-
Man har en diagnose indtil man får en ny
Først var det Rotator Cuff syndrom, så Bursitis Subacromialis og i dag var diagnosen så frossen skulder.
De kan kalde hvad de vil, blot de gør noget ved det.
Jeg havde en tid hos Aleris-Hamlet i dag.
Her er så lækkert, at det virker helt forkert, at der futter læger og sygeplejersker rundt.
Tiden jeg havde blev overholdt til punkt og prikke. Jeg blev modtaget af en umådelig rar lidt ældre ortopædkirurg, som gav sig god tid til at lytte til min skulderhistorie. Jeg følte mig i de bedste hænder. Han scannede igen – begge skuldre – og til sidst fik jeg så den her blokade.
På en skala fra et til ti, hvor ondt tror I så det gør, at få stukket en kanyle direkte ind i skulderleddet?
Hundrede!
Mindst!
Lige nu er jeg næsten smertefri for sprøjten indeholder også et lokalbedøvende middel, som holder ca. 6 timer. Jeg blev sendt hjem og skal holde skulderen fuldstændig i ro til i morgen for at få optimal virkning af binyrebark hormonet.
Jeg har en tid igen til om 14 dage. Røntgen og nummer to blokade af tre.
Fik jeg sagt, at jeg er ovenud tilfreds med, at mit firma har valgt at sundhedsforsikre mig?
-
Hvad drømme er gjort af
Jeg er ALT ALT ALT for for ung *host* til at tænke de tanker, men fakta er, at jeg om 6 år faktisk er i stand til at sige, at jeg har aftjent min værnepligt på arbejdsmarkedet.
Det sker så ikke, det ved jeg godt – altså at gå på pension allerede som 60 årig – men jeg KAN og det giver en vis tryghed og en enorm frihedsfølelse.
Den taler vi i øvrigt ofte om den frihedsfølelse. Der er ingenting, der binder mig… på nogen måde… og selvom jeg ikke gør så meget brug af friheden, så er den fandeme rar at have og tænke på.
Når engang beslutningen om tilbagetrækning tages, falder der et pænt stort engangsbeløb ned i min lomme.
Jeg drømmer om, at de bl.a. skal bruge på en rejse til Alaska.
Man kan sejle fra Vancouver og så op langs kysten – på samme måde som turen langs Norges kyst. Jeg kunne snildt se mig selv sidde der på dækket og spejde efter spækhuggere.
Der er bare et lille men. Det koster næsten præcis det dobbelte at rejse alene og så kan jeg jo egentlig lige så godt invitere en med, men hvem pokker – andre end mig – har lyst til at rejse til Alaska?
Måske ham der der fejer benene væk under mig her i februar.
Eller noget (:
-
Ventetider
Jeg fik brev i min eboks i aftes fra Region Nordjylland. Det var respons på henvisningen til den ultralydvejledte blokade, som jeg langt om længe fik af min læge i tirsdags.
Jeg har fået en tid på Hjørring Sygehus til den – hold nu fast
Det er helt hul i hovedet, at der skal være så lang ventetid på en undersøgelse/behandling, som jeg antager varer max en halv time. Jeg kunne sagtens have haft et job, hvor jeg var afhængig af normal funktion i den skulder og så havde jeg godt nok været ilde stedt.
Heldigvis var jeg i går formiddag også blevet kontaktet af Marie fra min sundhedsforsikring. De havde forsøgt, at kontakte Region Nordjylland for netop at høre deres ventetider, men havde ikke kunnet træffe nogen og ville derfor vide, om jeg havde fået indkaldelse. Det kunne jeg på det tidspunkt svare benægtende til.
“Nå, det har vi squ ikke tid til at vente på… jeg finder ud af noget til dig“. Hun ringede af, men inden jeg havde nået at tjekke om der rent faktisk lå noget i min eboks, ringede hun igen med en tid til på torsdag på Aleris-Hamlet i Aalborg.
5 minutter senere lå bekræftelsen fra Hamlet samt en betalingsgaranti fra sundhedsforsikringen i min indbakke.
Behøver jeg at sige, at jeg lige nu er skide godt tilfreds med at mit firma har valgt at sundhedsforsikre mig?
-
Dét skal fejres
Det er en vigtig dag i dag, hvor de store beslutninger, modet og ikke mindst friheden fejres.
Det er præcis 9 år siden jeg pakkede min datter og alt mit habengut og trådte ud af et alt for langt ægteskab.
Havde jeg nu være Trump, havde jeg lavet et dekret og udråbt dagen som national helligdag.
It’s true, it’s fantastic, it really is.
🙂
-
Solen skinner i Nordjylland
– sagde hun i vejrudsigten da jeg kørte hjem fra job.
Jeg ved ikke, hvilket vindue hun kiggede ud af, men det var ikke mit.
I min del af Nordjylland ligger disen tæt og tungt over landskabet.
Tilgengæld skinner solen inden i og smilet er bredt.
ENDELIG langt om længe er der håb om bedring af min skulder, idet lægen – uden bøvl – gav mig en henvisning til en ultralyd vejledt blokade hos en ortopædkirurg.
HURRA.
