I nat fik vi så en hel time mere af 2020. Som om det var det, vi havde brug for!!!

Når uret stilles tilbage til vintertid (eller normaltid, som det vist korrekt hedder) er vi for alvor på vej mod vinter og mørketid.

Jeg er ikke ked af hverken mørket eller vinteren. Det kan også noget, som sommeren ikke kan.

Engang betød den en ekstra time også en time mere under dynen, men mit indre ur er tilsyneladende ikke satellit styret og var ikke blevet stillet en time tilbage i nat, så vi var på morgentur til helt sædvanlig tid blot viste uret 5:30 i stedet for 6:30.

Huset har desværre ingen strøm eller lys udenfor, og gården er ret mørk så snart solen går ned. Godnattisseturen – hundenens altså – foregår derfor med lommelygte.

Finn Vicevært har luftet muligheden for, at der kunne komme strøm i udhuset, når der skal bygges noget om inde hos ejendomsmægleren.

Han har fortsat et hængeparti i badeværelset, så når han engang udskifter sit vaterpas med et lukkebeslag (følger du med på Instagram, ved du, hvad jeg mener) må jeg spørge om han husker det.

Da det kun er kun mig, der kan se gården følte mig ikke som byens juletosse da jeg i går forberedte mig på det tidligere mørke og satte lyskæder i et lille grantræ og en buksbom, så det nu er muligt at orientere sig derude uden lommelygte.

Som det ses fodrer jeg også fugle. Både med en rest æbler jeg fik til overs efter en omgang æblegrød, men også med frø og luksus fedtkugler.

Jeg har dog ikke set en eneste fugl forsyne sig endnu.

Faktisk er den eneste fugl, jeg har set i gården den lille rødhals, som jeg selv hentede ind fra gaden.

Måske skulle jeg have bedt rødhalsen og om at sprede rygtet om den gode mad i gården på hjørnet…

Har du været udsat for sexisme? spurgte han.

Er jeg blevet uønsket befølt til en af de utallige firmajulefrokoster jeg i mit lange arbejdsliv har deltaget i? Cirka under dem alle sammen!

Har det krænket mig? Nej, overhovedet ikke!

Har jeg selv uønsket befølt et par mænd til samme firmajulefrokoster? Jøsses, jeg håber ikke, at der er nogen, der graver de gamle historier frem!

Det er bestemt ikke for negligere de alvorlige seksuelle krænkelser eller den magtmisbrug kvinder (og mænd) udsættes for – den er helt utilstedelig og skal stoppes – men jeg mener man må skelne mellem den type overgreb og en hånd på en røv i festligt lag.

Jeg er bange for, at sidstnævnte om nogle år vil brokke sig over at mændene ikke giver dem den fornødne opmærksomhed… men hvem fanden tør det efter det her?

Brand ærgerligt, at de her alvorlige sager på den måde komme helt ud af proportioner.

Hvis jeg på noget tidspunkt har følt mig krænket og udsat for sexisme er den ikke kommet fra mænd.

Derimod er den kommet fra de kvinder, som på min arbejdsplads har spredt rygter om mig – blandt andet om, at jeg har ‘knaldet mig’ til det job jeg har nu.

Det må jeg jo have gjort, for kvalificeret var jeg i hvert fald ikke.

Eller noget.

Murerens søn skal giftes nu på lørdag, enten han vil det eller ej… er det ikke sådan sangen går?

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil fotografere og selvom om det langt fra er min spidskompetence – det er kun mit andet bryllup – har jeg sagt ja.

Som da Nannas veninde skulle giftes skal jeg være med til brudens forberedelser. Dengang var det piger, jeg havde kendt siden de startede i børnehaven – her er det en brud, som jeg kun har mødt ved en enkelt og tilfældig lejlighed, så det er lidt mere grænseoverskridende for mig.

Det går nok.

Jeg må sige til mig selv, at jeg er på job, jeg gør mit bedste og mere kan ingen forlange.

I mit næste liv vil jeg være en hund. Efter morgentoilette og lidt foder kravler de begge to under de varme dyner igen.

Bob under skrivebordet og Irma i den anden enden af huset under trappen og så kan de koge der indtil middag, hvor deres hjemmearbejdende matte åbner den hjemlige kantine.

Kald lige det et hundeliv igen.

Der er sket noget med Bob efter flytningen. Han plejer at gå for sig selv når han skal sove og har aldrig gidet alt for meget kæleri.

Efter flytningen vil han helst sidde/ligge på skødet af mig hele tiden. Jeg har ikke indtryk af, at han ellers er påvirket af flytningen, men det er da påfaldende, at det lige er sket deromkring.

Godt han ikke går op ad trappen for det næste ville vel være, at han synes, at han skulle sove under min dyne.

Nogle uger føles fredagen som en befriende afslutning på en uendelig uge, andre gange kommer den som en tornado ind fra højre som et: er det allerede…

I dag er en af de sidste. Ugen er strøget af sted.

Jeg har været på kontoret i dag. Som en af de ganske få. Vi er en it-supportfunktion og skal selvfølgelig være tilstede også selvom om 98% af firmaet arbejder hjemme.

Det er fint nok. En smule afbræk i hjemmearbejdsdagene, som nemt flyder sammen, er velkomment. Og så glemmer de to franske heller ikke hvordan det er at være alene hjemme.

Hjemme er i huset på hjørnet. Det med NyBolig reklamen. Huset er ikke så fint udefra som det lille røde og det ligger på et befærdet hjørne, men jeg tror vinduerne er lydisolerede for når man er indendørs, er der ingen trafikstøj at høre.

OG jeg er stadig glad for at have byttet haven væk. Eller rettere arbejdet i haven.

I gården bag huset er der et mindre bed og resten af det grønne må i krukker. I weekenden regner jeg med at besøge planteskolen for der skal noget nemt og stedsegrønt i bedet og så skal jorden dækkes med bark, så jeg slipper for ukrudt, der vælter op og hunde, der slæber jord ind.