-
Onsdags fest
Vi var kun mødt to op til hundetræning i aftes. Bob og så Alfred – en border collie, som har haft det temmelig svært de første gange med at omgås de andre hunde.
Det var der tid til at tage fat på i aften.
Sidste onsdag gjorde han fortsat udfald mod de andre hvalpe og det var da også udgangspunktet da han i aftes blev introduceret til trænerens to velafrettede voksne hunde.
Inden aftenen var omme legede de alle fire helt uden problemer i den indendørs hal.
Og havde en fest.
Vi fik ikke ret meget ud af selve træningen – Bob synes, at det var træls og koldt – til gengæld gik vi hjem med et smil på læben – både over Alfreds succes, men også over at have fået tumlet dejligt sammen.
Beklager de elendige billeder – mobilens kamera er ikke alt for godt i hallens neonbelysning.
-
Parasitter og fæces – så er du advaret
Matas har helt sikkert udviklet deres små prøvebeholdere til noget mere lækkert og velduftende end det jeg har tænkt mig at putte i dem de næste tre dage… nemlig afføringsprøver fra Bob (:
Det skal tjekkes om vi har fået udryddet giardia’en fuldstændig. Den udskilles ikke nødvendigvis hver dag og derfor skal vi levere prøver fra tre dage.
Vi har været godt hjulpet af de mange dages frost og jeg har været flittig med rodalon og tæppevask, så jeg håber på tre negative prøver.
Der er intet der tyder på, at han er inficeret nu. Tværtimod leverer han de fineste pøller og skal (hvad jeg har hørt) modsat mange Franske Bulldogs ikke tørres bagi.
De er kendte for at have lidt sarte maver, men der er intet der tyder på, at mit eksemplar har den skavank.
-
Øre- og snebøvl
Weekenden blev tilbragt i en Panodil rus – hvis man kan tale om sådan en – både øre og skulder gjorde ondt, så der blev indtaget max dosis.
Natten til mandag sov Bob igennem – det gjorde jeg så til gengæld ikke.
Efter mit fald foran Sygehus Nord for mere end en måned siden har jeg haft smerter i skulderen. Thomas Fysioterapeut gør sit bedste, men det er kun Panodil, der lindrer smerten lidt lige nu.
Ørepinen kunne jeg heller ikke sove fra, så jeg måtte ty til en akut tid hos ørelægen. Heldigvis havde han et afbud så jeg kunne komme til i dag. Der er ganske rigtig væske i mellemøret og der er igen ordineret ‘øreskylning’ med eddike og kogt vand, som kan forhindre, at det udvikler sig til en reel øreinfektion.
Og hue.
Husk hue, sagde han, når det blæser og er koldt, er det vigtigt for ørebørn (:
Det blev en grim hjemtur. Der kom rigtig meget sne på det tidspunkt jeg kørte. De lange åbne stræk ude på landet fyger hurtigt til og skuldrene faldt først ned på plads da jeg holdt i carporten og motoren blev slukket.
Det sner fortsat.
Bob synes, at det er fedt… langt federe end småfuglene som jeg forsøger at fodre, så godt jeg kan. Det er ikke nemt for aldrig så snart jeg har drysset lidt foder før det igen er dækket af sne.
-
Jeg gider ikke
Papkassen Bob sov i var blevet for trang, så den er røget ud.
Hundesengen er nu i entreen og han sover i stedet i det store bur ved siden af min seng. Endnu med lågen lukket. Han skal fortsat tisse i løbet af natten og så er det rart at blive vækket, så det kan foregå i haven.
Til morgen ville han ikke ud af buret da jeg åbnede lågen. Som en anden teenager lå han og gassede sig i sine varme tæpper og lige meget hvor meget jeg lokkede, blev han liggende.
Jeg kunne godt have tænkt mig at gøre det samme. Og efter en laaaang køretur i kø, som fordoblede transporttiden til jobbet, ville jeg ønske, at jeg havde gjort det.
Vi har ikke fået en eneste snefnug i Hals, så jeg blev noget overrasket da jeg nærmede mig Aalborg og sneen væltede ned. 5-6 cm var der kommet da jeg kørte bilen ind på p-pladsen.
Bob udviste samme modstand mod at rejse sig fra kurven da jeg forsøgte at lokke ham med på en lille tur i skoven efter arbejdstid.
Fuldt påklædt til kulden lagde han sig i kurven og lod som om jeg ikke eksisterede.
Ud kom han, omend det kun var en kortere tur… kulden var ikke behagelig for nogen af os!
-
Sen vinter
Polarkulden kulminerer først midt i næste uge, men allerede i dag var det tydeligt, at temperaturen er dykket en hel del.
