-
Ikke meget Valentines her
14. februar – Valentines dag – gør ingen forskel i mit liv.
Jeg bliver ikke begavet med hverken blomster eller dyre gaver og det har jeg det sådan set ret fint med.
Ikke at der er noget galt med at blive bekræftet, det er da dejligt… meget dejligt. Man bør gøre det langt oftere overfor de menneske man holder af, men behøver det nødvendigvis at være den 14. februar?
Åh nej, sagde en af mine mandlige kollegaer da jeg mindede dem om det til morgen. De er alle, bortset fra en, i fast forhold og hvis deres partner forventer særlig opmærksomhed i dag, er de i hvert fald ikke for alvor med på ideen. Jeg tænker, at det må betyde, at mange af de blomster og gaver, der bliver rakt over disken i dag er købt under et vist pres.
Der er ikke noget, der ligner Valentines her.
Måske næste år… eller næste!
Eller noget (:
-
Jeg skal passe på mig selv
Status på skulderen efter en alt for travl dag foran pc’en er ikke skide god. Jeg har ondt og jeg er alvorligt bange for, at det er selvforskyldt.
Jeg tænker, at jeg er nødt til at tage en snak med min chef og bede ham om at finde en, der kan aflaste mig en smule. Alternativt kunne det ende i en sygemelding og det er der helt sikkert ingen, der vinder ved.
Efter en herlig tur ved stranden med ro til både hoved og krop, har jeg rullet mig sammen på sofaen med varmepuden hængende på skulderen… og så kører jeg mindre hårdt på i morgen uagtet at det ikke flytter en skid i bunken.
Så lærte jeg også noget af det!
-
Skørping tur/retur
Jeg har haft chauffør kasketten på og kørt Peter på job i skoven.
Med i bilen var også Lillebror for vejret lokkede med en tur omkring Store Økssø.
Solen tittede frem og kulden bed i kinderne.
Hvad der ikke var så heldigt var stiens beskaffenhed. Det var en skøjtebane – hele vejen rundt – og jeg skal blankt erkende, at jeg var lidt bange for at ryge på r*ven. Mest fordi jeg kun har en arm at tage fra med og et fald på min dårlige skulder kunne få temmelig alvorlige konsekvenser.
Det tog sin tid, men vi kom rundt.
Uden uheld.
-
En mærkedag
Min iPhone gjorde mig opmærksom på, at det i dag er to år siden vi mødte hinanden.
Det er da også noget!
-
En kende for tidligt
Jeg kommer sjældent for sent.
Gør jeg, er det ydre omstændigheder, der har forhindret mig i at møde op til aftalt tid og så har jeg givet besked… om det så kun er 5 minutter det drejer sig om. Jeg hader selv at vente. Synes vel et eller andet sted, at det er mangel på respekt at komme dalrende, som det passer en.
Engang imellem sker det, at jeg kommer for tidligt.
I dag kom jeg en hel uge for tidligt.
Der skal være stort Retroloppemarked på Spritten.
Næste weekend.
Hvilket var den ret indlysende årsag til, at der var ganske mennesketomt derude i dag.
For pokker!
-
Lutter roser
Jeg var ikke forberedt på at blive sendt hjem i går efter besøget på Hamlet. Men det var enten ‘nu’ eller en udsættelse af blokaden til en dag, hvor jeg havde mulighed for at tage hjem efterfølgende.
Valget var nemt: NU.
Efter alt for lang tid med tiltagende smerter og stivhed i leddet skulle det ikke udsættes så meget som en time.
Som beordret tog jeg den helt med ro resten af dagen, og selvom om det nu er et døgn siden og lokalbedøvelsen forlængst bør være forduftet, har jeg det fortsat mærkbart bedre end for blot et par dage siden.
Jeg har ikke sovet igennem i nat – men dog langt bedre end længe. Morgenritualet forløb uden smerte… jeg har sågar kunnet løfte armen langt nok op til jeg rent faktisk har deo under begge arme i dag.
Dét er STORT.
Det er som om jeg er kommet i de rigtige hænder hos en mand, som har arbejdet specialiseret med ortopædkirurgi i mange år… empatisk, kompetent, nærværende og rigtig god til at forklare uden at bruge ‘lægesprog’ – er det umiddelbare indtryk.
Det bliver godt. Basta!
-
Man har en diagnose indtil man får en ny
Først var det Rotator Cuff syndrom, så Bursitis Subacromialis og i dag var diagnosen så frossen skulder.
