-
Når jeg nu ikke kan komme til Alaska
Lodsen kæmpede med en overiset lodsbåd og kutterene lå stille hen.
Mens jeg kiggede på is kunne jeg se et dyr padle rundt i havnebassinet. Først troede jeg, at det var en sæl, men da den kom nærmere kunne jeg se det var en odder.
Sådan en har jeg aldrig set før, så jeg blev squ lidt star strucked.
Den forsvandt ind under bådebroen og dukkede op på kutteren på den anden side. Jeg var tæt på og fik skudt et par hurtige billeder inden den forsvandt igen.
Iflg. Naturhistorisk Museum er den danske bestand på ca. 1000 individer, så jeg føler mig ret heldig at komme på så tæt hold.
Når jeg nu ikke kan komme til Alaska må jeg nyde kulden og det vilde dyreliv i Hals : )
-
Fy fabian en kulde
Jeg ved ikke, hvad chill faktoren var ved havet i dag, men jeg ville ønske, at jeg havde ejet et par lange uldne underbukser at tage på under bukserne.
For pokker kulden bed i alt, der stak udenfor dunfrakken.
Ansigtet kunne skjules i hætten og hænderne i uldne vanter og stukket dybt ned i lommerne, men benene var ubeskyttede og blåfrosne da jeg kom hjem.
Jeg elsker sådan et vejr, men kunne godt have ønsket, at jeg var lidt bedre påklædt inden jeg bevægede mig ud i det.
At tage vanterne af for at fotografere var lidt en overvindelse, så det blev kun til et par stykker.
Bob er godt beskyttet mod kulden i sin vinterjakke, mens Irma ikke viser det mindste tegn på at være påvirket af kulden.
Næsten søndag satser jeg på lidt mildere vejr. Huset er, som tidligere nævnt, lånt ud 3-4 timer til en 100 års fødselsdag og jeg havde en ide om at køre til Vesterhavet imens. Det bliver ikke nogen lang tur, hvis det er så koldt som i dag, men så må vi køre lidt rundt i den varme bil.
Jeg drømte i øvrigt i nat, at Dronningen kommer til fødselsdagen på næste søndag, men mon ikke hun nøjes med at sende en hilsen.
-
Dybfrossen
Kulden har bidt sig fast og isen er begyndt at pakke ved stranden og fjorden.
Vi gik os en lang tur godt pakket ind i uld, dun og dækken.
Efter et varmt bad er jeg trukket ind i sofaen med strikketøj og kaffe. Jeg har kastet mig over serien “Atlantic Crossing”, som kan ses på DRTV.
Serien er baseret på virkelige hændelser og viser den norske kronprinsesse Märthas flugt fra Norge under Anden Verdenskrig. Hendes mand, Kronprins Olav, flygter til Storbritannien, hvor han kæmper for de allierede, mens Märtha flygtede til USA med parrets tre børn.
Det er et norsk/svensk/dansk samarbejde og tegner – efter et par afsnit – rigtig godt.
En Strandløber med kun ét ben. Løbe kan den ikke, men den klarede fint at hoppe rundt på sit ene ben og finde føde i et lille vandløb. Weekenden er ellers uden planer. Jeg skal lade batterierne op til en travl uge på jobbet (med en ny chef…igen) og en kommende weekend, hvor der skal holdes 100 års fødselsdag her i huset.
Det er ikke mit arrangement – jeg lægger blot lokaler til – men det kræver alligvel en del forberedelse også for mig.
100 år – det er godt gået!
-
Winter Wonderland
Weekenden har været dejlig kold og klar.
Og glat.
Efter mit sidste stunt er jeg blevet lidt mere forsigtigt. Jeg har stadig ondt i håndleddet og kan nemt forestille mig, hvor ondt det vil gøre at falde på det endnu engang.
Vi startede søndagen i skoven mens solen brød horisonten. Minus 6 grader og ikke et øje i skoven.
Der ligger fortsat et fint lag sne i skoven og med negative tal på temperaturskalaen så langt øjet rækker forsvinder den heldigvis ikke bare sådan lige.
Dagen tiltaget med 01:41 og der er håndbold finale lige om lidt.
Det vil jeg ikke klage over.
-
Den (næsten) 100 årige var på besøg
Det er et dejligt hus du har… bor du her alene? spurgte hun. Da jeg svarede bekræftende, sagde hun med et skælmsk glimt i øjet: det er ikke sikkert du bliver ved med!?!.
Tilbage i bilen havde hun nævnt over for sin søn, hvor sød hun synes jeg var.
Mon jeg havde besøg af byens ældste Kirsten Giftekniv 😉
-
Oven over alting
Oven over alting stråler moder sol. Under siler regnen ned.
