-
Helligdag og solskin forude
Tak Jesus for at genopstå, så vi kan holde fri i morgen (hørt på Godmorgen P3)
Og det gælder alle.
Også agnostikere som mig, mine hindu kolleger og iraneren over i kiosken… sådan er kristendommen ret generøs og gør ingen forskel uanset hvilken tro man bekender sig til (:
Rigtig mange holder sikkert også fri fredag. Klämdag som svenskerne kalder den. Men ikke jeg. Jeg har en del ærinder i Aalborg fredag over middag og kan derfor lige så godt tage nogle timer på jobbet også og spare den fridag.
De lover det mest fantastisk vejr hen over weekenden. Holder deres prognose tror jeg på, at æbletræets fine blomster meget snart folder sig ud. Sidste år var der masser af blomster, men af uvist hvilken årsag så udviklede de sig ikke til æbler. Måske er jeg heldigere i år.
-
Smilet kommer helt af sig selv
Nordmandshage på den første dag i maj.
Jeg har ladet mig fortælle, at måger, som de eneste fugle, flyver fordi de synes, at det er sjovt. Når man ligger der på stranden og betragter en flok på himlen, ser der unægtelig ud til at være hold i den påstand.
Det gav sol på næsen og rum til at tænke mange tanker… særligt om venskaber. Nære venskaber.
Noget nager mig.
Er du introvert, kender du sikkert til at have få, men tætte venner. Jeg har de seneste par år desværre mistet et par stykker og med kun en lille håndfuld er det et stort tab. Det har åbnet for nye bekendtskaber. Bekendtskaber som jeg har håbet, ville føre den fortrolighed med sig, som er nødvendig for mig, før jeg kan kalde det et venskab.
Jeg har sådan en forestilling om, at i relationer mellem mennesker – uanset hvilken karakter denne relation har – kræves et gensidigt ønske om og lyst til kontakt… ellers virker det ikke rigtig for mig.
Og det er der ikke rigtig her.
Desværre.
Lillebror er utålmodig. Jeg rejser mig, børster sandet og tankerne af mig og traver videre ud mod Salt & Peber.
Jeg rammes af udsigten og stilheden.
Og smilet kommer helt af sig selv.
-
Trendplante numero uno
Først var der spøgelsestræet, så kom Pilea, figentræet og Monstera Deliciosa.
Jow jow, der er skam også mode i planter.
Lige nu trender kaktus for vildt og lur mig om ikke eukalyptus er det næste, vi får at se på hvert andet billede blandt de hippe bolig instagrammere. Den er i hvert fald så småt begyndt at dukke op.
Jeg er ikke hip – vel nærmere sådan græsk-katolsk – så jeg nøjedes med en buket eukalyptus grene, som jeg kunne sætte i min store Hammershøi vase. Den kræver sin blomst og en buket tulipaner ville drukne i den store vase.
Jeg har haft masser af jord under neglene i dag.
Mit fine cedertræ var, efter flere år i samme potte, ved at miste pusten. Jeg faldt over en stor fin krukke i ILVA, som kun rumme det og da der var samtidig var 25% på alt i butikken, var betænkningen ikke så stor. Om den livsforlængende behandling er sat ind tidligt nok vil vise sig hen over sommeren.
Flere andre planter fik en ompotning ved samme lejlighed… selv om de for de fleste vedkommende er ‘so last year’ 🙂
-
Det er jøvt
Som tidligere nævnt er Allan Olsen sammen med Bob Dylan et nyt musikalsk sværmeri, som P på sin egen og meget insisterende facon har bragt ind i mit liv. Hans entusiasme er smittende og jeg har ikke tal på hvor mange YouTube videoer med de to, jeg har fået tilsendt og set på hans opfordring.
Til jul forærede jeg ham Allan Olsens bog Tilfældigt strejfet. De har meget tilfælles. De er nordjyder med stort N, ordnørder og deres underfundige og underspillede humor minder også om hinanden. Og så svinger de sig ikke op!Da jeg skulle hente Poden i Skåde i sidste uge skulle jeg bruge lidt underholdning til turen og hentede Tilfældigt strejfet som lydbog.
Og underholdt dét har jeg været.
