-
Det bliver et nej tak herfra
Min ene kollega holder efterårsferie og den anden passede sit job som tekniker på vores Aarhus lokation og efterlod dermed mig alene på kontoret.Jeg håber ikke, at jeg bliver den sidste af de ti små cyklister for så keder jeg mig da ihjel.
Der har kun været få kunder og opgaver. Til gengæld har min mobil kimet og har gjort det længe med samme nummerserie – 887282 og så med forskellige cifre til sidst.
Under valgkampen støttede jeg Dansk Flygtninge hjælp og siden har de kimet mig ned.
Der sker det samme hver gang jeg har doneret et beløb eller skrevet under på en underskriftsindsamling i en eller anden velgørende forening… så har det mit mobilnummer og synes også, at jeg skal være medlem.
J E G G I D E R D E T I K K E
Jeg bidrager til det og de jeg har lyst til – og deres efterfølgende påtrængende facon kan få mig til aldrig at bidrage igen.
I det hele taget stritter alt på mig, hvis man vil pådutte mig noget jeg ikke selv har bedt om: en større menu ved McDonalds, godbidder ved Maxi Zoo, en top til at have indenunder når jeg har købt en bluse…
Jeg ved fra Poden at ekspedienterne er pålagt at forsøge sig med mersalg og jeg ved at de fleste finder det lige så irriterende som kunderne.
-
Midtuge status
- Vi venter fortsat på resultatet af scanningen.
- Jeg venter også fortsat på, at mine nye briller bliver klar til afhentning.
- Min bilrude revnede. Først lidt. Nu er den flækket næsten hele vejen over. Jeg får besøg hjemme i carporten næste fredag af en mand med en ny rude.
- I går oplevede jeg et rådyr blive mejet ned af en Aygo. Ikke min. Det var bestemt ikke noget rart syn. Jeg havde set den løbe forvildet rundt på marken til højre for mig. Satte farten ned og var klar til at bremse ned… men den modkørende var ikke opmærksom og den lille fyr nåede ikke over og blev ramt frontalt af bilen. Aygoen stoppede ikke, men det gjorde til gengæld bilen bagved og en lastbil som kørte i samme retning som mig. På den måde fik de spærret vejen. Det var tydeligt, at den havde brækket nakken ved sammenstødet, så der var intet at stille op andet end at lægge den ind til siden.
- Julegave nr. 2 er i hus. Det samme er et par adventskalendergaver til de, der er på min ‘nice’ liste. Man må godt med kun knap 1½ måned til december.
-
Roen har sænket sig
Weekendgæsten Jack er afhentet og det eneste der høres nu er sovelyde henne fra hundekurven.
De ER blevet bedre til også at slappe af i hinandens selskab, men der er alligevel langt mere knald på end når det kun er Bob og jeg der er her.
Jack går ikke skide pænt i snor, så det er noget med at smide dem i bilen og køre ud i skoven eller mosen, hvor de kan løbe frit, for i modsætning til Bob så kommer Jack. når man kalder.
Vi startede derfor søndagmorgen i hundeskoven, mens dagens første lys viste sig. Det er skønt at gå der når naturen vågner og der endnu ikke er noget, der forstyrrer.
En skøn weekend som alt for hurtigt fik en ende.
-
En hund og ti små cyklister
Det findes næppe noget mere ynkeligt end en Bob, der bliver trukket med ud i regnen. Han gider det ikke. Om det så er hans halestump hænger den nedslået mellem benene og turen går i et opskruet tempo så han kan komme hjem i tørvejr.
Det silede ned da vi startede vores eftermiddagstur, men inden vi nåede rundt om Præstens Plantage var regnen stilnet af og halen var igen glad.
Hundeføren er ikke nær så glad.
Forruden i hendes bil er revnet, det er snarere reglen end undtagelsen at transportiden til jobbet varer over en time pga. kø ved Limfjordstunnelen og så er vi nu reduceret til 2,5 mand i afdelingen i Aalborg. En ressource til at sørge for det administrative på landsplan, en ressource til hjælpe med tekniske problemer både i Aalborg og Aarhus samt en halv ressource til at klargøre maskiner og styre lagret.
Det er næsten som i sangen med de ti små cyklister. Da jeg begyndte i afdelingen var vi ti. Nu er vi to og en halv. Det er vel ikke en overdrivelse at mene at vi er en afdeling i afvikling?!?
-
Yndlingsmennesket – hans og mit
Syv kilometer omkring mosen og efterfølgende et par timers besøg af yndlingsmennesket tog luften helt ud af His Bobness og han storsnorkede i hundekurven hele aftenen.
Fredag fyldte Nanna iGos bagagerum med vasketøj og lørdag efter arbejdstid kunne hun så hente det hele nyvasket hjemme ved moar. Der ér vaskekælder i den ejendom hun bor i, men det er i en elendig forfatning.
Hun bringer og henter selv, nogen gange kommer hun også og vasker det selv, så det er ikke noget besvær for mig at lægge maskine og tørresnore til.
Bob kammer helt over når hun træder ind af døren. Der er ingen andre, der får sådan en velkomst – ikke engang hende som sørger for ham hver eneste dag.
