• Et øjeblik...

    På bagsiden af Urd

    Jeg er ikke sådan bange af mig, men jeg skal blankt erkende, at jeg ikke var helt tryg ved at ligge i min seng oppe på kvisten, mens Urd fejede hen over byen.

    Den kom så præcist ind på mit lille hus, at det føltes som om taget lettede. 

    Jeg kunne mærke vindstødende rykke i huset og var lidt spændt om noget var ødelagt.

    En tur omkring huset og rundt i byen her til morgen afslører heldigvis ikke større skader. Ikke engang min overdækkede terrasse, som ellers længe så ud som om den ville bukke under for presset, har taget skade.

    Tang i gaderne viser, at vandstanden i fjorden har været høj i løbet af aftenen og natten, men er nu faldet så meget, at vandet er tilbage i fjorden, hvor det hører til.

    Ellers er eneste synlige tegn på stormen er nogle nedfaldne grene, lidt væltede krukker og småting, der er fløjet rundt i byen.

    Så vidt jeg kan se i morgennyhederne, er vi sluppet heldigt.

  • Et øjeblik...

    Regel nr. 9

    Papmaché-reglen går, iflg. Hella Joof, i al sin gribende enkelhed ud på, at det, man tænker på, det, man giver sin energi, det får man.

    Tænker, at man så kan udlede af samme regel, at det, man ikke tænker på, det, man ikke ofrer sin energi på, det mister man.

    Sådan må det være!

  • Et øjeblik...,  Jul

    Lillejuleaften

    Lillejuleaftensdag er med sol på. En langsommelig morgen i nattøj. Nyvasket sengetøj på snoren i haven. Strandtur med Lillebror. Leverpostejsbagning.

    Den er også en hund med dårlig mave. Og en mund og en utålmodighed, der løb af med mig. Jeg har passeret start flere gange de sidste år (uden at indkasserer 100 kroner), så hvad fanden havde jeg egentlig forventet!?!

    Nu vil jeg bare gerne føle både julestemningen og julefreden, tak!

    Måske skulle jeg trykke repeat på OneRepublic…

     

  • Et øjeblik...

    Arbejd arbejd

    Det meste af weekenden er brugt på layout af et bachelor projekt, så den forsvandt som sand mellem fingrene.

    Der var kortvarigt ved, at opstå panik før lukketid, men vi kom i mål og projektet er sendt.

    Det blev super fint – rent og enkelt i udtrykket – og selvom det ikke er dét, de får karakter på, så er det alligevel en tilfredsstillelse at aflevere noget, som ikke bare indholdsmæssigt er i orden, men som også ser lækkert ud.

  • Et øjeblik...

    Hvad har jeg NU købt?

    Sådan var tanken da, der lå besked fra GLS om, at der var pakke til mig.

    Det var så ikke noget jeg selv havde købt, men derimod en fødselsdagsgave fra et sødt og betænksomt menneske, jeg kender nede fra Boes.

    Gin, tonic og et smukt Yerst glas, hvor det næsten ser ud som om, der er indbygget is i glasset.

    En G&T var præcis hvad jeg trængte til efter en hektisk dag på jobbet.

    Af hjertet, tak!

    Ellers var det så som så med den fødselsdag i går.

    Jeg plejer, at holde fri og have kaffegæster, men jobbet kræver sit i øjeblikket og fridage i utide er desværre ikke en mulighed, så udover et besøg af Poden til aftensmad var der ikke meget festivitas på denne fødselsdag.

    »Du kan give uden at elske, men du kan ikke elske uden at give« har glaskunstneren skrevet på kortet der fulgte med glasset… det tænker jeg, skal være udgangsreplikken denne onsdag (:

  • Et øjeblik...

    En fredag i hovedstaden

    Lyntoget fra Aalborg holdt køreplanen og vi ankom helt som planlagt på Københavns Hovedbanegård kl. 12.05.

    Vi travede de få hundrede meter ned til hotellet, som ligger lige overfor politigården og var heldige at værelset var klar så vi kunne komme af med bagagen inden vi kastede os ud i hovedstadens shopping mekka.