Manden har et stort fortællertalent og bogen er sådan en slags Orla Frøsnapper for voksne. En række herlige hverdagsanekdoter om familien, barndommen, skolen, rejser, den første guitar… fortalt på nordjysk!
Allans Olsens sangtekster har fået en helt anden betydning, nu hvor jeg kender historierne, de er opstået af.
Da jeg landede i carporten i går blev der sat punktum for disse herlige beretninger om bette Al’ns liv i det yderste af kongeriget højt mod nord.
Jeg kunne godt have ønsket mig, at bogen var på 150 kapitler i stedet for 50. Der skulle være en efterfølger i støbeskeen… når han har været på efterårsturne og lavet en plade og … som han siger: nordjyder svinger sig ikke sådan op!
-
Ikke bare gummistøvler
I min verden er der ikke noget, der hedder “bare” gummistøvler.
Jeg færdes ude i al slag vejr og i al slags terræn, så jeg går ikke på kompromis med mit fodtøj.
Jeg har tidligere haft både Ilse Jacobsen og Hunter. Pasformen er helt okay i begge mærker men det er holdbarheden ikke, selvom man betaler en høj pris for støvlerne.
Ilse Jacobsen passer sikkert glimrende til lejlighedsvis at trippe rundt i små vandpytter – men daglige traveture i mosen, ved strande og i skoven… det dur de bare ikke rigtigt til. Snørrehullerne ruster og sammen med de engang hvide snørrebånd, så er de hurtigt færdige med at være pæne.
Mine første Hunter var der slidt hul i bunden af efter et år og de næste var en ren katastrofe. De var fra starten utætte i hælen begge to og blev sendt retur til England og så var jeg færdig med Hunter.Henrik – Lillebrors tidligere ejer – foreslog Aigle eller Le Chameau, som han havde god erfaring med.
Det blev sidstnævnte og selvom det er temmelig dyre støvler, så har de været hver en krone værd.
Hvor mange hundrede kilometer de har gået, tør jeg slet ikke gætte på – men det er mange og der fortsat hundredevis tilbage i dem. Masser af ‘slidbane’ og næsten ingen synlig slid.
Forretningen, jeg købte dem i, har ophørsudsalg og da jeg i dag gik forbi stod der minus 40%.
Det var en fristelse, jeg ikke kunne modstå og selvom de kun var tilbage i den grønne version, så kom de med hjem.
Er der egentlig ikke også sådan lidt Nordjysk landadel over den farve? 🙂
-
Travlhed på hjemmekontoret
Der er blevet langt mellem de sjove opgaver… og så pludselig sidder jeg med flere på samme tid.
Filosoffen har deadline på en eksamensopgave på fredag, så ham var min tid på forhånd lovet væk til. I aftes fik jeg opgaven med at udvælge fotos til hans opgave og i morgen sidder jeg klar med den hvasse pen og en lille håndfuld kommaer.
Ind fra højre kom en opgave både fra bokseklubben og fra en ven, som i maj lægger værtshus til en koncert med ‘Danmarks John‘ – han havde et ønske om at få lavet billetter.
Billetterne er produceret og afleveret – og kan i øvrigt købes på Lygten Bar, Vodskovvej 47, 9310 Vodskov fra i dag den 27.04.2016. Billet pris 150 kr.
Så vidt jeg har hørt, er ‘Danmarks John‘ god for et brag af en fest.
-
Konfirmeret.. mod alle odds!
Jeg har ryddet op i mine fotos og endelig fået taget den backup, som har været på to-do-listen to-tre år (!!!)
363 Gb fotos… det er alligevel en slat.
I blandt dem var mappen med billeder fra Nannas konfirmation.
Den 1. maj er det 8 år siden og det var ikke en konfirmation som hun kom let til.
Ret tidligt i konfirmationsundervisningen fik Nanna brev med hjem fra præsten: hvis ikke hun holdt op med at fjase med Matilde K. ville han ikke konfirmere hende! Det er Matilde K. som hun her er fotograferet sammen med. Om Matilde K. fik samme brev med hjem eller om ‘Gud’ kun holdt øje med min Pode, ved jeg ikke.Ikke lang tid efter blev hele klassens forældre kaldt til krisemøde i sognegården.
Sjovt nok var det en meget velfungerende klasse og ingen lærere har på noget tidspunkt i de 9 år givet udtryk for andet, så vi var som forældre temmelig uforstående overfor alle hans klagepunkter. Efter det møde hørte vi da heller ikke mere til det.
Selvfølgelig skal de opføre sig ordentligt, men den aften viste helt klart, at her var tale om en præst, som ikke evnede at tale med de unge mennesker og gøre undervisningen nærværende og interessant.
Jeg blev skilt i februar samme år og under flytningen forsvandt den bog Nanna havde fået udleveret i forbindelse med undervisningen. Det udløste igen et brev med besked om at konfirmationen var i fare.
Jeg røg lige i blækhuset og forklarede ham – venligt og bestemt – om den store omvæltning Nanna stod midt i og at bortkomsten af en enkelt bog var det mindste af hendes problemer. Nanna fik en ny bog (som jeg betalte) og så hørte vi heller ikke mere til det.
Henimod den store dag havde de fået besked om, at de selv måtte vælge deres konfirmationsord. Eller – viste det sig – de måtte vælge mellem dem han havde udvalgt – så da Nanna gerne ville havde læst det samme, som blev læst til hendes mormors konfirmation, var det også galt…
Det var i det hele taget op ad bakke med den præst og den konfirmation og med Gud – og jeg endte med at blive så vred, at jeg kort efter meldte mig ud af folkekirken!
Pokker stå i det om jeg ville være medlem af en klub, der har ansat sådan en knallert.
-
Søndagsfotojob
Min kollegas datter skulle konfirmeres og jeg havde lovet at komme og fotografere ved kirken.
Da jeg tog færgen mod syd var det i snevejr… ikke akkurat det scenarie man regner med at skulle fotografere en konfirmand i. Sneen blev dog til regnvejr inden jeg nåede Romdrup Kirke og fortsatte indtil det øjeblik kirkedøren gik op og præsten viste sig døren.
Gad godt vide om hun havde det direkte nummer til vejrguderne, for den næste halve time holdt det tørvejr … til glæde for konfirmander, gæster og fotografer.
De mange skyer gav det perfekt fotovejr – ingen hårde solskinsskygger at slås med, kun fint blødt lys.
Konfirmanden var sød, smuk og smilende, så alt i alt var det en nem opgave (:
-
Og så siger man, at kvinder taler meget!
Jeg fik lokket filosoffen med til Vesterhavet og blev opdateret om seneste nyt fra AAB, AAU og alt det andet hans mund flyder over med.
Halvanden time i bil og fem en halv kilometers travetur… kæften stod ikke stille på ham på noget tidspunkt. Jeg kender ingen, der rummer så mange ord og der forventes ikke ret meget andet end, at jeg supplerer med lyttelyde.
Misforstå mig ikke, det er ment på den kærligste måde. Snakken er nemlig altid sjov, interessant eller lærerig… eller alle tre på en gang (:
…
Hjemme igen gik Lillebror død mens jeg slog græs og fyldte fem store sække med mos.
Jeg tænker, at energien rækker til at rejse sig op og spise.
Både hans og min.
-
Vi har fri, sagde jeg!
Jeg må have glemt at informere Lillebror om, at det er Bededag i dag, for klokken var ikke mere end 5:30, da han synes, at vi skulle stå op.
Alle mine forsøg på at ignorere ham mislykkedes.
Han må have en meget præcist indbygget fornemmelse for, hvornår dagen plejer at starte. Selvom jeg glemmer at sætte vækkeuret på en hverdag, skal han nok sørge for at få mig op til tiden.
I dag var så en af de dage, hvor han ikke havde behøvet at vække mig… på den anden side så har jeg luftet dyret, været til træning og fyldt tørresnore med nyvasket tøj… og klokken er ikke engang 9!
Og gæt så lige hvem, der snorker lystigt henne i Biabeden?
Solen skinner smukt over det nordjyske og jeg overvejer, om vi skal køre en tur til Vesterhavet ELLER om jeg skal få ordnet haven.
Jeg napper lige en kop kaffe mere, mens jeg træffer fredagens vigtigste beslutning (:
Glædelig Bededag til dig.
