-
Lille henrivende…
Under lørdagens oprydning dukkede der ansøgning og kontrakt op vedr. mit nuværende job. Sjette eller syvende stilling, som jeg har haft i min mere end 39 år lange ansættelse i verdensfirmaet.
I år er det ti år siden jeg startede i Teknisk afdeling efter et halvt år, hvor jeg var ved at dø af kedsomhed i firmaets reception. Et job jeg på ingen måde havde ønsket mig.
Min chef på det tidspunkt – lad os kalde ham Preben – havde sådan en spøjs måde at være på. Han så os ikke som medarbejdere og kunne gå forbi os uden at hilse… MEDMINDRE han skulle opnå noget.
Havde han brug for noget fra mig, startede samtalen altid med: “Lille henrivende Mette…”. Så vidste jeg godt, at jeg skulle strække mig langt ud over min arbejdsbeskrivelse, hvilket jeg selvfølgelig havde gjort uden den temmelig sleske fremgangsmåde.
Han var utrolig konfliktsky og under en medarbejersamtale kaldte jeg ham et skvat. Han troede jeg sagde skat. Det grinede vi meget af. For sådan var han også. Sjov og uhøjtidelig.
Nå, men jeg søgte og fik job i Teknisk afdeling. Den ansættende chef spurgte om han skulle fortælle Preben, at han havde ansat mig, men det ville jeg gerne selv.
Et par dage efter gik jeg ind på hans kontor. “Har du tid? Jeg vil gerne tale alvorligt med dig”. Preben så temmelig bekymret ud, men vi fandt et mødelokale og så startede jeg med: “Lille henrivende Preben… du er nok nødt til, at se dig om efter en anden receptionist”.
Jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne sige netop det.
Det grinede vi også meget af.
Sidenhen blev han fritstillet og hele den afdeling jeg kom fra lukkede og medarbejderne blev fyret. På den vis faldt mit jobskifte også på et heldigt tidspunkt.
-
Lørdagsflittig
Februar var rekord våd og gav oversvømmelser flere steder. Nu beretter vejrmanden om risiko for tørke. Vi er vist aldrig rigtig tilfredse med det vejr.Tidligt til morgen var der knas i græsset og i løbet af eftermiddagen kunne vi gå i haven med bare arme.
Naboen fortalte henover plankeværket at han havde haft besøg af Bob i sidste uge. Han havde lige kunnet klemme sin lille krop nedenunder hegnet. Jeg sad i komplet uvidenhed på hjemmekontoret og arbejdede.
Hullet er lukket og Bob bliver forhåbentlig inde på egen matrikel fremover.
Jeg har haft besøg af et oprydninghold i dag. Mit skur var fyldt med ting. Store ting som jeg ikke har kunnet komme af med fordi jeg ikke har en trailer.
Nu skulle det være.
Jeg er blevet lettet for et halvt ton.
Jeg er glad.
Og træt.
Og snavset.
-
Tillykke Margrethe
Midt i den her krise som Covid-19 har bragt med sig synes jeg, at Dronningens fødselsdag og optakten til den, har været et velkomment afbræk. Måske lidt på samme måde som hendes fødsels i starten af 2. verdenskrig, hvor man også for en stund glemte tyskerne.
Jeg er ret vildt med Margrethe. På den ene side en smule stiv og kejtet og på den anden side et spændende, begavet og farverigt menneske.
Om det kun er mig, der synes det ved jeg ikke, men jeg opfatter hende også som mere afslappet og stærk efter hun er blevet alene. Som om hun er blevet sat ‘fri’.
Jeg så udsendelsen om hvad hun laver, når hun ikke er den officielle Margrethe. Jeg var ret imponeret over, at hun faktisk selv har syet hver enkelt sting i de smukke messehagler og antependier, hun har leveret til landets kirker. Jeg havde vist forestille mig, at hun lavede oplægget og så sad der nogle andre og udførte opgaven.