Henvisningen blev fluks sendt til min sundhedsforsikring med et inderligt håb om hurtig reaktionstid
Smerterne og armens brugbarhed er blevet forværret i løbet af den sidste måned. Det trækker ned i armen og jeg har især svært ved at finde ro om natten. Lægen sagde, at det ikke er en tilstand, der bare går væk af sig selv… jeg kunne så godt have spurgt, hvorfor der så skulle gå en måned før jeg kunne få en henvisning.
Men jeg gjorde det ikke.
Den er i hus og så lader vi den ligge der.
-
En lus mellem to negle
Det er ikke kun slimsækken i min skulder, der er klemt… jeg er også… mellem lægen og fysioterapeuten.
Jeg har som tidligere nævnt valgt at gøre brug af min sundhedsforsikring. Det vil sige at jeg er gået udenom det offentlige system og er blevet scannet og bliver behandlet hos en fysioterapeut privat. Om det er det lægen ikke bryder sig om, skal jeg ikke kunne sige.
Fakta er den, at jeg henvises til fysioterapi som eneste behandling, men at man ikke stoler på fysioterapeutens vurdering. Det er da lidt spøjst.
Fysioterapeuten anbefaler klart, at der gives en ‘Ultralydvejledt blokade‘ , hvor lægen kan anbringe medicinen præcist med større sandsynlighed for et godt resultat. Dette vil jeg også kunne få gennem min sundhedsforsikring, men kun efter henvisning fra min læge.
Dét mener min læge er helt unødvendigt; “hvis jeg skal henvise alle, der har ondt i skulderen, ville der være 800 på venteliste“. Han har den holdning, at en blokade lagt i ‘blinde’ er lige så godt, men jeg synes, at jeg kunne læse mellem linjerne, at der var blevet trådt på hans faglighed.
Det kan jeg ikke bruge til noget og er i øvrigt også fløjtende ligeglad…. jeg ved bare, at jeg er temmelig træt af at have ondt og er der en behandling, som kan hjælpe, så lad os da for pokker komme i gang!
-
Enden er nået
Endelig – efter 6 dage med feber – har kroppen overmandet virus og termometret viser her til morgen normale tilstande.
Tilbage er nu at tanke energi og slippe af med den irriterende hoste, som også har fulgt mig siden sidste weekend.
Omkring mig er tingene blevet forsømt. Her trænger til oprydning og en tur med støvsugeren, men det er til at overkomme og når jeg lige tager mig sammen, er det klaret på en studs.
Værre ser det sikkert ud på jobbet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ligger og venter af opgaver i min bunke, men det må jeg tage oppe fra og ned. Det er ikke min beslutning, at der ikke er backup på min pind.
Nu vi er ved helbredet, så er der også kommet resultat af ultralydsscanningen af min skulder. Det er slimsækkene i skulderleddet, der er betændte og som giver den umiddelbare smerter. Derudover er der slidgigt at spore… men det passer meget godt med, at skroget er ved at være af ældre dato.
Fysioterapeuten venter igen i næste uge og så skal jeg MR scannes om en måned for evt. at se om der skulle være en skjult årsag til ledproblemerne.
Og så lægger vi den ned der – sygdom (især andres) er så hamrende uinteressant.
-
Kamillete og Netflix
Den gode nyhed: jeg har ikke lungebetændelse.
Den dårlige nyhed: så er der ikke noget at gøre ved det.
Jeg havde umiddelbart alle symptomer på en lungebetændelse – men heldigvis var der hverken væske på lungerne eller forhøjet infektiontal. I stedet var der voldsomt irriterede bronkier og masser at lyd på lungerne, væske på ørene og en belagt hals.
Det er altså ‘bare‘ en virus og der er intet at gøre andet end at lade tiden klare det… gerne under dynen med masser af Netflix og kamillete.
-
Op ad bakke
Jeg har feber på fjerde døgn og er ved at være pænt træt af inaktiviteten, der følger med. Træt af appetitløsheden. Træt af at være træt.
Energien rækker ikke til meget andet end at ligge på sofaen og se fjernsynets mere eller mindre interessante udbud af programmer. Og det bliver man sq også træt af.
I dag bliver min far 87, men jeg tænker, at det er bedst, at jeg holder mig væk. Der er ingen grund til at møde op og smitte nogen… i deres alder er en influenza (hvis det er det jeg fejler) ikke at spøge med. Han må nøjes med et tillykke pr. telefon og et besøg, når jeg igen er rask.
Og skal vi så ikke aftale, at det er sidste dag med feber? Tak.
-
Nu også med kanin
Mens Poden er på sit sidste skoleophold i Skåde har jeg fået tjansen med at passe Bodil.
Bodil er en kastreret hankanin vist nok af racen løvehoved.
Det bør være en overkommelig opgave at sørge for mad, hø og lidt rengøring.
Sværere er det at passe Felix, når jeg overhovedet ikke er på toppen. I går gik vi en lille tur i Præstens Plantage og i dag kørte vi ud til engen i mosen… så tossede han rundt der, mens jeg kunne sidde i bilens bagsmæk og nøjes med at kaste en bold indimellem.
Det er heldigvis ikke en race, der løber op væggene fordi den ikke er blevet optimalt motioneret et par dage – og slet ikke i hans alder – men derfor er jeg alligevel træt af, at vi ikke har fået udnyttet weekendens smukke vejr til timelange strandture.
