-
Hvorfor egentlig..?
Ikke for at træde i det , men om jeg begriber hvorfor der ikke sidder en sød mand ved det bord allerede!
Sådan skrev PE til mig, da han så mit weekend setup.
Ja, hvorfor er der ikke det, Mette?
Svaret er vel ganske enkelt, at jeg bare ikke mødt ham, jeg ikke kan leve uden og som ikke kan leve uden mig. Der har været ‘nogen‘ – men altid med en eller anden bagage, som gjorde at forholdet var dødsdømt på forhånd.
Og så har jeg vel fundet en styrke, glæde og ro i at være boss i mit eget liv, som giver mig smil i stemmen og fred i hjertet – og som gør, at ‘han’ skal være fucking awesome for at blive en del af det 🙂
-
Tænder du grillen?
Ja da… grill og rosé på terrassen i godt selskab, hvem siger dog nej til det?
Og sådan blev en fredag aften en helt anden end forventet.
På den gode måde.
Fredag aften er nu blevet til en langsommelig lørdag morgen i bløde bukser, Mads og Monopolet i min radio og med en lækker brunch ventende på havebordet.
Nybagte crossianter, skramleæg og bacon, pandekager med himmelsk ahornsmør, græsk yoghurt med honningsyltede nødder, friskpresset juice… bare for at nævne lidt af hvad der venter.
Det bliver en aldeles fremragende weekend!
-
Stille dage
Da vækkeuret begyndte sin insisterende bimlen kl. 5, gik der et øjeblik, før det gik op for mig, at det faktisk var job sirenen der lød. Jeg har ikke vænnet mig til hverdagen endnu.
I går blev træls. Klokken var ikke mange da der løb en besked ind fra en kollega i Odense. Der var fyringer i luften. Ti kolleger måtte de/vi sige farvel til. Det ødelagde det gode humør hos de fleste.
Også i dag var stemningen mat. Dagen derpå mat. Jeg tilbragte et par tiltrængte timer i min egne lille verden. Med hørebøffer på, 2½ times uafbrudt koncert med Allan Olsen på YouTube og lidt smalltalk med P på Messenger gjorde, at dagen alligevel blev okay og arbejdet forholdsvist let flød gennem fingrene.
Sommerfuglebusken har ikke fået sit navn uden grund. Admiralerne besøger blomsterne i et meget stort antal lige nu og tanker nektar før deres lange rejse. I september flyver de sydpå ligesom fuglene. Flyveturen til sydeuropa kan tage alt fra få dage til et par uger alt afhængigt af, hvordan vejret er. Her sørger de for den nye generation af admiraler, som lander i Danmark i april-maj næste år. Ringen er sluttet.
Det er ren terapi, at sætte kameraet for øjet og fotografere de smukke skabninger. Arbejdsdagen, fyringerne og den dårlige stemning træder i baggrunden. I hvert fald for en stund.
-
Tilbage på hverdagens spor
I morgen banker hverdagen på efter en ferie, der har været alt det, jeg ønskede mig af den.
Jeg forsøger samle lidt op på alle de praktiske ting, jeg har forsømt de seneste par uger. Vasketøjskurven bugner, jeg har en halv sandstrand på gulvet, hunden trænger til et bad og haven til en overhaling.
Hverdagen betyder også en ændring i min kost, som jeg har udsat alt for længe. Jeg kan ikke finde på flere undskyldninger, så fra i morgen er det igen slut med sløseri, sukker og stivelse i kosten i håb om igen at slippe af med maveflæsket og få en sidegevinst i form af smertefrie i led.
Jeg glæder mig til det daglige samvær med verdens bedste kolleger, til latter og kærlige drillerier, til faglige udfordringer og til den daglige rutine, som jo i bund og grund er den jeg trives allerbedst i.
