-
Ugen kort
Vand og Corona virus – mon ikke det meget godt beskriver hvad ugen har stået på.
Hovedsagelig i pressen, men vi er i høj grad påvirket af begge dele.
Trekantskoven har jeg omdøbt til de 1000 søers skov og Corona virussen har påvirket både leverancer på mit job og afkastet på min pension.
Sidstnævnte i en grad, at jeg har følt mig nødsaget til at ændre min investeringsprofil til lav og der bliver den resten af året i håb om, at der så igen er ro på markedet.
På jobbet har vi alvorlige leveranceproblemer og ingen nye medarbejdere i 2020 har fået den pc de har bestilt. Alt produceres i Kina og pt. kommer der intet derfra.
I skoven står alle stier under vand. Godt hjulpet på vej af de kæmpe maskiner, der har kørt rundt derude de sidste par år. Skovbunden er hårdt kørt sammen og skovbunden har ingen mulighed for at optage al den vand vi har fået.
Hundene synes bestemt ikke om al den regn. Vand ved stranden er sjovt, men vand i form af regn eller den slags, der kommer ud af bruseren er bestemt ikke fedt. Den aversion har de til fælles.
Irma har tabt den første fortand i undermunden og lige om lidt rasler de ud alle sammen. Det ses på hendes lyst til at tygge på alt og turen hjem går forbi dyrehandlen, så jeg er bevæbnet til at forbygge at hun tygger på det hun ikke skal tygge på/bide i… Bob f.eks., som er begyndt at gemme sig under tæpperne og springe op i sofaen selv bare for at slippe for hende.
Hvis jeg var ham ville jeg give tilbage af samme skuffe, men måske er hun stadig for lille til, at han tager de lidt hårdere midler i brug.
-
Har du fået ny..?
Spørgsmålet gjaldede gennem Trekantskoven og nåede mig længe før jeg kunne se ham.
En lokal hundeven med en sharpei tæve var fulgt efter os i hestesporet rundt i skoven. En rod siger nogen, men jeg har aldrig mødt andet end imødekommenhed og masser af sjov snak om hvad der rør sig i byen. Og om hunde selvfølgelig.
Jeg kunne være hans mor og har tit undret mig over, at han gider følges med sådan en gammel krage, men hundene gør, at vi er medlem af den samme ‘klub’.
Er min teori.
Hjemme ventede en lækker garnpakke fra Yarnfreak. Fire nøgler garn smukt pakket ind som var det en gave.
I mandags, dagen efter bestillingen, modtog jeg en mail – en af de farver jeg havde valgt, havde hun ikke i samme parti… om jeg var ked af at vente til onsdag.
Jeg er vild med det.
Strikkeriet har ligget stille lige så længe som Irma har boet her. Nu oplever jeg, at der er ro på om aftenen, så jeg kan genoptage det hyggelige arbejde.
De fire nøgler er til en lille drengetrøje. Et overskueligt comeback projekt.
-
Indlæg nr. 6000 og 5 års jubilæum
Det er helt vildt mange indlæg.
Det første blev skrevet den 14. maj 2008. Jeg husker ikke mine bevæggrunde for at gå i gang, men i dag er det blevet et opslagsværk, en dagbog som jeg selv kan gå tilbage og kigge i. At der så er nogen, der stadig gider følge med i mit lille liv er jeg da utroligt glad for.
Når jeg kigger tilbage kan jeg se, at emnerne har været mange. Indimellem oplever jeg, at der er nye besøgende, der starter bagfra og over længere tid læser sig frem til i dag (det kan jeg se i maskinhuset). Måske skulle jeg selv prøve det en dag.
Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har nogen rød tråd, men at jeg gennem de mange indlæg har kastet mig over det, der har fyldt i mit liv lige på det tidspunkt.
Lige nu er det hundene, der fylder mest (de to utyske som jeg lige har måttet hæve stemmen overfor da de var ved at vælte sofabordet i leg).
• • •
Jeg er også sådan en, der noterer mange mærkelige mærkedage i min kalender, som jeg så også bliver reminded om.
Den 12. februar om morgenen bimler flg. besked ind “Mødte (…) 2015”.
Vi har stort set haft daglig kontakt siden. Om stort og småt. En enkelt kommentar på messenger eller time lange telefonsamtaler. Bifture, traveture i naturen eller som co. pilot i iGo. Sjove samtaler, alvorlige samtaler, samtaler om dybt personlige ting, faglige ting, men aldrig bare small talk…
Måske lyder det som venskaber du har mange af, men som introvert er det ikke hverdagskost at møde nye mennesker og lade dem komme ind under huden. Efter min ven Jens døde i 2012 var der ikke nogen til at udfylde det tomrum han efterlod før (…) trådte ind på scenen.