Ved stranden var vinden bidende kold og det er svært at forstå, at den første forårsmåned begynder i den kommende uge.
Trods kulden lokkede solskinnet mig i haven. Lidt oprydning var tiltrængt og haveaffaldcontaineren blev fyldt til randen med rådne æbler, pinde og bunker af mirabellesten.
Bob slæber ‘ting’ med ind i huset – poser, plastik, og alt muligt skrammel, der er blæst ind i haven – nu er udbuddet begrænset til pinde.
-
Lydigheds champion
… er vi ikke endnu. Om vi nogensinde bliver det er stærkt tvivlsomt, men mindre kan også gøre det og det går forbavsende godt med den bette Bob D til hundetræningen.
Kontaktøvelserne er vi skide gode til og de danner ligesom grundlag for vores videre arbejde – og så er det herligt at opleve, at hans omgang med de andre hvalpe er præget af glad nysgerrighed og intet andet.
Nogle af mine medkursister er laaaangt mere udfordrede og har hunde, der kræver en del mere arbejde.
I dag tager vi den med ro.
En lille tur ved stranden er det blevet til og ellers ligger vi på den lade side. Jeg på sofaen og Bob i en solstråle på gulvet ved siden af. Vi tanker energi til weekenden og brygger på det lille indlæg
vi erJEG er blevet bedt om at holde… om Bob eller rettere om den Franske Bulldog og hvorfor jeg har valgt netop den race.Vi har levet sammen nu i 5 uger. Det har naturligvis været hårdt. Den manglende nattesøvn og den konstante opmærksomhed en hvalp kræver trækker tænder ud.
Udover det har han fuldt ud levet op til de forventinger jeg havde qua mine weekender med Jack.
-
see scout sleep
I onsdags lærte jeg, at alt man foretager sig med en hvalp/hund skal være en god oplevelse.
Når hunde leger allerbedst bør man afbryde mens legen er god. Det samme med træningssessioner. Stop mens hvalpen fortsat synes det er sjovt.
Vores få morgengåture var ikke nogen god oplevelse. Hverken for Bob eller jeg, så indtil videre er de indstillet. I stedet går vi morgentur i haven, hvor han bliver krudtet af og får sig gjort ren inden jeg tager på job.
Siden sidste onsdag har vi gået stort set den samme tur ved stranden hver eftermiddag. Til at starte med ville han ikke gå væk fra bilen og jeg måtte bære ham et lille stykke eller lokke ham for at få ham med.
I dag tog han selv initiativ til at begynde turen. Han piler ikke længere lige i hælene på mig, men bevæger sig længere og længere væk på små eventyr. På udturen er han fri og på turen retur i bånd
Han bliver ældre, men sørme også mere tryg ved verden omkring.
I weekenden tænker jeg, at vi prøver om han også frivilligt vil forlade huset af hoveddøren… det er indtil videre ikke lykkedes 🙂
-
Nå ja, det kunne han også godt ha’ heddet
– Hvad hedder hunden?
– Han hedder Bob
– Moooaaar… den hedder Blob!
-
Altså det fjæs
Brachycephal hedder den hovedform Bob har – og som i øvrigt også Lillebror havde.
Underbid, kort snude og et forholdsvist fladt ansigt.
Nogen synes med garanti, at det er verdens grimmeste hunde, men det er åbenbart det look jeg falder for, når jeg skal vælge hund.
I morgen er det 5 uger siden vi hentede ham i Vejle og jeg har ikke fortrudt mit valg et sekund.
Gu’ er det hårdt at have en hundehvalp, men selskabet og det sjove og givende opvejer sagtens den manglende søvn og de mange udfordringer det også giver.
Hvalpetiden er jo ret kort. Poden synes nu aldrig han skal blive større, men jeg er ikke helt enig. Den ro, der er over en voksen hund er trods alt at foretrække på den lange bane.
-
Beachboy in spe
Endelig virker det som om Bob finder fornøjelse i at gå en tur ved stranden.
Vejret var dejligt og uden vind – og vi opholdt os derude en hel time.
Vi gik selvfølgelig ikke en time, slet ikke, men tog os rigtig god tid til at undersøge stedet.
Jeg satte mig på mit hemmelige sted og kort efter skred han på opdagelse omkring de joller, der er trukket på land for vinteren.
Der duftes og smages på skaller, tang, fiskenet, marehalm… verden er stor og ny, når man er en lille hvalp.
Vi gik også en lille smule i vandkanten, så våde poter heller ikke er ‘farligt’.
Nu skal der soves og spises og soves…
