Tilbage i november skiftede jeg foder på Bob.

Et år gammel var det tiden at skifte ham over på voksenfoder. Siden vi hentede ham hos opdrætter havde han fået RCs Franske Bulldog foder. Helt sikkert et glimrende foder, men desværre kørte hans fordøjelse op og ned som en yoyo og derfor synes jeg ikke, at det var den type foder, han skulle fortsætte på.

Hos dyrlægen fik jeg en prøve på et fiskebaseret foder og kunne hurtigt se på ædelysten, at det var den vej vi skulle.

Valget faldt på Orijens Six Fish. Et canadisk foder, som udover at være fiskebaseret heller ikke indeholder hverken kornprodukter eller tilsætningsstoffer.

Det lugter ikke skide godt, men han stortrives på det. Ædelysten er stor, maven er stabil (og uden væsentlige gasudslip) og så fælder han stort set ikke længere.

Fodret hører til i den dyre ende, men jeg har regnet ud, at de 150 gram foder han skal have om dagen koster sølle kr. 9,30.

Det synes jeg er er en fair pris for et foder, som han trives på og som er super godt for ham.

Lige som så meget andet er valget hundefoder nærmest en religion. Nogen sværger til det ene, andre til noget andet. Nogen mener barf er vejen frem, mens andre synes at supermarkeds billigste tørfoder eller rester fra middagsmaden er fint nok til deres hund.

Mine hunde skal have det bedste og særligt i perioden, hvor de vokser kan det ikke blive ‘godt nok’. Bob får en enkelt køb bid eller lidt ris i ny og næ, når der er noget tilbage på min tallerken ellers må han desværre se resterne ryge i skraldespanden og nøjes med den mad, der er indkøbt specielt til ham.

Jeg ville indimellem ønske, at nogen styrede mit fødeindtag efter samme stramme principper  – vejet op og udelukkende noget, der var godt for min krop!

(ikke sponsoreret indlæg)

Bobs tålmodighed kan ligge på et meget lille sted. Særligt når der er beboere i gæsteværelset og det bliver op af formiddagen før der er liv deroppe.

Udover ventetiden har han hygget sig, ligget på skødet og fået opmærksom ud over det sædvanlige – jeg tænker, at han sover indtil næste weekend 🙂

Jeg havde chaufførkasketten på og hentede P på jobbet i Skørping. Inden han havde fri, nåede Bob og jeg en herlig time i hundeskoven som ligger i Rold Skov.

Det er, så vidt jeg har læst mig til, Danmarks ældste hundeskov. P-pladsen var fyldt og der var da også masser af hunde i skoven.

Ved den lille skovsø samles hundene og deres ejere. Det er tydeligt at mærke, at det er mennesker, som kommer der ofte – de kender hinanden og det virker en anelse sammenspist. BoB tonser bare på, mens hans matte holder sig i yderkredsen.

Det ser måske fredeligt ud, men den lille hund på billedet herover, var ikke særligt sød ved Bob. Vi gik en runde i skoven og da vi kom tilbage var den blevet optaget af noget andet.

Det er skønt at opleve hvor nysgerrigt og venligt Bob agerer i forhold til de andre hunde og det gælder både store og små.

Det er ikke mange dage siden jeg pralede med at have en hang til at notere underlige mærkedage… og så har jeg glemt den vigtigste: at det den 15. januar var et år siden Bob flyttede til Hals.

Jeg er en elendig hundemor. Det sker aldrig igen. Promise.

På billedet herunder er han 8 uger og vejer 2,5 kg – på ‘cover billedet’ er han et år ældre og vejer knap 11 kg.

Min statistik er eksploderet i dag med besøg fra Kina. Jeg har prøvet at blackliste deres ip-adresser gennem et plugin – jeg er nemlig ret sikker på de ikke er her for at læse om mit og Bobs liv,  men desværre ser det ikke ud til at virke på ip-adresser, der kommer fra mobiltelefoner, som disse kineseres gør 🙁