-
For eller imod
På vej hjem fra jobbet diskuterede man på P4 for og imod at tage sine børn ud af skolen uden for de fastlagte skoleferier.
Da jeg gik i skole var min far, som ansat i IBM, ofte på længerevarende kurser i udlandet. Af og til var min mor og jeg med, så jeg oplevede også at blive taget ud af skolen i utide. Flere gange var det i forbindelse med skolesommerferien og af så lang varighed, at min klasselærer ikke kunne godkende, men måtte bringe ansøgningen videre.
Så vidt jeg husker, gav det ikke anledning til problemer, men det var bestemt ikke normen på det tidspunkt, at man holdt fri i utide.
I 5. klasse tog vi Nanna ud af skolen i en uge. Vi skulle på hundeudstilling i Frankrig. Kun med Dogue de Bordeaux. Den absolut største og vigtigste udstilling hele året. Alle, der var noget inden for racen, var tilstede.
Nanna skulle have emneuge i ugen efter med frit tema og da vi også skulle til Paris valgte hun temaet ‘Fransk mode gennem tiden’. Vi synes, at det var alletiders på den måde at kunne samle materiale til projektet i modens mekka. Hun var fint med i alle fag og ellers aldrig fraværende, så vi så ingen problemer.
Hendes klasselærer var på ingen måde enig og lod de næste mange måneder Nanna mærke sin utilfredshed fordi vi – hendes forældre – havde valgt at tage hende ud af skolen i en uge.
Det blev så grelt og Nanna var så ked af det, at hendes far måtte ringe til klasselæreren og bede hende stoppe denne ubehagelige og barnagtige behandling af Nanna, som jo intet havde med vores beslutning af gøre.
Heldigvis skulle klassen deles efter 5. og hun fik ny klasselærer i 6, for det gode forhold, vi ellers havde oplevet, blev aldrig genoprettet, hverken til Nanna eller os.
-
Det kunne have været så godt
Fire timers arbejde og så hjem på strandtur i det fineste solskin. Ikke en vind rørte sig og Kattegat var nærmest blikstille.
Det kunne have været den dejligste tur, hvis ikke Bob havde rullet sig i en død skarv, ædt vingen på en anden (hans mave er ikke for god i forvejen pt.) og fyldt sig med krappeklør og alskens andre uhumskheder på stranden.
Han var IKKE i kridthuset og inden vi nåede hjem var han helt klar over, at han var i bad standing.
Hjemme måtte han i bad for at vaske stanken af død skarv af og når jeg var i gang fik Irma også sit første bad. Det var hun ikke vild med, men til gengæld synes hun ret godt om at blive tørret bagefter og fik en fest ud af det.
Nu sover det begge to tungt.
Jeg fandt 5 stykker rav på den lille tur så når mørket falder på tager jeg afsted med lygten. Der må være noget at hente.
Og det bliver UDEN de to møgkøtere 🙂
-
Hvor skal man bo i Amsterdam?
Billetterne er booket og så har vi igen balladen… hvor skal vi bo i Amsterdam?
Jeg har selvfølgelig surfet rundt og fundet ud af, at det er en forholdvis dyr by at bo i. I hvert fald hvis man vil bo i gå afstand til centrum.
Den offentlige transport er velfungerende, så måske er det slet ikke nødvendigt, at bo helt inde i smørhullet.
Har du været i Amsterdam, boet et lækkert sted og uden det har kostet kr. 2000 pr. nat, så hører jeg meget gerne fra dig 🙂
-
Når jeg bliver gammel
En lørdag morgen hvor jeg kan glæde mig over
- en hvalp, der kun har vækket mig én gang i nat
- et eftermiddagsbesøg af mit yndlingsmenneske
- et pensionsafkast i 2019 på 10,27%
Specielt det sidste er overordentlig positivt i et samfund, hvor der skæres mere og mere på ældreområdet. Jeg har lige hørt i radioen, at flere kommuner har droppet klippekortsordningen – den eneste mulighed for ældre på plejehjem til at få bare en smule udover standardpleje.
