I fredags blev Irma fem og i dag fylder Bobben syv. Der vanker et godt ben i aften. Til dem begge.

Jeg sad på en trappe i en butik i London og ventede på at Nanna skulle bliver færdig med at shoppe, da der tikkede en besked ind fra Miriam om at hvalpene var født og at der også var en lille hanhvalp til mig.

I næste uge rejser jeg til London igen, men venter ingen glade nyheder. Ikke af den slags i hvert fald. Hundene bliver hjemme. Jeg har hyret mureren til at passe både dem og huset – de skal nok få det hyggeligt.

Vi er nu 2 uger på den anden side af Bobs øjenoperation og endelig tør jeg sige, at det går godt. Vi var til kontrol i fredags og også Dr. Dyr var af den opfattelse, at vi er på vej til normale tilstande.

Bobs skade var ret stor, så det blev et større indgreb og han nævnte, at 2-3 uger var helt normalt for øjet at være påvirket.

Han er i behandling med Terraxin øjendråber frem til tirsdag og så håber jeg, at det er slut. Helt slut.

Ikke mindst for Bob’s skyld.

Han har været SÅ tålmodig. Jeg tvivler på at det var gået lige så nemt med den yngre model, der bor her i huset … hun hader at blive pillet ved, altså medmindre man gider klø hende på maven.

Bob blev afleveret hos dyrlægen kl. 10 og lagt i narkose inden jeg gik. Dyrlægen havde fået selskab af en erfaren kollega med stor viden på øjenområdet.

Da jeg forlod klinikken havde de endnu ikke fået talt færdig om hvad var den bedste behandling af Bob, så jeg var lidt spændt på at blive ringet op efter operationen.

I stedet for at lukke øjet havde de ladet det stå åbent. De havde trukket blod og lavet serum af Bobs eget blod, som skal benyttes som øjendråber de næste 5 dage. Den metode skulle være lige så god som at sy øjet sammen. Og mere skånsom, da der ingen sting er der skal fjernes under endnu en narkose.

Han er temmelig medtaget af narkosen og kunne kun akkurat holde sig på benene til at tisse i gården.

Nu er det så med ‘lampeskærm’ de næste mange dage, men så forventer jeg sørme også, at vi endelig kan lægge den skade bag os.

Jeg tør næsten ikke sige det, men bare to dage med Spersadex øjendråber har gjort en kæmpe forskel for Bobs dårlige øje.

Om morgenen har der stadig været en lille smule ‘snask’ som jeg skyller ud, men ellers er den meget tydelige irritation i øjet væk og slimhinden er gået fra rød til den normale lyserøde farve.

Jeg er mere end forsigtig optimist i forhold til at det nok skal gå og at vi undgår operation.

Hvis man nu tænker, hvorfor han ikke har fået den type øjendråber fra starten, så skyldes det, at den ikke må bruges på åbne hornhindesår. Såret har været usædvanlig længe om at hele og vi har derfor først nu fået grønt lys til at begynde behandlingen.

Fremover skal der passes på ham. Eller på hans øjne. Det betyder at vi må lægge vores luftetur steder, hvor han ikke lige kan stikke hovedet ind folks hække eller kravle ind under buske.

I går blev de luftet ved fjorden og i dag ved skydebanen.

En kontrol hos Doktor Dyr viste desværre, at Bobs hornhindesår fortsat er stort og irritabelt.

Der ér bedring at spore og såret er nu overfladisk, men det skal være mærktbart bedre inden 5. januar ellers står der en øjenoperation på programmet.

Dyrlægen forklarede, at man går ind med en tynd kanyle og lavet et net af små skader over såret – det fremmer helingen. Så syr man både det indre og ydre øjenlåg sammen og efter 2-3 uger skulle der været skabt en ny og skadesfri hornhinde.

Det lyder voldsomt, men Mogens siger, at det ikke er ubehagelig for hunden og det må jeg så tro på.

Foreløbig er han forsigtig optimistisk, at mere salve og penicilin kan hele skaden af sig selv – og så er Bobs matte ekstra streng med brugen af baderingen den næste uge.

Desværre blev det ikke den regnfest som skyerne antydede i går. Måske var de simpelthen tømt for vand da de nåede Hals.

Vi fik regn, men slet ikke i en mængde, som gør nogen væsentlig forskel for haven eller mængden af vand i min regnvandstønde.

Skal jeg finde det positive er det temperaturfaldet som indfandt sig da fronten havde passeret. Det føles godt at kunne ånde den køligere luft og det højnede kvaliteten af min nattesøvn.

Mandagsfridagen skulle have været afløst af en dag på kontoret, men et behov for et dyrlægebesøg holdt mig på hjemmekontoret.

Jeg havde få for dage siden skrevet i et et brev, at vi længe havde været forskånet for besøg hos dyrlægen… jeg burde være klogere… den slags skal man ikke jinxe.

Bob har opført sig underligt et par dage. Gået tre skridt, sat sig på rumpen, og forsøgt at slikke bagi/på poterne/klø sig i ørene – det har været lidt usikkert.

Jeg har tjekket trædepuder, pillet ham i tæerne og i ørene, kigget ham bag i uden at finde nogen som helst tegn på, at noget skulle være galt.

Lige indtil i aftes hvor jeg også fik tjekket oppe under den lille halestump. Rød, hævet og væskende var der under halen. For pokker jeg kan godt forstå, at det har været ubehageligt. Jeg rensede så godt jeg kunne, smurte med Isaderm og gav ham lidt smertestillende. Til morgen var det allerede bedre.

Dyrlæge Mogens kunne konstatere et par meget fyldte analkirtler, som sagtens kan være roden til sådan en hudinfektion. De er nu tømt og renset, Bob får lidt penicillin og så skal jeg fortsætte med at rense og smøre med Isaderm.