I firmaets Aalborg afdeling sidder vi på storrumskontor. Det kan give visse gnidninger og derfor er der i hver kontor udnævnt en ‘floormanager’, som er den man går til hvis der er problemer og som er den, der tager de svære samtaler om fx. støjende adfærd. Det er også floormanageren, der bliver indkaldt til møder og skal orientere, hvis der sker flytninger eller andet, der vedrører alle.

Det fungerer rigtig godt.

Jeg var floormanager på vores sidste opholdssted, et kontor med 40 personer – og efter vi sidste år flyttede for os selv beholdt jeg tjansen. Vi er kun 7 + 2 studenter i vores lille afdeling, så opgaven er til at overse.

Mine kolleger har lææænge efterlyst et nyhedsbrev fra deres floormanager… så på utallige opfordringer er nedenstående landet i deres indbakke her til morgen.

Det blev vel modtaget (:

Den lille syregule lampe har mine forældre købt i 1956, da de flyttede til Delfingade i Nyboder og den har siden stået i deres hjem.

Jeg har altid synes, at den var sjov og sagt ‘den vil jeg gerne arve‘.

Det gjorde jeg så sidste weekend. Mine forældre har flyttet rundt og havde ikke længere brug for den.

Nu står den her hos mig, som det lille skæve indslag.

Man kan mene hvad man vil… jeg elsker den og affektionsværdien er høj.

[hdivider type=”single” length=”long”]

Smag kan ikke diskuteres, siger et gammel ordsprog, men det er selvfølgelig noget vrøvl.

Diskutere den kan vi sagtens… enige bliver vi derimod nok ikke… men hvis der er nogen, der finder glæde ved ting, jeg synes er dårlig smag; lamelgardiner, strikkede nisser, Sussie og Leo eller lægeromaner, hvorfor skulle min smag så være bedre end deres?

Det ville i hvert fald være temmelig indbildsk af mig, hvis jeg mente, at jeg havde eneret på definitionen.

I stedet synes jeg vi, at skal glædes over hinandens forskellighed og lysten til at indrette os, se ud, læse, se og høre præcis det vi vil.

Er Sussi & Leo overhovedet dårlig smag? Det vil sikkert komme bag på deres bankrådgiver!

Det ligner ganske grangiveligt en tur til Vesterhavet i morgen.

Med hund og kamera (:

Jeg trænger i den grad til at blive blæst igennem.

Til at råbe igennem.

I privatsfæren er der fuldstændig dødvande, ikke den mindste lille bitte positive vind blæser min vej… og på jobbet tynger alt for mange ting, og giver grobund for manglende søvn, dårligt humør og frustrationer.

I det mindste prøver jeg… både privat og fagligt, men når jeg ikke får en skid respons næsten uanset hvad jeg gør, slipper min tålmodighed op og jeg ender med at stikke lapperne i vejret og give fortabt.

Dér er jeg meget snart nået til!

Da jeg gik med Lillebror til morgen drømte jeg mig en uge tilbage… til sneen og frosten.

For pokker et pisvejr, at være hundeejer i. Ikke bare er det møg træls at gå tur i regnvejr, men han slæber jo også en masse skidt med ind. Også selvom jeg har en stak gamle håndklæder liggende og han får en tur inden han slippes løs indendørs.

Men ud skal vi… uanset vejr og vind!

Jeg meldte mig til sådan en ‘gå udfordring‘ på Facebook, hvor målet er at gå/løbe mindst 60 km i januar. Jeg havde ingen anelse om, hvor meget jeg rent faktisk går, så det har været sjovt, at få sat tal på.

Indtil videre har jeg gået 142,2 km. Uden overhovedet at gøre noget andet end jeg plejer. Og der er fortsat 4 dage tilbage.

Jeg tænker, at jeg sætter baren noget højere for mig selv i februar. Det er gået lidt sport i det.