-
Siden sidst
Jeg var super optimist da jeg i fredags mødte op hos Dr. Dyr med Bob. Jeg synes, at det gik skide godt efter vi havde fået lov til at dryppe øjnene med Spersadex.
En farvning af øjet viste desværre noget helt andet. Næste kontrol er 2. februar. Er det ikke bedre – MEGET bedre – skal han opereres mandag den 5. februar. Det er så synd for ham, men vi gør hvad vi kan for ham.
Solveig har det heller ikke for godt. Hun har mellemørebetændelse med et infektionstal på 60 og op mod 40 i feber. Lægen har nu ordineret antibiotika og mon så ikke det vender.
Det lille pus.
. . .
På strikkefronten er der gang i at få brugt noget af alt det garn, jeg har i kurven. Den gule på billedet er strikket i CamaRose Yaku og Midnatssol købt sidste år på tilbud hos min lokale garnpusher Kreativiteket.
Modellen er Knitting for Olives ‘Daisy sweater’ og så har jeg broderet tekst på brystet i stedet for de små blomster som opskriften foreskriver. Det er str. 4 år og der er brugt i alt 172 g garn – så det er ikke fordi der bliver gjort noget alvorligt indhug i garnbeholdningen.
I kurven lå også 5 nøgler chokoladebrun Pernilla. Det fortaber sig i glemslen, hvad de er indkøbt til, men nu bliver 3 af nøglerne til endnu en sweater til Solveig. Også str. 3-4 år. Opskriften er en af Hanne Rimmens, som jeg har fundet på Filcolanas hjemmeside. Det bliver helt min egen udgave, men jeg kunne rigtig godt li’ den måde ribkanterne var konstrueret på og så freestyler jeg finishen 🙂
-
Gud bevare Kongen
En historisk dag lakker mod enden. Vores nye konge var helt tydeligt rørt til tårer og hvis jeg ikke så meget forkert, så var også Margrethe meget berørt da hun forlod statsrådet forud for udråbelsen.
Han er den nu.
Jeg forestiller mig, at det er overvældende og skræmmende.
Min største frygt for dagen var, at nogle tåber ville forsøge at bruge mediebevågenheden på at kapre begivenheden, men heldigvis var der ingen optræk til det eller også blev det stoppet inden det nåede så vidt.
Det var en festlig og historisk dag, præcis som den fortjente at være.
For en gangs skyld er jeg lidt misundelig på københavnerne, som har 1. parket til sådan en begivenhed – jeg ville gerne ha’ stået på Christiansborg Slotsplads lige i dag.
Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark
-
Til Dorte
Beklager jeg ikke har set din besked fra 1. december før nu.
Huen hedder Elisenberg balaclava og du kan finde den på https://indiblomst.com/
Jeg har strikket den i Filcolana Pernilla i farven Light Blush. -
Plus 27
For første gang nogensinde havde jeg i denne uge rengøringshjælp derhjemme og må konstatere, at det er en udsøgt fornøjelse at komme hjem til et rent og velduftende hjem.
Der var sat en vask over, hundene havde været i gården og havens fugle var fodret. Whats not to like?!?
Dagen er allerede tiltaget med 27 minutter. Sneen og solen har gjort sit til at de forholdsvis få minutter har kunnes føles ekstra meget på eftermiddagens skovture.
I dag har jeg arbejdet hjemme. Bobs øje er langt fra på toppen og jeg har det ikke godt med at efterlade ham hjemme alene. Vi er i dag startet på øjendråbetype nr. 4. Spersadex må kun benyttes, når hornhindesåret er helet, så det tager jeg som en rigtig godt tegn. Jeg håber, at det hurtigt får bugt med irritationen og hævelsen, som er det der generer ham mest nu. Udover spersadex får han nogle dråber som lægger sig som en hinde på øjet og lindre irritationen – tak til Rikke for det gode råd 🙂
Der er ikke mange timer om dagen med plusgrader, så de store mængder sne, der fortsat ligger får ikke mange chancer for at tø.
Når verden er dækket af sne har fuglene svært ved at finde føde selv, så der er også stadig stor rift om foderpladsen i gården. Jeg fylder op hver eneste morgen på et stort set ribbet foderbræt.
Ny besøgende i gården er denne sjagger. Det er første gang jeg ser sådan en på foderpladsen. De sidste to dage har den nidkært bevogtet 6 æbler, som den ingen intensioner har om at dele med flokken af solsorte.
Mellem dem kommer flokke af skov- og gråspurve, musvitter, blåmejser, to duer og en enkel rødkælk.
Alle bliver de trakteret med det bedste foder jeg kan opdrive. ALT bliver spist – det tager jeg som et godt tegn 🙂
-
Iskolde billeder
Ovenpå en grå og våd periode er det livgivende med dage med koldt klart frostvejr, som de to vi har haft i weekenden.
Vi har været ude så meget som kulden har tilladt. Jeg kan sagtens holde varmen iført flere lag uld fra top til tå, mens det kniber lidt mere for mine to små venner, som end ikke har en naturlig underuld.
Bob er iført sin striktrøje og når vi kommer hjem kan jeg mærke han stadig er varm inden under.
Almindelige strikvanter er ikke varme nok i den her kulde, men er de filtede er de både vind og vandtætte har jeg erfaret. Jeg overvejer at strikke en sweater mere til ham i en lidt større størrelse, så den kan filtes og dermed være endnu varmere.
