-
De nye støvler
Som nævnt i et tidligere indlæg endte jeg med at købe franske støvler denne gang og indtil videre er jeg super tilfreds med valget. Her tænkes først og fremmest på pasformen, som er suveræn.
Holdbarheden kan jeg af gode grunde ikke sige noget om endnu, men de omtales som gummistøvlernes Rolls Royce – og jeg håber dæleme, at kvaliteten lever op til både forventninger og pris!
Le Chameau Country Lady, hedder modellen. De er uden varmt foer, men med en sål og et par uldsokker er de alligevel tilstrækkelig varme til en lang tur i mosen i snevejr.
Da Le Chameau startede i 1927 talte kunderne kun bønder og jægere, som i den grad har brug for slidstærkt fodtøj, men i dag, 85 år senere, står brandet for meget mere end dét. Le Chameau byder nemlig på lækre styles til mænd og kvinder, der har sans for kvalitet, et klassisk look samt underspillet luksus. Og med dets fantastiske kvalitet og gennemførte stil er brandet blevet en del af både det danske og internationale modebillede og tæller blandt andet Kronprinsesse Mary, Prins Harry, Kate Middleton og Stella McCartney blandt sine tilhængere.
Selv om man bor i Hals kan man jo godt være hip med de kendte og de kongelige (:
Om lidt skal de testes ved stranden. Polen bliver meget snart pakket med hunde og kamera og så går turen nordpå.
God lørdag til dig!
-
Fri igen
En enkelt kort arbejdsdag klemt inde mellem to x to fridage, er lige til at overkomme.
Jeg benyttede den stille dag på kontoret til at gå i oprydningmode. Det betød jeg fik klaret en ordentlig røvfuld af de opgaver, der ellers bare får lov at ligge fordi de ikke prioriteres særligt højt. Laves skal de dog og det blev en del af dem så i dag.
Hjemturen gik forbi det lokale byggecenter. Der måtte en ny postkasse til. Det blev Jem & Fix den billigste – så er ærgelsen ikke så stor næste gang en hærværksmand kommer forbi. Den ér monteret og udstyret med nyt navneskilt. Der mangler blot et nyt ‘nej tak til reklamer‘ skilt og efter en kort chat med ‘Andreas J’ hos Post Danmark er også sådan et på vej.
Weekenden ligger ny, åben og uden aftaler eller pligter. Men mon ikke den kommer til at indeholde noget med nogle hunde og et kamera… det ville i hvert fald være mærkeligt andet (:
God weekend!
-
Slut med nisselandskaber, juletræ og englesang
– og velkommen til et nyt år.
Julen blev pakket i kasser i går, så året kan starte nyt og fint uden spor af december.
Nytårsaften var stille og hyggelig. De eneste tømmermænd her på matriklen er dem postkassen måtte lide af – aftenen kostede nemlig en smadret postkasse.
Jeg tror ikke, at de har forsøgt at sprænge den… eller også har de og er blevet irriteret over det ikke lykkedes. I hvert fald er den sparket ned af stolpen og trampet i stykker. Jeg har forsøgt at samle den med noget gaffa, men der er desværre ikke nogen vej uden om en ny.
Det har jeg i mente til næste år, for det kan vist godt betale sig at løsne de tre skruer og tage postkassen med ind.
Kameraet blev ikke luftet i aftes – så I må nøjes med dette arkivbillede af fyrværkeri på Limfjordsbroen i Aalborg.
-
Året der gik
Tv kanalerne er ved at falde over hinanden med tilbageblik på alle tænkelige og utænkelige fronter.
Selv har jeg ikke noget behov for at se tilbage… eller frem for den sags skyld. Jeg vil helst leve i dag – ikke i går og ikke i morgen.
Nytårsfortsætter gør jeg mig heller ikke i, men jeg faldt alligevel over et, som jeg tænker, at jeg vil gøre til mit eget: Jeg vil bruge færre penge og helst nogen jeg har…
Fyr den af i aften… men pas på dig selv og de andre
-
Økoriget
Jeg læste en tråd til morgen om ugentlig levering af frugt og grønt fra Årstiderne, SkagenFood og Øko til Folket – det er sikkert nemt, men også helt latterligt dyrt.
Her er der da så i hvert fald en fordel ved at bo i ‘udkants Danmark’, hvor leverandøren ligger ved landevejen og varene koster en brøkdel af indholdet i ‘kasserne’.
