• Et øjeblik...

    Nøj

    Kom forbi Neu – Et kunst & designmarked – og oplev kanon god kunst, dristig design og herlig håndværk. Kom og gør super køb blandt alle de forskellige dedikerede og talentfulde upcoming som etablerede kunstneres, designeres og håndværkeres produkter.

    965a3495

    Den opfordring tog jeg mod. Jeg ankom til midtbyen omkring åbningstid kl. 10 og på det tidspunkt var der til at komme til ved boderne, men inden længe var der rigtig godt fyldt op i kedelhallen.

    Der var svært mange fine ting at finde denne formiddag i Nordkraft… strik, læder, keramik, fotografier, akryl, vandrør, træ, smykker, tegninger, akvarel….

    965a3506

    Dina Pedersen havde den fineste rakukeramik med i form af fortællende, unikke og finurlige rakuhuse. Jeg købte en hel lille by med hjem.

    965a3504

    Du kan nå det endnu – de lukker først kl. 17.00 🙂

  • Et øjeblik...

    The Crown

    Hvis du kunne li’ Downton Abbey vil du sikkert også synes om Netflix’s store nye serie “The Crown”.

    The Crown fortæller historien fra to meget berømte adresser – Buckingham Palace og Downing Street 10.

    Sæson 1 begynder med en 25-årig prinsesse, der efter sin fars død skal se den skræmmende virkelighed i øjnene; at skulle lede det mest berømte monarki i verden, alt imens hun skal håndtere den dominerende premierminister Winston Churchill.

    Det er en skide god fortælling om de intriger og kærlighedshistorier, der ligger bag de store begivenheder, som formede anden halvdel af det 20. århundrede.

    Sæson 1 består af 10 afsnit – jeg sparer lidt på dem for at trække fornøjelsen længst muligt (:

  • Et øjeblik...

    Dét skal fejres

    img_2845Det leder tankerne lidt hen på Spangsberg reklamerne, hvor enhver lille anlednig bliver fejret med flødeboller.

    Mit 6 års jubilæum i teknisk afdeling bliver også fejret… og selvfølgelig koster det kage.

    7 chefer, 3 store organisationsændringer, hvor vi har flyttet forretningsområde samt adskillige fyringsrunder… det har været de 6 mest turbulente år i mit arbejdsliv, så det er da værd at fejre, at jeg hænger på endnu.

    De vil tage op på morgenmødet, hvorvidt min prøvetid er ovre eller skal forlænges.

  • Et øjeblik...

    Isblomst

    Det er en uges tid siden jeg blev færdig med mit andet strikke projekt og hænderne har været tomme siden.

    Jeg havde et nøgle CottonWool i overskud og havde egentlig planlagt at supplere dette og strikke et af Liselottes sjaler ‘skråplan‘, men jeg ville jo også gerne prøve kræfter med en trøje til mig selv.

    Valget faldt på trøjen… højlandsuld og mohair i den fineste isblå farve (fotoet er en dårlig gengivelse af farven).

    Jeg er allerede godt i gang og fører mig frem med raglanudtag og magic loop.

    Det er Liselottes Raglansweater der er på pindene. Der er ikke en opskrift med mange målangivelser… minder lidt om at spørge sin mor om opskriften på Risalamande… lidt af det og lidt af det… men jeg tænker, at den kan prøves undervejs så ærmelængden kommer til at passe (:

  • Et øjeblik...

    Work work work work work

    Der er stilhed før stormen på jobbet.

    På mandag går vi live med udrulningen af Win10 til alle virksomhedens arbejdspladser.

    Vi forventer at komme ud i stiv kuling med vindstød af orkanstyrke, for vi er ikke klar. Men der bliver presset på fra øverste sted om at komme ud af starthullerne og så er det sådan det bliver. Vi må samle op undervejs og håbe på det bedste.

    Det er besluttet, at der skal være rullet ud til 1500 inden vi når nytår. Det er min opgave at visitere og fordele opgaverne. Nogle skal have ny pc, andre skal reinstalleres. Jeg vil tro, at jeg i gennemsnit bruger 10 minutter på hver enkelt, som vel at mærket er udover mit daglige arbejde.

    Først herefter går arbejdet med reinstallation/udskiftning i gang.

    Du kan selv lave regnestykket… det lader sig ikke gøre.

    Men intet er umuligt for den, der ikke skal gøre det selv, er det ikke sådan man siger!

  • Et øjeblik...

    Venteliste

    Det er skide svært at blive ved med at retfærdiggøre over for mig selv hvorfor jeg sagtens kan nøjes med den lillebitte smule jeg bliver givet, at det er bedre end at sige helt fra, tro på mit værd og sige: jeg gider ikke det der half ass shit

    Jeg skulle/burde give slip.

    Nu og her.

    Samtidig må jeg erkende, at jeg er virkelig virkelig dårlig til at give slip på det, der ikke er godt for mig.

    Jeg har ikke sparket til nogle pinde siden sidst. Det gik ikke så godt, men jeg har benyttet dagens strandtur til at råbe røv. Det kommer man ikke til skade af. Altså med mindre selvfølgelig, at der befinder sig nogen i nærheden, som tager det ilde op.

