• Amsterdam

    Cykelby

    Amsterdam har omkring 900.000 cykler.

    Med et bycentrum hvor gaderne er så smalle giver det rigtig god mening at cykle. Amsterdammerne kører ikke mindre end 2 millioner kilometer om dagen på de over 400 kilometer cykelstier byen har.

    Det er vilde tal.

    De kører også vildt. Ligesom meget andet i landet betragtes færdselsreglerne meget liberalt og vi har måttet springe for livet utallige gange for at undgå kollision med Vingegaard-typer, der anser enhver gade som en afgørende enkeltstart i Tour de France.

    I modsætning til Tour rytterne bruger amsterdammerne ikke cykelhjelm… heller ikke deres børn, som de transportere på cykel, har hjelm på.

    Vi mødte også en kendis på cykel. Kendt i hvert fald i strikkeverdenen, Stephen West med den franske bulldog Brioche i kurven.

    Samme dag lagde vi vejen omkring hans garnforretning ‘Stephen & Penelope’. Det var såmænd ikke noget særligt og garnet var hundedyrt, så vi gik derfra kun med lidt strikke nips.

    Hans sjaler er fantastiske, men udover at jeg ikke bruger sjal er opskrifterne på engelsk – der er er jeg ikke kommet til i mine genfundne strikkeskills.

  • Amsterdam

    Amsterdam tur retur

    Efter 5 dage i Amsterdam er kufferten pakket ud. Vaskemaskinen kører med snavsetøj og nyindkøb, julegaverne er klar til at blive pakket ind og jeg har en millionmilliard fotos, der skal sorteres.

    Sundhedsappen på mobilen viser et enormt antal skridt og vi har da også været fuldstændig drænet om aftenen.

    Heldigvis havde vi valgt et skønt hotel, med dejlig ro, gode senge og et dejligt badeværelse – komforten var helt i top og vi kunne hygge os på værelset efter nogle lange dage.

    Sir Adam ligger på den nordlige side af floden IJ.

    Fra Central Stationen sejler to små færger som ganske gratis fragter folk, hunde, cykler og knallerter over floden til Buiksloterweg. Vi ventede på intet tidspunkt på en færge og med en overfart på 4-5 minutter fungerede det perfekt.

    Er din ‘bil’ lille nok kan den også komme med færgen. En lille sjov detalje om det røde køretøj herunder: da færgen nåede Centralstationen sprang føreren ud, åbnede ‘køleren’ og hev i en start snor som var det en plæneklipper inden hun hoppede ind igen og kørte fra færgen. Vi så måbende til (den slags oplevelser var der flere af – mere om det senere)

    Morgenmaden blev indtaget i The Butcher og her var alt som hører en god morgenmad til.

    Elevator C var en oplevelse for sig selv og opfordrede til et par danse moves 🙂

    Alt i alt kunne valget af hotel og beliggenhed ikke have været bedre.

  • Amsterdam

    Endelig

    Tredje gang er lykkens gang, siger man og det er det også for os. ENDELIG kommer vi afsted efter at have fået vores Amsterdamtur aflyst 2 gange pga. covid-19.

    Kufferten er pakket (der er masser af plads til indkøb), vi er tjekket ind og kl. 06.00 i morgen tidlig letter vi fra Aalborg lufthavn med kurs mod Amsterdam.

    Vi skal være i lufthavnen kl. 04:00 – det er altså først på dagen. FØJ. Men vi skal afsted og den glæde kan en mødetid klokken-lort-om-natten ikke ødelægge. Jeg gætter dog på, at vi finder køjerne temmelig tidligt i morgen aften.

    Vi ses på den anden side og indtil da – tjek ind på Instagram, hvor der ganske sikkert bliver postet billeder fra vores tur 🙂

  • Amsterdam

    FERIE

    Kl. 14 slukkede jeg pcen på kontoret og så ser de mig forresten ikke de næste ti dage.