Herover ses min øko-grønt-butik, hvor produkterne er helt friske og hentet på markerne omkring;
- 2,5 kg. løg. kr. 10,-
- 3 små hvidkål eller rødkål kr. 10,-
- Et stort bundt porer kr. 10,-
- Stor pose æbler kr. 10,-
– de har også gulerødder, grønkål, blomkål, rosenkål, kartofler osv. til samme priser.
Overfor bor ‘æggemanden’, hvor jeg henter store fine økoæg til samme pris, som buræggene koster i supermarkedet.
Det er skønt at bo på landet (:
-
Har du set..
En lille ny feature her på siden… et lille hjerte er tilføjet i højre hjørne af mine indlæg.
Her kan du med et enkelt klik tilkendegive om du synes om indlægget og/eller billederne uden at behøve kommentere.
Jeg håber, du gider benytte dig af det…
PS: jeg kan ikke se hvem der ‘liker’, så jeg vil selvfølgelig fortsat blive meget glad for en kommentar (:
-
Årets sidste arbejdsdag
Nogen havde forsøgt at bilde mig ind, at det er så skide hyggeligt at være på job mellem jul og nytår… de har vist ikke prøvet at sidde på min stol! I går lå jeg vandret i luften for at indhente de opgaver, der var tikket ind i dagene før jul – det havde så ikke været nødvendigt med så højt et tempo for der er stort ikke kommet nyt til hverken i går eller i dag.
Det betød, at jeg kunne gå lige over middag i dag.
Helt uden for planen nåede jeg derfor at få garnet trimmet, finde et par afløsere for de Hunter støvler, som jeg til min store skuffelse måtte sende retur og en lang tur i mosen med lys på himlen.
Støvlerne blev af mærket ‘Le Chameau‘. Ikke nogen jeg kendte i forvejen, men de var blevet anbefalet og da de desuden sad skide godt på foden blev det dem, der kom med hjem. Det er jagtstøvler, Kronprinsesse Mary har et par magen til (fik jeg oplyst) og hvis de ikke holder til daglig brug de næste to år kunne jeg bare komme og få et par nye.
Billederne har ikke en pind med teksten at gøre… men tirsdagen har i det hele taget har været uden nogen som helst sammenhæng (:
-
Alt der manglede var den blå himmel
-
I Aalborg slås man i julen
Billedet herunder er neglet på Nordjyske… ikke bare er den professionelle fotografs billeder langt bedre end mine, men se også lige, hvem der er på arbejde mellem benene på bokseren i de blå shorts (:
Poden og jeg var til det traditionsrige juleboksestævne i går. Jeg var samtidig på arbejde af den frivillige slags, nemlig som fotograf for den lokale klub AK Jyden.
Mangler kvaliteten gør kvantiteten tilgengæld ikke… jeg tog omkring 400 billeder, som senere blev kogt ned til 72.
Desværre svigtede publikum stævnet i år. Om det var fordi det var lagt om eftermiddagen eller om det var den manglende reklame for arrangementet ved jeg ikke – men i hvert fald tror jeg, at man er nødt til at gøre ‘noget’ for ikke at stå med en tom Europa Hal næste år.
-
Vingeskudt julehund
Den gamle har ondt i benene.
Hun har fået Loxicom (smertestillende) og da det havde virket en times tid kunne vi gå en lille tur ved stranden.
I bånd.
Lillebror og jeg tager en længere tur senere, mens den gamle hviler bentøjet.
Og når vi så lige er ved hunde og deres helbred så husk nu lige her i julen, at din hun ikke kan tåle chokolade, nødder og andesteg.
Det giftige stof i chokoladen hedder Theobromin. Der er mest i mørk chokolade. En plade (ca. 120 g) er nok til at en hund på 20 kg. kan miste livet.
Mandler og nødder, især valnødder og macadamia, er farlige for hunde. Dosis for forgiftning er, alt efter hvilken nød der er tale om, 2-60 gram pr. kg. hunden vejer.
Julemad, ande- og flæskesteg, er ikke giftig, men hvert år behandles mange hunde med voldsom diarré pga. det høje fedtindhold i julemaden – og også dette kan være livstruende især for ældre hunde.
Jeg ved godt det ikke er populært i alle kredse at sige det, men hundene aner altså ikke det er jul, så det er ikke synd, hvis de bare får deres normale mad juleaften. Tværtimod er det synd at fylde noget i deres maver, som de ikke kan tåle.