Jeg er afgjort royalist. Ikke på den måde at jeg dyrker kongehuset, men jeg følger med i de store begivenheder.
Og så er der stadig mysteriet med tasken… Charlotte K mener, at hun har sine cigaretter i den. Hvis man skal have dem på sig under en havefremvisning eller et pressemøde, så er man s**** afhængig 🙂
-
Ting jeg undrer mig over
I forbindelse med Dronningens fødselsdag har jeg været forbi en del af de udsendelser, der har været sendt.
Det er altsammen fint. Hun er et begavet og spændende menneske, men TASKEN er en gåde for mig.
Uanset om hun f.eks. viser rundt i haven eller holder pressemøde har hun altid en taske hængende over skulderen. Indeholder den en overfaldsalarm, en strømpistol eller…
Når jeg engang skal i audiens må jeg spørge hende.
-
Du er nummer 29 i køen…
– så lang var telefonkøen til vagtlægen og i venteværelset sad der mindst lige så mange. Mindst.
Sådan kan man også bruge en Skærtorsdag.
Jeg have raget en urinvejsinfektion til mig, som eskalerede fra 0-100 på 7-8 timer, så der var ingen vej udenom.
Lægen udskrev penicillin til 5 dage og allerede torsdag aften var der bedring at spore. I dag lørdag er jeg stort set symptom- og feberfri igen, men træt efter nætter med afbrudt søvn.
Det var ikke sådan jeg havde planlagt at bruge min påske.
I påsken sidste år døde min mor… det er bare ikke min højtid!
-
Læseanbefaling
Jeg er lige ved at være færdig med Marie Hellebergs Kvinderne fra Thy. Helleberg er mest kendt for sine historiske romaner, men her vender hun blikket mod sin egen slægtshistorie og beskriver sin oldemor Mariane og mormor Marie Dusine så levende, at man næsten synes, at man kender de to stærke kvinder.
Thy er barskt og vindblæst og det samme er kvindernes liv.
Forlaget skriver:
Det er en roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far eller andre mandlige autoriteter. Hun er en vred oprører, der ikke kan bestride arbejdet som stuepige, men som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet og om at udfordre fastlåste normer og skabe muligheder for sig selv. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.
Klar på læselisten ligger efterfølgeren Søstrene fra Thy.
Oplæser af begge Helleberg bøgerne er Marie Garde. Jeg kan se på anmeldelserne, at holdningen til oplæsningen er meget forskellig. Hun er neutral og generer mig ikke.
Læseoplevelsen er meget afhængig af oplæseren. Der er bøger jeg ikke får læst fordi det f.eks. er Torben Sekov, der læser op – og bøger jeg får læst fordi det en særlig lækker stemme, der læser – f.eks. Karsen Pharao, Dan Schlosser eller Bent Otto Hansen.
Også skuespillere kan det der med oplæsning. Jens Albinus, Ellen Hillingsøe og Lars Brygmann gør det fremragende.
Nogle oplæsere har en stemme, intonation og en måde at udtale ord på så alting stritter på mig. Jeg læste en bog på et tidspunkt, hvor Julie Bertelsen konsekvent udtalte spøgelser som “spøVelser” og det blev sagt rigtig mange gange. Det kunne ødelægge bogen fuldstændig for mig. Ja, jeg er lidt sart.
Fornøjelsen ved lydbøgerne er, at jeg kan lave noget mens jeg ‘læser’. Om lidt tager jeg f.eks. de sidste kapitler af Kvinderne fra Thy, mens jeg giver havebordet en tur med rystepudseren.
-
Helt ualmindelig
Efter mere end tre uger på hjemmearbejdspladsen er jeg i denne uge både mandag og onsdag stået op til en helt almindelig dag på kontoret.
En helt almindelig dag på kontoret, som på alle måder har været helt ualmindelig.
