-
Det er jøvt
Som tidligere nævnt er Allan Olsen sammen med Bob Dylan et nyt musikalsk sværmeri, som P på sin egen og meget insisterende facon har bragt ind i mit liv. Hans entusiasme er smittende og jeg har ikke tal på hvor mange YouTube videoer med de to, jeg har fået tilsendt og set på hans opfordring.
Til jul forærede jeg ham Allan Olsens bog Tilfældigt strejfet. De har meget tilfælles. De er nordjyder med stort N, ordnørder og deres underfundige og underspillede humor minder også om hinanden. Og så svinger de sig ikke op!Da jeg skulle hente Poden i Skåde i sidste uge skulle jeg bruge lidt underholdning til turen og hentede Tilfældigt strejfet som lydbog.
Og underholdt dét har jeg været.
Manden har et stort fortællertalent og bogen er sådan en slags Orla Frøsnapper for voksne. En række herlige hverdagsanekdoter om familien, barndommen, skolen, rejser, den første guitar… fortalt på nordjysk!
Allans Olsens sangtekster har fået en helt anden betydning, nu hvor jeg kender historierne, de er opstået af.
Da jeg landede i carporten i går blev der sat punktum for disse herlige beretninger om bette Al’ns liv i det yderste af kongeriget højt mod nord.
Jeg kunne godt have ønsket mig, at bogen var på 150 kapitler i stedet for 50. Der skulle være en efterfølger i støbeskeen… når han har været på efterårsturne og lavet en plade og … som han siger: nordjyder svinger sig ikke sådan op!
-
Ikke bare gummistøvler
I min verden er der ikke noget, der hedder “bare” gummistøvler.
Jeg færdes ude i al slag vejr og i al slags terræn, så jeg går ikke på kompromis med mit fodtøj.
Jeg har tidligere haft både Ilse Jacobsen og Hunter. Pasformen er helt okay i begge mærker men det er holdbarheden ikke, selvom man betaler en høj pris for støvlerne.
Ilse Jacobsen passer sikkert glimrende til lejlighedsvis at trippe rundt i små vandpytter – men daglige traveture i mosen, ved strande og i skoven… det dur de bare ikke rigtigt til. Snørrehullerne ruster og sammen med de engang hvide snørrebånd, så er de hurtigt færdige med at være pæne.
Mine første Hunter var der slidt hul i bunden af efter et år og de næste var en ren katastrofe. De var fra starten utætte i hælen begge to og blev sendt retur til England og så var jeg færdig med Hunter.Henrik – Lillebrors tidligere ejer – foreslog Aigle eller Le Chameau, som han havde god erfaring med.
Det blev sidstnævnte og selvom det er temmelig dyre støvler, så har de været hver en krone værd.
Hvor mange hundrede kilometer de har gået, tør jeg slet ikke gætte på – men det er mange og der fortsat hundredevis tilbage i dem. Masser af ‘slidbane’ og næsten ingen synlig slid.
Forretningen, jeg købte dem i, har ophørsudsalg og da jeg i dag gik forbi stod der minus 40%.
Det var en fristelse, jeg ikke kunne modstå og selvom de kun var tilbage i den grønne version, så kom de med hjem.
Er der egentlig ikke også sådan lidt Nordjysk landadel over den farve? 🙂
-
Travlhed på hjemmekontoret
Der er blevet langt mellem de sjove opgaver… og så pludselig sidder jeg med flere på samme tid.
Filosoffen har deadline på en eksamensopgave på fredag, så ham var min tid på forhånd lovet væk til. I aftes fik jeg opgaven med at udvælge fotos til hans opgave og i morgen sidder jeg klar med den hvasse pen og en lille håndfuld kommaer.
Ind fra højre kom en opgave både fra bokseklubben og fra en ven, som i maj lægger værtshus til en koncert med ‘Danmarks John‘ – han havde et ønske om at få lavet billetter.
Billetterne er produceret og afleveret – og kan i øvrigt købes på Lygten Bar, Vodskovvej 47, 9310 Vodskov fra i dag den 27.04.2016. Billet pris 150 kr.
Så vidt jeg har hørt, er ‘Danmarks John‘ god for et brag af en fest.
-
Konfirmeret.. mod alle odds!
