
-
September lørdag
En af fordelene ved at være nået cirka til midten af september: man kan gå i mosen uden at være omsværmet af store mængder af irriterende fluer.
Det benyttede vi os af i formiddag og tog hele turen rundt langs kanalvejen. Den er på lidt over 6 km og da vi nåede bilen var luften gået ud af His Bobness.
En meget kort del af turen går langs Skovsgårdsvej, som går helt fra Hals til Hou og hvor genbrugspladsen ligger og det er det eneste tidspunkt Bob behøver være i snor.
Man mærker ikke, at han er træt mens vi går – men når vi kommer hjem går luften helt ud af ham.
Mens Bob hvilede benene gik jeg yderligere tre kvarter rundt i haven efter plæneklipperen. Og så var dagens skridt vist også klaret.
-
Fredag den 13.
Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.
Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.
Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.
Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.
Kort både her og der.
I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.
Weekenden bliver af den stille slags.
Måske.
-
Der rodes i maskinhuset
Jeg fik for længe siden en besked om at mit tidligere tema ikke længere ville blive opdateret eller supporteret – og nærmest lige så længe har jeg med mellemrum ledt efter et nyt tema, der opfyldte mine krav til udseende og nem tilpasning.
Jeg tror jeg har fundet det nu!
Der er langt igen før jeg er tilfreds og alt er midlertidigt…
-
Det var godt, at de fik fred
Religiøs er jeg på ingen måde, men det giver mig en ro inden i at sidde på bænken ved det sted, hvor min mors urne er sat ned. Bob mærker det også. Han lægger sig ned på bænken ved siden af mig og venter tålmodigt.
Jeg sender hende en tanke. Mærker, at det er godt, at hun fik fred. At de fik fred. Jeg ønsker mig inderligt, at mit liv slutter inden det bliver uværdigt. Inden jeg bliver afhængig af andres hjælp.
Velfærdssamfundet er ikke gearet til at tage sig ordentligt af de ældste og svageste. Det gør mig stadig vred og uendeligt ked af det. Plejehjemmets facebookside viser kun glansbilledet, de glade og aktive ældre, der deltager i alverdens aktiviteter.
Den dybe ensomhed, min far der sidder alene i sin kørestol og sover på gangen, stanken af pis, de manglende hænder… det er kun de pårørende der ofte besøger stedet, der ser den side.
Jeg gad godt, at der blev holdt et evalueringsmøde, så det var muligt at fortælle lederen og de ansatte, hvordan man har oplevet stedet som pårørende.
Da vi ryddede min fars lejlighed kom en af ‘kabysdamerne’, som min far kaldet dem, forbi. Han fik sådan en smuk død, sagde hun. Jeg måtte beherske mig for ikke at rykke hovedet af hende. Smuk død??? Hvor f***** vidste hun det fra??? Han døde mutters alene og i dyb ensomhed. Alt tyder på, at han gik i seng som normalt og bare ikke vågnede op igen. Og jeg håber inderligt, at det var sådan det var. Andet er ikke til at holde ud at tænke på.
Det var godt, at de fik fred. Begge to.
-
Haveliv og hundeleg
Det lægger et helt urimeligt pres på mig, at naboen vælger at klippe vores fælles hæk to gange på en sæson.
Hans side er fin og nyklippet og min stritter i alle retninger.
I dag var jeg heldig.
Der kom en venlig sjæl forbi, som greb hækkeklipperen og ordnede det på ingen tid.
Selv fik jeg slået græsset og fjernet lidt ukrudt i både bedene og i min indkørsel.
Det har været en skøn og alt for kort søndag med haveliv og hundeleg.
