• Et øjeblik...

    Tomater

    Tomaterne ser ud til at gro rigtig fint i min lille gårdhave – de er ikke så høje endnu, men der er blomster i begge planter og der er håb om, at der også udvikles frugter.

    Jeg er helt med på, at der skal knibes sideskud af, men hvad med bladene?

    Skal jeg mon klippe nogen af dem af, så der kan komme sol til blomster og frugter?

    Giv et pip, hvis du ved noget om det? 🙂

  • Et øjeblik...

    Mandags funderinger

    1.

    Jeg er rystet over til morgen at se engelske kvinder på twitter tilbyde andre kvinder og deres børn logi for natten efter England tabte EM finalen. Som en slags private krisecentre.

    Efter en tabt kamp viser undersøgelser, at volden i hjemmet stiger med hele 38%. Efter en vundet kamp er der ‘kun’ en stigning på 26% 😳

    Det er rystende, men når vi nu så hvordan de engelske fans opførte sig før, under og efter EM finalen i går, så forstår man måske bedre.

    If England get beaten, so will she…

    Jeg håber UEFA tænker sig om en ekstra gang før de lægger så stor en turnering i England – det kan deres primitive fans tydeligvis ikke håndtere.

    2.

    En annonce fra Roccamore på Facebook fik mig til at stoppe op og læse kommentarene. De er alle fra kvinder, som enten roser skoene til skyerne eller kvinder, som ønsker sig sådan et par 2-3000 kroners stilletter.

    Da jeg læste denne overvejede jeg kort om denne kvinde lever i et slavelignende forhold… jeg mener, flere år med smerter i fødderne… nogen må tvinge hende til at gå i de sko eller havde hun for pokker vel taget dem af og iført sig noget mere behageligt.

    Men det er vist alligevel bare et First world problem.

  • Et øjeblik...

    Åbner snart

    Jeg har i dag talt med hende, der ejer georginemarken, der ligger på Vesterladenvej på vejen mod Hals. Den er ikke helt klar endnu, men hun forventede at den åbner i næste uge.

    Billedet er fra min egen gård og den enlige georgine er plantet i en krukke. Den blomstrer i overflod – dog ikke nok til at plukke buketter.

    Fra næste uge og så længe sæsonen varer, er der friske blomster i vaserne herhjemme.

  • Et øjeblik...

    Vikingerne kommer

    I dag gik Holland i grønt og de tidligere indrejserestriktioner fra Danmark er ophævet. Nu gider vi så godt, at det holder året ud. Jeg tror på, at vi kommer afsted som planlagt på julerejse. Det kan kun blive bedre jo flere vi er vaccinerede – både her og på destinationen.

    Ellers må vi jo have Mette F eller Jeppe K til at ringe til den hollandske regering. Eller noget.

    Det er fantastisk, at Danmark igen er i en EM semifinale, men det er direkte ynkeligt at opleve, hvordan (visse) politikere er ved at vinde europamesterskabet i dobbeltmoral.

    Det er så patetisk at tro, at Jeppe K lige kan ringe til Boris J og få fikset det lille indrejse problem.

    Og lad os så slå de englændere på Wembley…

    I sommerferien bliver vi bare hjemme i det nordjyske og lader nogle andre om at erobre Europa.

    ‘Vi’ er i gang med et længe udsat kandidatspeciale. Det begynder at tage form og jeg har lavet de første modeller, en forside og ryddet op i det værste layout rod, men jeg fornemmer, at det som altid bliver presset henover den næste måned, så jeg tænker den del af ferien, der ligger efter deadline falder på et godt tidspunkt.

  • Et øjeblik...

    Fanget i et styrt

    Det går enormt dårligt for mit cykelhold. Flere af mine rytter blev fanget i de to store styrt på 1. etape og jeg er røget nærmest nedenud ad resultattavlen

    Det er heldigvis tidligt på Touren, så jeg har lov at håbe at jeg kan nå at indhente det tabte.

    Lånt på nettet

    Næste år starter Touren i Danmark og min nye chef har lovet, at han laver et afdelingsarrangement til en af start- eller målbyerne. Det var vi flere, der hørte, så det bliver han holdt op på.

  • Et øjeblik...

    Early birds

    Klokken 5 slog jeg øjnene op og inden jeg kunne nå at fortryde den lynhurtige indskydelse jeg vågnende med, pakkede jeg hundene og kørte til Vesterhavet.

    I Hals stod solen op, men ved vestkysten var den gemt bag et tykt skydække. Heldigvis havde jeg, som det sidste inden vi skred ud af døren, grebet min tynde dynejakke. Det var afgjort ikke nogen lun morgen ved stranden og hverken trøjen eller jakken var overkill.

    Jeg kunne have ønsket mig, at jeg også havde grebet et par strømper og mine gummistøvler. Det gjorde jeg ikke og endte med kolde fødder

    Man kan med rette spørge, hvorfor jeg gider køre til Vesterhavet når jeg bor ved østkysten, men ikke bare er stranden bedre, vandet vildere, klitterne højere – der er heller ikke alt det snask på stranden som hundene går og fylder sig med.

    Irma fandt dog resterne af et større havdyr som hun kunne rulle sig i, så måske lugter hun en smule, men vi tager i det mindste ikke hjem med med dårlige maver.

    Klitterne er et hit og det er tydelige de synes det er sjovt at piske op og ned af de store sandbunker.

    Nu er der ro og jeg tvivler på, at jeg ser dem før sidst på eftermiddagen når deres maver begynder at rumle.

