I morgen lørdag den 26. februar donerer Knitting for Olive og Garn Galore hele deres omsætning til Røde Kors, som skal hjælpe de mennesker, der bliver ramt af Ruslands invasion i Ukraine.

Jeg bryder mit garn-købe-stop for en enkelt dag og køber noget mohair som supplement til nogle af de rester, som jeg har på lager… for det gode formåls skyld.

I onsdagens smukke solskin sagde vi et kærligt farvel til Nannas farmor.

Hun var alvorligt syg lige før jul og familien havde på det tidspunkt indstillet sig på at det lakkede mod enden, men efter hun kom på plejehjem og fik den pleje, der passer sig for en 92 årig blomstrede hun op igen – dog stadig svækket.

I sidste uge blev hun så ramt af corona. Hun blev indlagt og døde helt fredeligt dagen efter, 92 år gammel.

Det blev samtidig et hyggeligt gensyn med ‘svigerfamilien’ som jeg ikke har set siden Nannas konfirmation. De er også blevet gamle og deres børn voksne og smukke.

Firmaet har 50 års jubilæum i år. Selv har jeg 41 års jubilæum i morgen.

Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i et interview i forbindelse med 50 års jubilæet. Live og på engelsk. Taget med bukserne nede fik jeg sagt ja, men fik senere kolde fødder og en anden dinosaur overtog min plads.

I går blev jeg så i stedet blevet interviewet til en artikel, der vist både skal køre på Linkedin og på vores intranet.

Det var en ung studentermedhjælper, der foretog interviewet og jeg er lidt bange for, at hun skal have fat i ordbogen over gamle danske edb-udtryk for at få noget mening ud af mine fortællinger 🙂

Billeder fra mine første medarbejderkort – 1981 og 1989 😁

Havde nogen spurgt den 18 årige Mette om hun troede hun 41 år efter stadig var i firmaet have svaret helt sikkert været NEJ.

Men tiden gik og jeg gik med. Fik nye jobs, nye udfordringer, nye kolleger, nye lokationer og nu er der så gået 41 år… det lyder støvet og jeg kan sagtens forstå, hvis du ser mig sådan. Det er bare ikke sådan jeg ser mig selv eller mit arbejdsliv.

I perioder har det været sværere end andre at finde arbejdsglæden – særligt når vandrørende har lydt med rygter om fyringsrunder, men ellers har jeg været glad for at gå på arbejde og bliver fortsat udfordret i de opgaver, der lander på mit bord, så jeg tager et år mere…

Til sommer vil jeg have masser af krydderurter i min gårdhave. Rosmarin, merian, oregano, timian, citronmelisse og mange flere skal stå i store krukker og kunne forsyne sommerens grillmad med smag og duft.

Har du set Kandis for livet ? Det er det mest syrede, jeg har set længe. Et portræt af noget, der minder om en nyreligiøsbevægelse med Johnny Hansen (helt uforskyldt) i rollen som guru. Morderligt flot fortalt og filmet. Men for fanden, hvor er det også mærkeligt.

Skal vi være bekymret for Putin?

Vanopslagh vil ikke betale Arne pension/offentlige ydelser til raske mennesker. Om en uge har jeg været på arbejdsmarkedet i 41 år og betalt skat lige så længe. Jeg har aldrig modtaget hjælp fra det offentlige – hverken SU, boligydelse, friplads i børnehave osv. Gider Hr. Vanoplagh lige fortælle mig igen, at jeg ikke fortjener at trække mig fra arbejdsmarkedet, mens jeg stadig er rask!!!

Vi kan næsten røre ved de helikoptere, der hænger lavt over fjorden i deres søgen efter den unge mand, der forsvandt i Aalborg i weekenden og som man formoder er faldet i vandet. Samtidig har politiet netop meddelt, at man har anholdt 2 mænd for drabet på den unge kvinde, der forsvandt samme weekend. Det er så uhyggeligt og alle tankerne går de til pårørende, der venter på besked. Det må være helt ubærligt.

Husker jeg helt galt, når jeg mener, at den forlorne hare jeg fik i min barndom var af ‘mørk’ fars og med hele stykker af spæk i?

To forsvundne unge i Aalborg.

En ung pige som er set stige ind i en mørk bil – og en ung mand, som desværre sidst er set i nærheden Limfjorden.

Det er ikke første gang vi sidder i første parket til en eftersøgning i den kolde vand. Den unge mand er forsvundet efter en tur i Jomfru Ane Gade og endnu engang intensiveres eftersøgningen omkring havnen og fjorden.

Når man skal hjem fra Jomfru Ane Gade foregår det oftes med taxa. Vognene holder for enden af Gaden ned mod fjorden og her flokkes gæsterne, der er klar til at blive fragtet hjem – eller fragtet videre.

Jeg husker tydeligt fra min egne byture, hvor svært det var at få en taxa og jeg derfor er begyndt at gå i håb om at praje en vogn på turen hjem. Min fornemmelse er, at det er præcis det, der sker. De ender med at gå langs fjorden og skal de så lade vandet, gør de det ud over kajkanten og med en balance, der er kraftigt påvirket… det skal gå galt.

Jeg tænker om man måske kunne nudge de unge mennesker til at gå i en retning væk fra fjorden og lave taxaopsamlings-steder på Vesterbro, på Nytorv eller simpelthen give taxaerne lov til at køre i Bispensgade fredag og lørdag nat, så man på den måde kunne lede de unge mennesker i en anden retning… bare en tanke!