-
Nu er det jul igen… eller noget!
Vi har kun lige stukket næsten ind i efteråret og allerede begynder julen at larme rundt omkring.
I næste uge åbner der en stor pop-up julebutik i Aalborg, til morgen var der reklame for årets julefrokostarrangementer i radioen og på jobbet har der længe været åben for tilmelding til årets julefrokost den første fredag i december.
Jeg skal ikke stå tilbage for nogen, så i eftermiddag kan jeg hente den første julegave i GLS pakkeshoppen.
Så er vi igang!
Det bliver den første jul uden mine forældre. Eller dvs. sidste år var min mor ikke med juleaften, efter anbefaling fra plejepersonalet – ellers har jeg holdt jul med de to gamle hvert eneste år i hele mit liv.
Det bliver sikkert lidt underligt, men det er det tiden gør ved os.
-
Jeg har lyttet til
Hvem har skrevet romanen Sumobrødre?
Det var et spørgsmål til kr. 50.000 i Hvem vil være millionær i en af de utallige genudsendelser, der er af programmet. Hans Pilgaard så meget ung ud, så jeg antager i hvert fald, at det var en genudsendelse.
Jeg vidste godt, at det var Morten Ramsland og husker også hypen omkring bogen. Den udkom i en periode, hvor jeg ikke læste så meget, så den har ikke ligget på mit natbord.
Spørgsmålet gjorde mig alligevel nysgerrig og med et Mofibo abonnement er det så nemt..
Jeg fandt Morten Ramsland og hentede hans gennembrudsroman Hundehoved. En roman han fik De gyldne Laurbær for i 2006
Det er en helt skøn, sjov og alvorlig slægtsroman om folk, der drikker, slår, sparker i nosser, svigter, tager helt forkerte beslutninger, lyver, fødes evnesvage, elsker for lidt og for meget, mobbes, hånes, lokkes, drilles og elskes.
-
Brille abe
I februar fik jeg firmabetalte skærmbriller, som jeg, selv efter en meget lang tilvænningsperiode, IKKE vænnede mig til. Eller det vil sige, at jeg kan bruge dem herhjemme når jeg sidder med pc’en i skødet. Det er som om enten styrken er tosset eller glassene er konstrueret forkert.Jeg ventede selvfølgelig for længe og reklamationsretten var udløbet da jeg opgav at bruge dem på kontoret.
I dag har jeg så været hos min egen optiker og selv betalt for at at få et par jeg kan bruge.
Forhåbentlig.
Det blev Pernille Rosenkrantz-Theil modellen… og der hører sammenligningen så vist også op 🙂
-
Endelig fredag
Onsdag eftermiddag gik der mail ud til 150-200 medarbejder med besked om, at det er tid for udskiftning af deres pc og med instrukser om hvordan de skal gebærde sig i den forbindelse.
Jeg er kontaktperson, hvis der er spørgsmål og/eller udfordringer – og torsdag morgen var det som om en lavine havde ramt min indbakke. Jeg har brugt to fulde arbejdsdage på at rede tråde ud, svare på spørgsmål, slukke ildebrande, forklare… i samarbejde med Malene, som er min livline hos det eksterne firma, der står for udskiftningerne.
Vi har klaret endnu en omgang og kl. 13:30 blev vi enige om, at nu kunne vi godt slukke pc’en og gå på en velfortjent weekend.
Jeg har arbejdet på hjemmekontoret, så 10 minutter efter Shut Down gik jeg i skoven iført hund, sweater og røjsere og lige så hurtigt glemt alt om den indbakke.
I stedet blev jeg optaget af at følge et fint lille rød egerns vej gennem skoven. Det bevæger sig utroligt elegant fra den ene tynde gren til den anden. Jeg fik kun denne ene chance for at ‘skyde den’ og det er desværre på en del afstand så kvaliteten er ikke den bedste.
Bob venter tålmodigt på mig. Er jeg optaget for længe kan jeg finde ham liggende i skovbunden og jeg behøver ikke bekymre mig om, at han skulle finde på at løbe væk.
Vi er så klar til to fridage.
God weekend til dig!
-
Endnu en sommerdag
Det kom bag på mig at, der var 18 grader udenfor. Jeg var taget hjemmefra i sweater og på stranden mødte vil folk i shorts og t-shirt, hvilket i øvrigt var langt mere passende til forholdende.
Op ad hegnet ind til naboen vokser en humle.
Selvsået tror jeg.
Jeg undgår helst berøring med den da jeg slår ud med langvarigt rødt og irriteret udslæt. Naboen har klippet den ned på hendes side og i dag måtte jeg selv igang på min side.
Iført langærmet trøje og handsker.
Jeg fyldte havecontaineren og en sæk og så er den væk.
Indtil næste sommer.
-
Nu med nymalede vinduer
Bob har ikke lukket et øje i dag.
Tidligt i morgen kørte et sjak polske malere ind i min indkørsel (bestilt af Husejer Ole). De har, helt frem til kl. 18, haft travlt med at slibe og male vinduerne udenfor.
Jeg arbejdede på hjemmekontoret fra 7-15. De malede fra 8-18. Sikkert for ren brøkdel af hvad jeg tjener og bor sikkert hele sjakket i et lejet sommerhus eller i den elendige lejlighed, der ligger ved siden af kiosken. Det er ikke i orden, men det har jeg desværre ikke haft indflydelse på.
De har arbejdet i alle vinduer og Bob har været fuldt beskæftiget med at holde øje med, at de ikke overtrådte tærsklen til hans revir. Han har taget det overraskende pænt og har ikke hverken gøet eller skabt sig… blot observeret.
Jeg har mest af alt følt mig hjemløs. Når man ikke aner hvilket vindue, der dukker en maler op i, så er det problematisk både at benytte toilet og bad.
Mon ikke vi sover godt begge to i nat. Jeg tror det.
-
Fra glæde til frustration
Midt i glæden over og forventningen til en mulig familieforøgelse i starten af 2020 tog vi en rutchetur da vi til morgen fik oplyst at vores chef har fået nyt job og at afdelingen ved udgangen af måneden splittes op.
Jeg bliver så træt.
Nå, men jeg napper da bare den 7. chef på ca. samme antal år og håber ikke han også skal ind og kaste alt op i luften så vi efterfølgende får travlt med at samle stumperne.
-
En forsigtig og håbefuld nyhed
Jeg har i dag skrevet til Bob’s opdrætter i håb om at komme på venteliste til det kuld franske bulldogs, der (forhåbentlig) ventes om et par måneder.
MEGET mere om det senere…
-
Lørdag blev til søndag
Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.
Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.
Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.
Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.
Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.
Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.
-
September lørdag
En af fordelene ved at være nået cirka til midten af september: man kan gå i mosen uden at være omsværmet af store mængder af irriterende fluer.
Det benyttede vi os af i formiddag og tog hele turen rundt langs kanalvejen. Den er på lidt over 6 km og da vi nåede bilen var luften gået ud af His Bobness.
En meget kort del af turen går langs Skovsgårdsvej, som går helt fra Hals til Hou og hvor genbrugspladsen ligger og det er det eneste tidspunkt Bob behøver være i snor.
Man mærker ikke, at han er træt mens vi går – men når vi kommer hjem går luften helt ud af ham.
Mens Bob hvilede benene gik jeg yderligere tre kvarter rundt i haven efter plæneklipperen. Og så var dagens skridt vist også klaret.
