-
Mor fryns
Da Poden for halvandet års siden startede som elev i Matas, havde jeg ingen anelse om, hvad det ville føre med sig af mor fryns. Prøver, testere og leverandørgaver lander i en lind strøm i min turban. Det er ganske ofte luksus produkter, som langt overstiger hvad min økonomi rækker til.
Søndagens advents gave hørte også til i den luksuriøse ende – det var nemlig en Dior læbepomade eller Dior Addict Lip Glow Pomade, som den hedder.
Læbepleje og lækkerhed ud over alle grænser og noget ganske andet end den blå fra Labello.
-
Fúsi
Han er midt i fyrrerne, stærkt overvægtig, stadig jomfru både seksuelt og i forhold til livet, bor hjemme hos sin mor, holder sig for sig selv i sit job i lufthavnens bagagehåndtering og bruger aftenerne på at bygge gigantiske modeller af Anden Verdenskrigs store slag – alene eller sammen med sin eneste ven.
Han vender den anden kind til de hånlige ord fra sine mobbende kolleger og gør godt for andre uden at forvente, at få noget igen.
Fúsis hjerte er lige så stort som brystkassen, det banker i og da han møder han den lige så ensomme Sjöfn, begynder kærligheden at blomstre.
Filmen sætter en person, som man ville tro havde en mindre rolle i en andens historie, midt på scenen og sympatien for den reserverede mand vokser i takt med, at vi lærer ham at kende.
Når rulleteksterne løber over skærmen sidder man tilbage med en følelse af og et lillebitte håb om, at kærligheden alligevel findes.
Varm anbefaling herfra.
Virgin Mountain 2015
Fúsi (original title) -
Søndag
Lige så sikkert, som der bliver bagt pebernødder adskillige gange i løbet af december, lige så sikkert er det at finde Cirkusprinsessens julecookies blandt de ting, der ryger i ovnen.
De første er bagt i dag og det er de gamle i Fjordgade, der skal smags teste de første.
Lige om lidt.
Søndag startede ellers tidligt.
Peter, som bragte mig sikkert hjem fra julefrokost fredag, havde haft glæde af bilen i går, hvor den stod på arbejde for hans vedkommende. Til morgen havde vi en aftale… både for at aflevere iGo, men også fordi jeg havde en vandhane, der skulle kigges på… eller rettere en ballofix, som havde sat sig uhjælpeligt fast og som derfor gjorde, at jeg ikke kunne lukke for vandet og dermed skiftet pakning i en dryppende vandhane.
Det viste sig at WD40 kunne udøve mirakler på den forbistrede ballofix og i den kommende uge vil jeg endelig kunne vinke farvel til dryp lyden i stålvasken.
Han – Peter altså – er sådan en nørdet fætter, som bobler over af underlig viden. Han kendte selvfølgelig også historien om WD40… et produkt, som er egentlig forsøgt udviklet til at beskytte missiler mod rust. WD står for Water Displacement – WD40 er så forsøg nummer… 40.
Så ved I også det 🙂
-
Det er skøøønt med privatchauffør
Peeeeeeter… jeg vil gerne hjem!
Ikke lang tid efter kom han traskende fra Østerbro klar til at bringe mig sikkert i havn efter en julefrokost med lidt for meget alkohol.
Det var ikke den bedste julefrokost, jeg har været til. Mange faktorer gjorde, at det ikke spillede.For mig altså.
De andre gæster så ud til at more sig kongeligt, men jeg er enormt dårlig til at mingle og da mine kolleger flagrede ud i hver sin retning døde festen for mig.
Er du introvert kender du sandsynligvis situationen.
Når jeg kommer dertil, vil jeg helst hjem og så er det dejligt, at have en, der står standby ved mobilen og kan komme mig til ‘undsætning’ på kort tid.
• • •
Weekenden er smuk med solskin på, den er billøs og pelsdyret og jeg kommer derfor kun til at bevæge os i nærområdet. Det er så okay, på sådan en dagen derpå.
