Da jeg i en fjern fortid frekventerede byens diskoteker og værtshuse var ‘Kanal Cafeen‘ ikke et af dem.

Det lå på hjørnet af Østerbro og Kanalstien, lige over for elværket, og tiltrak ludere, lommetyve, grønlændere og andre skumle typer… der stank af øl og kropsvæsker, og hvis gæsterne ikke sov, var de så fulde, at det kunne skræmme enhver ‘pæn’ Vejgård pige fra at nærme sig.

Jeg gik ofte forbi på vej hjem, men det var et af de steder, jeg hastede forbi.

Kanal Cafeen er nu lukket og i dag ligger den italienske restaurant, “CUPO” i lokalerne.

Da jeg var i Karolinelund i lørdags i forbindelse med arrangementet ‘Mød verden’, kunne jeg derfor for første gang slentre hen af Kanalstien og i området deromkring.

Kigget gennem det rødmalede hegn mod Langesgade og Brettevillesgade (øverst) afslører fine velholdte ejendomme og er en ret hyggelig del af Aalborg faktisk.

Skulle jeg engang igen bo i midtbyen, kunne det sagtens være her.

Tæt på centrum.

Tæt på jobbet.

Tæt på Poden.

Tæt Karolinelund, hvor der er mulighed for at få et stykke jord med plads til at dyrke gulerødder og krydderurter.

Tæt på Musikkens Hus, Nordkraft, restauranter og cafeer.

(sig mig engang… hvem er det, jeg er ved at overbevise om fordelene ved at bo i byen?)

Engang rummede Karolinelund byens Tivoli og forlystelsepark. I dag er parken hjemsted for bl.a.  Fredagsfester, som er koncerter med prominente navne og byhaver, hvor byboerne dyrker blomster og grøntsager i kasser, kummer, potter og højbede.

I dag lagde parken hus til arrangementet ‘Mød Verden‘ som har til formål gennem venlighed og tolerance at bygge bro mellem beboerne i Nordjylland uanset hudfarve, religion, indkomst, uddannelse og alder.

Det handlede også om bæredygtighed og genbrug – og da jeg gik hjem var der adskillige, som havde fulgt skiltets opfordringen. Det var ikke tøjindsamling til flygtningen… mere en slags byttebørs.

Også i ‘Mød en flygtning’ teltet var der fyldt op da jeg gik hjem. Jeg er ikke så god til at stikke kameraet op i hovedet på folk, så I må nøjes med den tomme sofa.

De var der i alle aldre. Og alle farver.

Allan Olsen spillede et enkelt nummer ‘Wir will ein Danmark’. AO er ny i min musikalske verden og jeg sætter meget stor pris på hans finurlige tekster. Jeg havde set frem til denne optræden, mit første møde med ham og jeg skal blankt erkende, at jeg blev en smule skuffet.

Ikke over musikken som sådan, men han virkede ret arrogant – ikke et eneste smil nåede ud over scenekanten. Måske havde han en dårlig dag!

I jamteltet var der en anden musikalsk oplevelse at komme efter. Han var spøjse instrumenter lagt frem og det var en  oplevelse at se, hvordan opfordringen til at spille med, blev grebet af de forbipasserende.

Nu er der ikke så meget smil at se hos ovenstående – men ellers var det de helt store smil der var på. Også hos publikum.

I den nyrestaurede mølle, der står i Karolinelund var der en lille foto udstilling fra Syrien. Møllen er restaureret af netop syriske flygtninge og de stod klar og fortalte om de land de har forladt.

Festen fortætter til langt ud på aftenen med stor grillfest.

Det der med fællesspisning passer ikke så godt med min personlighed – så jeg napper aftensmaden herhjemme – men jeg viste, sammen med mange mange andre nordjyder, at danskere også er gæstfrie og imødekommende mennesker.