-
Billøs weekend
Jeg overvejede længe for og imod igår, om jeg orkede Black Friday. Beslutningen om at droppe det tog jeg først, da jeg stod nede i firmaets p-kælder.
I stedet tog jeg til byen i dag og ved I hvad… jeg fandt en p-plads med det samme, gik gennem en næsten mennesketom gågade og så viser det sig oveni købet, at mange forretninger havde Black Friday rabat i dag også.
Det var ren winwin, at vente til lørdag.
Jeg vidste præcis, hvad jeg gik efter (det var så ikke helt det jeg kom hjem med) og da jeg have en anden aftale, var der ikke plads til svinkeærinder og derfor ikke anledning til at bruge flere penge end planlagt.
Peter overtog bilen – det var noget med noget fodbold og en lang søndagsvagt – og med udsigt til at være billøs frem til mandag morgen, kan jeg læne mig tilbage og nyde en weekend med at dimse lidt jul.
Jeg har allerede bagt de første pebernødder, der er lys i juletræet, adventskransen er klar til i morgen og inden søndagen er omme tror jeg, at jeg er ganske klar til at tage hul på december.
-
Fixpunkter
Det er bare SÅ meget mig… min stedsans er også så ringe, at bilen har været ‘stjålet’ adskillige gange… til Hallerupmarked, på Bilkas parkeringsplads og sågar på firmaet p-plads.
Jeg ER blevet bedre. Både til at finde vej og til at finde iGoen.
Filosoffen er jo ikke blot tidligere murer, han er også tidligere soldat og sidst nævnte har lært mig, at det handler om at finde ‘fixpunkter’… og det virker (:
-
Året er 1980
Jeg var 17 år. Bussen fra TelAviv havde netop sat mig af og jeg hankede op i mine to kufferter og traskede ind af denne indkørsel ude at vide, hvad der ventede.
Det var juli, mener jeg, og en måned eller to forinden, havde jeg færdiggjort min uddannelse på Handelskolen i Aalborg. Jeg anede ikke, hvad jeg ville og min far gad ikke se på, at jeg ikke havde noget at lave.
På Handelsskolen havde jeg gået i klasse med den noget ældre Pia. Hun havde en veninde, som nogle år forinden havde været i kibbutz. Det lød spændende og hun kradsede adressen ned på et stykke papir. Jeg sendte en jobansøgning af sted. Ikke længe efter kom der brev fra Mirka – jeg skulle være velkommen som volontør, hvis jeg kunne blive mindst tre måneder.
Jeg mindes ikke, at det kostede nogen som helst overtalelse hos mine forældre. Tværtimod. Der blev købt en togbillet til København og en flybillet videre til TelAviv. Da jeg satte mig ind i dét fly vidste jeg ikke, hvor jeg derefter skulle hen, men jeg var udstyret med eventyrlyst, ukuelig optimisme og amerikanske dollars nok til at kunne køre taxa på tværs af Israel. Cirka.
Det skulle jeg nok klare.
Der var flere unge mennesker med flyet, mest rygsækrejsende og bag mig sad en fyr, som også rejste alene. Vi faldt i snak. Jeg husker ikke hans navn (måske Steen, men jeg er ikke sikker), kun at han var elev i ØK og skulle på rundrejse i Israel.
Da flyet ankom til TelAviv var det sen aften, mørkt og en samtale med en taxachauffør viste, at det ville koste $300 at blive kørt til Kibbutz Mishmar HaSharon. Min rejsemakker – lad os for nemheds skyld kalde ham Steen – tilbød at hjælpe mig, så jeg kunne spare de mange penge.
Vi indlogerede os i en campinghytte i nærheden af lufthavnen og afventede den nye dag og lyset. Man kunne sagtens komme med adskillige advarende indvindinger mod at følge med en fremmed fyr i et fremmed land, men den tanke tænkte jeg ikke.
Steen var tilsyneladende en erfaren rejsende og vi kom hurtigt videre fra lufthavnen og ind til byen. Han havde en aftale med et rejsebureau, hvor han skulle hente noget materiale vedr. sin rundrejse og jeg fulgte med. Vi fandt den rigtige bus på TelAviv station. Stationen var kæmpe stor og der var et inferno af larm, busser og mennesker. Steen stiger på bussen. Jeg bliver lidt klemt og kommer derfor ikke ind sammen med ham. Da bussen er fyldt klapper dørene i og udenfor står jeg med min ene kuffert, mens Steen befinder sig på den kørende bus med min anden kuffert!
Han står nede bag i bussen og får med med håndtegn forklaret, hvor mange busstop jeg skal med. Jeg tager den næste bus med samme nummer og får hjælp af billetkontrolløren til at tælle stoppested.
Jeg sidder på gaden i TelAviv med min kuffert og føler mig vist en anelse rådvild. Hvor lang tid der går ved jeg ikke, men langt nede af gaden kommer der en ung fyr gående imod mig iklædt en t-shirt udformet som Dannebrog.
Det var Steen med halvdelen af min bagage.
Behøver jeg at sige, at jeg var lettet?
Bussen fra TelAviv satte mig af, jeg vinkede til Steen, hankede op i mine to kufferter og traskede op af indkørslen ude at vide, hvad der ventede…
Jeg så ham aldrig igen, vi udvekslede ikke kontakt oplysninger, men jeg ville give min højre arm for at få kontakt med ham – jeg fik vist aldrig sagt tak nok!
-
Den er go’ nok, han er stor
Seriøst… jeg troede den hund i filmen var manipuleret
Kvinden i hundeskoven refererede dels til Hooch i ‘Turner & Hund’ og dels til Lillebrors størrelse, men jeg kunne forsikre hende om, at Lillebror er rigtig nok og hans morgenvægt netop er målt hos dyrlægen til præcis 67,7 kg.