    Det sker heldigvis sjældent, at vi møder nogen på vores vej og på en bidende kold torsdag, er der da slet ingen ude.

    Og når man så kommer hjem og er kold helt ind i knoglerne kan man jo altid drikke sig varm i Blossa gløgg, som er kommet på hylden i Meny.

    Skål (:

    965a3451

  • Et øjeblik...

    Houston, we have a problem

    Jeg har ingen indsigt i om Obama rent politisk har været god eller dårlig for USA… men min fornemmelse er, at de har været på rette vej med mindre arbejdsløshed og et bedre sundhedssystem for den dårligere stillede del af befolkningen.

    Derudover han har fanjensme mere karisma end de ti sidste præsidenter tilsammen og hverken Hillary eller Trump når ham til sokkeholderne…

    .
    For verdens skyld havde jeg håbet Hillary var løbet med sejren… men amerikanerne ville det anderledes og med et flertal bag sig i begge kongressens kamre (som det så ud her tidligt til morgen), er det vist kun en ting at sige:

    God bless America
    og alle os andre.

  • Et øjeblik...

    Siden sidst

    • Mit gamle kamera er solgt og sendt til Esbjerg
    • Hals har kastet sig over affaldssortering og alle har fået nye containere
    • Nevøen debuterede på Aab’s superligahold
    • ILVA fejrede fødselsdag og jeg købte sofabord (og valgte selvfølgelig en af undtagelserne, der ikke var sat ned)
    • iGo er gjort sneklar med vinterdæk
    • Silkeborg er strikket færdig
    • Min gamle vaskemaskine er doneret til det lokale flygtningemodtagecenter
    • De gamle har holdt Krondiamantbryllup OG fået royal hilsen
    • Garnet er trimmet. Igen
    • Lillebror er vaccineret, også mod kennelhoste, så han er klar til evt. hotelophold
    • Min ankel bærer præg af et spark til en pind. Et hårdt forfejlet spark

    965a3449

    Og sidst, men ikke mindst, så er den første sne faldet i dag til stor fornøjelse for både undertegnede og pelsdyret.

    Det sidste lange stykke tid har været både vådt og gråt, så sneen er en kærkommen afveksling.

    Desværre havde mørket næsten sænket sig da jeg nåede hjem fra job, så det blev kun knap en time i skoven, men den blev så til gengæld nydt til fuldt ud.

    Klar luft, røde kinder og rene hundepoter.

    Det gider jeg godt.

  • Et øjeblik...

    Alt er godt

    I har sikkert lagt mærke til det… der bliver længere og længere mellem indlæggene.

    Det er ikke fordi, der ikke sker noget i mit liv – egentlig tværtimod – det er blot ikke af en karakter, som jeg kan eller ønsker at dele her.

    Alt er godt herude på den anden side, men lysten til at dele skal drive værket og det gør den ikke i øjeblikket.

    I en periode vil det derfor blive sporadiske pip I får fra mig og sikkert mest i form af fotos.

    Vi ses lige pludselig, ik’?

  • Et øjeblik...

    Er det allerede

    Ét blink med øjnene og så er det lørdag… igen!

    Den sidste uge har været af den slags, hvor kalenderen har været fyldt med aftaler/opgaver både på jobbet og privat og tiden er fløjet af sted. Jeg har det stramt med dage, hvor der ikke er plads til genopladning af batterierne.

    Weekenden er derfor en, hvor jeg trækker stikket og der står ‘mig‘ på min kalender.

    Jeg trænger.

    965a3260

    Yr.no lovede, at vejret ville blive fantastisk – sol og blæst fra vest – og det trak pelsdyret og undertegnede mod Vesterhavet allerede inden solen stod op.

    De fik helt ret – vi så solen stå op på en klar himmel og mærkede blæsten piske havet til skum.

    965a3284

    Landskabet er råt ved vestkysten. Fladt og forblæst, men også særdeles fascinerende.

    Vi kørte omkring Svinkløv og så resterne af det fine gamle badehotel.

    965a3263-2

    Det eneste, der er tilbage er et mindre anneks og ishytten – resten ligger i ruiner på en brandtomt og kun en enkelt liggestol, en bænk og et bord vidner om, at her lå engang et af de gamle fine badehoteller.

    svonklovpage

    Lidt nordpå ligger Slettestrand, hvor man stadig trækker fiskerbådene op på land. Det er ikke her man møder ‘Gutterne på kutterne’ i deres blå både. På Slettestrand er bådene hvide og der sikkert en mening med den forskellighed… måske noget genkendelse på havet: “Nåååå, der er en af dem fra Slettestrand!!“. Eller noget.

    965a3275

    Vi er forblæste og kolde.

    Lillebror er kravlet i kurven og tager sig en velfortjent eftermiddagslur.

    Jeg tænker, at jeg skal have et bad og en kop kaffe før jeg kaster mig over resten af lørdagen som indeholder både en middagsaftale og en biftur… jeg magter nemlig ikke genudsendelser og Knæk Cancer indsamlingshow.