• Et øjeblik...,  Senior livet

    Det er sommer, det er sol og det er onsdag

    Lige om lidt er der for mit vedkommende et halvt år tilbage af arbejdslivet. I dag virker det som en ørkenvandring. Heldigvis er der også en sommerferie, der skal afholdes, en lille ferie i London og en forhåbentlig lang juleferie at se frem til.

    Jeg passer mit job, men jeg kan sagtens mærke at min motivation er dalene og mine tanker er et helt andet sted. Alligevel vil jeg rigtig gerne slutte ordentligt af, så ingen kommer til at stå uforberedte på at skulle overtage mine opgaver.

    Min ene makker har allerede overtaget nogle opgaver og i dag lavede jeg revision af de sider, som jeg er ansvarlig for på vores intranet og overdrog herefter indholdsansvaret til min chef.

    Der er lavet miniguides til resten af mine opgaver og skulle der ske det, at tiden går uden der bliver taget initiativ til overdragelse, så er ingen efterladt uden hjælp. Og de kan jo altid ringe … mod behørig timebetaling 😉

    Det eneste jeg ikke kan overdrage er viden, kultur, erfaring og netværk, som er opbygget gennem knap 44 år. Det må del de klare selv.

    Der er knald på sommeren i dag. Der var god plads på motorvejen, folk møder ind i shorts og jeg kan bliver noget så misundelig på de, der har valgt at holde tidlig sommerferie.

    Ikke at kvaliteten af min ferie er afhængig af sol og varme, men for søren hvor er det alligevel lækkert at gå en tidlig morgetur med hundene i sommerkjole og spise en skål jordbær på terrassen under parasollen.

    Jeg har fortsat 2½ uge tilbage inden jeg går på sommerferie. I tre hele uger. Det er første gang i 44 år jeg skal holde en fuld sommerferie.

    Det bliver en ferie som det plejer: hvad har jeg lyst til i dag? Og så pakker jeg hundene, starter iGo’en og drager ud i landet.

    Jeg tager som altid med kyshånd mod forslag til steder, som kan nås på en dagstur fra Hals. Gemmer der sig f.eks. lækre garnforretninger, gårdbutikker eller lopper ude i landet, som jeg bare må besøge?

  • Et øjeblik...

    200

    I dag er der præcis 200 dage tilbage af året. Og 200 dage til jeg slutter mit aktive arbejdsliv.

    Det var bare lige det 🙂

  • Et øjeblik...

    Selvforkælelse

    Fototasken er blevet opdateret med et nyt teleobjektiv + en teleconverter. Objektivet er købt nyt med en Fuji cashback på kr. 750 og teleconverteren er købt meget lidt brugt på DBA ca. kr. 1300 under nyprisen.

    Valget af objektiv var ikke nemt. Allerhelst ville jeg jo have det bedste af det bedste, men der følger både en meget høj pris og en meget høj vægt med de objektiver.

    Særligt sidstenævnte er en udfordring når jeg helst vil fotografere håndholdt og have udstyret med over alt. Jeg gider simpelthen ikke også slæbe rundt på et stativ. Jeg har brugt timer på at se tests og anmeldelser på YouTube og tilsidst faldt mit valg på FUJINON XF70-300mm og så en Fujinon XF1. 4X TC WR, som giver et ekstra rækkevidde på både det nyindkøbte objektiv og et jeg har i forvejen har i tasken.

    Forhåbentlig bliver det fotovejr, så jeg kan komme ud og teste det nye gear mere end de få skud jeg nåede i dag.

  • Et øjeblik...

    Kryds ved den

    Efter 11 år i hugormeland lykkedes det i fredags endelig at møde en – eller rettere to.

    Det var Irma, der opdagede dem og jeg blev en smule skinger da hun kredsede nysgerrigt omkring dem. Havde hun allerede været i nærkontakt med en af dem?

    De var langt mindre end jeg havde forventet – hovedet er kun på størrelse med en to-krone.

    Et bid skulle dog være ganske ubehageligt – og for hundene potentielt farligt.

    Det viste sig heldigvis, at vi alle slap uskadte fra mødet.

  • Et øjeblik...

    Er det?

    Ja, det ér fredag!

    Jeg ved ikke hvad der skete med den her uge – vi har haft så rygende travlt, at jeg helt har mistet fornemmelsen for tid.

    Vi er to mand nede på kontoret og det kan selvfølgelig sagtens mærkes, at jeg skal passe to mands arbejde. Jeg klager ikke for det betyder også lidt afveksling i arbejdsdagen.

    I dag har jeg dog siddet på hjemmekontoret. Det er langt mindre hektisk og her kan jeg kun tage de mere administrative opgaver – resten må vente til mandag, hvilket det sagtens kan.

    I løbet af dagen indløb der et par beskeder fra kunder på Sjælland, som af hver deres grund takkede for den fine og hurtige hjælp, de havde fået … sådan gider jeg godt afslutte en travl uge.

    Jeg håber vejrudsigten holder så det kan blive udevejr i weekenden.

    Min lille gårdhave trænger gevaldigt til en overhaling efter vinteren og jeg har en bænk og et havebord som trænger til en tur med rystepudseren og en frisk gang maling.

    Weekend er det i hvert fald og uanset hvad den kommer til at indeholde, bliver den god.

    God weekend til dig.

  • Et øjeblik...

    Hvis du ikke kender citatet, så kommer det fra Debatten på DR2, der bliver sendt hver torsdag aften og det er Clement Kjersgaard, som hver torsdag pointere ovenstående overfor aftenens paneldeltagere.

    Jeg kunne ønske mig, at han var ordstyrer på den debat, der følger i hælene på hvert eneste opslag vores statsminister slår op på de sociale medier.

