-
Hvis jeg hører…
ordet ‘nyansættelse’ springer jeg i havnen.
Sådan har jeg haft det den sidste uge. Det vælter ind og med chipset mangel i verden er det et kæmpe problem at skaffe udstyr til de mange nye medarbejdere.
Vi gør vores bedste inden for de rammer og muligheder vi har. Det er ikke altid nok og så står vi i skudlinjen. Det er opslidende og trættende.
Hovedet er fyldt og efter en lang dag er det skønt at slukke maskinen og køre hjem.
Min plads i verdensfirmaet Torsdag har været en af de bedre dage, med positive kunder og gode historier.
En af vores indiske kolleger har sat sig for at lære dansk og holdt stolt to fingre i vejret med et: “jeg går på modul 2”. Han taler et fint forståeligt dansk (om end fortsat med et begrænset ordforråd) og var synligt stolt da jeg sagde det. Jeg forestiller mig det er svært at lære, så jeg tager hatten af for hans indsats. De fleste indiske ansatte er her kun 6 måneder, men måske har han tegnet en længere kontrakt og dermed synes han vil kunne begå sig på andet end bollywood engelsk.
-
Vilde nætter
Det var lige før jeg ikke overlevede natten.
Min ex-mands ex-kæreste truede mig på livet fordi jeg for 27 år siden lod deres fælles schæfer hund aflive.
Hun kimede på min dør og gennem dørspionen kunne jeg se hende sammen med to bøller. Jeg hørte dem snakke om hvordan de ville sprænge min lejlighed i luften. Jeg ringede selvfølgelig til politiet da jeg i den grad følte mig truet. De kom og satte en masse overvågning op, kæmpe tv-skærm på væggen og noget parabol halløj udenfor. Derudover blev jeg bevogtet af bevæbnet politi.
Jeg vågnede dog helt uden politibeskyttelse.
. . .
Det var i øvrigt en træls historie med den hund, men ikke en jeg har tænkt på i mange år, så hvordan den pludselig dukker op i drømmene skal Guderne vide.
Det var en schæfer. Gammel og ret ulækker. Min ex-mands og hans ex-kæreste havde haft den sammen. Da jeg lærte ham at kende var den hos hans bror. Under hvilket påskud den var havnet i pleje der, ved jeg ikke, men i hvert fald så skulle vi ‘passe den’, mens familien skulle holde konfirmation. Set i bakspejlet er jeg ret sikker på, at det ikke var aftalen, men at min ex-mand ikke turde sige det til mig. Da konfirmation var over ville de i hvert fald ikke have dyret tilbage.
Jeg var højgravid, boede på 4. sal og havde selv hund. Da Nanna blev født havde vi den fortsat. Alene med to hunde (den ene uønsket) og et spædbarn på 4. sal…
DET GIK BARE SLET IKKE.
Den var som sagt både gammel og ulækker – jeg pressede på for at den skulle tilbage til broderen, men uden held. En dag gjorde jeg kort process, smed den i bilen, kørte til dyrlægen og fik den aflivet.
Jeg husker ikke reaktionen fra ex-manden og familien, men at ex-kæresten bærer nag så mange år efter, er altså for galt
-
Den allerallerallersidste
I morgen skal jeg på kontoret for første gang efter ferien. I mandags havde jeg nogle opgaver, der skulle laves og ryddede samtidig lidt op i indbakken. I går var jeg kort logget på igen for lige at rydde op i mails og tjekke, hvorvidt det hele var eksploderet i min ferie.
Det sidste må jeg sige ja til.
Jeg benyttede lejligheden til at anmode om at få flyttet to møder, som lå mandag og tirsdag. Der er tydeligvis andre ting i min indbakke, der har højere prioritet og som jeg skal tage mig af i ugens første dage.
Jeg slutter ferien af med at planlægge den næste.
Årets julerejse til Amsterdam.
Tredje gang er lykkens gang, siger man. Forespørgslen er sendt til hotellet og jeg har fundet de fly, der passer til… så nu krydser jeg fingre for, at det hele lykkes denne gang.
Det har været skønt med ferie, men nu er det også ok, at der kommer lidt struktur på mine dage igen.
Jeg kan huske min forældre i deres otium havde ‘arbejdsdage’, som de kunne holde fri fra og når jeg kommer dertil tror jeg, at jeg har behov for også stadig at have lidt struktur på dagene ellers er jeg bange for at de smuldre mellem fingrene på mig.
-
Sidste tur
Onsdagens tur gik til Bramslev Bakker – sidste destination på min sommerferieliste.
Jeg fulgte Jannes råd og startede turen ved Stinesminde, som absolut var det fineste sted på den tur.