(mor er ikke sur, mor er skuffet)
-
Musikken fra dengang
Et nummer på P4 morgen bragte mig direkte tilbage til 1980.
Last train to London – her i en lidt jazzet version, men det gjorde ikke indtryk på det smil, der bredte dig i mit ansigt.
Det var et af de numre, der konstant var på spillelisten i den lille interimistiske kibbutz pub, som en flok danskere have banket sammen og kaldte ‘Plørehullet’.Her drak vi Goldstar, røg Noblesse smøger og festede – den eneste fornøjelse kibbutz livet bød på udover en hebraisk synkroniseret film i ny og næ.
Jeg var kun 17… 7 år yngre end Nanna er i dag, da jeg rejste alene til Israel.
Mine forældre må have været utroligt modige på den måde at sende mig ud i verden – jeg har skrevet om det før her.
Til næste år er det 40 år siden. FYRRE!!!
Er der en tendens til, at jeg dvæler en del ved alder i øjeblikket?
Det er der vist.
-
Nu er det jul igen… eller noget!
Vi har kun lige stukket næsten ind i efteråret og allerede begynder julen at larme rundt omkring.
I næste uge åbner der en stor pop-up julebutik i Aalborg, til morgen var der reklame for årets julefrokostarrangementer i radioen og på jobbet har der længe været åben for tilmelding til årets julefrokost den første fredag i december.
Jeg skal ikke stå tilbage for nogen, så i eftermiddag kan jeg hente den første julegave i GLS pakkeshoppen.
Så er vi igang!
Det bliver den første jul uden mine forældre. Eller dvs. sidste år var min mor ikke med juleaften, efter anbefaling fra plejepersonalet – ellers har jeg holdt jul med de to gamle hvert eneste år i hele mit liv.
Det bliver sikkert lidt underligt, men det er det tiden gør ved os.
-
Jeg har lyttet til
Hvem har skrevet romanen Sumobrødre?
Det var et spørgsmål til kr. 50.000 i Hvem vil være millionær i en af de utallige genudsendelser, der er af programmet. Hans Pilgaard så meget ung ud, så jeg antager i hvert fald, at det var en genudsendelse.
Jeg vidste godt, at det var Morten Ramsland og husker også hypen omkring bogen. Den udkom i en periode, hvor jeg ikke læste så meget, så den har ikke ligget på mit natbord.
Spørgsmålet gjorde mig alligevel nysgerrig og med et Mofibo abonnement er det så nemt..
Jeg fandt Morten Ramsland og hentede hans gennembrudsroman Hundehoved. En roman han fik De gyldne Laurbær for i 2006
Det er en helt skøn, sjov og alvorlig slægtsroman om folk, der drikker, slår, sparker i nosser, svigter, tager helt forkerte beslutninger, lyver, fødes evnesvage, elsker for lidt og for meget, mobbes, hånes, lokkes, drilles og elskes.
-
Brille abe
I februar fik jeg firmabetalte skærmbriller, som jeg, selv efter en meget lang tilvænningsperiode, IKKE vænnede mig til. Eller det vil sige, at jeg kan bruge dem herhjemme når jeg sidder med pc’en i skødet. Det er som om enten styrken er tosset eller glassene er konstrueret forkert.Jeg ventede selvfølgelig for længe og reklamationsretten var udløbet da jeg opgav at bruge dem på kontoret.
I dag har jeg så været hos min egen optiker og selv betalt for at at få et par jeg kan bruge.
Forhåbentlig.
Det blev Pernille Rosenkrantz-Theil modellen… og der hører sammenligningen så vist også op 🙂
-
Endelig fredag
Onsdag eftermiddag gik der mail ud til 150-200 medarbejder med besked om, at det er tid for udskiftning af deres pc og med instrukser om hvordan de skal gebærde sig i den forbindelse.
Jeg er kontaktperson, hvis der er spørgsmål og/eller udfordringer – og torsdag morgen var det som om en lavine havde ramt min indbakke. Jeg har brugt to fulde arbejdsdage på at rede tråde ud, svare på spørgsmål, slukke ildebrande, forklare… i samarbejde med Malene, som er min livline hos det eksterne firma, der står for udskiftningerne.
Vi har klaret endnu en omgang og kl. 13:30 blev vi enige om, at nu kunne vi godt slukke pc’en og gå på en velfortjent weekend.
Jeg har arbejdet på hjemmekontoret, så 10 minutter efter Shut Down gik jeg i skoven iført hund, sweater og røjsere og lige så hurtigt glemt alt om den indbakke.
I stedet blev jeg optaget af at følge et fint lille rød egerns vej gennem skoven. Det bevæger sig utroligt elegant fra den ene tynde gren til den anden. Jeg fik kun denne ene chance for at ‘skyde den’ og det er desværre på en del afstand så kvaliteten er ikke den bedste.
Bob venter tålmodigt på mig. Er jeg optaget for længe kan jeg finde ham liggende i skovbunden og jeg behøver ikke bekymre mig om, at han skulle finde på at løbe væk.
Vi er så klar til to fridage.
God weekend til dig!