De kan kalde hvad de vil, blot de gør noget ved det.
Jeg havde en tid hos Aleris-Hamlet i dag.
Her er så lækkert, at det virker helt forkert, at der futter læger og sygeplejersker rundt.
Tiden jeg havde blev overholdt til punkt og prikke. Jeg blev modtaget af en umådelig rar lidt ældre ortopædkirurg, som gav sig god tid til at lytte til min skulderhistorie. Jeg følte mig i de bedste hænder. Han scannede igen – begge skuldre – og til sidst fik jeg så den her blokade.
På en skala fra et til ti, hvor ondt tror I så det gør, at få stukket en kanyle direkte ind i skulderleddet?
Hundrede!
Mindst!
Lige nu er jeg næsten smertefri for sprøjten indeholder også et lokalbedøvende middel, som holder ca. 6 timer. Jeg blev sendt hjem og skal holde skulderen fuldstændig i ro til i morgen for at få optimal virkning af binyrebark hormonet.
Jeg har en tid igen til om 14 dage. Røntgen og nummer to blokade af tre.
Fik jeg sagt, at jeg er ovenud tilfreds med, at mit firma har valgt at sundhedsforsikre mig?
-
Hvad drømme er gjort af
Jeg er ALT ALT ALT for for ung *host* til at tænke de tanker, men fakta er, at jeg om 6 år faktisk er i stand til at sige, at jeg har aftjent min værnepligt på arbejdsmarkedet.
Det sker så ikke, det ved jeg godt – altså at gå på pension allerede som 60 årig – men jeg KAN og det giver en vis tryghed og en enorm frihedsfølelse.
Den taler vi i øvrigt ofte om den frihedsfølelse. Der er ingenting, der binder mig… på nogen måde… og selvom jeg ikke gør så meget brug af friheden, så er den fandeme rar at have og tænke på.
Når engang beslutningen om tilbagetrækning tages, falder der et pænt stort engangsbeløb ned i min lomme.
Jeg drømmer om, at de bl.a. skal bruge på en rejse til Alaska.
Man kan sejle fra Vancouver og så op langs kysten – på samme måde som turen langs Norges kyst. Jeg kunne snildt se mig selv sidde der på dækket og spejde efter spækhuggere.
Der er bare et lille men. Det koster næsten præcis det dobbelte at rejse alene og så kan jeg jo egentlig lige så godt invitere en med, men hvem pokker – andre end mig – har lyst til at rejse til Alaska?
Måske ham der der fejer benene væk under mig her i februar.
Eller noget (:
-
Ventetider
Jeg fik brev i min eboks i aftes fra Region Nordjylland. Det var respons på henvisningen til den ultralydvejledte blokade, som jeg langt om længe fik af min læge i tirsdags.
Jeg har fået en tid på Hjørring Sygehus til den – hold nu fast
Det er helt hul i hovedet, at der skal være så lang ventetid på en undersøgelse/behandling, som jeg antager varer max en halv time. Jeg kunne sagtens have haft et job, hvor jeg var afhængig af normal funktion i den skulder og så havde jeg godt nok været ilde stedt.
Heldigvis var jeg i går formiddag også blevet kontaktet af Marie fra min sundhedsforsikring. De havde forsøgt, at kontakte Region Nordjylland for netop at høre deres ventetider, men havde ikke kunnet træffe nogen og ville derfor vide, om jeg havde fået indkaldelse. Det kunne jeg på det tidspunkt svare benægtende til.
“Nå, det har vi squ ikke tid til at vente på… jeg finder ud af noget til dig“. Hun ringede af, men inden jeg havde nået at tjekke om der rent faktisk lå noget i min eboks, ringede hun igen med en tid til på torsdag på Aleris-Hamlet i Aalborg.
5 minutter senere lå bekræftelsen fra Hamlet samt en betalingsgaranti fra sundhedsforsikringen i min indbakke.
Behøver jeg at sige, at jeg lige nu er skide godt tilfreds med at mit firma har valgt at sundhedsforsikre mig?
-
Dét skal fejres
Det er en vigtig dag i dag, hvor de store beslutninger, modet og ikke mindst friheden fejres.
Det er præcis 9 år siden jeg pakkede min datter og alt mit habengut og trådte ud af et alt for langt ægteskab.
Havde jeg nu være Trump, havde jeg lavet et dekret og udråbt dagen som national helligdag.
It’s true, it’s fantastic, it really is.
🙂
