-
Hvis det var mig der bestemte..
- Blev der ikke saltet. Det er hverken godt for poter eller poloer.
- Blev man ikke tyk af kage.
- Ville Johnny Bankmand skide på de røde tal.
- Kunne man være en flue på væggen.
- Skulle det kun regne om natten.
- Gnavede nye sko ikke.
- Udryddede man irriterende insekter.
- Var der mere forår.
Men det er det så ikke… mig, der bestemmer!
-
Vi har haft travlt derude
Det blev ikke i dag jeg pakkede Poloen og drog på eventyr… og det bliver det nok heller ikke de kommende dage. Jeg lister afsted i en bil, der burde se et værksted. Problemet er blot at jeg prioriterede, at få et nyt objektiv og så må den bette blå altså vente med at få skiftet fjeder, udstødning og hvad har vi…
Jeg holdt mig derfor hjemme på matriklen og der er ingen grænser for, hvor myreflittig jeg har været.
Lillebror og jeg startede morgenen på stranden i solopgangen og vi har været i vigør udendørs lige siden. Jeg med havearbejde, Lillebror mest med at gå i vejen. Jeg kan ikke klage over vejret på min første feriedag. Vi har næppe nået de tyve grader herude ved havet, men i løbet af dagen nåede vi op, hvor det var varmt nok til at smide jakken.
Nu trænger jeg til endnu et bad og noget at spise. Bagefter skal jeg have lagt det nyvaskede sengetøj på – og så orker jeg forresten heller ikke en skid mere i dag.
-
This island isn’t big enough for both of us
Netto havde fine krydderurter til en tyver – og det ene af højbedene er nu tilplantet med citronmelisse, oregano, timian og rosmarin – klar til grill og salater i løbet af sommeren.
Vejrudsigten ser forrygende ud for de kommende dage og jeg tænker, at weekenden måske skal tilbringes med at få lidt styr på resten af haven. Den trænger.
Hvis der altså ikke dukker noget mere spændende op (og det gør der sikkert).
Forårsferien blev indledt med en tur til Nordmandshage.
Desværre måtte vi dele øen – vores ø – med en tysk familie på ferie. Ikke engang da jeg slap Lillebror løs fortrak de (:
Jeg tænker, at det snart er tid til at køre længere nordpå til Borgmestermolen, hvor turisterne ikke finder hen. Eller måske flyve en tur med Google og se, om vi kan finde endnu et ‘hemmeligt’ sted.
-
Ingen planer er også en slags plan
“You’re born with the world in your hands and a gift that’s individual so be careful with your plans”
Skinny Living, de nye favoritter på iPoden, ledsager mig gennem fredagen.
Om nogle få timer – 4 for at være helt præcis – holder jeg fri, weekend, ferie!
Dagene ligger åbne, ubrugte og uden planer.
Jeg lader som altid lysten og tilfældighederne råde.
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig?
-
Jeg kontrolleres
Da jeg sidste år blev opereret og efterfølgende fik den glædelige besked, at der ingen celleforandringer var, troede jeg egentlig, at der var sat et sidste punktum i den journal.
Det var det så ikke.
Jeg fik dengang en ‘kræftpakke‘ og den har ikke sluppet mig endnu. Det vil sige, at man indkalder mig til kontrol hver tredie måned. Indtil videre og igen på torsdag.
Det er ikke just en undersøgelse jeg ser frem til – men det er hurtigt overstået og når det gælder mit helbred gider jeg godt gå med både livrem og seler.
-
Min nye baby
Nå, jeg blev lidt mildere stemt overfor tirsdagen, da der på vejen hjem fra job tikkede en sms ind fra Post Danmark, at pakken fra Fotohuset Virum endelig-langt-om-længe var klar til afhentning på posthuset i Hals.
Jeg nåede hverken at få frakke eller støvler af før det var pakket ud og monteret.
Arjmen altså, det klær både Canon og mig… langt bedre end et par Christian Louboutin eller en Mulberry taske nogensinde ville gøre.
Jeg har kun skudt nogle enkelte hofteskud, men det lover godt og lugter i det hele taget langt væk af kvalitet.
Autofokusen er lynhurtig og nærmest lydløs. Det sidste er ikke noget, jeg er vant til fra Canon, som jeg synes støjer den del. Det kræver lige en anelse tilvænning for det drejer modsat af mit Canon, men ellers ligger det rigtig godt i hånden.
Der følger sikkert en millionmilliard billeder i den kommende tid.
Mor er glad igen 🙂
-
Brandslukning
Tirsdagen viste med al tydelighed, hvor sårbare vi er, når der ikke er backup på alle job funktioner.
Vi er ramt af ferie og fravær – og det skal der være plads til. Også uden lokummet vælter. Det sidste kniber det gevaldigt med.
Jeg har stået med adskillelige nye medarbejdere i dag, der ikke var gjort udstyr klar til. Jeg har pakket udstyr og slæbt på store paller. Jeg har måttet beklage i mange mange mails, at vi er håbløst bagud.
Tirsdag har i det hele taget været brandslukning, uvant arbejde og mine tænder er bidt hårdere og hårdere sammen som dagen er skredet frem.
Og så ligger mit objektiv f…… også fortsat i Taulov.
Det bliver en sur smiley herfra!
-
Singlelivets lyksaligheder
Se positivt på det Frk. Bech…
Jeg kan træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, undgå ligegyldige diskussioner om ligegyldige ting, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil – når jeg vil.
Og når det kommer til stykket handler det måske ikke så meget om ham… jeg savner måske bare, at falde i søvn i nogens arme!
-
Hvor mange gange skal vi nu sove..?
Nu må den påske gerne snart være slut… mit objektiv ligger fortsat i Taulov og har ikke rokket sig ud af flækken i dagevis.
Jeg er ikke noget tålmodigt menneske og efter at have måttet vente 1½ måned på overhovedet at kunne købe det, så havde jeg altså godt gidet, at de havde været noget hurtigere i Virum.
Ventetiden er snart ovre og jeg skal kun sove to gange.
Påskedag er brugt i haven.
Jeg har sat georgineknolde, sået valmuer fra Anne-Mette’s have og stokroser fra Thereses. Jeg har klippet stauder ned og fundet krukkerne frem fra gemmerne. Jeg har ryddet op, fjernet svalderkål i rabarberbedet, kørt affald på genbrugspladsen og hentet kompost til til gødning af højbedene.
Det ville ha’ pyntet med en tur med plæneklipperen – men de ‘kloge’ siger, at man skal vente til græsset har en vis længde. Så det gør jeg – og sætter i stedet en snor på Lillebror og traver den lange tur ud af Aalborgvej.
-
Langfredagmorgen
Mit nye objektiv ligger og glaner nede i Taulov, og jeg må vist desværre væbne mig med tålmodighed til på tirsdag før det dukker op i Hals. Jeg skal nok ikke regne med, at der sker noget i Post Danmark i morgen.
Imens er mobilen i brug og her er hvad den så denne morgen på Nordmandshage.
Der var ganske vidunderligt derude – koldt, men vindstille.
Det nyvaskede sengetøj er hængt ud på tørresnoren i haven. Lillebror har kastet sig over et ben og selv sidder jeg i døråbningen med kaffen og surfer efter georginer og pæoner til haven.
Jeg vil have blomster i år. Mange blomster. Højbedene skal bugne, så jeg kan plukke og fylde vaser med buketter sommeren igennem.