    Meget meget tidligt mandag morgen begynder 5 dage i Amsterdam. 5 dage, hvor jeg har besluttet at være offline – i hvert fald i forhold til nyheder. Slettede SMS’er, minksag og kommunalvalg hænger mig laaangt ud af halsen. En pause er tiltrængt.

    Det er sikkert for optimistisk at tro, at snakken er forstummet når vi kommer hjem – medmindre en eller anden træder i spinaten, så det er noget andet de har kastet sig over – men jeg kan da håbe.

    Der bliver heller ingen opdateringer herinde i de 5 dage.

    Pc’en bliver hjemme, så vil du følge lidt med i, hvad vi foretager os i Amsterdam skal du hoppe over på Instagram – mon ikke der bliver postet et billede eller to der!

    De to franske skal underholde mureren, mens vi er væk. Hans 100 årige mor bor på plejehjemmet i Hals og han har planer om at tage dem med på besøg derovre. God fornøjelse siger jeg bare 🙂

  • Amsterdam

    Snart

    Nedtællingen til vores julerejse er for alvor gået i gang.

    Vi skal rejse om 12 dage og satser stærkt på, at Corona og de nye restriktioner, der er på vej, ikke når at sætte en stopper for vores tur denne gang.

    Vi er så klar og mens vi gør gaderne i Amsterdam usikre flytter mureren til Hals og passer både hunde og hus.

    Egentlig skulle hundene have været i pension – men så tilbød han at være hundesitter og det er helt sikkert en langt bedre løsning for dem at være i vante omgivelser.

    Det bliver dejligt at komme lidt ud og se noget andet efter i et par år kun at have været i Nordjylland. Bevares her er skam dejligt, men for mig/os betyder det noget særligt at komme ud og se noget andet end den hjemlige andegård.

    Ud af Nordjylland skal jeg også senere i december. Vi genoptager vores juletradition i afdelingen og mødes allesammen i hovedstaden. Efter en lille workshop skal vi i Tivoli og slutter med julefrokost i Grøften.

    Hvis altså Gud og Corona vil.

  • Amsterdam

    For pokker KLM

    Jeg modtog nedenstående til morgen…

    For fanden da også, tænkte jeg. Kommer vi nogensinde til Amsterdam. Jeg tjekkede med min billet og kunne se at det ikke var samme flynummer, men i stedet det flynummer, som vi fik aflyst og ombooket i september.

    Da KLM åbnede kl. 9 ringede jeg og fik bekræftet, at vi fortsat har en afgang både fra Aalborg og Amsterdam, som faktisk ser ud til at skulle flyve. Kundeservicemedarbejderen mente, at det var en fejl, at jeg en måned senere modtager sådan en mail.

    Det kan de ikke være bekendt. Jeg var jo nærmest ved at blive kvalt i morgenkaffen.

    Inden snakken med KLM var jeg inde på, at så måtte vi via Kastrup… der må for pokker gå et fly til Amsterdam derfra. Besværligt ja, men ikke så besværligt som endnu engang at skulle flytte ferie, annullere hotel, aflyse hus-/hundepasser og hvad har vi.

    Det var heldigvis en fejl og endnu er der altså udsigt til at vi kommer afsted.

  • Amsterdam

    Fast & Furious 11

    Jeg drømte i nat, at jeg var på vej til Amsterdam og da vi stod i lufthavnen opdagede jeg, at jeg havde glemt mit pas.

    Der var 20 minutter til afgang. Jeg sprang i bilen og jeg kørte som død og helvede gennem Aalborg, overfor rødt og hvad har vi.

    Min ex-mand sad ved siden af og prædikede om alle de fejl jeg begik i trafikken og hvor ringe jeg var til at skifte gear.

    Hvorfor han havde fået sig forvildet sig ind i historien og i bilen melder historien ikke noget om. Den melder heller ikke nogen om, hvorvidt jeg nåede flyet.


    Jo tættere vi kommer på, jo mere tror jeg på, at vi kommer af sted denne gang.

    Og jeg HAR tjekket, at jeg ved hvor mit pas befinder sig.