Jeg har ryddet op i mine fotos og endelig fået taget den backup, som har været på to-do-listen to-tre år (!!!)
363 Gb fotos… det er alligevel en slat.
I blandt dem var mappen med billeder fra Nannas konfirmation.
Den 1. maj er det 8 år siden og det var ikke en konfirmation som hun kom let til.
Ret tidligt i konfirmationsundervisningen fik Nanna brev med hjem fra præsten: hvis ikke hun holdt op med at fjase med Matilde K. ville han ikke konfirmere hende! Det er Matilde K. som hun her er fotograferet sammen med. Om Matilde K. fik samme brev med hjem eller om ‘Gud’ kun holdt øje med min Pode, ved jeg ikke.Ikke lang tid efter blev hele klassens forældre kaldt til krisemøde i sognegården.
Sjovt nok var det en meget velfungerende klasse og ingen lærere har på noget tidspunkt i de 9 år givet udtryk for andet, så vi var som forældre temmelig uforstående overfor alle hans klagepunkter. Efter det møde hørte vi da heller ikke mere til det.
Selvfølgelig skal de opføre sig ordentligt, men den aften viste helt klart, at her var tale om en præst, som ikke evnede at tale med de unge mennesker og gøre undervisningen nærværende og interessant.
Jeg blev skilt i februar samme år og under flytningen forsvandt den bog Nanna havde fået udleveret i forbindelse med undervisningen. Det udløste igen et brev med besked om at konfirmationen var i fare.
Jeg røg lige i blækhuset og forklarede ham – venligt og bestemt – om den store omvæltning Nanna stod midt i og at bortkomsten af en enkelt bog var det mindste af hendes problemer. Nanna fik en ny bog (som jeg betalte) og så hørte vi heller ikke mere til det.
Henimod den store dag havde de fået besked om, at de selv måtte vælge deres konfirmationsord. Eller – viste det sig – de måtte vælge mellem dem han havde udvalgt – så da Nanna gerne ville havde læst det samme, som blev læst til hendes mormors konfirmation, var det også galt…
Det var i det hele taget op ad bakke med den præst og den konfirmation og med Gud – og jeg endte med at blive så vred, at jeg kort efter meldte mig ud af folkekirken!
Pokker stå i det om jeg ville være medlem af en klub, der har ansat sådan en knallert.
-
Søndagsfotojob
Min kollegas datter skulle konfirmeres og jeg havde lovet at komme og fotografere ved kirken.
Da jeg tog færgen mod syd var det i snevejr… ikke akkurat det scenarie man regner med at skulle fotografere en konfirmand i. Sneen blev dog til regnvejr inden jeg nåede Romdrup Kirke og fortsatte indtil det øjeblik kirkedøren gik op og præsten viste sig døren.
Gad godt vide om hun havde det direkte nummer til vejrguderne, for den næste halve time holdt det tørvejr … til glæde for konfirmander, gæster og fotografer.
De mange skyer gav det perfekt fotovejr – ingen hårde solskinsskygger at slås med, kun fint blødt lys.
Konfirmanden var sød, smuk og smilende, så alt i alt var det en nem opgave (:
-
Og så siger man, at kvinder taler meget!
Jeg fik lokket filosoffen med til Vesterhavet og blev opdateret om seneste nyt fra AAB, AAU og alt det andet hans mund flyder over med.
Halvanden time i bil og fem en halv kilometers travetur… kæften stod ikke stille på ham på noget tidspunkt. Jeg kender ingen, der rummer så mange ord og der forventes ikke ret meget andet end, at jeg supplerer med lyttelyde.
Misforstå mig ikke, det er ment på den kærligste måde. Snakken er nemlig altid sjov, interessant eller lærerig… eller alle tre på en gang (:
…
Hjemme igen gik Lillebror død mens jeg slog græs og fyldte fem store sække med mos.
Jeg tænker, at energien rækker til at rejse sig op og spise.
Både hans og min.
-
Vi har fri, sagde jeg!
Jeg må have glemt at informere Lillebror om, at det er Bededag i dag, for klokken var ikke mere end 5:30, da han synes, at vi skulle stå op.
Alle mine forsøg på at ignorere ham mislykkedes.
Han må have en meget præcist indbygget fornemmelse for, hvornår dagen plejer at starte. Selvom jeg glemmer at sætte vækkeuret på en hverdag, skal han nok sørge for at få mig op til tiden.