-
Der er nok at glæde sig til
Lige om lidt er det december med sin overflod af selskabelighed… fødselsdage, julefrokoster, rejser og julen ikke at forglemme.
Vi lægger ud i morgen med min mors fødselsdag – hun bliver 84 i år. Jeg er ikke sikker på, at hun selv ville kunne huske det, hvis ikke vi mødte op og mindede hende om det (:
Fredag er der firmajulefrokost med en millionmilliard feststemte kolleger og i ugen efter drager Poden og jeg ud på vores årlige fødselsdags-/julerejse.
Midt i måneden – cirka – er det sørme også blevet tid til min egen fødselsdag. Jeg bli’r… jeg holder mig skide godt, skal vi ikke nøjes med at konstatere det.
December december… jeg er ret vild med dig.
-
Fo’bold
Det er meget alsidige opgaver min anden arbejdsgiver ‘PHThomsen” sender mig ud i: chauffør, biludlejer, korrekturlæser, layouter, fotograf…
I dag var der bud efter sidstnævnte og mandagen endte liggende på maven på en kunstgræsbane i Aalborg Øst, hvor jeg skulle fotografere fodboldben.
Det var ikke de bedste forhold at fotografere under… solen hængte lavt og trak laaange skygger, men sådan var betingelserne nu engang.
270 fotos blev det til, som her til aften er barberet ned til 81.
Håber de falder i god jord, der hvor de skal hen.
-
Billøs weekend
Jeg overvejede længe for og imod igår, om jeg orkede Black Friday. Beslutningen om at droppe det tog jeg først, da jeg stod nede i firmaets p-kælder.
I stedet tog jeg til byen i dag og ved I hvad… jeg fandt en p-plads med det samme, gik gennem en næsten mennesketom gågade og så viser det sig oveni købet, at mange forretninger havde Black Friday rabat i dag også.
Det var ren winwin, at vente til lørdag.
Jeg vidste præcis, hvad jeg gik efter (det var så ikke helt det jeg kom hjem med) og da jeg have en anden aftale, var der ikke plads til svinkeærinder og derfor ikke anledning til at bruge flere penge end planlagt.
Peter overtog bilen – det var noget med noget fodbold og en lang søndagsvagt – og med udsigt til at være billøs frem til mandag morgen, kan jeg læne mig tilbage og nyde en weekend med at dimse lidt jul.
Jeg har allerede bagt de første pebernødder, der er lys i juletræet, adventskransen er klar til i morgen og inden søndagen er omme tror jeg, at jeg er ganske klar til at tage hul på december.
-
Fixpunkter
Det er bare SÅ meget mig… min stedsans er også så ringe, at bilen har været ‘stjålet’ adskillige gange… til Hallerupmarked, på Bilkas parkeringsplads og sågar på firmaet p-plads.
Jeg ER blevet bedre. Både til at finde vej og til at finde iGoen.
Filosoffen er jo ikke blot tidligere murer, han er også tidligere soldat og sidst nævnte har lært mig, at det handler om at finde ‘fixpunkter’… og det virker (:
-
Året er 1980
Jeg var 17 år. Bussen fra TelAviv havde netop sat mig af og jeg hankede op i mine to kufferter og traskede ind af denne indkørsel ude at vide, hvad der ventede.
Det var juli, mener jeg, og en måned eller to forinden, havde jeg færdiggjort min uddannelse på Handelskolen i Aalborg. Jeg anede ikke, hvad jeg ville og min far gad ikke se på, at jeg ikke havde noget at lave.
På Handelsskolen havde jeg gået i klasse med den noget ældre Pia. Hun havde en veninde, som nogle år forinden havde været i kibbutz. Det lød spændende og hun kradsede adressen ned på et stykke papir. Jeg sendte en jobansøgning af sted. Ikke længe efter kom der brev fra Mirka – jeg skulle være velkommen som volontør, hvis jeg kunne blive mindst tre måneder.
