-
Irma is in da house
Irma tog turen hjem fra vejle i stiv arm og Nanna havde mere end nok at gøre med at få hende til at forholde sig bare nogenlunde i ro.
Bob blev introduceret til sin lillesøster på neutral grund og det er gået så fint med de to. Bob var lidt oppe op køre den første time og Irma var på samme tid skræmt og tiltrukket af den fremmede hund.
Nu er hun præcis så kæk som hun var blandt sin tidligere flok. Hun har indtaget hundesengen i stuen og tillader sig oven i købet at gø af Bob (som INTET fatter).
Han har ikke helt forstået, hvad det er der har ramt ham. Han er sød, men ved ikke helt hvordan han skal tackle hende.
Der er grinet højlydt mange gange i dag… det bliver vist en fest med de to 🙂
Det blev for mørkt med billedespam i dag – håber dagen i morgen bringer noget lys med sig.
-
Hey hey vacay!
To ugers ferie fra kontoret.
M I N D S T
Det kan også ende med at blive fire uger. Det er helt op til Irma og Bob. Mest Irma.
Det er meget svært at få armene ned. Både over pusterummet fra hverdagens trivialiteter, men også over at ventetiden endelig er ovre.
I morgen meget tidligt på dagen kører vi mod Vejle og henter vores lille nye familiemedlem hjem.
Er I klar til Bob og Irma spam?
-
Irma kommer
Så nåede vi endelig ugen, hvor vi kan køre til Vejle og hente Irma hjem.
Alt er klar til hun kommer.
ALT.
Eller det vil sige, at jeg mangler faktisk at få hende forsikret – men det gør jeg næste mandag når jeg har alle de oplysninger som forsikringsselskabet skal bruge.
Til Bob valgte jeg Agria Dyreforsikring, som var det forsikringsselskab, der har færrest forbehold for racespecifikke sygdomme.
Jeg har så endnu ikke haft brug for forsikringen, men den slags gambler jeg ikke med og Irma skal selvfølgelig også forsikres i både hoved og r**.
Hun bliver iført Bobs første halsbånd og line. Madskåle, hundesenge og tæpper har jeg masser af. Legetøj og tyggeting lige så. Foder til den første tid får jeg med fra kennelen og der er ekstra på vej med posten.
Jeg er klar.
Helt klar.
Om Bob også er klar vil vise sig 🙂
-
Vi skal kun sove 9 gange mere
Julen er kommet og gået – og det samme er nytåret.
Nytårsgæsten er kørt hjem og der falder igen ro og hverdag over huset.
For en kort stund.
Om bare ni dage er ventetiden nemlig forbi, vi henter vores lille Irma hjem og jeg holder ferie. Hun mangler lige at rejse det sidste øre og så er hun flyvefærdig.
Mon ikke det bliver en fest.
Det tror jeg.
De sidste dage med Jack i huset har i hvert fald været sjove og fyldt med hundeleg af den slags, hvor man som hundeejer kommer til kort.
Jeg håber mine egne to får samme fine forhold og at der stadig er plads til at Jack kan komme på weekend og deltage i legen.
Sammen med Irmas ankomst afvikler jeg resten af min ferie, så vi får den bedst mulige start med det lille nyt familiemedlem.
Vi skal kun sove 9 gange mere…
-
Dagen derpå for fede Bob
Sent i aftes – ca. 12 timer efter han var blevet lagt i narkose – var Bob på benene igen og vi listede en lille tur i kvarteret.
Lørdag morgen er han præcis som han plejer, kæk og fuld af spilopper. Der er kommet noget både ind og ud, og han er ikke det mindste generet af den lille syning, som er både tør og fin.
Han får selvfølgelig både smertestillende og antibiotika, men udover det tror jeg ikke det er noget vi kommer til at mærke noget til.
Den ‘alvorligste’ konsekvens af det dyrlægebesøg er, at Bob er sat ned i foder. Han har taget et halvt kilo på og på så lille en hund er det en vægtøgning som ikke bare er ligegyldig. Han bliver ikke fyldt med godbidder eller menneskemad, så det er udelukkende en reduktion af foderet der skal til. 25 g mindre om dagen fremover… sagde Dr. Dyr.
-
Så røg løgene
Bob blev i sommer kemisk kastreret. Det har haft den ønskede effekt og taget hanhunden ud af ham – uden at gøre ham tandløs.
Med Irmas ankomst til januar besluttede jeg at gøre det permanent og derfor har han i dag mistet sin manddom for alvor.