I dag var så en af de dage, hvor han ikke havde behøvet at vække mig… på den anden side så har jeg luftet dyret, været til træning og fyldt tørresnore med nyvasket tøj… og klokken er ikke engang 9!
Og gæt så lige hvem, der snorker lystigt henne i Biabeden?
Solen skinner smukt over det nordjyske og jeg overvejer, om vi skal køre en tur til Vesterhavet ELLER om jeg skal få ordnet haven.
Jeg napper lige en kop kaffe mere, mens jeg træffer fredagens vigtigste beslutning (:
Glædelig Bededag til dig.
-
Det endte med vilde heste og vildsvin
Iflg. Danmarks Statistik er der 2354 folkekirker i Danmark.
I dag skulle jeg fotografere en konfirmand i en af dem og mens jeg ventede udenfor funderede jeg over, hvordan det kan være rentabelt at holde liv i sådan en lille landsby kirke.
Enhver lille snoldet by har en kirke… med præst, kirketjerner og udgifter til vedligeholdelse. I følge Danmarks statistik brugte den danske Folkekirke i 2014 7,85 milliarder på at drive og vedligeholde kirkerne – hovedsageligt på lønninger, der udgjorde 56 procent af det samlede forbrug.
Desværre siger Danmarks Statistik ikke noget om antal besøgende, men jeg tvivler på, at der er ret mange af de 4.387.571 danskere, der betaler kirkeskat, som rent faktisk bruger kirken aktivt.
Jeg tænker, at de mange penge måske kunne bruges på noget, der kunne være til gavn og glæde for mange flere.
Bare en tanke…
Nåmen efter fotograferingen lagde jeg vejen omkring Lille Vildmose.
Jeg havde lidt håbet, at få et glimt af de fem udsatte elge, men i stedet så jeg et enkelt vildsvin liste af sted da vi kom og en flok vilde heste, der lige havde fået frisk forsyning af hø.
Jeg så også en kæmpe rovfugl svævende over Toftesø – desværre langt udenfor mit objektivs rækkevidde – men den var STOR og satte alle mosens småfugle i højeste alarmberedskab.
Det blev til omkring 10 km rundt i området – ikke allesammen helt planlagte – men vi fandt, trods et par svinkeærinder, iGo igen og kunne tage færgen retur til Solsiden.
Næste søndag står den også på konfirmandfotografering i en af de små kirker: Romdrup Kirke ved Klarup.
-
Dagen derpå
Ti personer til cacao, boller og Pavlova, og tre til stegt flæsk og persillesovs… jeg er pænt tilfreds med at have en opvaskemaskine. Den sidste oprydning er klaret her til morgen og opvaskemaskinen kører med sidste hold service.
Fødselsdagsbarnet var glad og tilfreds med gæster, gaver og forplejning.
I aften holder hun fødselsdag for sine venner og det er helt sikkert ikke cacao, der er i glassene (:
Lillebror synes, at det er en fest at have gæster og da hans yndling menneske, Jesper K., kom senere og delte biabed’en med ham var han i sit es.
I dag er her kun Lillebor og jeg… det øsregner og vi skal absolut ingenting.
I N G E N T I N G, sagde jeg!
God lørdag til jer.
-
Det er skønt at være mor til en Matas elev
Der er langt mere fryns ved at være Matas elev end jeg på nogen måde havde forestillet mig.
Og når det regner på præsten drypper det som bekendt på degnen.
Jeg har produkter på hylden – i mærker og i mængder – som langt overstiger hvad jeg nogensinde selv ville have investeret i.
Hvor meget effekt de forskellige produkter har, skal jeg ikke gør mig klog på… men når de nu, sådan uden videre, falder ned i min turban, så skal man da være et skarn, hvis ikke man giver dem en chance. Og så er det da enormt velgørende at skrubbe, rense og fugte krop og ansigt med disse super lækre sager.
Jeg er blevet særligt glad for produkterne fra Beauté Pacifique og har efterhånden en pakke, der dækker hudplejen 24-7. Emballagen er ikke spændende, men det er indholdet til gengæld.
Og så er det dansk… ja, jysk faktisk.
(dette indlæg er ikke på nogen måde sponsoreret)