  • Amsterdam

    Ombooket

    Dear Miss BECH,

    We regret to inform you that your flight was cancelled…

    Øv, nåede jeg at tænke indtil jeg læste videre. Vores rejseplaner er ændret. Ikke aflyst, bare ændret.

    Det fly vi skulle have været med kl. 13:10 fra Aalborg til Amsterdam blev aflyst og vi er ombooket til et fly, der går kl. 06.00.

    Jeg vil tro, at vi skal tjekke ind en time før, så vi skal dæleme tidligt op og af sted.

    På positiv siden får vi næsten en ekstra dag i byen, så det går nok.

    Både ud og hjem ser der ud til kun at være ganske få billetter tilbage, så de bliver i det mindste ikke aflyst pga. for få passagerer.

    Jeg forestiller mig, at vi på de to afgange skal flyve sammen med forretningsfolkene. Det er fint… jeg sad gerne i lastrummet mellem kufferterne, hvis det var eneste mulighed!

  • Amsterdam

    Vi tror på det

    Vi holder vejret og håber, at Covid-19 holder sig i ro de næste måneder.

    Vores Amsterdam juletur er tættere på end den har været før. Det gør, at jeg tør begynde at kigge nærmere på byen, på hvad vi skal se, hvordan vi kommer rundt med offentlig transport, hvor vi skal spise og ikke mindst shoppe.

    Vi er ikke den slags storbyturister, der styrter rundt fra den ene turistfælde til den anden, men jeg synes alligevel at vi skal se bare lidt at det byen kan byde på… udover Primark 😉

    Byen huser nogle meget berømte kunstmuseer – jeg har tidligere været i byen og set Rijksmuseum – men jeg er ret overbevist om, at min rejsemakker at temmelig græsk katolsk og i øvrigt ikke aner hvem hverken Rembrandt eller Van Gogh er, så det er ikke den slags jeg leder efter.

    Har du været i byen og kan give os et par tip, så tager vi meget gerne i mod.


    Jeg har læst at man fejre julen anderledes end i Danmark. Hvor vi i Danmark har julemanden, har man i Holland Sinterklaas, eller Sankt Nikolaus, der er forgængeren for vores traditionelle julemand.

    Den hollandske juleaften kaldes for ‘Sinterklaasavond’, og falder allerede d. 5 december, hvor der gives gaver enten om aftenen den 5. eller morgenen den 6. december (det bliver ikke i Amsterdam vi skal købe en julekalender kan jeg regne ud !?!). Der er også noget med en ‘Zwarte Piet‘, som er Sinterklaas hjælper – en tradition der de seneste år har været en del protester mod.

  • Amsterdam,  Et øjeblik...

    Den allerallerallersidste

    I morgen skal jeg på kontoret for første gang efter ferien. I mandags havde jeg nogle opgaver, der skulle laves og ryddede samtidig lidt op i indbakken. I går var jeg kort logget på igen for lige at rydde op i mails og tjekke, hvorvidt det hele var eksploderet i min ferie.

    Det sidste må jeg sige ja til.

    Jeg benyttede lejligheden til at anmode om at få flyttet to møder, som lå mandag og tirsdag. Der er tydeligvis andre ting i min indbakke, der har højere prioritet og som jeg skal tage mig af i ugens første dage.

    Jeg slutter ferien af med at planlægge den næste.

    Årets julerejse til Amsterdam.

    Tredje gang er lykkens gang, siger man. Forespørgslen er sendt til hotellet og jeg har fundet de fly, der passer til… så nu krydser jeg fingre for, at det hele lykkes denne gang.

    Det har været skønt med ferie, men nu er det også ok, at der kommer lidt struktur på mine dage igen.

    Jeg kan huske min forældre i deres otium havde ‘arbejdsdage’, som de kunne holde fri fra og når jeg kommer dertil tror jeg, at jeg har behov for også stadig at have lidt struktur på dagene ellers er jeg bange for at de smuldre mellem fingrene på mig.