Ikke at jeg oplevede, at det på nogen måde forsødede mine forældres tilværelse. Ingen af dem havde lyst til ture ud af huset – men måske kunne klippekortet så i stedet have være brugt til lidt nærhed… højtlæsning eller bare en snak, men jeg er ret sikker på, at ingen af dem fik nogen som helst fornøjelse af de klip.
Pensionsordningen jeg har, blev jeg ‘tvunget’ ind i da jeg begyndte i firmaet for 100 år og en madpakke siden. Dengang synes jeg det var noget underligt noget at betale til en pensionsordning – det var jo laaangt ude i fremtiden, men i dag er jeg lykkelig for det.
På sigt tror jeg, at man skal indstille sig på at skulle betale mere og mere selv, og hvis man er yngre og kun satser på folkepensionen, så får man en chok når man som jeg står med kun nogle få år tilbage af arbejdslivet.
Som det ser ud i dag skal jeg være 67 før jeg får folkepension. Nanna kan forvente at få folkepension, når hun bliver 72!!!
Med min pensionsordning kan jeg forlade arbejdsmarkedet, når jeg bliver 60 og leve et fornuftigt seniorliv.
KAN.
Der er ingen der siger jeg gør det, men ‘KAN’ er en skøn tryghed at have.
-
Ting jeg ikke forstår – episode 376
- Nu har jeg haft lejlighed til at se morgen tv den sidste uge. Hvorfor er det, at alle de hiver ind i studiet og som skal udtale sig om et eller andet bliver kaldt ‘eksperter’?
- Til julefrokosten 2. juledag havde jeg indkøbt en agurk, som havde forputtet sig bagerst i køleskabet. I dag kom den frem i lyset og er lige så fin og sprød som den dag den blev købt. Hvad mon de behandlet den med? Og er det overhovedet sundt?
- “Jeg holdte et oplæg”… hvor kom den bøjning lige pludselig fra og hvordan kan man synes, at fordi mange siger det, så optager man det i ordbogen – dog som uofficiel? Det giver mig tics!
Der er så også én ting, der er helt uden for min fatteevne
- Fie Laursen
-
Hvor flodkrebsene synger
Året er lige begyndt og alligevel tror jeg, at jeg allerede sidder med årets fineste læseoplevelse.Hvor flodkrebsene synger, er den amerikanske forfatter Delia Owens debutroman.
Den korte anmeldelse: læs den!!!
Forlagets beskrivelse:
Hvor flodkrebsene synger er en fantastisk roman skrevet af Delia Owens. I mange år har rygtet om ”marskpigen” hjemsøgt Barkley Cove, en stille by på North Carolinas kyst. Så da den flotte Chase Andrews sidst i 1969 bliver fundet død, mistænker de lokale straks Kya Clark, den såkaldte marskpige. Men Kya er ikke, som man siger. Hun er følsom og intelligent og har overlevet i årevis alene i marsken, som hun kalder sit hjem, har fundet venner i mågerne og lektioner i sandet. Da to unge mænd bliver fascineret af hendes vilde skønhed, åbner Kya sig for et nyt liv – indtil det utænkelige sker. Hvor flodkrebsene synger er en original, dramatisk og medrivende roman. En hjerteskærende historie om det at blive voksen og en overraskende fortælling om et muligt mord. Bogens forfatter, den amerikanske vildtforsker Delia Owens, minder os om, at vi for altid vil være formet af det barn, vi var engang, og at vi alle er underlagt de smukke og voldsomme hemmeligheder, som naturen gemmer på. Romanen taler lige ind i vor tids voksende bekymring for naturen. Delia Owens er drevet af en dyb anfægtelse over det skæbnesvangre i, at vi mister forståelsen af den natur, vi selv er den del af. -
2032 bliver mit år – jeg ved det bare
Det blev i hvert fald ikke 2019, som hvis det havde været en kropsdel ville have være Hitlers røvhul.
Pardon my french… sammenligningen er hentet fra en artikel jeg læste i Politiken, men matcher meget godt min oplevelse af 2019.
Bevares, dele af året var dejlig – resten NOT SO MUCH.
