I fredags havde jeg i hvert fald ikke Corona.

Noget af det, som jeg holder meget af ved at bo ude på landet er, at jeg på vej hjem fra jobbet kan svinge ind omkring de lokale landmænd og hente jordbær, ærter og nyopgravede kartofler.

Kartofler, der bare skal gnubbes lidt under rindende vand og så er de klar til gryden.

Vi har også Føltved boder herude, men jeg har de uhygiejniske forhold de østeuropæiske plukkerne arbejdede under i klar erindring. Selvom det sikkert er forbedret efter det var fremme i medierne (det håber jeg i det mindste), så har jeg ikke lyst til at spise deres varer.

Der skal grilles i weekenden og min gæst elsker kold kartoffelsalat. Nu må vi se om også min hjemmelavede falder i smag.

Kartoflerne er forberedt og sat på køl.

Jeg har kogt ekstra, så jeg kan nyde en kartoffelmad, med rå løg, mayo og flagesalt.

Så er det sommer…

Mogens Dyrlæge ringede for at følge op på Irmas maveinfektion. Vi aftalte, at hun stoppede med antibiotikaen, men fortsatte med skånekosten yderligere fem dage. Er der ingen forværring skal hun gradvist over på sin sædvanlige kost.

Jeg kunne fortælle, at de 5 dage var gået uden yderligere problemer og at jeg igen sov om natten. Hele natten.

… jeg noterer i journalen, at hundeejeren er fuldt restitueret

Sådan – og tak Mogens!

Antallet af ‘venner’ på Facebook er ret begrænset, i hvet fald set i forhold til hvor mange andre har.

Antallet af de jeg faktisk får opdateringer fra, er endnu færre.

Jeg blev på et tidspunkt så træt af intetsigende indstemplinger i landets fitnesscentre og sentimentale opdateringer a la ‘kender du en der har ***** så sæt dette på din væg’. Hvor mange point XX nu har i Candy Cross eller Farmville er også håbløst uinteressant, så på et tidspunkt valgte jeg at gennemgå listen og trykke ‘unfollow’ på en del (nu er det ude).

Vi er stadig ‘venner’, men opdateringerne fylder ikke på min væg .

Andre følger jeg med stor fornøjelse. En af dem er Susanne, som altid har noget interessant at fortælle. For nogle år siden skrev hun hver eneste dag små anekdoter om sin familie og opvækst i Østrig. Det blev historier som jeg glædede mig til.

I dag var det en højst uventet og chokerende besked, der tikkede ind. Fra hendes mand. Susanne døde i går efter kort tids sygdom.

Jeg vidste godt, at noget var galt, men bestemt ikke, at det skulle være så alvorligt.

Vi var på ingen måde nære, men man kommer jo alligevel til at følge med i hinandens liv på godt og ondt, selvom det hovedsageligt er via de sociale medier.

Da Master Fatman døde, skrev hun

Ingen af os kommer med en sidste holdbarhedsdato i nakken og jeg kender kun få: venner, familiemedlemmer, berømtheder, som man vil huske forevigt. Lykkelige er de få, som står tilbage. Resten af os lever og dør, og det er smukt i sig selv, synes jeg.

Jeg er ret sikker på, at Susanne ikke havde forventet at følge efter ham kun godt et år senere. Jeg kommer til at savne Susanne i mit feed og sender en varm tanke til hendes mand og børn.

at få at vide hvornår vi kan rejse, hvornår vi kan planlægge det nye skoleår, hvornår, hvornår hvornår…

Det er som om man har glemt, at vi har at gøre med en pandemi og at ingen politikere, hverken blå eller røde, har indflydelse på hvornår den forsvinder, om den blusser op igen eller om der findes en vaccine inden for en overskuelig tid.

Det er en helt ny situation for alle og de beslutninger, der er truffet er så nemme at kritisere nu bagefter og det bliver gjort i stor stil af oppositionen – specielt synes jeg Løkke er slemt til at kloge sig ‘i bagklogskabens ulidelige klare lys’.

På samme tid er jeg skide træt af at have aflyst min ferie fordi det meget klart blev meldt ud, at vi første kunne rejse efter august. Da KLM så på samme tid aflyser vores fly sørger jeg selvfølgelig for også at tage kontakt til hotellet og afbestille hundepensionen.

I dag tales der så om at lukke yderligere op allerede nu og så er det for sent for os at fortryde… det ér da surt!

Vi må finde det positive i at se Amsterdam i juleklæder.