Jeg havde macroobjektivet med og fandt nogle fine snekrystaller. Havde jeg ikke haft hundene med kunne jeg have dyrket det meget mere, men det er simpelthen for koldt til at stå stille ret længe ad gangen.
-
Uge 1
Den første uge af 2024 er snart gået. Den har været en smule kaotisk på alle måder.
Snestormen skabte en del udfordringer. Facebook og Instagram var fyldt med aflysninger og lukninger.
Selv havde jeg fri både tirsdag og onsdag fordi Poden skulle have haft opereret en visdomstand ud hos en specialtandlæge og jeg skulle agere chauffør. Da vi hørte det estimerede omfang af snestormen blev vi enige om, at hun skulle udsætte aftalen og det viste sig at være en rigtig god beslutning. Politiet rådede til at man blev hjemme og jeg ville da også nødigt ud og køre i det vejr.
Hundene hadede lufteturene de to dage stormen rasede. De fik sig gjort rene på nul-komma-fem og vendte så om og ville retur i varmen. De kan ellers godt li’ sne … når den vel at mærke ligger stille og ikke pisker dem i ansigtet.
Fredag var vi til endnu en kontrol med Bobs øje. Det går bedre, men det er stadig ikke godt. Han er endelig selv begyndt at hele og dyrlægen er stadig forsigtig optimist i forhold til at undgå operation. Behandlingen fortsætter og så har vi en kontrol igen om 2 uger.
I morgen skal jeg på Aalborg kontoret for første gang siden 19. december. Sygdom, juleferie, senstorm har holdt mig hjemme.
Men først skal vi ud og nye det smukke søndagsvejr.
-
Daisy for fa’en
Jeg havde da i den grad håbet på, at det ville være Dronningen, som jeg skulle trykke i hånden, når jeg engang (forhåbentlig) skal i audiens og takke for belønningsmedaljen … nu bliver det så i stedet Hans Majestæt Kong Frederik den 10.
Jeg har kæmpe respekt for hendes beslutning. Hun fortjener i den grad at kunne trække sig tilbage og mon ikke hun nu vil være Frederiks ‘wingman’ i mangt og meget? Jeg tror det.
Regnene silede ned i Hals nytårsaften og det lagde en naturlig dæmper på de udendørs aktiviteter. Til glæde for nogen og ærgerelse for andre.
Når man har dyr hører man til 1. kategori og hundene og jeg nød en fredelig aften, hvor der også var plads til kortere lufteture i gården uden at blive chokeret over pludselige brag.
Kun omkring midnat bragede det løs, men det var hurtigt overstået og så var der ro resten af natten.
En kort tur rundt i byen her til morgen viste, at regnen også havde lagt en dæmper på nytårsløjerne. Jeg så kun lidt uskyldige tegninger lavet med en serpentinspray. Det regner sikkert væk i dag.
Godt nytår til jer – må 2024 bringe fred, lys og glæde til os alle.
-
Husk kleenex
Snyd ikke dig selv – se ‘En særlig samtale’ på DR1, hvor Thomas Helmig interviewes af journalister fra TV-Glad … et mix af gode spørgsmål til Kongen af Pop, der svarer hudløst ærligt og nærværende.
Jeg lukker mine øjne i Aarhus
-
Let love be love
Så blev det igen jul i den lille havneby på kanten af fjord og hav.
Jeg logger ud, travlheden slipper sit tag og julefreden kommer snigende med sit budskab om næstekærlighed, fred, tilgivelse og håb.
Rigtig glædelig jul til jer alle sammen – lige meget hvem du er, hvor du er, hvad du tror på og hvor du kommer fra – må din jul blive fyldt med konfekt, kys og kærlighed!
Og så er det vist på tide at piske en julestemning op og slippe julesneen løs …
-
Nu igen
Jeg ved ikke hvad det er med mig og jul. Sidste år blev jeg ramt en af træls bronkitis i dagene før jul og følte mig som en hængt kat juleaften.
I går blev jeg igen syg med feber, hovedpine og en større snot produktion. Jeg gik i seng kl. 21:15 – sov til vækkeuret ringede og efter at have syemeldt mig til jobbet gik jeg i seng igen og sov til 10:30.
Vi får 13 ny medarbejdere den 1. januar og et par stykker af disse var endnu ikke på plads med bestillinger på it udstyr. Det betød, at jeg var nødt til at logge mig på og få klarte den lille opave. Ellers har jeg sovet en stor del af dagen, set lidt tv, klappet hundene og ikke ret meget andet.
Det er ikke kun mig, der er syg – også Bob er i behandling. Igen for et hornhindesår. Det grønne område på første billede er såret – det er ret stort.
Vi var hos dyrlæge sidst i november og kom i 10 dages behandling. Alt var fint, men 8 dage efter var den gal igen. Det er svært at vide om det var et nyt sår eller om det var ikke var helet ordentlig.
Denne gang er han ordineret skærm, men det fungerer bare ikke for mig. Jeg skyndte mig at bestille en ‘badering’ til ham, som er langt nemmere for ham (og mig) at håndtere. Jeg forstår ikke hvorfor dyrlæger ikke har sådan nogle hjemme, så man som hundejer kunne få valget.
Da Lillebror i sin tid blev kastreret havde min gamle dyrlæge købt en hjem til mig. Han vidste godt, at han godt kunne pakke sin lampeskærm væk 🙂
Vi krydser fingre for, at vi begge klar til jul