-
Glæde til højre
Nu bringer jeg dig lige tilbage til din barndom. Du hører radio – vejrudsigt og til slut kommer fiskerimeldingerne “og der er stormvarsel for Humber og Thames og farvandet vest for Hebriderne” og måske også et eller andet ved Doggerbanke…
Sådan begyndte en samtale for nogle aftener siden.
Jeg er heldig, at kende et menneske, som øser ud af det hjertet er fuld af og hvis entusiasme i den grad er smittende. Min verden beriges og mine øjne åbnes for ting, jeg ikke har set før. Jeg elsker det.
Bulbjerg er en 47 meter høj kalkstens klippe og resterne af en stor ø som i stenalderen ragede op over havet. Det er Danmarks eneste fuglefjeld. På de stejle skrænter yngler hvert år flere hundrede par Rider.
Bulbjerg er også omtalt i Allan Olsen’s ‘Seende kærester‘ og det var dén, ovenstående samtale var indledningen til. I dag måtte jeg derud… til Bulbjerget og selv spejde i retning mod Humber og Thames.
Jeg var i nærheden i torsdags da jeg kørte ad dødsruten mod Fjerritslev. Jeg vidste bare ikke, at der var mere at komme efter på den egn.
Der var masser at komme efter: en landsby, der simpelthen hedder ‘Glæde’, en klippe med indgraverede hjerter og navne fra alle de seende kærester, der har besøgt stedet, fuglefjeldet, smukke rullesten og en udsigt, der havde været i verdensklasse, hvis ikke det var fordi at lørdagens vejr ikke var med os. Gråt og vådt var det – ellers skulle man kunne se både Hanstholm og Rubjerg Knude fra toppen.
Jeg gir’ dig min kikkert – dig der er bedst til at se
jeg piller æg og lægger mig ned
og jeg ser dig spejde i retning af Humber og Thames. -
Ad dødsruten
Ja, sådan blev den præsenteret for mig til morgen, da jeg fortalte, at jeg skulle til Fjerritlev. Der er ikke længere meget liv i de små byer og butikkerne er lukkede eller står tomme. Særlig udtalt var det i Arentsminde og Halvrimmen… her var godt nok ikke noget at komme efter. Deraf betegnelsen ‘dødsruten’.
Jeg havde planlagt, at besøge “Jensen antik og secondhandshop”, men da jeg nåede frem var butikken lukket. Lidt en skuffelse, når jeg nu var kørt så langt.
Fjerritlev er ikke så forfærdelig langt fra Vesterhavet og jeg satte kursen yderligere vest på. ‘Klim’ ringede en klokke og jeg mente bestemt, at det måtte være noget med strand og vand. Det var det – men det var også en fyldt parkeringsplads (to biler) så vi kørte i stedet mod Thorup Strand.
Her kom vi lige tids nok til at se HM17 blive hevet op på stranden.
Folk myldrede til for at købte friske hummere direkte fra kutteren. Men ikke mig. Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med sådan en fætter og var nok endt med, at sætte den ud i havet igen.
Ved ishuset sad en gruppe midaldrende mennesker. De havde åbenbart diskuteret, hvad Lillebror var for en. Da jeg gik forbi lød det: “Det er en Broholmer, men den er ikke ægte” – behøver jeg at sige, at jeg vendte på hælen og liiige fik rettet den misforståelse… selvfølgelig med et smil 🙂
Vi kørte samme vej tilbage. I hvert fald et stykke og nu havde genbrugsbiksen så åbent.
Kæmpe lagerhal, men ikke meget at komme efter. Eller det vil sige, at det var der, men ham Jensen vidste også godt, hvad han skulle have for de fine sager. Det mest seværdige var tre fine gamle biler… men sådan en kunne jeg ikke ret godt have med i iGo’en – og hvis jeg spiser flere af de der is fra Ryå kan jeg snart heller ikke selv være der.
Godt hverdagen starter på mandag!
-
Det skulle jo gå galt..
Da Poden og jeg i går morges startede på tur sydover jokede vi med, at med chaufførens stedsans kunne vi havne både i Rom eller Ribe. Helt så galt gik det dog ikke, men på afveje kom vi. Både på ud- og hjemtur.
