Min ene kollega holder efterårsferie og den anden passede sit job som tekniker på vores Aarhus lokation og efterlod dermed mig alene på kontoret.

Jeg håber ikke, at jeg bliver den sidste af de ti små cyklister for så keder jeg mig da ihjel.

Der har kun været få kunder og opgaver. Til gengæld har min mobil kimet og har gjort det længe med samme nummerserie – 887282 og så med forskellige cifre til sidst.

Under valgkampen støttede jeg Dansk Flygtninge hjælp og siden har de kimet mig ned.

Der sker det samme hver gang jeg har doneret et beløb eller skrevet under på en underskriftsindsamling i en eller anden velgørende forening… så har det mit mobilnummer og synes også, at jeg skal være medlem.

J E G  G I D E R  D E T  I K K E

Jeg bidrager til det og de jeg har lyst til – og deres efterfølgende påtrængende facon kan få mig til aldrig at bidrage igen.

I det hele taget stritter alt på mig, hvis man vil pådutte mig noget jeg ikke selv har bedt om: en større menu ved McDonalds, godbidder ved Maxi Zoo, en top til at have indenunder når jeg har købt en bluse…

Jeg ved fra Poden at ekspedienterne er pålagt at forsøge sig med mersalg og jeg ved at de fleste finder det lige så irriterende som kunderne.

• Vi venter fortsat på resultatet af scanningen.
• Jeg venter også fortsat på, at mine nye briller bliver klar til afhentning.
• Min bilrude revnede. Først lidt. Nu er den flækket næsten hele vejen over. Jeg får besøg hjemme i carporten næste fredag af en mand med en ny rude.
• I går oplevede jeg et rådyr blive mejet ned af en Aygo. Ikke min. Det var bestemt ikke noget rart syn. Jeg havde set den løbe forvildet rundt på marken til højre for mig. Satte farten ned og var klar til at bremse ned… men den modkørende var ikke opmærksom og den lille fyr nåede ikke over og blev ramt frontalt af bilen. Aygoen stoppede ikke, men det gjorde til gengæld bilen bagved og en lastbil som kørte i samme retning som mig. På den måde fik de spærret vejen. Det var tydeligt, at den havde brækket nakken ved sammenstødet, så der var intet at stille op andet end at lægge den ind til siden.
• Julegave nr. 2 er i hus. Det samme er et par adventskalendergaver til de, der er på min ‘nice’ liste. Man må godt med kun knap 1½ måned til december.

Syv kilometer omkring mosen og efterfølgende et par timers besøg af yndlingsmennesket tog luften helt ud af His Bobness og han storsnorkede i hundekurven hele aftenen.

Fredag fyldte Nanna iGos bagagerum med vasketøj og lørdag efter arbejdstid kunne hun så hente det hele nyvasket hjemme ved moar. Der ér vaskekælder i den ejendom hun bor i, men det er i en elendig forfatning.

Hun bringer og henter selv, nogen gange kommer hun også og vasker det selv, så det er ikke noget besvær for mig at lægge maskine og tørresnore til.

Bob kammer helt over når hun træder ind af døren. Der er ingen andre, der får sådan en velkomst – ikke engang hende som sørger for ham hver eneste dag.

(mor er ikke sur, mor er skuffet)

Et nummer på P4 morgen bragte mig direkte tilbage til 1980.

Last train to London – her i en lidt jazzet version, men det gjorde ikke indtryk på det smil, der bredte dig i mit ansigt.

Det var et af de numre, der konstant var på spillelisten i den lille interimistiske kibbutz pub, som en flok danskere have banket sammen og kaldte ‘Plørehullet’.

Her drak vi Goldstar, røg Noblesse smøger og festede – den eneste fornøjelse kibbutz livet bød på udover en hebraisk synkroniseret film i ny og næ.

Jeg var kun 17… 7 år yngre end Nanna er i dag, da jeg rejste alene til Israel.

Mine forældre må have været utroligt modige på den måde at sende mig ud i verden – jeg har skrevet om det før her.

Til næste år er det 40 år siden. FYRRE!!!

Er der en tendens til, at jeg dvæler en del ved alder i øjeblikket?

Det er der vist.