I dag er det 40 år siden jeg satte benene på arbejdsmarkedet for første gang. Det rigtige arbejdsmarked… det med løn, fagforening, pensionsordning og så’n!

Før 16. februar 1981, hvor jeg var rasende ung, havde det været noget med på frivillig basis at plukke appelsiner, bage brød til hæren og lave mad til 500 i et folkekøkken i Israel.

Siden er der faldet mange appelsiner ned i min turban, og det er tilfældigheder, der har skabt mit arbejdsliv fra edb-operatør i en maskinstue på tre-holds-skift, til grafisk designer i et inhouse reklamebureau og for nuværende som teknisk konsulent hos en af Danmarks store it-virksomheder.

Jeg har aldrig stået i arbejdsløshedskøen og har været glad for både mine job og mine kolleger – men havde jeg haft muligheden for at vælge om, tænker jeg alligevel, at jeg var havnet et helt andet sted.

Nu er jeg så i stedet havnet der, hvor jeg kan ende i audiens hos Dronningen og takke for fortjenstmedaljen – det havde jeg ikke set komme den februar dag i 1981.

Det er ikke hverdagskost, at der bliver fejret 100 års fødselsdag og desværre spændte Covid-19 ben for at det kunne blive den helt store fest.

Selvom det blev et mindre arrangement var alle sejl sat til og jeg har efterfølgende talt med hendes søn – fødselaren havde synes, at det havde været en rigtig dejlig dag trods de restriktioner, der måtte lægges på arrangementet.

Plejepersonalet havde opsnappet lykønskningen fra Amalienborg, så den fik hun først på selve fødselsdagen.

Jeg har set et billede af hende med brevet i hånden og hun ligner en, der har vundet i lotteriet.

Mens børn og svigerbørn fejrede hende i mit hus stak hundene og jeg af mod vest.

Vi startede vores tur ved stranden i Ejstrup, men det fine stille vejr havde lokket det halve af Nordjylland til Vesterhavet, så hundene blev også ramt af restriktioner og de måtte have bånd på en del af turen.

Friheden varede dog længe nok til, at Irma kunne udføre en halv Nelson med skrue ned af klitten.

Desværre er de første i serien ikke skarpe, så de egner sig kun til dette lille format.

Jeg skulle have eftermiddagen til at gå, så efter en times travetur fortsatte vi nordpå til Lønstrup og Rubjerg Knude fyr, som blev flyttet 70 meter væk fra skrænten i 2019.

Også det var et populært udflugtsmål sådan en søndag i februar.

Jeg landede i Hals 16:30 og der var på det tidspunkt kun nogle ganske få spor tilbage af selskabet… blandt andet en flaske vin og et par lækre tallerkener i køleskabet med dejlige tapasrester, så jeg havde nem aftensmad.

Kulden har bidt sig fast og isen er begyndt at pakke ved stranden og fjorden.

Vi gik os en lang tur godt pakket ind i uld, dun og dækken.

Efter et varmt bad er jeg trukket ind i sofaen med strikketøj og kaffe. Jeg har kastet mig over serien “Atlantic Crossing”, som kan ses på DRTV.

Serien er baseret på virkelige hændelser og viser den norske kronprinsesse Märthas flugt fra Norge under Anden Verdenskrig. Hendes mand, Kronprins Olav,  flygter til Storbritannien, hvor han kæmper for de allierede, mens Märtha flygtede til USA med parrets tre børn.

Det er et norsk/svensk/dansk samarbejde og tegner – efter et par afsnit – rigtig godt.

Weekenden er ellers uden planer. Jeg skal lade batterierne op til en travl uge på jobbet (med en ny chef…igen) og en kommende weekend, hvor der skal holdes 100 års fødselsdag her i huset.

Det er ikke mit arrangement – jeg lægger blot lokaler til – men det kræver alligvel en del forberedelse også for mig.

100 år – det er godt gået!

Weekenden har været dejlig kold og klar.

Og glat.

Efter mit sidste stunt er jeg blevet lidt mere forsigtigt. Jeg har stadig ondt i håndleddet og kan nemt forestille mig, hvor ondt det vil gøre at falde på det endnu engang.

Vi startede søndagen i skoven mens solen brød horisonten. Minus 6 grader og ikke et øje i skoven.

Der ligger fortsat et fint lag sne i skoven og med negative tal på temperaturskalaen så langt øjet rækker forsvinder den heldigvis ikke bare sådan lige.

Dagen tiltaget med 01:41 og der er håndbold finale lige om lidt.

Det vil jeg ikke klage over.