Helt uden filmtricks.
Vel er han en stor dreng og havde han ikke været lige så blød og blid som han er stor, kunne jeg sagtens have fået kam til mit hår. Heldigvis kender han ikke sin egen styrke og kan styres blot ved at hæve stemmen. En smule.
Vi har oplevet en eneste uheldig episode… han panikkede over et zebrabrøl i ZOO, hvor Poden næsten fik rykket armen af ellers har det været 3½ år uden nogen som helst bøvl.
Har jeg sagt vi knuselsker ham?
-
Nøj
Kom forbi Neu – Et kunst & designmarked – og oplev kanon god kunst, dristig design og herlig håndværk. Kom og gør super køb blandt alle de forskellige dedikerede og talentfulde upcoming som etablerede kunstneres, designeres og håndværkeres produkter.
Den opfordring tog jeg mod. Jeg ankom til midtbyen omkring åbningstid kl. 10 og på det tidspunkt var der til at komme til ved boderne, men inden længe var der rigtig godt fyldt op i kedelhallen.
Der var svært mange fine ting at finde denne formiddag i Nordkraft… strik, læder, keramik, fotografier, akryl, vandrør, træ, smykker, tegninger, akvarel….
Dina Pedersen havde den fineste rakukeramik med i form af fortællende, unikke og finurlige rakuhuse. Jeg købte en hel lille by med hjem.
Du kan nå det endnu – de lukker først kl. 17.00 🙂
-
The Crown
Hvis du kunne li’ Downton Abbey vil du sikkert også synes om Netflix’s store nye serie “The Crown”.
The Crown fortæller historien fra to meget berømte adresser – Buckingham Palace og Downing Street 10.
Sæson 1 begynder med en 25-årig prinsesse, der efter sin fars død skal se den skræmmende virkelighed i øjnene; at skulle lede det mest berømte monarki i verden, alt imens hun skal håndtere den dominerende premierminister Winston Churchill.
Det er en skide god fortælling om de intriger og kærlighedshistorier, der ligger bag de store begivenheder, som formede anden halvdel af det 20. århundrede.
Sæson 1 består af 10 afsnit – jeg sparer lidt på dem for at trække fornøjelsen længst muligt (:
-
Dét skal fejres
Det leder tankerne lidt hen på Spangsberg reklamerne, hvor enhver lille anlednig bliver fejret med flødeboller.
Mit 6 års jubilæum i teknisk afdeling bliver også fejret… og selvfølgelig koster det kage.
7 chefer, 3 store organisationsændringer, hvor vi har flyttet forretningsområde samt adskillige fyringsrunder… det har været de 6 mest turbulente år i mit arbejdsliv, så det er da værd at fejre, at jeg hænger på endnu.
De vil tage op på morgenmødet, hvorvidt min prøvetid er ovre eller skal forlænges.
-
Isblomst
Det er en uges tid siden jeg blev færdig med mit andet strikke projekt og hænderne har været tomme siden.
Jeg havde et nøgle CottonWool i overskud og havde egentlig planlagt at supplere dette og strikke et af Liselottes sjaler ‘skråplan‘, men jeg ville jo også gerne prøve kræfter med en trøje til mig selv.
Valget faldt på trøjen… højlandsuld og mohair i den fineste isblå farve (fotoet er en dårlig gengivelse af farven).
Jeg er allerede godt i gang og fører mig frem med raglanudtag og magic loop.
Det er Liselottes Raglansweater der er på pindene. Der er ikke en opskrift med mange målangivelser… minder lidt om at spørge sin mor om opskriften på Risalamande… lidt af det og lidt af det… men jeg tænker, at den kan prøves undervejs så ærmelængden kommer til at passe (:
-
Work work work work work
Der er stilhed før stormen på jobbet.
På mandag går vi live med udrulningen af Win10 til alle virksomhedens arbejdspladser.
Vi forventer at komme ud i stiv kuling med vindstød af orkanstyrke, for vi er ikke klar. Men der bliver presset på fra øverste sted om at komme ud af starthullerne og så er det sådan det bliver. Vi må samle op undervejs og håbe på det bedste.
Det er besluttet, at der skal være rullet ud til 1500 inden vi når nytår. Det er min opgave at visitere og fordele opgaverne. Nogle skal have ny pc, andre skal reinstalleres. Jeg vil tro, at jeg i gennemsnit bruger 10 minutter på hver enkelt, som vel at mærket er udover mit daglige arbejde.
Først herefter går arbejdet med reinstallation/udskiftning i gang.
Du kan selv lave regnestykket… det lader sig ikke gøre.
Men intet er umuligt for den, der ikke skal gøre det selv, er det ikke sådan man siger!
-
Venteliste
Det er skide svært at blive ved med at retfærdiggøre over for mig selv hvorfor jeg sagtens kan nøjes med den lillebitte smule jeg bliver givet, at det er bedre end at sige helt fra, tro på mit værd og sige: jeg gider ikke det der half ass shit…
Jeg skulle/burde give slip.
Nu og her.
Samtidig må jeg erkende, at jeg er virkelig virkelig dårlig til at give slip på det, der ikke er godt for mig.
Jeg har ikke sparket til nogle pinde siden sidst. Det gik ikke så godt, men jeg har benyttet dagens strandtur til at råbe røv. Det kommer man ikke til skade af. Altså med mindre selvfølgelig, at der befinder sig nogen i nærheden, som tager det ilde op.
Det sker heldigvis sjældent, at vi møder nogen på vores vej og på en bidende kold torsdag, er der da slet ingen ude.
Og når man så kommer hjem og er kold helt ind i knoglerne kan man jo altid drikke sig varm i Blossa gløgg, som er kommet på hylden i Meny.
Skål (: