• Et øjeblik...

    Sparemode

    Efter at have hørt dagens pressekonference med energiminister Dan Jørgensen og de dystre udsigter for vinterens energiforsyning er jeg ret tilfreds med at klædeskabet bugner med varm uld.

    I forvejen er jeg en af dem, der har en strømprisapp og er blevet meget bevist om at fylde vaske-/og opvaskemaskine til randen og kun vaske når prisen er lav.

    Det har tilsyneladende også gjort en forskel for mit elforbrug som i alle årets måneder er lavere end det var sidste år.

    Jeg ved godt, at en kWh også er steget, men i og med de dyre apparater kun kører, når de er fyldte og strømmen er billigst håber jeg, at det også kommer til at gøre en forskel på min regning.

    Jeg kommer helt sikkert til at gøre mere. Blandt andet har jeg en plan om, at mit skur skal ryddes her i weekenden og så bliver der sat tørresnore op derude, så tørretumbleren kan køre mindst muligt i vinteren.

    Jeg har slukket for vandforsyningen til ‘isterningmaskinen’, så fryseren ikke skal bruge energi på at producere isterninger, jeg arbejder hjemme to dage om ugen – det sparer benzin, jeg slukker lyset efter mig og så har jeg tænkt mig at sænke rumtemperaturen i vinter og igen glæde mig over alt mit hjemmestrik 🙂

  • Et øjeblik...

    Hverdag igen

    Én uges ferie og så er det pludseligt mørkt om morgenen. Når jeg går med hundene kl. 05:30 er der fortsat knap en time til at solen viser sig over horisonten.

    Mørket kan nu også noget og det går stærkt nu. I Hals er dagen aftaget med 4 timer og 21 minutter. Det skal kunne mærkes.

    Når jeg står op før en vis mand får sko på, betyder det også, at jeg går tidligt i seng. Det føles lidt mere legitimt at gå i seng kl. 22 på denne tid af året, fremfor når solen stadig står ind af vinduet.

    Søren Brostrøm dukkede op i mit tv i aftes med varsler om, at med efteråret og vinteren kommer også risikoen for endnu en omgang med Corona.

    Jeg ved godt, at en del har været ramt henover sommeren – der i blandt flere af mine kolleger, som har været temmelig syge, men det har ikke rigtig haft mediernes bevågenhed og så er det nemt at glemme.

    Indtil videre er jeg helt sluppet for sygdom og det må meget gerne fortsætte. Jeg er i målgruppen, der bliver tilbudt endnu en vaccination inden længe og den tager jeg mod ligesom de 3 forgående.

  • Et øjeblik...

    Farvel sommer

    Lige pludselig var det september. Den første efterårsmåned. Jeg har længe kunnet se tegnene i naturen, men ellers føles det bare som skøn sensommer.

    Ferien er blevet nydt med ture til stranden, langsommelighed, sene aftener, strik og god mad, men også med en masse praktisk hjælp til i morgen, hvor hele Solveigs familie er trommet sammen til en lille navngivningsfest i haven.

    I ugen har jeg lavet rabarber/citronlemonade, strøget duge og hjulpet i haven. I dag har jeg bagt masser af cupcakes og været på landet efter en hel murerspand fyldt med blomster. Fem buketter á 20 kr. – det er rørende billigt.

    På vejen passerede jeg flere vejboder, som fristede, men lige i dag var det altså blomster, der stod på indkøbssedlen.

    I morgen skal kagerne pyntes med frosting. Flerfarvet frosting. Set på instagram. Jeg er ingen Mette Blomsterberg, så det er spændende om det bliver godt eller NOT 😬

  • Et øjeblik...

    Ferie ferie ferie

    I min sommerferie fyldte det rigtig meget, at mine to piger var indlagt på neonatalafdelingen på Aalborg Sygehus. Sådan må det være og så sættes ens egne behov på pause.