Lige som med Jens er vi hinandens venner. Et par særlinge, som finder glæde i det rum vi har skabt sammen. Jeg føler mig omsluttet af ærlig omsorg og interesse for alle aspekter af liv og håber, at jeg giver bare en lille smule af det samme tilbage.
Vi blev enige om i aftes, at Margrethe burde diske op med en fortjenstmedalje for at holde hinanden ud 🙂
Og det gør du også… tak fordi du læser med!
-
I regn og skud skal hundene ud
Det kræver en del overtalelse at lokke hundene med ud i det møgvejr, vi har i øjeblikket.
Jeg bebrejder dem ikke for jeg gider heller ikke, men vi skal nu ud på en længere tur hver dag. Længere er så ikke så ret langt endnu, men vi kom dog rundt om Præstens Plantage.
Det var efter en arbejdsdag som næsten er var fuldtids. Jeg har stadig tre feriefritimer. I dage brugte jeg den ene og kørte hjem kl. 14. Jeg gør det samme i morgen.
Kontoret holdt flyttedag i dag, så jeg har dårligt haft tid til at følge med på overvågningskameraet, men de gange jeg kiggede var det enten en Irma, der forsøgte at sparke lidt liv i en Bob eller to der snorkboblede. Det går med andre ord præcis som håbet. Ingen der er kede af det, i stedet ser jeg to hunde der trives i hinandens selskab.
Flyttedagen på kontoret gik også godt. Da det første gang kom på tale, at vi skulle flytte i mindre lokaler var vi ikke super positive. De steder vi fik anvist var helt ærligt ikke egnet til at arbejde i, men alt er løst på fineste vis. Vi sidder nu i det gamle smedeværksted, som er lavet om og passer præcis til vores behov.
Alt er godt!
-
Ting jeg ikke forstår – episode 377
- Trivago og Momondo… jeg har fået billigere flybilletter direkte hos KLM og billigere hotelværelse ved at booke gennem på hotellet til vores tur til Amsterdam. Det samme var tilfældet da vi sidste år var i Berlin. Man skal se sig for.
- Tiltalen BRO. “Hvad så, bro!” – tror de unge mænd, at de er amerikanske gangstere eller hvad sker der for dem? ?
- Turen med Hals-Egense færgen tager kun nogle få minutter, men der har altid været tid at billettere alle passagerer på overfarten og det har forløbet gnidningsløst selv på meget travle dage. Nu har Aalborg Kommune opsat en ny bom og billetteringsautomat – i hvert fald på Halssiden. Mon er der en slags udvidet grænsekontrol ved Limfjorden eller er det bare vores kommune, der har fået storhedsvanvid. Det kan ikke have været billigt. Måske kunne de penge have været brugt bedre herude.
- Der går sjældent en uge uden en efterlysning af en eller anden kat på vores lokale Facebook side. Er det ikke hvad man må forvente når katten løber frit: den finder et bedre logi, bliver kørt ned eller på anden måde kommer til skade?
- Og så en genudsendelse som fortsat er uforståelig: Fie Laursen. Den ene dag forsøger hun at begå selvmord, den næste får hun en Brazilian buttlift. Er der ikke en voksen tilstede til at stoppe hende? Hun virker jo ganske forstyrret.
-
Lørdags zombie
Så kom weekenden og sammen med den et håb om, at få lov at sove bare en time eller halvanden længere.
Det kunne måske også havde været tilfældet, hvis ikke jeg havde været så letsindig at give begge dyr en ‘lamme snack’ i går. Bob lader sig ikke påvirke, men med en lille hvalpemave er det anderledes.
Med cirka en times mellemrum natten igennnem måtte jeg op. Vi klarer turene i haven lynhurtigt, men det er alligevel en nat, som ikke giver meget hvile. Zombie er det ord, der bedst beskiver, hvordan jeg har følt mig idag.
På plus siden så var Anders Agger i Mads og Monopolet og efter en lang strandtur har jeg stenet Wallander på Netflix.
I nat og i morgen bliver bedre. Håber jeg.
-
For eller imod
På vej hjem fra jobbet diskuterede man på P4 for og imod at tage sine børn ud af skolen uden for de fastlagte skoleferier.
Da jeg gik i skole var min far, som ansat i IBM, ofte på længerevarende kurser i udlandet. Af og til var min mor og jeg med, så jeg oplevede også at blive taget ud af skolen i utide. Flere gange var det i forbindelse med skolesommerferien og af så lang varighed, at min klasselærer ikke kunne godkende, men måtte bringe ansøgningen videre.
Så vidt jeg husker, gav det ikke anledning til problemer, men det var bestemt ikke normen på det tidspunkt, at man holdt fri i utide.
