-
Snevejr er en fest når man er hund
Sneen har været til stor gene for trafikken i dag, så i stedet for at køre i skoven er vi gået tur på markerne.
Det var der masser af sjov og udfordring i. Nogen steder måtte de franske lige have en hjælpende hånd da de sad fast i sneen. Benene er jo ikke så lange 🙂
-
Et lille drys sne eller noget
Jeg var så kæk i går at ønske mig et lille bitte drys sne… og se så hvad der skete!
Nordjylland blev begravet i sne, trafikken endte i et kæmpe kaos, kunder og ansatte måtte overnatte i Ikea og selv sidder jeg endnu engang på hjemmekontoret fordi jeg ikke magter at grave bilen ud af skolens p-plads.
Indrømmet – jeg er heller ikke skide vild med at køre i sne og slet ikke i en lånt bil, så da min makker på kontoret i dag aflyste sin tur til vores Aarhus afdeling åndede jeg lettet op – han tager kontortjansen alene endnu engang.
I morgen VIL jeg afsted. Der skal jo også pyntes til jul på kontoret… man har vel sine prioriteringer i orden 🙂
Der er julefrokost i firmaet i morgen. Man har fastholdt at holde festen på den betingelse, at alle deltagere viser coronapas ved indgangen. Jeg deltager ikke. Oprindeligt skulle jeg havde været hundepasser, men også det er aflyst pga. corona.
Firmaet har under hele pandemien valgt at rette sig efter de retningslinjer, som er udstukket af sundhedsstyrelsen. Vi er en privatvirksomhed, men alligevel lægger man sig denne gang op ad retningslinjerne for statslige arbejdsplader – medarbejderne skal have et gyldigt coronapas for at møde ind på kontoret. Jeg er klar over, at man godt kan blive smittet alligevel, men forstiller mig alligvel at risikoen er minimeret.
PS: både min Podens testresultater var negative.
-
Kender du det?
Når jeg får den halvårlige indkaldelse til tandlægen synes jeg pludselig, at der er både det ene og det andet i vejen… er der ikke lidt murren i den kindtand? er den tand ikke umådelig følsom overfor koldt vand?
Når jeg så forlader tandlægestolen viser det sig, at der intet som helst er i vejen med mine tænder.
I ventetiden på at få svaret på gårsdagens coronatest synes jeg, at jeg er lidt øm i halsen, at jeg er lidt varm og hvad har vi.
Jeg fejler sikkert ikke en skid!
-
En streg i regningen
Da vi landede i Aalborg i fredags måtte hus-/hundepasseren desværre fortælle mig, at han havde skadet min bil. Den havde været oppe og hænge på en betonklods, som lå skjult i noget højt græs nede ved fjorden.
Den kan sagtens køre, der er ingen mislyde og der drypper ikke noget ud af bunden, MEN – der er tre advarselslamper i displayet, der lyser.
Forsikringen er kontaktet og i morgen tidlig bliver den afleveret på værkstedet, hvor der står en lånebil klar til mig.
Shit happens og det er der bare ikke noget at gøre ved.
De dårlige nyheder stoppede ikke der.
Til morgen var jeg oppe som sædvanlig og klar til at tage på job da mobiltelefonen bimlede… jeg har været i nærheden af en person smittet med Corona, så over middag står den på PCR test i Dronninglund.
Jeg er ‘anden kontakt’, vaccineret og har ingen symptomer, så jeg er ret fortrøstningsfuld, at det blot er af forsigtighedshensyn. Det er ikke nødvendigt med isolering, men jeg bliver alligevel på hjemmekontoret indtil resultatet af testen foreligger.
Shit happens x 2…
-
Jeg trænger…
– både til den weekend, der venter forude, men sandelig også til ferien.
Ugen har været brugt på at slukke ildebrande rundt omkring og det er så pokker udmattende.
Vi kan ingen varer skaffe, så det er en evig kamp at få skaffet det rigtige udstyr til brugerne – især til nye kolleger, som vi gerne vil pusle lidt om, men hvad kan det nytte når de skærme eller det headset de bestiller har en ETA, der siger ultimo december.
Det er fanjensme op ad bakke.
Det går ikke væk fordi jeg holder fri – men det går væk i mit hoved og det er der er brug for lige nu.
I dag måtte jeg nøjes med den frihed, der ligger i en tur i skoven med de to franske.
Det er nu heller ikke det værste der kan ske.
Holland indførte i går skærpede restriktioner for indrejse fra højrisiko lande – herunder Danmark
- Ikke vaccinerede skal i 10 dages karantæne
- Der skal udfyldes helbredserklæring
- og en karantæne deklaration
- Der skal benyttes mundbind i offentlig transport og på indendørs stationer
Heldigvis opfylder vi fortsat kravene for indrejse, så jeg satser ikke på, at der kommer en aflysning i sidste øjeblik.
Præcis som herhjemme opfører vi os fornuftigt og de få ting, som vi har planlagt at ville se, er steder, hvor man skal booke tid, så der ikke lukkes større antal mennesker ind.
Derudover har jeg at tage en PCR test inden afrejse og igen nogle dage efter hjemkomst.
-
72 gram finull og andre rester
Jeg har ikke rørt Kelly genseren siden jeg opdagede at mine magic knots var gået op… overvejer om det er et tegn på, at jeg lige så godt kan trævle skidet op!?!