    Jeg er rystet over det niveau, der bliver debatteret/kommenteret på.

    Uanset hvad opslaget ellers handler om overtager tastaturkrigerne lynhurtigt og så er debatten drejet ind på krigen i mellemøsten og niveauet er faldet til skolegårdsmobningen med øgenavne som Makrel Mette, Slette Mette og reelt truende og ubehagelige kommentarer.

    Netop i dag har Mette Frederiksen lagt en del af disse beskeder på Instagram … jeg ved ikke med jer, men jeg er rystet over, at mennesker kan have så meget vrede og had i sig. Hvem er de? Hvorfor er de så vrede?

    Jeg er SÅ træt af det/dem og de fremmer bestemt ikke deres sag. Tværtimod. Den eneste fordel ved at de samler sig under en profil er, at man kan anmelde og blokere 100 med ét smæk.

    Jeg er heller ikke nødvendigvis enig i hvad der kommer fra regeringen, men de er demokratisk valgte og ønsker man at ændre på det, må man jo gøre noget ved det når man står i stemmeboksen.

  • Et øjeblik...

    Fredag

    Da klokken var 14 var terrassedøren repareret, bilen havde fået et eftersyn og hundene var nyvaccinerede – plus at jeg også havde været på job fra 7 – 12 OG blevet flået for en del penge!

    Med stor velvilje fra alle – chefen, tømreren, poden, mekanikeren og dyrlægen – blev fredagen mindre hektisk end jeg havde forudset og da jeg landede hjemme efter sidste etape af dagen kunne jeg ånde lettet op … alt flaskede sig og ingen måttet vente på mig.

    I weekenden er helt uden tidsplan. Jeg skal bare nyde et par stille dage sammen med hundene og lade lysten og vejret bestemme, hvad der skal ske.

    Jeg har stadig ikke været ved Vesterhavet i år. Eller i Store Vildmose. Måske trækker lysten den vej. Eller også skal jeg få malet den sidste stol og se Liege-Bastogne-Liege.

  • Et øjeblik...

    Næ… er det ikke?

    Det blev til et rigtigt hyggelige gensyn i firmaet i dag.

    Der var trommet til pensionist komsammen og efter det officielle program var nuværende ansatte inviteret til at komme og hilse på de mange mange tidligere kolleger, der havde sagt ja tak til at deltage.

    Jeg vil gætte på de var mellem 100 og 200 – og der kom ikke en eneste ud af auditoriet, som jeg ikke kendte – det er mere end hvad man kan sige, når jeg går i kantinen 🙂

    Der var kolleger helt tilbage til min start som 18 årig … det var eddermame hyggelige gensyn.

  • Et øjeblik...

    Så blev det april

    Politiet indfører fartkontrol på internettet, fødegangen på Sygehus Nord tilbyder påsætning af vipper, fiskespa og manucure i ventetiden og jobindex har udviklet en AI lønberegner, hvor du blot skal scanne din fingeraftryk så kan du se om du får den rigtige løn 🙂

    1 april er altid sådan en dag, hvor nyheder skal tages med et gran salt, men de er til gengæld ret underholdende.

    Naturen tager ikke sådan r**** på en – dagens tur gik til hundeskoven lige nord for Gerå. Vi gik ikke ind i indhegningen fordi jeg – eller rettere Bob tidligere har haft en lidt kedelig oplevelse derinde med en herreløs labrador, som bestemt ikke synes om Bob.

    I stedet gik vi på stien rundt langs hegnet. En sti som fortsætter ud i Norsdøstien og som går langs markerne, hvor vi både så gravænder og en smuk dåhjort med et kæmpe gevir.

    Ovenover os sang lærken og i skovbunden under os er der i øjeblikket små tuer af fine hvide anemoner. Endnu er det for tidligt til at skovbunden i og omkring hundeskoven er dækket af et hvidt tæppe, men det kan ikke vare længe.

    Jeg tog lille buket med hjem til anemonevasen.

    Vi har også været på tur i mosen. Her er ingen anemoner – til gengæld er her en sø og tusindvis af æg, så lige om lidt vrimler søen med haletudser.

    Æggene lå som kæmpe puder langs søbreden og bliver de nu alle til frøer (hvilket de selvfølglige ikke gør) så kan der blive temmelig meget trængsel i den lille sø.

  • Et øjeblik...

    Hønsestrik

    Åh at være en høne
    Ingen kan finde hvor er
    Gemme sig dybt i en have
    Pikke et rødhudet bær

    Der er så mange smukke strikkeopskrifter derude, mange af dem på engelsk og det har jeg ikke turdet kaste mig ud i. Norske opskrifter har jeg ingen udfordringer med, svenske er også til at forstå, men engelske…

    Nu er det jo påske og så tænkte jeg, at jeg kunne bruge nogle garnrester og strikke en høne. Opskriften er købt på Ravlery og er på engelsk.

    Ved første øjekast så det helt umuligt ud, men nedbrudt i mindre dele lykkedes det mig uden de store problemer at strikke noget, der ligner en høne.

    Den er strikket af noget af det sidste pladegarn, som jeg har slæbt med mig rundt siden Forbrydelsen i 2006 løb over skærmen med Sarah Lund iført en guðrun & guðrun sweater. Det er jo ingen strikkere med fornuften i behold, der vil købe så dyr en sweater – jeg ville i hvert fald ikke – og jeg mente, at sådan en kunne jeg da sagtens strikke selv. Den blev aldrig færdig, men garnet er efterhånden brugt i andre projekter – dog intet, der minder det mindste om en guðrun & guðrun kreation.

    Tjek ved høne og tjek ved engelsk opskrift.

    God påske 🐔