På godset Ouegaard var der engang en kokkepige, der hed Stine. Da hun gik på aftægt fik hun et lille skovløberhus nede ved Mariager Fjord, fiskerlejet fik sindehen navn efter hende.
Stinesminde er det hyggeligste lille fiskeleje, man kan tænke sig. Det var i midten af 1800-tallet, at landsbyen blev til, samtidig med, at der i nærheden anlagdes et teglværk. Stinesminde Teglværk ophørte i 1950-erne og en hundredårig epoke var slut. Tegl har i øvrigt været en god handelsvare på denne egn i århundreder. For eksempel er Kronborg bygget ved hjælp af tegl her fra egnen.
Landsbyen er ikke stor. Der er bare 15 til 20 husstande, men der hersker en nostalgisk stemning over byen, og en dejlig duft af ”gamle dage”. Fiskeri er der ikke meget af mere, men for årtier siden – i første halvdel af 1900-tallet – var der en halv snes erhvervsfiskere, der tog ud fra denne lille havn.
Fra Stinesminde kørte vi ad en grusvej langs Mariagerfjord kun lige bred nok til en bil.
I bakkerne længere mod vest var der bare for mange mennesker og for mange får efter min smag, så her travede vi blot ned til fjorden, hvor turbåden Svanen lægger til og retur.
Bevares der er utroligt smukt og jeg gad sørme også godt bo i en af de villaer, der ligger lige ned til fjorden, men det er også en turistmagnet. Måske burde jeg besøge stedet efterår/vinter i stedet for.
Hundene fandt – modsat mig – fårene vildt interessante og særligt alle de ‘godbidder’, som de havde drysset i rå mængde ud over alt.
-
1-2-3-dyr
En elg, to rådyr, en trane/hejre, køer og en h******* masse fluer var dagens fangst i Lille Vildmose.
Hvad sker der lige for alle de fluer alle vegne. I går i nærområdet og i dag i Lille Vildmose blev vi overfaldet af fluer, som sværmer omkring os, som var vi gnuer på den afrikanske savanne. En rigtig god grund til at glæde sig til efteråret.
Portlandsmosen Jeg var på vej hjem da jeg fik øje på elgen, der svømmende over Birkesø.
Jeg kørte ned mod Toftesø fordi jeg troede, at jeg på den måde kom tættere på, men det skulle jeg ikke have gjort for den havde kurs lige mod det sted jeg kom fra og så havde jeg fået et ordentligt foto af den og ikke et på en kilometers afstand.
Mens jeg sod der faldt jeg i snak med en kvinde med en kikkert. Hun var i tvivl om det var en elg eller bare en stor hjort.
Pludselig spørger hun, om hun må dele noget meget personligt med mig… det viste sig, at hendes far var død to dage forinden, at vildmosen var hans yndlingssted og nu var hun der for at mærke og mindes ham.
Vi fik en fin snak om sorg og om at miste sine forældre. Det var lidt overvældende at møde sådan en åbenhed fra en vildt fremmed, men jeg kunne sagtens fornemme, at hun havde noget, der skulle ud og jeg lagde gerne ører til.
Både ud og hjem tog jeg vores lokale Limfjordsforbindelse – Hals-Egense færgen. Overfarten tager 5 minutter og koster med Pay-by-plate kr. 26,-.
Forrige år opsatte Aalborg Kommune billetautomater på hver side af fjorden. Det nye billetteringssystem er meget diskuteret lokalt. For ikke så længe siden kørte man blot om bord og så kom der en medarbejder rundt og tog mod penge, kort eller gav et hak i klippekortet.
Det har voldt problemer for mange at benytte det nye system og man har derfor – i hvert fald her i turistsæsonen – ansat nogle unge mennesker, som hjælper til med køb af billetter. Man kan spørge sig selv, hvad der er sparet ved opsætningen af automaterne… af sikkerhedsmæssige årsager SKAL der være nemlig to ansatte på færgen, så billetmanden har man ikke sparet væk.
Måske ligger der noget andet og mere bag – det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg havde kun problemer første gang jeg tog turen… jeg var simplethen ikke kørt tæt nok på automaten og mine korte lemmer slog ikke til.
-
Sommerland Danmark
Vi nåede lige akkurat hjem fra hundelufteturen inden himlen åbnede sig og sendte kaskader af vand ned over Hals.
Jeg havde styr på vejrudsigten og derfor var der også indlagt en ‘sommerferiefridag’ i dag. Ikke bare pga. vejret, men også fordi der var en OL håndboldfinale, der skulle spilles. Det blev en gyser, men – synes jeg – med velfortjent sejr til Frankrig, som var overlegne i denne kamp.
Lige inden håndboldkampen gik i gang blev mureren farfar for anden gang – til en ordentlig klippert på over 4,1 kg. “Han kom ud iført sit konfirmationstøj”, konstaterede han tørt. Gutten kan i hvert fald ikke passe de mindste størrelser, så meget er sikkert.
Lige om lidt er den første af mine to ferie uger gået. Og gået godt. Jeg har to udflugter på programmet i næste uge og det ser ud til, at de også kan komme til at foregå i tørvejr.
-
Muslingebyen
Det tog 400 mand (tyskere) 5 år at grave den 4,4 km lange og 3 meter dybe kanal ved Løgstør. Den stod færdig i 1861 og havde kostet 500.000 rigsdaler, hvilket i dag ville svare til at man havde bygge Storebæltsbroen – i Løgstør.
Frederik Vll og Grevinde Danner indviede den i 1861 ved, som de første, at sejle kongeskibet gennem kanalen og den fik navnet Frederik Vll kanal.
Kanalen er gravet for at kunne lede handelskibene uden om Løgstør Grunde, som var/er en stor sandbanke, der vanskeliggjorde passage i selve Limfjorden. I dag er sandbanken gravet væk og kanalen bruges ikke længere som handelsrute.
Vi var startet tidligt hjemmefra og det var skønt at gå langs kanalen inden middagsvarmen kom. Hundene var på dupperne i det fremmede terræn og efter en varm travetur blev der badet i Limfjorden.
Løgstør er en rigtig fin by og havde jeg ikke haft hundene med havde jeg brugt meget længere tid i selve byen også.
Det ér fortsat for varmt at efterlade dem i bilen i længere tid, så det blev kun en kort tur i de små gader nede ved havnen efter at have fundet en p-plads i skyggen.
Muslingebyen – kryds ved den!
-
Guf mellem kuglerne
Det var ikke på sommerferielisten, at Tversted skulle besøges to gange, men så mistede jeg mine dyre solbriller et sted deroppe på min første tur. Det var en streg i regningen og ødelagde hele den gode oplevelse turen have været.
Heldigvis reagerede folkene på Lykkegård på min henvendelse. Mine briller var blevet fundet på p-pladsen.
I dag tog jeg mureren med nordpå for at hente dem. Efter at have været isoleret med sit speciale i et par måneder trængte han til at blive luftet. Han fulgte pænt med på Lykkegård og hos Isager Garn, som jeg naturligvis måtte besøge igen – denne gang lidt bedre forberedt.
Vi endte på en bænk ved ishuset med hver vores vaffel is. Han med 5 kugler, flødebolle, softicetopping og guf mellem kuglerne. Jeg langt mere beskeden.
Isen kunne på ingen måde måle sig med den vi får i Ryå eller Vebbestrup, men selskabet er i særklasse noget af det bedste, der fås.
-
Stress på til sidst
Mens de absolut sidste kræfter lægges i kandidatspecialet har hende, der skal lave layout indtil videre god tid. Jeg har haft projektet i hænderne mange gange de sidste dage, hvor der er puslet om det og jeg regner ikke med, at der er mange timers arbejde til mig.
Medmindre – og det er sket før – det hele er fucket op, når jeg modtager det.
I går var han blevet lokket til at dele projektet med en, der skulle hjælpe med abstract’en – og til morgen var frustration stor over at ingenting opførte sig som det plejer og der blev talt med store ord.
Det tog mig lige lidt tid at gennemskue, hvad der pokker der var sket, men vi kom tilbage på sporet.
I ventetiden er jeg gået mig en lang tur med hundene så behøver jeg ikke stresse over det senere. Jeg kan også bruge tid på at gøre klar i stuen til, at der i morgen kommer besøg fra Telenor. Der skal installeres fibernet.
Om jeg mister internetforbindelsen i en periode har jeg ikke styr på og det er også derfor, at det kandidatspeciale SKAL afleveres i dag.
Update! Klokken 17:52 blev specialet + diverse bilag uploadet til AAU.
-
Dag to i ferien
Vi skulle absolut ingenting i dag og jeg har da heller ikke bevæget mig uden for bygrænsen.
Vi fandt en ny fin rute at gå i lokalområdet, som gik gennem en hestefold og forbi resterne af et forsvarsbatteri efterladt af tyskerne.
Fuldstændig inaktiv har jeg dog ikke været… udover at trave med hundene har jeg læst ‘Alt det jeg aldrig fortalte dig” af Celeste Ng, renset afløbet i brusekabinen, strikket og set Anne-Marie Rindom vinde guld ved OL.
Der kom besked fra Lykkegård i Tversted… de har fundet mine solbriller. Onsdag, når kandidatspecialet er afleveret, kører vi nordpå og fejrer afleveringen med en is i det legendariske blå ishus, henter mine solbriller og kigger nok forbi Isager Garn igen – denne gang lidt bedre forberedt.