Hos min dyrlæge er man sammen med hunden indtil den sover før operationen og derfor ser Bob noget slået ud på det sidste billede 🙂
Operationen er forløbet helt efter bogen. Han er fortsat helt groggy og går som om han har en seriøs brandert på – håber ikke tømmermændene bagefter er lige så slemme.
Når han nu var i narkose bad jeg Dr. Dyr om at tage et røntgenbillede, så vi kunne se status på ryg, hofter og knæ. Han laver ofte sådan et sjovt lille chassétrin med højrebagben når han går/løber og det kunne være fordi han havde ondt.
Nu viser det sig, at det er rent krukkeri. Alt ser nemlig ud til at være super fint.
Du kan se røntgenbillederne i fuld størrelse ved at klikke på dem.
Nu venter jeg blot på, at patienten vågner op af sin rus 🙂
-
Tjek til det
Jeg husker med al tydelighed hvor lille og forfrossen Bob var da han landede i Hals i januar 18, og hvor svær han var at få med ud de første kolde måneder.
Jeg har derfor spekuleret lidt i, hvordan jeg får luftet Bob ordentligt og samtidig kan medbringe Irma uden at trætte hende og uden hun bliver alt for kold.
Jeg kunne selvfølgelig bare tage hende under armen, men det bliver sikkert også lidt træls i længden.
Enden på det er blevet den, at jeg har investeret i en hundetaske foret med lammeuld, gode solide håndtag og en indbygget snor med karabinhage så hun ikke pludselig springer ud.
Indmaden kan tages ud og bruges som ‘rejsehundeseng’ og det hele kan maskinvaskes.
Der var mange mange typer at vælge mellem, men denne her er den eneste jeg kunne finde, som også virker som et varmt sted at være.
Det er så også det eneste, som det har været nødvendigt at investere i udover hvalpen.
Behøver jeg at sige, at vi glæder os?
-
Jagthunden er pillet ud af ham
Bob skal ikke have skyld for at have noget særligt udpræget jagtinstinkt.
Et split sekund før billedet herover er taget løb en flok rådyr over skovstien. Bob måbede bare og sendte mig et hvad-pokker-var-det-blik. Inden turen i mosen var slut skete det igen… en rå stod på stien og kiggede på os uden nogen som helst reaktion andet end undren.
Det er sådan set fint nok. Han skal ikke bruges som jagthund. Jeg har stået på selv samme sti og ventet på Lillebror i 20 minutter mens han styrtede rundt i mosen på jagt efter et rådyr. Det var bestemt ikke sjovt.
Bob tilhører ‘FCI Gruppe 9 – selskabshunde’ – det er han til gengæld rigtig god til.
-
Birthday boy
Bob D, His Bobness, Bobben eller bare Bob… i dag bliver dyret med de mange navne to år ♥
Han er kold som jordbær is og udover et ekstra godt ben er det ikke noget, der bliver fejret.
Hundefødselsdage var noget andet da poden var mindre. Der havde vi naboerne på besøg, når der var hundefødselsdag og de fik cacao og boller, som det hører sig til 🙂
Fødselsdagsgaven er en lillesøster og så må vi håbe hun falder i smag – jeg tror nemlig ikke, at der er byttemærke på.
Jeg har sagt det før… for få år siden kunne jeg have forsvoret, at jeg skulle have en lille hund, men jeg er nødt til at erkende, at glæden ved at have hund ikke er proportional med størrelsen af dyret.
Mit valg af race affødte mange velmenende advarsler og kommentarer, som alle var med i mine overvejelser. Alligevel gik jeg med min forelskelse i racen og har ikke fortrudt et sekund.
-
Jeg er ikke dækken type
Jeg er ret overbevist om, at jeg er helt alene om min begejstring for Bobs vinterdækken. Det er ellers så fint. Diskret mørkeblåt og sidder perfekt på ham.
Han var kold som jordbæris og viste med al tydelighed, at det ikke passer sig for en hund at have tøj på.
Han rystede kroppen og rullede sig i græsset for hver 10 meter i håb om at få den skrækkelige tingest af, men når man er af en race, som er uden underuld og derfor kommer til at fryse må man lære at leve med den.
Når jeg vågner om morgenen kan jeg finde Bob langt inde under sin dyne og på andre tidspunkter lige der, hvor gulvvarmen løber under bryggersfliserne. Han er en kuldskær fætter, men der er en grænse og den går ved vinterdækkenet.