  • Et øjeblik...

    Post corona

    I en artikel på ComputerWorld fortæller vores HR-direktør om de nye muligheder for flexibel arbejdstid, som corona nedlukningen har ført med sig.

    Pt. møder ca 40% af medarbejderskaren ind på kontorene. Man forventer ikke, at man kommer op på samme antal som før corona.

    Har man muligheden er det nu helt legalt at arbejde hjemme. Efter aftale naturligvis.

    Mit job er allermest administrativt og jeg har derfor som den eneste i vores afdeling mulighed for at tage et par dage hjemme om ugen. Det har jeg fået grønt lys til og det benytter jeg mig af. Ikke faste dage, men efter aftale med mine kolleger og deres planer for den kommende uge.

    Jeg er så tilpas med den mulighed, som jeg har fået for at veksle mellem det ene og det andet kontor.

    I dag er jeg på hjemmekontoret og startede dagen med en tur i skoven med de to franske inden jeg satte mig ved skrivebordet. Det kan slet ikke beskrives, hvor dejligt det er.

    Med 3,5-4 år tilbage på arbejdsmarkedet er det vel også på tide at drosle lidt ned og vænne sig til at være mere hjemme.

    Tilpas er jeg også med
    – at jeg ikke har en eneste fuld arbejdsuge igen før vi når hen midt i august.
    – at Tour de France starter i morgen
    – at jeg snart får fibernet

  • Et øjeblik...

    Smart

    Apple har begået en lille smart sag – AirTag.

    Jeg er sådan en, der forlægger min pung, mine nøgler, min bil – og så straks løsningen på det lille problem da jeg læste om Apples AirTag. Jeg købte forsøgsvis en, som nu ligger i min bil.

    Den er ikke ret stor og vejer kun 11 gram

    Som en test har jeg meldt min bil forsvundet og har nu fået to beskeder om hvor den er set. Det vil sige to iPhone ejere har passeret bilen. Signalet fra AirTag’en bliver registreret anonymt og ubemærket, og sender via iCloud besked til mig.

    Det er fa’me smart.

    Jeg forventer ikke at bruge netop den funktion når det gælder min bil, men jeg har tænkt mig også at købe en til hver af hundene incl. montering til halsbånd og skulle det skrækkelige sket, at en af dem løb væk er der unægtelig større chance for at finde dem igen.

    Forlægger jeg min nøgle eller min pung (og det sker ofte) så vil jeg lynhurtigt kunne finde den enten ved at den afgiver en lyd, hvis den er i nærheden eller ved ret præcist at vise sidste kendte lokation.

    Jeg er begejstret.

  • Et øjeblik...

    Fremgang både her og der

    Langt om længe sprang den bornholmske figen ud. Mere end en måned senere end sidste år. Men kun den ene. Den anden tror jeg ikke længere på.

    Figen
    Oliven

    Også mit oliventræ har jeg været tæt på at opgive.

    Det tog tydeligvis skade af at stå ude hele vinteren og tidligt på sæsonen klippede jeg det helt ned.

    Heldigvis ser det ud til at have viljen til at overleve min og/eller vinterens hårdhændende behandling for små bitte olivenblade er begyndt at titte frem.

    En smule succes har jeg også haft på andre områder.

    Blandt andet har i dag jeg fået lønforhøjelse… det er bestemt ikke af vejen og slet ikke når vi får oplyst, hvor få penge der er at gøre godt med.

    Det hedder sig, at det er en ‘lønforhandling’. Det ér bare ikke hvad ordet lægger op til… snarere end forhandling er det et ‘løndiktat’. Det er besluttet på forhånd hvem der får og man kan ikke forhandle sig til noget som helst.

    I dag var jeg så blandt de heldige.

    Jeg er pænt tilfreds. Med mig selv og med min nye chef, som udover at være den, der har tildelt mig lønforhøjelsen også har formået at gøre jobbet ‘nyt’ og spændende igen. Tanken om at mit arbejdsliv måske slutter med 3,5 år med spændende opgaver gør mig ganske opløftet.

  • Et øjeblik...

    Fredagsfri

    Ugen peakede fredag med en fridag, et besøg hos frisøren, nye briller og frokost med Poden.

    Håret blev klippet og farven frisket op med en skyllefarve for at få de kølige toner frem i det grå. Det må have gjort en forskel, for et besøg kort umiddelbart efter hos en guldsmed resulterede i et: hvor er dit hår altså flot 🙂

    Jeg mødtes med Poden hos Profiloptik så hun kunne hjælpe mig med at vælge et brillestel. Det var ikke mange jeg prøvede for det første jeg havde fat i viste sig, at være det absolut bedste til mig og det jeg endte med at vælge. Det er mit tredie Lindbergstel. Har man først haft sådan et par tror jeg det er svært at vænne sig til noget andet. Mine skærmbriller er sådan et stift stel og dem ville jeg nødigt gå med hele tiden.

    Mine tidligere stel har været sådan nogle som man knap ser i ansigtet og jeg besluttede, at jeg denne gang skulle være lidt mere modig. Med alderen og det grå hår er jeg blevet så farveløs og et par mørke runde briller skabe lidt karakter i ansigtet.

    Jeg glæder mig til, at de kan hentes om et par uger.

    Frokosten blev spist på en af Aalborgs cafeer. Udendørs. Fish and chips til mig og sandwich til Poden.

    Det blev den dejligste start på weekenden.