I 5. klasse tog vi Nanna ud af skolen i en uge. Vi skulle på hundeudstilling i Frankrig. Kun med Dogue de Bordeaux. Den absolut største og vigtigste udstilling hele året. Alle, der var noget inden for racen, var tilstede.
Nanna skulle have emneuge i ugen efter med frit tema og da vi også skulle til Paris valgte hun temaet ‘Fransk mode gennem tiden’. Vi synes, at det var alletiders på den måde at kunne samle materiale til projektet i modens mekka. Hun var fint med i alle fag og ellers aldrig fraværende, så vi så ingen problemer.
Hendes klasselærer var på ingen måde enig og lod de næste mange måneder Nanna mærke sin utilfredshed fordi vi – hendes forældre – havde valgt at tage hende ud af skolen i en uge.
Det blev så grelt og Nanna var så ked af det, at hendes far måtte ringe til klasselæreren og bede hende stoppe denne ubehagelige og barnagtige behandling af Nanna, som jo intet havde med vores beslutning af gøre.
Heldigvis skulle klassen deles efter 5. og hun fik ny klasselærer i 6, for det gode forhold, vi ellers havde oplevet, blev aldrig genoprettet, hverken til Nanna eller os.
-
Det kunne have været så godt
Fire timers arbejde og så hjem på strandtur i det fineste solskin. Ikke en vind rørte sig og Kattegat var nærmest blikstille.
Det kunne have været den dejligste tur, hvis ikke Bob havde rullet sig i en død skarv, ædt vingen på en anden (hans mave er ikke for god i forvejen pt.) og fyldt sig med krappeklør og alskens andre uhumskheder på stranden.
Han var IKKE i kridthuset og inden vi nåede hjem var han helt klar over, at han var i bad standing.
Hjemme måtte han i bad for at vaske stanken af død skarv af og når jeg var i gang fik Irma også sit første bad. Det var hun ikke vild med, men til gengæld synes hun ret godt om at blive tørret bagefter og fik en fest ud af det.
Nu sover det begge to tungt.
Jeg fandt 5 stykker rav på den lille tur så når mørket falder på tager jeg afsted med lygten. Der må være noget at hente.
Og det bliver UDEN de to møgkøtere 🙂
-
Hvor skal man bo i Amsterdam?
Billetterne er booket og så har vi igen balladen… hvor skal vi bo i Amsterdam?
Jeg har selvfølgelig surfet rundt og fundet ud af, at det er en forholdvis dyr by at bo i. I hvert fald hvis man vil bo i gå afstand til centrum.
Den offentlige transport er velfungerende, så måske er det slet ikke nødvendigt, at bo helt inde i smørhullet.
Har du været i Amsterdam, boet et lækkert sted og uden det har kostet kr. 2000 pr. nat, så hører jeg meget gerne fra dig 🙂
-
Når jeg bliver gammel
En lørdag morgen hvor jeg kan glæde mig over
- en hvalp, der kun har vækket mig én gang i nat
- et eftermiddagsbesøg af mit yndlingsmenneske
- et pensionsafkast i 2019 på 10,27%
Specielt det sidste er overordentlig positivt i et samfund, hvor der skæres mere og mere på ældreområdet. Jeg har lige hørt i radioen, at flere kommuner har droppet klippekortsordningen – den eneste mulighed for ældre på plejehjem til at få bare en smule udover standardpleje.
Ikke at jeg oplevede, at det på nogen måde forsødede mine forældres tilværelse. Ingen af dem havde lyst til ture ud af huset – men måske kunne klippekortet så i stedet have være brugt til lidt nærhed… højtlæsning eller bare en snak, men jeg er ret sikker på, at ingen af dem fik nogen som helst fornøjelse af de klip.
Pensionsordningen jeg har, blev jeg ‘tvunget’ ind i da jeg begyndte i firmaet for 100 år og en madpakke siden. Dengang synes jeg det var noget underligt noget at betale til en pensionsordning – det var jo laaangt ude i fremtiden, men i dag er jeg lykkelig for det.
På sigt tror jeg, at man skal indstille sig på at skulle betale mere og mere selv, og hvis man er yngre og kun satser på folkepensionen, så får man en chok når man som jeg står med kun nogle få år tilbage af arbejdslivet.
Som det ser ud i dag skal jeg være 67 før jeg får folkepension. Nanna kan forvente at få folkepension, når hun bliver 72!!!
Med min pensionsordning kan jeg forlade arbejdsmarkedet, når jeg bliver 60 og leve et fornuftigt seniorliv.
KAN.
Der er ingen der siger jeg gør det, men ‘KAN’ er en skøn tryghed at have.