Da jeg gik hjem mandag havde jeg ikke haft en eneste kunde og følte mig ærlig talt lidt til grin over at skulle sidde der. Det eneste menneske jeg mødte var en håndværker, som havde set ca. 5 medarbejdere rundt omkring på kontorene.
Onsdag kom to kunder forbi.
Vi regner med en ny udmelding fra ledelsen tirsdag efter påske. Jeg kan ikke forestille mig andet end at vi fortsætter med lav bemanding og kortere åbningstid frem til 10. maj.
Min hjemmearbejdsplads er fint indrettet. Jeg sidder godt og har det fornødne udstyr. Dagen starter med en tur i skoven med hundene og efter fordring af både hunde og ejer starter arbejdsdagen. På chefens opfordring holder jeg en længere pause midt på dagen inden jeg sætter mig på kontoret igen. Det er blevet en fin rytme for mig og jeg tror hundene stornyder, at der er nogen hjemme.
-
Autonome striber
Det vokser. Mit reste projekt, som jeg blev stærkt inspireret af Anne og Liselotte til at strikke, selvom jeg som ‘nystrikker’ sikkert ikke har nær den samme variation af rester.
Det er strikket på pind tre og i uldgarn af varieret struktur og kvalitet. Der er merinould, lamme uld, alpakka og forkellige blandinger. Hovedsagen er at få resterne brugt og så gør det ikke noget, at det bliver lidt vildt.
Det er jo vild en verden vi lever i lige nu så på den måde passer det fint.
Det er en verden, der må mange måder bryder sammen, og på andre måder viser en helt ny form for sammenhold. Der er ligesom en fælles tro på at det nok skal blive godt igen.
Det er en tid, hvor man samler på gode ting og gode historier og altså strikker vilde striber.
Måske vil halstørklædet fremover hedde Corona.
-
Jeg kommer til at savne
Mette har sået et lille håb om en forsigtig åbning af Danmark efter påske. Om det også kommer til at indebære, at jeg igen skal mødte fast ind på kontoret ved jeg ikke.
En af de ting, som jeg kommer til at savne meget er mine morgenture i skoven. Og det tror jeg også hundene kommer til. Desværre er der ikke tid på hverdagsmorgener, når jeg også skal bruge tid på morgentoilette og transport.
Skoven dufter fantastisk på sådan en kold forårsmorgen. Rådyrene græsser i lysningerne og de eneste lyde, der er at høre, er fuglenes sang og spættens ihærdige hakken i et gammelt fyrretræ.
Så længe det varer er den del af hjemmearbejdslivet skønt.
Min ven P har fødselsdag på den her fine april dag. Jeg spurgt ham, hvad sådan en mand i hans bedste alder ønsker sig: bare verdensfred og en vaccine mod Corona svarede han.
Et fint ønske.
Han fik et pandekys, et kæmpe kram og en fødselsdagssang.
Virtuelt.
-
Hvordan kan jeg bedst ødelægge min fordøjelse?
Det er Bob’s mission i livet uanset om vi er i skoven, mosen eller på stranden. Han går og snasker i alt mulig. Og Irma har, som det ses, taget ved lære.
Lort i alle afskygninger, døde dyr, krabbeklør, tang… jo klammere, jo bedre.
Nogle gange kunne jeg ønske mig, at de kunne gå med mundkurv.
Vi har levet i haven de sidste par dage. Naboerne til begge siden har slået græs, men jeg venter til påsken. Både fordi det er for tidligt, men også fordi min plæneklipper først kan få sit årlige eftersyn i næste uge.
Jeg har ryddet op, pottet om, fjernet mos mellem fliserne og alle de andre ting, der trængte efter vinteren.
Kompostkværne er det jeg har Googlet mest de sidste dage. Jeg har ingen træk og trailer og er afhængig af, at alt skal i poser og køres på genbrugspladsen. Afklip fra hæk, buske og træer fylder enormt og jeg forventer, at sådan en kværn kan gør den del af havearbejdet meget nemmere.
