December skulle have været så hyggelig og afslappet, men i stedet knokler jeg min r** i laser på jobbet og ender som en slatten klud i sofaen når arbejdsdagen er slut.

Jeg burde hygge mig med at bage, strikke, se julefilm og forberede julefrokosten og i stedet sidder jeg her og ved endnu ikke om det bliver til en eneste julefridag.

Udover det mit eget job kræver af mig, har jeg lovet min tid væk til en af de større opgaver, der skal afleveres på UNI.

I morgen.

Herefter er der vist kun 5 eller 6 afleveringer tilbage til ‘kandidaten’ og selvom det ikke er mit projekt, så har jeg været med fra starten og lavet layout og læst korrektur på stort set alle opgaver og har tænkt mig at følge ham til dørs. Mon det giver en kandidat i layout og korrektur? Det burde det.

Den ferie jeg tager i januar, når Irma kommer til byen, bliver et kærkommet afbræk fra hverdagen. Også selvom jeg ved, at opgavestrømmen ikke stopper fordi jeg holder fri og derfor sikkert har hobet sig op til en uoverskuelig bunke, så glæder jeg mig alligevel. Helt vildt faktisk.

På hverdagsmorgener vil jeg helst køre hjemmefra allersenest kl. 6:30. Kommer jeg senere afsted kan jeg være ret sikker på at hænge i en kø, der kan strække sig 10 km. nord for Limfjordstunnelen og så kan det tage langt over en time at køre de 31 kilometer fra Hals til Havnen.

Om vinteren finder jeg det enormt svært at komme ud af fjerene og kommer ofte alt for sent af sted.

I lørdags investerede jeg i et nyt vækkeur, hvor jeg vækkes af lys, der tændes en halv time inden vækketid og gradvist bliver kraftigere.

Hele ugen er jeg vågnet af mig selv 5-10 minutter inden alarmen er gået. Frisk. Det er som om lyset stimulerer kroppen til at vågne naturligt.

En god investering hvis det fortsætter…

Lyset blev også tændt på himlen i dag og det var så skønt at se solen igen. At vi så også have fået en lillebitte smule sne og temperaturen lå lige omkring frysepunktet gjorde bestemt ikke eftermiddagens strandtur ringere.

De sidste par uger har været seje at komme igennem. Skyerne har ligget som en tung dyne over landskabet og dagslyset slipper nærmest ikke igennem.

Derudover har jeg gennem længere tid haft en generende tør hoste, som har holdt mig vågen flere timer hver nat. Det har ikke været en særlig veloplagt medarbejder, der er mødt ind på job om morgenen, det kan jeg lige så godt sige.

Under normale omstændigheder ville jeg have valgt at melde mig syg eller arbejde hjemmefra, men vi er midt i at skifte ITSM system og deltager dagligt i møder og undervisning. Jeg er super user og forventes at kunne undervise mine kolleger, så jeg har ganske enkelt ikke haft råd til at gå glip af en eneste seance.

Vi går live mandag i næste uge. Er vi klar?

Nej… og vi bliver det heller ikke!

Er jeg overrasket?

Nej… heller ikke!

Vi famler rundt i mørket og håber, at nogen snart tænder lyset.

Lørdagen begyndte med et besøg på Nordkraft til ‘Neu – Et kunst & designmarked jule-edition’. Jeg var der da de åbnede med smuk korsang og det samme var rigtig mange andre. Alt for mange mennesker på alt for lidt plads gjorde, at jeg kun var der en times tid.

Nu er jeg parkeret i sofaen med camille te, strikketøj og en god engelsk krimi på fjernsynet.

Jeg hoster mig gennem både dage og nætter i øjeblikket. Et læge besøg fredag var desværre uden at finde årsag/hjælp. Hosten skyldes virus, så jeg er henvist til de midler man kan få i håndkøb og Benylan har desværre vist sig at være temmelig virkningsløs.

Fredag var også en dag, hvor jeg havde 9 år jubilæum som teknisk konsulent. Umiddelbart synes jeg det lyder som alt for længe, men når jeg tænker på hvor meget tummel jeg har været igennem i de år i form af fyringsrunder, chefskifte og organisationsændringer kan jeg godt regne ud, at der må være gået en del år.

Dagen bragte også en glædelig nyhed med sig, men den er jeg blevet bedt om at vente lidt med at afsløre. Bare et par dage.

En af dem er, at jeg ikke behøver læse tykke bøger om vejen til at leve i nuet.

Jeg kan bare gå en tur med Bob ved stranden. Mens jeg går og spekulerer på samtalen med chefen eller udfordringerne i jobbet, stopper han brat op for at snuse til et bunke tang eller en død fisk.

Og det skal altså være NU!

Mens han begejstret snuser færdigt og glad genoptager sin søgen efter andre dejlige dufte, opdager jeg en svaneflok på havet, et skib i horisonten og mærker vinden i ansigtet. Og så er jeg pludselig der, hvor jeg skal være.

Til stede… trods kulden, der bider i kinderne.

Er vejret pænt på denne dag, er sne i julen en sikker sag, siger et gammelt vejrvarsel.

Skal man tro på det, er den hvide jul sikret for det har været usædvanligt smukt i dag. I det mindste i det nordjyske, hvor solen har skinnet hele dagen fra en klar kold himmel.

Det var også første dag med normaltid. Kunne jeg ønske mig noget var det, at vi havde sommertid hele året for pludselig er det alt for tidligt mørkt.

Havde jeg ikke fri kl. 15 ville Bob og jeg kun komme i skoven eller til stranden i weekenden og ville nærmest ikke se lyset hele vinteren udover det jeg ser gennem kontorvinduet og det ville da nærmest ikke være til at holde ud.

Stranden var skøn i dag, men også så kold, at jeg fortrød at hue og vanter lå hjemme. Vi gik en lang tur. Igennem sommerhusområdet ud og ad stranden hjem.  Der er øde nu.

Husene er pakket ned for vinteren og der er fuldstændig mennesketomt.

Det giver en dejlig plads til os.