    Jeg tager lidt revanche den næste uge, hvor jeg holder en ekstra uges sommerferie.

    Planerne er ikke mange – kun et MEGET tiltrængt besøg hos frisøren er i kalenderen. Resten står pivåbent dog med noget praktisk hjælp, kagebagning og saftkogning til næste lørdag, hvor der er inviteret til navngivningsfest henne i nr. 31.

    Solveig skulle have været døbt på helt traditionel vis i kirken, men ønskerne til en dato passede ikke med præstens kalender, så nu bliver der i stedet holdt ‘borgerlig’ dåb i haven. Med blomster og glimmer i dåbsvandet… selvfølgelig, vil de der kender Nanna sige 🙂

    . . .

    Jeg er pænt tilfreds med den allerførste fridag, som begyndte med afhentning af en tæpperenser i XL-Byg – og mine arvede mereellermindre ægte tæpper der i dag fået en tiltrængt rens.

    Ude i gården har en pallelignende ting fungeret som låge ud til det område, der også er indgang for ejendomsmægleren ved siden af. Den har været træls og bøvlet. Væltet i vinden og tung at flytte på når jeg har haft brug for at gå den vej ud. I XL-Byg købte jeg et par hængsler og den er nu monteret på hegnet og kan åbnes som en rigtig låge. Kønt er det ikke, men det fungerer og det er hovedsagen.

    På et tidpunkt havde jeg kontakt til en tømrer, der skulle lave en rigtig låge, men så modtog jeg den trussel om nedrivning af huset i marts 2021 og det har gjort, at jeg ikke har ønsket at ofre mange kroner på stedet. Den nedrivning har vi i øvrigt ikke hørt mere til.

    Tjek ved første feriedag… nu venter den gode mad, sofaen og strikketøjet 🙂

  • Et øjeblik...

    Hunde er velkomne

    Jeg var temmelig lettet da jeg kørte hjem fra job onsdag eftermiddag.

    Der var udsigt til, at en temmelig ressourcetung opgave ville lande på mit bord.

    I går blev der holdt et møde med medarbejderen opgaven skal overdrages fra og heldigvis forstod min manager godt, at man ikke kan lægge endnu en ugentlig ti timers opgave på mig. De ti timer ville desuden blive til mange flere i mine urutinerede hænder.

    Nu har opgaven udsigt til at lande et helt andet sted og i en afdeling, som allerede har de fornødne kompetencer.

    I går chattede jeg lidt med en tidligere polsk kollega. Lukasz og jeg har en fælles interesse i hunde og talt en del om dem, udvekslet billeder osv. Nu har manden været så heldig at havne i et firma, hvor man har en ‘dog friendly office‘ kultur. Jeg forestiller mig ikke, at der løber horder af vilde hunde rundt, så der er formodentlig aftalt nogle regler på området.

    Sådan en arbejdsplads gad jeg godt arbejde på, men det er nok for sent for mig at lære polsk og flytte til Warsawa. I stedet har skabt mit eget ‘dog friendly office’ med to hjemmearbejdsdage om ugen og sovende hunde under skrivebordet. Det er vi flere, der nyder 🙂

  • Et øjeblik...

    Det var mest synd for hende

    Der blev hamret på kontordøren og udenfor stod en kvinde med et vildt udtryk i øjnene.

    Elevatoren virkede ikke og hvad skulle de nu gøre, der var langt op på femte, der kunne komme rengøringspersonale, som ikke kunne kom op og og og…

    Jeg kiggede uforstående på hende…

    “Er du da ikke ansat ved (…)?” spurgte hun.

    “Jo” svarede jeg, og fik et blik, der klart sagde: så-er-det-dit-fucking-ansvar-at-sørge-for-den-elevator-virker.

    Nu er det sådan, at jeg blot er ansat i et af de firmaer, som lejer en del af bygningen og sidst jeg kiggede i min jobbeskrivelse stod der ikke elevatoransvarlig på den.

    Hun var bestemt ikke tilfreds med min uvidenhed på området og da jeg henviste hende til receptionen takkede hun for hjælpen i en tone, som ikke lod noget tilbage at forstå…

    Jeg talte efterfølgende med receptionen – hun var ikke blevet mindre ophidset på sin vej derop.

    Hun må have haft en dårlig dag.

    En virkelig dårlig dag.

  • Et øjeblik...

    Må jeg anbefale

    Jeg er en sucker for britiske krimiserier – og her tænker jeg ikke Barnaby eller Frost, som er i den lidt lettere genre.

    Nedenstående ligger til streaming lige nu og det er knaldhamrende gode serier hvis du spørger mig.

  • Et øjeblik...

    Sensommer

    Det er blevet sensommer i naturen. Grøftekanterne står med vissen ukrudt, lyngen blomstre og de lyse nætter er lagt bag os.

    Det passer mig glimrende, at det går den vej. Noget sommermenneske er jeg nemlig ikke og skulle jeg rangere de 4 årstider ville sommeren komme på sidstepladsen.

    Jeg glæder mig til igen at kunne være iklædt uld, at kunne gå i skov og mose uden at være generet af insekter og varme og at kunne tage en tur til stranden uden at skulle vade i badegæster.

    Måske ligner jeg meget godt hundene på det punkt – når temperaturen kommer over 25 grader foretrækker de at ligge i skyggen og al aktivitet skal helst foregå tidligt morgen og sen aften.

    Det gjorde den i dag – kom over 25 grader – vi kørte til stranden og hoppede i havet allesammen. Nogen med mere entusiasme end andre, men uanset var det godt at få kølet de fede kroppe 🙂

  • Et øjeblik...

    Sømand for en dag

    Kl 13:00 påmønstrede jeg det nederlandske skib Oosterschelde, en tre-mastet skonnert bygget i 1918. Fra 1939 – 1954 var skibet på danske hænder og hed Fuglen ll. Det fungere de som fragtskib af mursten, sild og bananer.

    Det var kun for tre timer jeg var sømand, men jeg fik saltvand og vind i håret og tovværk mellem hænderne.

    The tall ships races besøgte igen byen og Aalborg har summet af liv på havnen. I aftens sluttedes festlighederne af med Danmarks største fyrværkeri og i dag sejlede de smukke skibe så ud af Limfjorden – mange for sejl – et fantastisk syn.

    Jeg var ombord på Oosterschelde og fik set Parade of sails fra vandsiden. Oosterschelde vandt i øvrigt kapsejladsen for skibene i A-klassen.

    Denne gang manglede nogle af de helt store skibe fra Mexico og Columbia. Russerne, som også plejer at deltage med et af de meget store, var ikke inviteret.

  • Et øjeblik...,  Solveig

    Vi venter stadig

    Mens vi (stadig) venter på Solveig nyder vi solen i gården. Eller rettere, hundene nyder solen… jeg arbejder.

    I dag så jeg en lille mus derude og nu overvejer jeg, om det er så god ide at fodre fugle!?!

    Det er ikke fordi der er meget spild fra fuglene, så det kan være en tilfældig strejfer. Alligevel har jeg brugt dagen på at flytte krukker og feje alle tabte frø væk, så må vi se om den vender tilbage.

    Jeg forestiller mig min jagthund Irma nok skal vise om den gemmer sig et sted derude.

    . . .

    Lige nu ser det mest ud til at Solveig skal tvinges ud. Foreløbig er hun gået 9 dage over tiden og hendes mor er træt nu. I morgen skal hun undersøges på hospitalet med henblik på igangsættelse på tirsdag. Jeg kunne godt have ønsket mig for Nanna, at hun var kommet af sig selv. Baby er vurderet til at veje 4200 gram, så det er bestemt ikke fordi hun ikke er færdigbagt.

    Vi får se, hvad de siger i morgen og krydser fingre for et fint forløb.