Det er ikke enden på min historie, men derimod navnet på den roman af Maren Uthaug, som jeg er ved at læse.

Jeg kender hendes små striber, som jeg tror er at se i Politiken, men bogen er mit første bekendskab med hendes forfatterskab.

En lykkelig slutning er hendes seneste roman.

Nikolas er syvende generation i en familie af bedemænd, og så er han nekrofil. Den oplysning får vi leveret råt for usødet i bogens første linjer, og så er der ligesom skudt gang i en morbid, grotesk og morsom slægtshistorie.

Nicolas er bedemand, ligesom sin mor Lone Helle, og sin morfar, Christian 5. Nicolas nedstammer i lige linje fra syv generationer af bedemænd. Nu har han fået et problem. Lig er begyndt at tiltale ham på en ny måde. I et forsøg på at forstå sig selv og sine egne skyggesider begynder han at optrevle familiens historie.  En lykkelig slutning er en roman om døden i dens mange afskygninger – om nekrofili og medlidenhedsdrab, om overtro og kremering, om spøgelser og OCD, om teosofi og nazisme. Maren Uthaug leverer en tour de force gennem dødens kulturhistorie, med rablende fantasi og en stædig logik, der truer med at sprænge virkeligheden, som vi kender den, i luften.

Det lyder måske for aparte, for kontroversielt, men der er en rigtig fin balance mellem det morbide og det morsomme. Det er en historie om døden og dødens kulturhistorie, og det er derfor en roman, man godt kan blive klogere af, samtidig med at man er særdeles godt underholdt.

Og så er den vanvittigt godt skrevet. Der er afsnit og sætninger man har lyst til at vende tilbage til blot for at nyde formuleringen. Aldrig har jeg sat så mange ‘bogmærker’ i en lydbog.

Jeg vil glæde mig til også at læse hendes tidligere bøger; Og sådan blev det og Hvor der er fugle.

Lørdagen er brugt i haven.

Jeg købte elefantgræs i Gug Planteskole i går og den er nu planet i store potter. Det er indtil videre kun stubbe og krukkerne er derfor sat lidt i skammekrogen.

Det samme er pragtkærterne.

Sidste år havde jeg dem i flere mindre krukker, men nu er de samlet i en stor. Pragtkærten er ikke hårdfør, så jeg havde ingen forventinger til at mit projekt med at sætte dem i carporten pakket ind i bobleplast ville lykkes – men sørme om ikke de alle begyndte at skyde igen.

De er så fine hele sommeren med deres lange aks og hvide blomster. Der er et stykke vej endnu til de ser sådan ud, så de er placeret sammen med elefantgræsset.

Jeg er ikke noget havemenneske og kunne sagtens nøjes med terrassen. Det er også her jeg koncentrerer mig om at holde det pænt og dyrke det grønne i krukker.

Over mod den ene nabo er et stenbed med buske, som heldigvis efterhånden så tilgroet, at der ikke skal gøre meget.

Det eneste, der kræver konstant opmærksomhed er græsset.

Det passer mig glimrende.

Første maj. Ingen røde faner og ingen fridag, men til gengæld smuk solskin og en hjemmearbejdsdag, der meget snart er slut.

Fra den 10. maj begynder firmaet så småt en genåbning. Max 25% af medarbejderne i en afdeling må møde ind på kontoret.

Vi er 3 og 25% af 3…

Vores vagtplan fortsætter vist bare som hidtil. To arbejder hjemme og en møder på kontoret.

Forskellen bliver, at vi kan opleve at få kunder i ‘butikken’ og det skal vi have lagt en plan for – nøjagtig som havde vi været en rigtig butik.

Snart vil jeg køre til Gug Planteskole. Jeg vil have græs i krukker på terrassen. Højt græs som kan danne en levende grøn væg. Dels mod naboen, men også som baggrund for mine krukker.

Vi skal indstille os på en sommer hjemme og så må udepladsen gerne være en, hvor man har lyst til at opholde sig og hvis det også kan blive på lange lune sommeraftener, så skal jeg ikke bede om mere.

God weekend til dig.