Co-piloten var ikke til meget nytte (det må ligge i generne)… men vi skulle heldigvis ikke nå noget og kunne derfor bare grine af, at vi måtte køre lidt i ring.
Og det var ikke ligesom i Matador – selvom vi passerede grænsen flere gange indkasserede vi ikke 100 kroner!
Vi havde på forhånd udset os en parkeringsplads vi kender fra tidligere besøg i Flensburg, men da vi kom lidt skævt ind (!!!) endte vi med en parkeringsplads nede ved havnen. Vi havde hævet lidt euro inden vi kørte over grænsen, men automater spytter sedler ud – ikke mønter – og her startede dagens næste problem.
Restauranter og forretninger i umiddelbar nærhed afviste os, før vi overhovedet nåede at åbne munden… på den mest sure måde. Bevares, de havde sikker masser af besøgende der, lige som os, havde brug for at veksle penge – men hvorfor søren så ikke gøre det til noget positivt og sørge for at have vekselpenge nok liggende. Med den attitude de viste os, havde vi da i hvert fald ikke lyst til at lægge en eneste euro i deres forretning.
Efter adskillige afvisninger gik vi ind i en kiosk og købte en sodavand og en pakke tyggegummi – det kunne de i hvert fald ikke nægte os – og fik dermed endelig slået hul på den tyver og dermed mønter til en p-billet.
Mange mange tusinde skridt senere, adskillige euro fattigere men mange oplevelser rigere – vendte vi igen snuden hjemad. Jeg er glad for, at det ikke er mine gamle ben, der skal stå op i Matas hele dagen i dag, men i stedet kan lægge benene op og nyde endnu en feriedag.
Og når jeg skal ud kan jeg jo så iføre mig mine nye ‘velgørenhedssko’ fra Toms… køb et par og Toms giver et par sko til et barn der trænger. Sådan et par var jeg da nødt til at eje 🙂
Fik jeg sagt, at jeg fortsat har ferie og solen skinner? 🙂
-
Før eller siden
Min tålmodighed er ikke stor og jeg synes, at vi bevæger os to skridt frem og et tilbage i noget, der minder om snegletempo.
– men jeg kan vente, tage mig al den tid det ta’r.
JO, jeg kan!
-
Abbey Road og fredagsfest
På anbefaling fra P sad Poden og jeg i aftes bænket ved en gammel vintønde på Café Abbey Road.
Vi havde bestilt wraps med oksekød, økologisk hyldeblomstsaft OG jordbærtærte til dessert. Alt var meget meget lækkert og jeg har ingen problemer med at bringe anbefalingen videre.
Interiøret var noget ud over det sædvanlige og der var nok at se på. Meget var til salg, uden man derfor følte sig hensat i et forretningsvindue. Jeg gad rigtig godt den gule lampe nederst til højre – det ville passe perfekt i mit sofahjørne.
Fredagsfesten i Karolinelund ventede. Barbara Moleko stod på scenen. Hendes fine stemme druknende desværre på de første numre. Det fik de styr på og så kunne vi nyde hendes unikke lyd. Hun shinede dog først (for mig) til allersidst med Anne-Dorte Michelsens ‘Indianer’… men en koncert for en flad 50’er i selskab med mit yndlingsmenneske. Whats not to like?
Duckface – eller hønserøv – foran scenen 🙂 -
One down, one to go
Den første ferieuge er snart lagt bag mig.
Den har været alt det, jeg havde ønsket mig… Tall Ships Races. Sejlture. Koncerter i dejligt selskab. Loppemarked. Fødselsdag. Fotografering. G&T på terrassen. Late-night-talks. Restaurantsbesøg. Strandture. Solskin.
I aften står den på Abbey Road Café og Fredagsfest i Karolinelund. Dansebenene skal luftes sammen med Poden og Barbara Moleko.
God fredag til dig!