Jeg mindes ikke, at det kostede nogen som helst overtalelse hos mine forældre. Tværtimod. Der blev købt en togbillet til København og en flybillet videre til TelAviv. Da jeg satte mig ind i dét fly vidste jeg ikke, hvor jeg derefter skulle hen, men jeg var udstyret med eventyrlyst, ukuelig optimisme og amerikanske dollars nok til at kunne køre taxa på tværs af Israel. Cirka.Det skulle jeg nok klare.
Der var flere unge mennesker med flyet, mest rygsækrejsende og bag mig sad en fyr, som også rejste alene. Vi faldt i snak. Jeg husker ikke hans navn (måske Steen, men jeg er ikke sikker), kun at han var elev i ØK og skulle på rundrejse i Israel.
Da flyet ankom til TelAviv var det sen aften, mørkt og en samtale med en taxachauffør viste, at det ville koste $300 at blive kørt til Kibbutz Mishmar HaSharon. Min rejsemakker – lad os for nemheds skyld kalde ham Steen – tilbød at hjælpe mig, så jeg kunne spare de mange penge.
Vi indlogerede os i en campinghytte i nærheden af lufthavnen og afventede den nye dag og lyset. Man kunne sagtens komme med adskillige advarende indvindinger mod at følge med en fremmed fyr i et fremmed land, men den tanke tænkte jeg ikke.
Steen var tilsyneladende en erfaren rejsende og vi kom hurtigt videre fra lufthavnen og ind til byen. Han havde en aftale med et rejsebureau, hvor han skulle hente noget materiale vedr. sin rundrejse og jeg fulgte med. Vi fandt den rigtige bus på TelAviv station. Stationen var kæmpe stor og der var et inferno af larm, busser og mennesker. Steen stiger på bussen. Jeg bliver lidt klemt og kommer derfor ikke ind sammen med ham. Da bussen er fyldt klapper dørene i og udenfor står jeg med min ene kuffert, mens Steen befinder sig på den kørende bus med min anden kuffert!
Han står nede bag i bussen og får med med håndtegn forklaret, hvor mange busstop jeg skal med. Jeg tager den næste bus med samme nummer og får hjælp af billetkontrolløren til at tælle stoppested.
Jeg sidder på gaden i TelAviv med min kuffert og føler mig vist en anelse rådvild. Hvor lang tid der går ved jeg ikke, men langt nede af gaden kommer der en ung fyr gående imod mig iklædt en t-shirt udformet som Dannebrog.
Det var Steen med halvdelen af min bagage.
Behøver jeg at sige, at jeg var lettet?
Bussen fra TelAviv satte mig af, jeg vinkede til Steen, hankede op i mine to kufferter og traskede op af indkørslen ude at vide, hvad der ventede…
Jeg så ham aldrig igen, vi udvekslede ikke kontakt oplysninger, men jeg ville give min højre arm for at få kontakt med ham – jeg fik vist aldrig sagt tak nok!
-
Den er go’ nok, han er stor
Seriøst… jeg troede den hund i filmen var manipuleret
Kvinden i hundeskoven refererede dels til Hooch i ‘Turner & Hund’ og dels til Lillebrors størrelse, men jeg kunne forsikre hende om, at Lillebror er rigtig nok og hans morgenvægt netop er målt hos dyrlægen til præcis 67,7 kg.
Helt uden filmtricks.
Vel er han en stor dreng og havde han ikke været lige så blød og blid som han er stor, kunne jeg sagtens have fået kam til mit hår. Heldigvis kender han ikke sin egen styrke og kan styres blot ved at hæve stemmen. En smule.
Vi har oplevet en eneste uheldig episode… han panikkede over et zebrabrøl i ZOO, hvor Poden næsten fik rykket armen af ellers har det været 3½ år uden nogen som helst bøvl.
Har jeg sagt vi knuselsker ham?
