-
Sankte Hans, Sankte Hans!
Regnen pisser ned over Nordjylland i lårfede stråler og den eneste ild jeg får at se denne Sankt Hans aften er den, jeg tænder i stumpestagen.
Det passer mig ret glimrende.
Naboen holdt studenter-have-fest i aftes/nat og selvom jeg – bogstaveligt talt – kan vende det døve øre til, så blev klokken alligevel et par timer efter midnat før jeg sov og med et vækkeur, der ringer kl. 05:00 var det ikke mange timers søvn jeg fik.
• • •
På jobbet er det tid til både ‘farvel’ og ‘god ferie’.
Vi siger farvel til vores ene studentermedhjælper, som i forgårs blev færdig som radiograf og til en kollega, som jeg har arbejdet sammen med i mange mange år. Han er for nylig blevet afskediget, men har været heldig at få nyt job og har derfor meget snart sidste arbejdsdag.
‘God ferie‘ ønskes til de, der har valgt at lægge ferien allerede nu.
Min ferie starter 4. juli, som er min første mandagsfridag af fem. I umiddelbar forlængelse heraf – engang i august – ligger mine 2 ugers sommerferie.
Altså same procedure as last year 🙂
Mandagene er forhåndsbooket og i kalenderen står: Lufte P mellem Rødhus og Blokhus. Vi tager også Lillebror med.
Jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre måde at spendere mine mandag formiddage på.
-
Forløsning
Det har ulmet længe. Rygter har der været mange af og i går blev vi så indkaldt til møde med ganske kort varsel.
Elleve kolleger plus en chef er ‘solgt’ fra til en anden afdeling pr. første juli og efterlader en lang række halvfærdige projekter, som vi der er tilbage, nu skal forsøge at lande sikkert.
Det er ikke kolleger jeg har tæt på, men chefen var ham der i sin tid gav mig det job, jeg sidder i nu. En skide rar og særdeles kompetent fyr, som nu skal erstattes af (endnu) en leder uden kendskab til firmaet og forretningen.
Vi forstår ingenting, men der er ingen, der spørger os.
Det meste af onsdagen er brugt på at lande og fordøje tirsdagens udmelding. Snakke på tværs af landet og forsøge at samle op på alle de opgaver, der nu skal fordeles andre steder.
På positiv siden er ‘spændingen’ nu udløst, der skete ingen fyringer, som følge af organisationsjusteringen og vi kan forhåbentlig holde sommerferie uden mere uro.
Heldigvis kan jeg tage hjem, pakke Lillebror, køre ud og trave langs vandet, sparke til en pind og råbe RØV… og det har jeg benyttet mig af (:
-
Du skal ikke ville det hele
Hverdagene trækker tænder ud. Der er 117 ting, jeg skal nå. Småting – mange småting – som for mig løber sammen i en pærevælling og bliver en uoverskuelig bunke.
På sådan en tirsdag morgen lige inden sommerferien banker på, sidder jeg sidder lidt forpustet og minder mig selv om, at det er helt ok at tage én ting af gangen, ikke at nå det hele og at vælge fra for at kunne vælge nuet til…
Du skal ikke ville det hele.
Du er kun en enkelt del.
Du ejer en verden i verden.
Dén skal du gøre hel.
Een eneste vej skal du vælge,
og være identisk med dén.
De andre veje må vente.
Vi kommer altid igen.Du skal ikke spare din møje.
Men ofre den nu og her.
Det er netop endeligheden
som gør det det altsammen værd.
Det er dette Nu du skal være,
skal virke og gi dig hen.
Dét er uendeligheden.
Vi kommer aldrig igen.Piet Hein
-
Det gælder æren og håneretten
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ææælsker at se Tour de France. Ikke mindst fordi TDF i efterhånden mange år også har betydet 3 ugers herlig sommerleg kolleger imellem. Vi har hvert vores managerhold og konkurrerer, håner, hoverer, mobber… og har det overordentligt fornøjeligt.
Tidligere har jeg vundet flere gange med “Team støttestrømperne”, men i 2015 gik det rigtig ringe og jeg har derfor fyret hele holdet. Bum.
I går lukkede managerspillet op. Jeg ér tilmeldt og denne gang deltager jeg med en ny sponsor og mit 2016 hold hedder “Mettevons”… hvad ellers? 🙂
Nu håber jeg, at jeg igen kan bide skeer med de knejter om podiepladserne.
Første etape fra Mont-Saint-Michel til Utah Beach Sainte-Marie-du-Mont starter 2. juli kl. 12:50.
Må den bedste kvinde vinde!
-
Den tid på året
En snert af vemod rammer mig, når kalenderbladet siger 18. juni.
Mennesker falder fra hinanden, når det normale med et fingerknips bliver unormalt. Når det, der giver mening, forsvinder i et hurtigt ryk og kun efterlader simpel rædsel.
Jeg har set det ske.
Jeg har også mærket det på min egen krop.
Rædslen er ikke længere en fast følgesvend, men en sjælden og faktisk velkommen gæst. Den prikker mig på skulderen og minder mig om, at intet er en selvfølge.
Heller ikke det liv jeg lever eller de mennesker jeg omgiver mig med.
Klichéen om, at vi kun har et liv, er ikke bare en banal tekst på en citatvæg, men den ubarmhjertige virkelighed. Den virkelighed, som også fortæller os, at vi ikke alle bliver givet det bedste eller det længste liv.
Jeg var heldig den dag for 8 år siden – blodpropper i ben, lunger og et voldsomt overbelastet hjerte – det kunne, med et fingerknips, have været slut lige der.
Øjeblikket fylder mig med tænksomhed… passerer… og lægges bag mig endnu et år.
-
Duft af sommerregn
Den umiskendelige duft af sommerregn var helt tydelig i skoven i dag. Jeg var sikker på, at det var fordi fugtigheden forstærkede duftene, men der viser sig at være en lidt anden forklaring:
Den karakteristiske jordduft skyldes gassen geosmin, som dannes af bakterier i jorden og i tørre perioder ophober sig i jordens hulrum. Når regnen kommer og trænger ned i den tørre jord, frigives geosmin til luften.
Så blev jeg så klog og selvom duften er dejlig og vækker mange søde erindringsbilleder, er forklaringen altså ikke det mindste poetisk!
Mens jeg var optaget bag kameraet tog Lillebror sig en powernap i skovbunden… sikkert også lokket af duften af sommerregn.
Jeg bakser fortsat lidt med Auto Focus på mit nye kamerahus. Det er avancerede sager og jeg er ikke helt tilfreds med skarpheden. Om det er en operatørfejl eller fordi jeg skal have microjusteret mine objektiver kan jeg ikke helt blive klog på.
Firmaets fotoklub er i besiddelse af en ‘SpyderLENSCAL‘ og den har jeg tænkt, at jeg skulle låne med hjem i weekenden, så får vi se hvor fejlen ligger.
Weekenden… det er lige om lidt.
Jeg er helt klar til fredag og fridage.
-
Gråt og vådt
Endelig faldt regnen også over Nordjylland. Ikke i store mængder endnu, men man kan vel håbe på noget helnats regn.
Haven trænger. Græsset er gult og bedene skriger på vand.
Naboen vander sin have i timevis hver aften – ressourcespild set fra min havebænk – så jeg vander kun krukker og højbede, resten må klare sig, som det nu bedst kan.
• • •
Arbejdsdagene er fortsat præget af, hvad vi hører på vandrørene – og det er ikke skide godt.
Jeg spurgte i dag på vores afdelingsmøde, om der var hold i de vedholdende rygter, men det blev benægtet… hvilket man kan undrer sig over. Jeg kunne acceptere et: ‘det kan/må jeg desværre ikke sige noget om på nuværende tidspunkt‘ – det andet er utroværdigt, da vi udmærket ved, at noget er i gærde.
Nåmen, det er nu engang sådan, at bekymringer ikke ændre på udfaldet… og selvom det er svært, så lader jeg dem fare.
-
Du danske sommer
Hvis nogen bad mig beskrive, hvad dansk sommer er, så ville jeg tage dem med herud på landet. Blå himmel, fine hvide Cumulusskyer, lærkesang og bølgende kornmarker… dét er dansk sommer for mig.
Vi havnede i Ulsted efter at have afleveret tre sække skvalderkål på genbrugspladsen i Hou. Vi parkerede iGo ved kirken. Sydpå herfra er der den dejligste tur at gå af en bugtende grusvej omgivet af marker.
Her var plads til at nifle, spise lidt græs og dvæle ved de nye spændende dufte.
Ulsted er en lille by med kun ca. 1100 indbyggere, som ligger 13 km fra Hals.
Den har ikke gjort sig synderligt bemærket før TV2 Nord udråbte byens serie 6 fodboldhold til Danmarks dårligste. Det er der kommet en hel række ret underholdende tv udsendelser ud af og har sat Ulsted på verdenskortet – i hvert fald i TV2 Nords sendeområde.
-
To do or not to do havearbejde
Tre timers indsats med Mads og Monopolet i ørene resulterede i tre store sække ukrudt alene fra forhaven. Allermest skvalderkål.
Det blev helt hæderligt og pludselig kan man se de planter, der faktisk er i bedet. Jeg gør mig absolut ingen forhåbninger om, at det ‘franske bunddække’ ikke kommer igen – for det gør det – men indtil da kan jeg nyde synet af en hvis orden.
Klemt inde bag huset gemte sig en fin akeleje og sammen med blomstrende skvalderkål blev det en fin og let buket, der nu pryder den store Kähler vase.
Lige nu er planen, at baghaven skal have en tur også… hvis ikke tre kopper morgenkaffe kan bringe mig på andre/bedre tanker.
Jeg kunne nemlig også køre til stranden. Eller finde et sted og plukke hyldeblomster, som kan forvandles til saft. Eller køre en tur med hund og kamera. Eller tage til marked i Nordkraft. Eller…
-
Det glade burgerbud
Min kollega Jesper forlod sin barselspuppe for en stund og kom på besøg i dag med den alleralleraller fineste lille Sofie.
Midt i kaffe, kage og babysnak var der bud efter mig. Jeg kunne løfte dagen en lille smule for et par mennesker, som havde tilbragt hele dagen på hospitalet ved at bringe en posefuld McD mad til hovedindgangen ved Sygehus Nord… og hvem vil ikke gerne gøre sådan en forskel og være ‘det glade burgerbud‘?
Jeg ville i hvert fald gerne.
Den lidt hurtige exit fra jobbet gjorde, at jeg glemte min egen aftensmad i kantinens køleskab, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Nanna og Jesper K. havde nemlig hentet Lillebror og da de returnerede synes de, at vi skulle grille og så var aftensmaden reddet 🙂
Nu har jeg smækket benene op og så holder jeg forresten fri resten af onsdagen!
(Tigerspinderen på billedet har ikke en skid med resten at gøre… den sad bare på mit havebord og var så fotogen)