• Et øjeblik...

    Jeg mødte ikke nogen, jeg kendte..

    Da jeg forlod jobbet var det under en kulsort himmel, som truende kom ind fra vest.

    Jeg tænker, at var det, der fik mig til at trække i gummistøvlerne og regnjakken da jeg kom hjem… uden først at stikke fingeren i jorden og kigge ud inden vi kørte mod stranden.

    Støvlerne og jakken var en smule overkill og jeg følte mig da også lidt malplaceret imellem strandgæsterne, som var iført shorts og badetøj… men var egentlig mest glad for, at de ikke også kunne se, at jeg havde uldne sokker på nede i støvlerne.

  • Et øjeblik...

    Mandagsfri.. den sidste i år!

    Mens andre i disse dage vender retur fra deres sommerferie, er jeg begyndt på den sidste nedtælling til min.

    Torsdag er sidste arbejdsdag og herefter venter lange skønne feriedage. Til min store fornøjelse kan jeg se, at vejrprognosen siger sommerligt fra den kommende weekend… der ligger en del planer i den første uge og det er trods alt sjovere at være ude i tørvejr.

    Den sidste mandagsfridag, en grå og småvåd en af slagsen, er bl.a. brugt til dyrlægebesøg.

    IMG_1630

    Lillebror var indkaldt til sin årlige vaccination og 5000 km eftersyn.

    Er der noget han hader, så er det at blive pillet ved. Og 66 kg muskelbundt, der hader den slags, er ikke helt nem at have med at gøre. Heller ikke selvom vi var tre til at holde. Vi kunne derfor sagtens blive enige om, at det er godt han er så mild og blid, for han blev stukket, fik renset ører og klippet negle… og hans eneste reaktion var, at smide nærmest al pelsen (overdrivelse fremmer forståelsen) midt i konsultationen.

    Udover lidt øresnask og en masse løst hår, gik han glat gennem årets syn.

    IMG_1634

  • Et øjeblik...

    Tour de Vendsyssel

    Jeg bliver lidt som en løve i et bur, når regnen som i går siler ned fra morgen til aften. Selvom jeg sagtens kan finde på noget at lave indendørs også, så er mit velbefindende temmelig afhængig af at kunne komme ud.

    Vi tog revance i dag med en lang tur rundt i det nordjyske.

    IMG_1609

    Vi gik bl.a. tur omkring Øster Mølle sø og som altid, når jeg er på de kanter kiggede jeg ind til Jens.

    IMG_1606

    Det er mere end tre år siden Jens døde. Det er stadig svært at forstå.

    Jeg sender ham ofte en varm tanke og savner, at vende verdens små og store spørgsmål med ham. Han formåede altid, at sige det jeg havde brug for at høre og ikke det, jeg gerne ville høre… så når jeg nu er fanget mellem: “jeg vil virkelig gerne snakke med dig” og “jeg skal seriøst indse, hvad jeg er værd og se at komme videre“, så ved jeg jo egentlig godt, hvad Jens ville sige.

    Jeg havde fået et verbalt spark over skinnebenet.

    Hårdt.

    Sådan var han. Kontant og hudløs ærlig. Nogen brød sig bestemt ikke om det, men jeg er fan af mennesker, der toner rent flag!

  • Et øjeblik...

    Lyden af en sur gammel stodder

    Ove-udklipOve er nioghalvtreds år gammel. Han kører Saab. Han er typen, der peger på folk, han ikke bryder sig om, lidt som var de indbrudstyve og Oves pegefinger en politilommelygte. Han står foran disken i en af den slags butikker, som folk med japanske biler begiver sig hen i for at købe hvide ledninger. Ove iagttager ekspedienten en rum tid, før han vifter ad ham med en mellemstor hvid æske.
    “Jaså! Er det her sådan en af de dersens Ajpads?” forlanger Ove at få at vide.
    Ekspedienten, en ung mand med et etcifret BMI, ser utilpas ud. Kæmper helt tydeligt imod trangen til prompte at tage æsken fra Ove.
    “Ja, netop. En iPad.

    Sådan indledes historien om Ove.

    Jeg har kastet mig over lydbøger adskillige gange.

    Med skiftende held. Eller – må jeg hellere sige – uden held. Jeg tror ikke, at det er lykkedes mig, at høre en eneste færdig.

    Jeg har svært ved at holde fokus… tankerne vandrer og jeg mister for meget af handlingen. Derudover har jeg været voldsomt generet af flere af oplæserne. Det er meget muligt, at de er skuespilleruddannede, men det forandrer ikke på at faktum, at der findes stemmer, som jeg bare ikke kan holde ud at høre på.

    En mand der hedder Ove‘ fik en chance og jeg har nu erfaret, at det fungerer perfekt at lytte men jeg kører bil. Her er fokus rettet mod det der sker på vejen og jeg henfalder ikke i dagdrømmerier. Turen mellem Hals og Aalborg føles nu nærmest alt for kort.

    Den novemberdag, hvor temperamentsfulde persiske Parvaneh og hendes lange, milde mand baglæns parallelparkerer oven i Oves postkasse, bliver begyndelsen på en morsom og rørende fortælling. Om værdien af kvalitetsværktøj og uventet venskab, om selvmordsforsøg og gammel kærlighed, herreløse katte og kunsten at bakke med en anhænger. Og som kommer til at forandre en mand og en hel boligforening.