    På Rådhuspladsen kunne vi konstatere, at der denne fredag eftermiddag befandt sig flere mennesker end der bor i Hals.

    Rådhusklokkerne bimlede og Nanna var pænt imponeret over at have hørt dem i virkeligheden og ikke kun nytårsaften på tv (:

    Vi gik af Strøget, men belært af tidligere besøg slog vi sving ned af de små sidegader for det er her, man finder perlerne og de sjove forretninger.

    Ved rundetårn drejede vi ned af Krystalgade og passerede den jødiske synagoge, hvor der i februar 2015 fandt et skuddrama sted, som dræbte en jødisk dørmand og sårede flere betjente. Der er fortsat afspærringer og politiet er synligt tilstede – det er trist, at det er nødvendigt. Ved indgangen til synagogen er der på traditionel jødisk vis lagt småsten og ikke blomster for at mindes Dan Uzan.

    Fredag aften var der bestilt bord til to på et totalt booket Bdr. Price i Tivoli. Eller det tror jeg i hvert fald. Vores reservation er bare ikke at finde i deres system, men der blev ikke sat spørgsmålstegn fra deres side ved, om vi faktisk havde booket og der blev fluks fundet et fire mands bord, som kunne deles i to og vi fik plads.

    Servicen var i top og der gik imponerede kort tid fra vi bestilte til maden blev serveret. Og hvilken mad.  Kød, fritter, bearnaisesauce og en lille smule salat.

    Munden var glad… ja, nærmest lykkelig.

    Tivoli ventede, men efter en lang rejsedag, mange mange skridt i fødderne og en mave proppet med dejlig mad var det som om lysten ikke rigtig var til andet end en mindre tur rundt i den smukt pyntede have.

    Vi havde Tivoli billetter til to dage, så det gjorde ikke noget, at fredagens besøg blev af kortere varighed.

    Vi listede hjem på hotellet og de trætte ben fik tiltrængt hvile.

     

     

  • Et øjeblik...

    Et besøg værd

    Et must på vores Københavnertur var et besøg på Amagerbrogade i butikken Leben Chp.

    Det var fødselsdagsgaven til hende selv der skulle findes her.

    Jeg har fulgt forretningen længe på Instagram og har lige så længe drømt om et stort facadebogstav til min entre.

    Forretningen handler med industriel design, lamper, lys, plakater og småmøbler fra 1930’erne til 1970’erne og har altid en del af disse facadebogstaver til salg.

    Lørdag formiddag fik så vi afprøvet linie 5A mod Lufthavnen.

    Vi blev hjerteligt modtaget af indehaveren og gik derfra et tomatrødt & og en masse snak rigere.

    Det var virkeligt svært at vælge og jeg kunne have købt mig fattig i topfede lamper og gamle plakater…

    Facadebogstavets plads på ønskesedlen er nu erstattet af en disse gamle Dell sakselamper… jeg elsker, at tingene har kant og historie og ikke bare er hentet i Illum.

    Jeg tænker, at det ikke er sidste gang jeg besøger Amagerbrogade.

  • Et øjeblik...

    Hjemme bedst

    Der er rigtig meget godt at sige om vores hovedstad… men efter tre dage derovre og i tusindvis af skridt i benene blandt lige så mange tusinde mennesker er jeg altså glad sunket ned i sofaen langt heroppe i det tyndt befolkede Nordjylland.

    Der følger sikkert både flere billeder og mere tekst… når jeg lige er landet igen.

  • Et øjeblik...

    Det er en prøve

    Jeg fik fødselsdagsgaven fra mine forældre i dag… et minifotostudie.

    Det blev lige hurtigt sat op og det første indenfor rækkevidde blev ‘model’ til et test skud.

    Jeg er ret godt tilfreds med resultatet.

    Mindre tilfreds er jeg med, at den ene lampeskærm var blevet beskadiget under transporten OG at jeg skal ligge og rode nede på mine gamle knæ, når jeg skal fotografere.

    Det ordner sig.

    En anden dag.