Det er ikke fordi pindene af den grund ligger inaktive hen. Jeg strikker små projekter af kurvens mange rester.
I går strikkede jeg en scrunchie efter Lærke Baggers vejledning. To tråde merino af en slags og en tråd mohair. Den er blevet lidt tyk og fast – det skal prøves igen for det er et sjovt resteprojekt og Nanna synes de er fede.
Jeg er anderledes tilfreds med et andet lille resteprojekt – Overvintring Mini, str. 3 mdr. som har kostet bare 72 gram af min mange Finull rester. Opskriften, som er lavet af norske Aftenstrikk, går fra nyfødt til str. 2 år, så der er masser af muligheder for at få brugt flere rester.
Til morgen er der slået op til et Seaside sæt – også i rester – mens jeg overvejer, hvad jeg skal gøre ved den Kelly Genser.
-
Vores nye hemmelige sted
Der er ikke mange, der bevæger sig uden for skovens afmærkede stier, men gør man det, kan man opdage de dejligste steder.
Vi har fundet et nyt yndlingssted. En smal sandet sti fører gennem heden og ned mod stranden. Et stykke inde åbner stien sig mod et klitområde med bakker og sand.
Området er ikke vildt stort, men stort nok til at hundene synes, at det er fedt at piske rundt i bakkerne, sandet og den lave vegetation.
Helt ukendt er området ikke. Jeg gik her en enkelt gang i foråret – alene – for at kigge efter hugorme. De skulle efter sigende være gået i hi for vinteren, så vi kan færdes i området uden risiko for at blive bidt.
-
Don’t kill the messenger
Desværre er jeg blevet hende, der er nødt til at fortælle kunderne om både lange og udsatte leveringstider på den hardware, de har bestilt.
Nogen er søde og takker blot for at holde dem orienteret – hos andre falder det ikke i god jord, de brokker sig, mener ikke det kan passe, de kan jo hente varen i Elgiganten og hvad har vi…
De må have levet under en sten de sidste par år, hvis ikke de er oplyst om de problemer, der pt. er i at få leveringer fra – specielt – østen.
Jeg svarer ikke yderligere medmindre de stiller et decideret spørgsmål – jeg mener de er orienteret om situationen i min første mail og hvad mon de vil de have jeg skal gøre? Starte iGo og køre til Kina og hente deres vare? Eller?
Nå, men jeg har også selv måtte udtrykke min utilfredshed i dag. Den 1000/1000 internetforbindelse Telenor har leveret til mig lever langt langt fra op til det lovede. Eller deres router gør ikke.
Min hjemmearbejdsplads står 13 meter fra routeren og her er hvad den kan levere PÅ EN 1000/1000 FORBINDELSE!
Det er virkelig ikke imponerende.
Siddende klods op af routeren opnår jeg 275,9 ned og 539,1 op.
Jeg har selvfølgelig gjort alt det de foreslår med at slukke routeren, vente og så igen måle hastigheden.
OG prøvet på en anden laptop og på min MAC. Ingen ændring.
Det betyder, at jeg på en hjemmearbejdsdag har svært ved at passe mit job. Jeg falder jævnligt ud af møder og mister forbindelsen under Teams telefonopkald.
Nu har de fået en mail – venlig – og så håber jeg, at der sker noget.
-
November mørke
Jeg kan sagtens forstå, at rådyrene flygter over hals og hoved når de to franske komme tromlende gennem landskabet.
De kan ellers godt tage det helt roligt for et eller andet sted i evolutionen er jagtindstinktet vist forsvundet fuldstændig ud af racen – i hvert fald i den blodlinje mine stammer fra.
I går luftede Nanna og jeg hunde samme sted og meget meget tæt på os lå det her lille dyr og trykkede sig. Ingen af de tre franske vi medbragte fik så meget som færten af dyret. Hverken på ud- eller hjemturen.
Det er 1. november og med gårsdagens overgang til normaltid levner dagen ikke meget lys til skovture.
I dag insisterede jeg på at nå det i det hurtigt svindende lys – og vi nåede knap en time inden vi vendte snuden hjemad.
Det blev på ingen måde nogen god mandag på jobbet. I morgen er der heldigvis en ny dag, som jeg agter at tilbringe på hjemmekontoret.
-
Oktober synger på sidste vers
Natten mellem lørdag og søndag går vi tilbage til normaltid.
Dagen aftaget med 08:28.
I går var det 08:03. Der forsvinder tid hver eneste dag.
Endnu kan jeg nå at lufte hundene i dagslys, men det varer ikke ved.
Mit cedertræ i gården har fået tændte lys på. Ikke julelys, men lys-i-mørket lys. Om en måned kan vi kalde dem julelys og så kommer de ikke til at stå alene.
Jeg går lidt og lurer på hvornår naboerne går i gang med lyskæder for hvem vil være hende juletossen, der starter allerede i oktober!?!
I dag sidder jeg på hjemmekontoret. I nattøj og med hundene sovende under skrivebordet. Møderne ligger som perler på en snor og så er det rart med ro, langt væk fra forstyrrende kunder.
Der er sådan en sær kultur, når det gælder telefonmøder. Selvom vi sætter et skilt op på disken, vores busylights blinker rødt og vi med fagter fortæller, at vi sidder i møde, så bliver det ikke hverken forstået eller respekteret.
Hvis vi sad i et lokale med lukket dør og mødeskilt på, mon så også de ville bryde ind? Bare en tanke.