En stor buket sprøde tulipaner, og vand og isterninger i nye italienske glas kan få det til at føles en smule som sommer.
Mine gamle glas havde fået glaspest. Det ser så træls ud og de måtte udskiftes.
Kort herfra – i Gandrup – har en tidligere kollegas kone åbnet Ting-Butikken, og på hendes webshop fandt jeg de fine prikkede italienske glas. Jeg gik med det sikre valg – de klare – og så ønsker jeg mig de farvede at blande med.
Opvaskemaskinen er hård ved glassene og lur mig om det ikke kommer til at gå på samme måde som med mit bestik – det bliver vasket op i hånden for at undgå flyverust.
Ja ja, jeg ved det godt… jeg er ikke rigtig klog!
(og nej – jeg er heller ikke sponsoreret)
-
En klar 10’er
Jeg gik og var så glad. Høj solskin, frost og knirkende sne under støvlerne. En dag, som er en klar 10’er på min liste over ting, der gør mig glad.
Lige indtil benene forsvandt under mig.
Jeg gled helt uforberedt og faldt direkte ned på højre håndled. Det gjorde nas. Det gør det stadig, men efter en snak med vagtlægen og nogle små bevægelsesøvelser blev det besluttet, at jeg lige skulle se tiden an. Han mente ikke håndledet var brækket.
Det stunt kunne jeg godt have været foruden 🙁
-
40 år
Om præcis en måned har jeg 40 års jubilæum i firmaet.
Det er helt vildt, at det er så længe siden, at jeg som 18 årig for første gang viste mit id-kort til vægteren som krydsede alle medarbejdere af – både morgen og eftermiddag – når vi kom fik vi et halvt kryds og når vi gik det andet. På den måde var der styr på antallet af fremmødte medarbejdere.
Han er nu erstattet af et digitalt adgangssystem, men firmet er det samme.
Jubilæet skulle selvfølgelig have været fejret, men jeg har ingen som helst forhåbning om, at det ville være muligt at samle 50 mennesker til reception om en måned og det er bare sådan det er.
Min tanke havde været at holde det privat og at invitere alle de mennesker som har betydet noget for mig i mit arbejdsliv, helt tilbage fra chefen der ansatte mig.
Det gør mig enormt ked af det, at det ikke bliver, som jeg havde tænkt det. Jeg ville have elsket i et par timer at være omgivet af alle de skønne mennesker, der gennem de 40 år har krydset min vej… og nej, der kommer ikke et jubilæum mere. Så længe bliver jeg ikke på arbejdsmarkedet.
(billedet er fra morgenturen ved stranden – minus 9 grader og alligevel synes Irma at hun skulle bade)
-
Nærmest lykkelig
Nattens store snefald kom ret meget bag på mig. Jeg må ikke have hørt ret godt efter under vejrudsigten.
Mikkel Vinduespudser kunne fortælle om 5 biler i grøften på Omfartsvejen, så jeg var ret tilfreds med at jeg ikke skulle ud og køre til morgen.
Vagten på kontoret var efter planen min i morgen, men det flaskede sig sådan, at min kollega bad om at overtage vagten, så det passer mig ganske glimrende for de truer med mere sne.
Hundene synes turen i skoven var det fedeste. Jeg har savnet den knirkende sne under støvlerne og havde svært ved at løsrive mig og køre hjem igen.
Det må meget gerne blive liggende i skoven weekenden over.
-
Det går jo godt
Foråret var katastrofalt for min pensionsopsparing – jeg kiggede ind i april/maj 2020 og kunne konstatere, at jeg allerede på det tidspunkt havde mistet kr. 269.000.
Covid-19 var helt sikkert den store pengesluger, men jeg tror også, at uroen omkring Trump har stækket aktiemarkedet.
I efteråret blev det hele hentet igen. Godt og vel endda. I november steg afkastet lige ind i himlen, december var fin og de første dage i 2021 tegner lovende.
Er det tendensen fremover, så ser det godt ud for senioren Mette.
Rigtig godt.
Ydermere lugter det af, at jeg bliver en af dem, der får glæde af ‘Arne modellen’ – den hvor folkepensionsalderen nedsættes fordi jeg har været så længe på arbejdsmarkedet.
Man kan ikke sige, at jeg er nedslidt, hverken fysisk eller psykisk, men om godt en måned har jeg været på arbejdsmarkedet konstant i 40 år (kun afbrudt af et halvt års barsel) og synes faktisk, at jeg snart har aftjent min værnepligt og bidraget mit til den fælles kasse.
Wulffmorgenthaler