    Oplæst af: Thomas Gulstad – fed stemme og fed historie.

  • Et øjeblik...

    Regnvejrslørdag

    Klokken 6:45 faldt de første dråber på tagvinduet over min seng. Jeg lå og blæste lidt bobler under dynen og havde akkurat nået at glædet mig over, at jeg vist godt kunne nå en morgentur med Lillebror i tørvejr.

    Det kunne jeg så ikke!

    IMG_1591

    Det bliver heldagsregn. Siger de. Jeg tror på dem. Det er nødvendigt at tænde lys. Hvornår har en sommermorgen nogensinde været til stearinlyshygge? Hrmpff.

    Skal vi ikke sige, at de næste dages regn og blæst så bliver det sidste inden efteråret, og når min ferie starter på torsdag, kommer den sommer alle sukker efter?

    Nåmen man kan vel lige så godt få noget godt ud af det. Jeg tænker formiddagen skal fyldes med alle de praktiske ting, som ikke fikser sig selv, så jeg bagefter med god samvittighed, kan sætte mig i sofaen og se den sidste etape i Touren.

    Måske skal jeg prøve at lave min første Pavola til kaffen.

    Og så er der nu en dag mindre til sommerferie (-:

  • Et øjeblik...

    Hvor mange dage skal vi nu sove?

    5dageNedtællingen til årets sommerferie er startet.

    Fem arbejdsdage tilbage.

    Ikke at det er nogen plage at arbejde i sommerperioden.

    Vi er kun nogle ganske få på job, arbejdsopgaverne er begrænsede og vi nyder at der for en gangs skyld er god tid til kaffe, hyggesnak og Tour de France.

    Arbejdsdagene forkortes… klokken er ikke mere end to når jeg logge af og kører mod øst og med mandagsfri hele juli er sommeren på den måde forlænget og en slags nedtrapning til den ‘rigtige‘ ferie.

    Kalenderens sider er ved at være fyldt med de ting, jeg gerne vil.

    Resten lades stå blanke til spontane indfald og rum til bare til at være.

  • Et øjeblik...

    Fifty Shades of Grey

    I weekenden var det min tur til at se Fifty Shades of Grey.

    Jeg vandt første bog i en Give Away ovre hos Erika og skal blankt erkende, at jeg kun har læst dét ene bind.

    Ikke fordi jeg ikke var godt underholdt, for det var jeg og havde sikkert også blussende kinder, men nu havde vi li’som fået pointeret det afhængighedsforhold, der er mellem Anastasia og Mr. Grey og selvom sexbeskrivelserne er i særklasse, så er der alligevel grænser for, hvor mange måder man kan binde et slips.

    Der er ikke meget at sige om filmen… den er bare for pæn og fesen til, at noget rykkede i min libido.

    Men der er sikkert grænser for, hvad man kan byde folk i den pæne biograf.

  • Et øjeblik...

    Tankernes himmelflugt

    Det er en af de dage, hvor min koncentrationsevne er fuldstændig blæst væk i vinden.

    Tankerne flyver rundt og finder ikke fodfæste nogen steder.

    Jeg var så glad da (…) og jeg for en månedstid siden genoptog kontakten. Det varede ikke så længe. Hverken glæden eller kontakten. Det er som om jeg hele tiden skal være en anden end den jeg er. Og det dur bare ikke for mig. Jeg vil ikke analyseres, stemples og stoppes i en eller anden kasse – ‘samlivsskadet’, styret af mine følelser, irrationel eller hvad pokker det nu er jeg ‘fejler’!

    Jeg vil egentlig bare gerne holdes af… præcis for den jeg er!

    IMG_1490

    Vi spenderede et par timer i skoven og mens Lillebror tossede rundt og undersøgte skovens dufte kunne jeg sidde og fundere lidt over hvad der egentlig gik galt? Engang mindede det om noget, der kunne være blevet til noget. Nu er vi nærmest som fremmede.

    Der er så meget jeg ikke forstår… og det skal jeg såmænd nok heller ikke, men derfor kan jeg jo godt undres… for hvad fanden handlede det så egentlig om?

    IMG_1509

  • Et øjeblik...

    Trekantskoven

    Trekantskoven er en 80 tdr. land stor uindhegnet hundeskov lige nord for Hals.

    Det er ikke et sted vi har brugt meget, men i dag havde jeg lyst til en tur i skoven.

    Her er virkelig dejligt… skyggefuldt og stille. Udover fuglesang og vindens susen i de høje træer, høres ikke en lyd… altså hvis Lillebror et kort øjeblik lukker munden!

    Det meste af skoven består af fyrretræer, som ofte ses herude ved den lidt barske kyst, i skovbunden gror blåbær, tyttebær og bregner tæt og stierne er sandende og viser tydeligt, at det er en klitplantage vi går i.

    IMG_1467

    Der er tre ruter man kan gå – rød gul og grøn – Lillebror og jeg tog den røde, som er den længste. Ruterne er klart afmærket og uden afstikkere tog den ca 40 minutter i jævnt gå tempo.

    Ud fra de afmærkede ruter går adskillige stier ind i skoven, men trods min veludviklede stedsans *host* holdt vi os på den afmærkede sti.

    Tidligt lørdag morgen havde vi de 80 tdr. land for os selv – det vil vi ikke klage over!