Det er ikke så længe siden, at jeg annoncerede, at jeg havde været på arbejdsmarkedet uafbrudt i 34 år. Men min tid i Israel bør lægges til, for jeg var der for at arbejde.

Som nyankommen blev man tildelt de ringeste jobs. Det vil i dette tilfælde sige i bageriet, som kørte 24-7  alle ugens dage. Undtagen på shabbat selvfølgelig, hvor alt i det hellige land går i stå.

Jeg har ikke tal på de boller jeg har trillet og de schallah brød jeg har flettet ved det her samlebånd.

Midt i billedet ses Avraham, en af de gamle bagere. Som jeg husker det, var de tre-fire ældre mænd, som styrede alle vi volontørere. Med hård hånd. Nogle hårdere end andre. Jeg fik ganske ofte de lidt lettere jobs uden at gøre andet end at være smuk, dansk og lyshåret (:

Absolut værst var det at håndtere de brød, der rullede ud af ovnene i en lind strøm. Der er pænt varmt i Israel og at stå i 6 timer ved sådan en ovn kunne tage pippet fra enhver.

Snart kom der nye volontører til, som overtog bageritjansen og vi andre blev forfremmet til dagjobs. Jeg endte med at have et godt job i køkkenet sammen med irske Philhelmina Mulholland.

Bageriet er brændt nu. Omstændighederne kender jeg ikke, men jeg er ret sikker på, at arbejdstilsynet ville få kaffen galt i halsen, hvis de havde set vores arbejdsforhold og jeg tænker, at der sagtens kunne været opstået en brand alene på grund af nogle elinstallationer, som bestemt ikke var forsvarlige.

Jeg har fortsat forbindelser dernede og en stående invitation til at komme. Om det nogensinde bliver til et gensyn ved jeg ikke, men drømme kan man vel altid.

Det har afgjort ikke været hele onsdagen, jeg har været tilfreds med.

På et tidpunkt måtte jeg sætte mig hårdt på mine hænder for at forhindre, at de skrev en vred mail. En mail, som jeg helt sikkert ville fortryde i morgen.

Jeg havde min omsorgsfulde Pode in mente. Hun går i klasse med tre ‘møg tøser’, som ser det som deres fornemste opgave at være uforskammede. På det seneste er det gået ud over en underviser, de har i skolepraktikken, hvor de kun har gået i 14 dage.

Nanna siger, at hun kan se, at han bliver ked af det. I går var hun blevet inde i klassen da de andre var gået og havde fortalt ham hvordan de har opført sig de sidste to år. Over for samtlige lærere. At han ikke skulle tage det personligt. Det var han blevet glad for at høre.

Nogle mennesker har en kedelig attitude. Det var også sådan en jeg stødte på i dag.

Men når onsdagen så rundes af med solskin, strandtur og skipperlabskovs, så kan jeg godt bære over med, at en anden måske havde en dårlig dag og lod det gå ud over mig.

Kl. 2:52 kiggede jeg på uret sidste gang.

Kl. 5:00 vækkede det mig til en ny dag.

Om det var den truende fuldmåne eller den lange samtale lige inden sengetid, der fik tankerne til at myldre rundt i hovedet, er ikke godt at vide.

Min makker på den anden side af skrivebordet mødte op med samme klagesang over manglende søvn og jeg tænker, at vi holder lav profil og lader hinanden i fred. I dag…

Sig blot om jeg forstyrrer

sagde han i døråbningen
så går jeg med det samme

Du ikke bare forstyrrer
svarede jeg
du ryster hele min tilværelse

Velkommen

Eeva Kilpi

Når jeg er stille, er det fordi, at jeg er blevet forstyrret og optaget andetsteds.

På den gode måde.

Jeg kan lige så godt sige det, som det er… julens alt for store sukkerindtag fulgte med ind i det nye år og jeg har alt alt for længe ladet de dårlige vaner styre hverdagen.

Alle mine dårligdomme er vendt tilbage, men nu skal det altså have en ende. Poden og jeg snakker ofte om, at det da er pokkers besynderligt, at vi kan blive ved med at falde i de dårlige vaner, når vi nu ved, hvor godt vi har det på den sukker og stivelsesfri kost.

Jeg er gået i gang med indkøbene – nu3 har alle de ting jeg skal bruge for at LCHF’e og det er bare at fylde i indkøbskurven og vente på posten.

Men først endnu en overspringshandling… jeg skal nemlig til min søsters fødselsdag  i morgen og nyde både boller og lagkage.