Jeg gør mig ikke i nytårsfortsætter og tilbageblik, men skulle jeg sætte fingeren ned et par steder må det blive…
Bedste oplevelse: rejsen til Berlin med min Pode. Skønne sommerdage med mit yndlingsmenneske.
Årets sværeste: at håndtere mine forældres ophold på plejehjemmet og sige et sidste farvel til dem med kun knap en måneds mellemrum.
Største udfordring: at fastholde glæden ved at gå på job. ‘De’ gør det sværere og sværere at finde meningen med de beslutninger, der træffes.
Vigtigste erfaring gjort: at jeg stadig kunne strikke! YAY. Det startede i 2018 med lidt småprojekter, men i år er det for alvor eskaleret og jeg har nu en fin bunke sweatre og cardigans i skabet, som jeg har i brug hver eneste dag.
Ønske for 2020: det tænker jeg lige over…
Pas på jer selv derude i aften/nat og husk… gå aldrig tilbage til en fuser!
-
Årets nemmeste
Fredag blev årets nemmeste arbejdsdag. En enkelt mail, to opgaver og en lille stribe annulleringer af fratrædelser. Jeg var selvfølgelig til rådighed, men der kom ikke mere, ingen bestillinger, mails eller opkald.
Nemt.
Og så i nattøj.
I dag var straks værre. Det var med fremmøde på kontoret og fortsat ingen opgaver at tage fat på. Tiden er gået med at pille julepynten ned, aflevere flasker i kantinen og rydde op. Vi skal flytte i meget mindre lokaler i januar og der er rigtig mange af de ting vi har, som vi ikke får plads til. Vi har været oppe og kigge på lokaliteterne og jeg ved simpelthen ikke hvad de forestiller sig…
Jeg holder ferie fra 10. januar og så går der næsten en måned før jeg er tilbage på kontoret. Spændende hvor og til hvad jeg skal møde ind.
Det er først til næste år… om ikke så længe ønsker jeg min kollega godt nytår, stempler ud og så går jeg over på Østerbro, hvor jeg er inviteret på frokost.
-
Så blev det igen jul i den lille havneby på kanten af fjord og hav.
Jeg logger ud, travlheden slipper sit tag og julefreden kommer snigende med sit budskab om næstekærlighed, fred, tilgivelse og håb.
Sidder stille et øjeblik og er taknemmelig over i aften, at have en plads omkring et bord, hvor der er varme og rummelighed. Ikke alle har den mulighed. Nogen har ingen at holde jul hos og andre holder jul væk fra deres familier for at give syge, gamle, hjemløse, indsatte, familieløse en god jul.
I år bliver mit livs første jul uden mine forældre. Jeg vil sende en varm tanke til dem og til de andre, der i aften mangler ved det veldækkede bord, omkring træet eller bare i livet.
Rigtig glædelig jul til jer alle sammen – lige meget hvem du er, hvor du er, hvad du tror på og hvor du kommer fra – må din jul blive fyldt med konfekt, kys og kærlighed!
-
Så vender det
Det var årets korteste dag i går. 11 timer og 11 minutter var dagen nået at blive kortere i Hals – det er altså en del.
Midt i februar kan vi se frem til 3 timers mere lys og allerede i dag har vi, iflg. DMI, vundet et minut 🙂
Søndag bragte mig til storbyen. Jeg frygtede det værste, men der var overraskende få mennesker til vi er så tæt på jul. Et par småting blev klaret og så kunne jeg sætte endnu et par krydser på listen over gøremål.
I dag er jeg på job. I hvert fald nogle timer. Jeg har på fornemmelsen, at vi er meget få i huset. Det gav mig rigelig tid til at gå ud og få et kæmpe murerkram og en snak på p-pladsen, og til at liste afsted et kvarter og aflevere en lille julegave ved selv samme murers hoveddør. Vi er ikke ‘på gave’, men han har hjulpet Nanna og jeg med mange ting i løbet af året, så det er en tak for alt det.
Slagter Stiller har pakket varer til mig, som skal hentes ved middagstid og så er jeg hende, der lister hjem til nogle dejlige fridage og skønne timer i godt selskab.
