Jeg tror nok Nanna havde drømt om en lille mild pige, der ville sidde stille, tegne eller lave perleplader … og så kom Solveig!

Her er både temperament og fysik som på ingen måde matcher med noget stillesiddende. Når hun finder fidusen ved løbecyklen hun fik i fødselsdagsgave, tror jeg ikke længere, at det er sikkert at være fodgænger i Hals.

Til morgen havde vi en aftale ved stranden. Selvom vi er færdige med månedsbillederne så skal hun selvfølgelig stadig fotograferes.

Jeg ved ikke hvad der gik galt, men jeg kom hjem med så mange kiksede fotos. Stedet og lyset var ellers perfekt, men fokus og farverne var bare piv ringe.

Weekenden har været af de stille. Meget stille. Efter de sidste to uger på jobbet og sidste weekends megen aktivitet var det tiltrængt med et par dages opladning.

Faktisk kunne jeg godt have brugt en uges ferie oven på de to uger alene på kontoret.

Jeg starter ugen ud med en hjemmearbejdsdag. Ikke mindst for lige at få Kaptajn Haddock skyen jeg har hængende over hovedet til at fordufte inden jeg igen mødes ansigt til ansigt med mine kolleger.

Vi har taget fotos af Solveig en gang om måneden det sidste år.

I dag har hun været her og fået taget de sidste. Jeg tror det er meget godt, at vi nu har besluttet, at det fremover kun er hver 6. måned. Hun er konstant i bevægelse og synes det der fotografering er det kedeligste i verden.

Hun er lyhurtig til at kravle og meget målbevist når det er de ‘forbudte’ steder hun er på vej til. Hun står – også uden støtte – og jeg tror ikke, at det varer længe før vi ser hendes første vaklende skridt.

Hendes mor tog sine første skridt på sin 1 års fødselsdag. Det tror jeg dog ikke Solveig når indenfor de næste 3 dage, men det er jo heller ikke nogen konkurrence og hun skal nok lære at gå.

Som sand mellem fingrene løber tiden og selvom foråret er fyldt med fridage, så synes jeg slet ikke, at jeg når alt det, som jeg gerne vil.

For et par aftener siden var jeg på et spændende webinar arrangeret af Velliv – mit pensionsselskab.

Webinaret var delt i to. Først præsenterede en rådgiver den økonimiske del og bagefter var tv-lægen Peter Qvortrup Geisling vært for en samtale mellem to mennesker, som havde valgt hver deres måde at gå på pension på. Det var ret spændende, for det er ikke kun økonomien, der skal overvejes, men også hvilket type tilværelse man ønsker.

Selvom jeg har mistet en del de sidste par år på min opsparing, har jeg alligevel en del mere end de 6-7 årslønninger man anbefaler at have opsparet, så jeg er ret fortrøstningsfuld for mit seniorliv.

Og så får jeg tid nok!

Jeg vil jo slemt gerne have mulighed for at være sådan en ‘rigtig’ mormor med tid og overskud til at være noget for Solveig.

Hendes tid går også alt for hurtigt og om lidt skal hun i dagpleje. Der viste sig ikke en kommunal dagpleje, hvor hendes forældre havde lyst til at aflevere hende, så i stedet bliver det lidt uden for byen i en privat pasningsordning.

Det er på en gård med et større dyrehold af køer, grise, geder, katte, heste, hunde, høns, kaniner, gæs, marsvin og hvad har vi…

Hun er helt klar til at bevæge sig væk fra mors trygge favn og blive en del af en lille børneflok med al den læring, der ligger i det.

At dømme ud fra ansigtsudtrykket vil jeg mene, at Solveig har arvet sin mors kærlighed til heste.

Nanna har redet på Zindy siden hun var 8-9 år – og både hest og rytter bliver 29 i det her forår.

Jeg kan se, når jeg bladrer tilbage, at Sofie red på Zindy første gang da hun var 4, så jeg har da et lille håb om at Zindy lever så længe, at også Solveig kan få lidt fornøjelse af den gamle krikke 🙂