-
Bob D
I dag er det 3 år siden vi hentede Bob D hos Miriam i Vejle og dermed 3 år siden, at jeg blev bulldog ejer.
Vi overvejede lidt at skifte navnet Bob D ud med Yoda da vi så det her billede. Den første tid var ikke uden udfordringer. Vi begyndte vores liv sammen med en mave-parasit i form af en giardia, som det tog mange uger at slippe af med.
Dernæst oplevede jeg en hvalp, som ikke ville ud. Jo, i haven, men han nægtede hårdnakket at gå ud af fordøren.
Først en gang i marts, hvor han var 4 måneder gammel, oplevede jeg, at han faktisk nød vores ture ud i verden.
På et tidspunkt var jeg bange for, at jeg aldrig ville få en hund, der ville nyde en tur i skoven og ved stranden, men i takt med at temperaturen steg gjorde lysten det også.
Han er stadig tyndpelset og går med frakke når det er rigtig koldt – og man kan altid finde ham under en dyne eller længst inde i ‘soveposen’.
Billedet øverst giver et meget godt billede af hvordan han er i dag.
Han går sine egne veje og altid forrest (mener vist selv, at han er chefen), og læg mærke til ørene… enten vil han sikre sig, at flokken følger med eller også lytter han faktisk når jeg kalder. Sandsynligheden for det første er nok størst.
Han er en rigtig god storebror for Irma. Hun har været noget af en mundfuld for ham, men alligevel stortrives de nu i hinandens selskab – selvom han vist stadig af og til synes hun er en pestilens og vil sove alt for tæt 🙂
-
HURRA
Alle tre prøver var negative og Bob er giardia fri.
Og skal vi så ikke aftale, at nu har vi prøvet det, så det behøver vi ikke igen? 🙂
-
Det var så den fredag
Bob har været kontorhund i dag. Han er glad for fremmede, både hunde og mennesker, så han var helt ekset over at hilse på mine kolleger, som lå og kravlede nede på gulvet… tænk hvis de var lige så fornøjede for at se mig… nå, jeg vil ikke satse på det er den velkomst jeg får på mandag 😉
Jeg havde ham med på kontoret fra morgenstunden, for vi havde en tid ved dyrlægen allerede kl. 9.
Det var Giardia parasitten, der skulle kontroltestes. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige at vi er sluppet helt af med bæstet, men desværre ser det ikke ud til, at de har nået at undersøge prøverne i dag. De ville ringe når resultatet forelå, men jeg har intet hørt. Jeg tænker det bliver mandag.
Dyrlægen klippede også hans negle – dét passede ikke dyret, men det skal gøres.
Han vejede i øvrigt 5,4 kg på Dr. Dyrs vægt – præcis det dobbelte af, hvad han gjorde den dag vi fik konstateret giardiaen.
Resten af arbejdsdagen tog jeg på hjemmekontoret. Det er dejligt med den fleksibilitet i forhold til, at der også indimellem er noget logistik, der er svær at få til at passe ind.
I dag gjorde det, at jeg slap for først at køre til Aalborg. Derefter hente Bob i Hals. Køre til Nørresundby, hvor dyrlægen bor. Tilbage til Hals for at aflevere dyret. Retur til job i Aalborg og igen hjem til Hals.
Poden har hentet sin allerførste sprit nye bil i dag… en VW UP. Når man bor ude på landet langt fra offentlig transport og arbejder langt væk er det nødvendigt med en bil, der er stabil, som starter hver morgen og er billig i drift.
Mon ikke vi får de unge mennesker at se i Hals i løbet af weekenden? 🙂
-
Mere sne
Det var ellers lige ved at tø, men i nat fik vi endnu et pulver sne, så sneskovlen måtte frem og transportiden til jobbet blev tredoblet.
Ikke mindre end en time og i minutter brugte jeg på at køre de 31 km… så grimt var føret altså på ingen måde!!!
Bob synes det er fedt med sne.
Mindre fedt fandt han det bad jeg gav ham da vi kom hjem fra skoven. Det er hurtigt og nemt at vaske sådan en bette hund og pga. den manglende underuld er han næsten tør efter en grundig frottering.
Badet er en del af behandlingen for giardia da parasitten også kan sætte sig i pelsen.
I morgen tidlig har vi en tid ved dyrlægen, hvor det vil vise sig om vi har fået helt bugt med den.
Jeg tager ham med på job fra morgenstunden og efter besøget hos Dr. Dyr kører vi hjem og arbejder hjemmefra resten af dagen.
-
Parasitter og fæces – så er du advaret
Matas har helt sikkert udviklet deres små prøvebeholdere til noget mere lækkert og velduftende end det jeg har tænkt mig at putte i dem de næste tre dage… nemlig afføringsprøver fra Bob (:
Det skal tjekkes om vi har fået udryddet giardia’en fuldstændig. Den udskilles ikke nødvendigvis hver dag og derfor skal vi levere prøver fra tre dage.
Vi har været godt hjulpet af de mange dages frost og jeg har været flittig med rodalon og tæppevask, så jeg håber på tre negative prøver.
Der er intet der tyder på, at han er inficeret nu. Tværtimod leverer han de fineste pøller og skal (hvad jeg har hørt) modsat mange Franske Bulldogs ikke tørres bagi.
De er kendte for at have lidt sarte maver, men der er intet der tyder på, at mit eksemplar har den skavank.
-
Uge 9 kort
- Min lidt lemfældige omgang med mine nøgler resulterede i, at jeg mistede min husnøgle til hundetræningen i onsdags. Vi stod foran huset i den bidende kulde og kunne ikke komme ind. Heldigvis har min niece en nøgle og den var hurtigt hentet. Nu har jeg fået lavet et par stykker ekstra, så mine redningsmuligheder er øget.
- Træningen forgik indendørs pga. kulden. Bl.a. skulle vi træne dæk øvelsen. Fra sit og ned i dæk. Bob misforstod konceptet for når forkroppen gik ned, gik bagkroppen op. Det kræver vist lidt øvelse.
- Lige om lidt er det 4 uger siden Bob færdiggjorde Giardia behandlingen. I næste uge står det på tre dages opsamling af afføringsprøver og dyrlægebesøg. Han har det godt, så jeg forventer/håber prøven er negativ.
- “Nu ved jeg, hvem det er, du ligner… Ghita Nørby!“. Det er ikke første gang jeg har hørt det, så måske er der noget om snakken.
- Jeg læser Leonora Christine Skov’s “Den, der lever stille” og allerede kort inde i historien er jeg grebet og berørt. Fortsætter den i samme fine spor vil jeg ikke være bange for varmt at anbefale den.
-
Tre uger senere
Det er ikke så nemt, at få Bob til at sidde stille på vægten – men det bedste skøn er at han i dag – 11 uger gammel – vejer 3430g. – dvs. at han har øget sin vægt med knap et kg. på tre uger.
En lidt svær start med en meget dårlig mave gjorde, at jeg var en smule bekymret om han tog nok på, men i sidste uge fik jeg ok fra Miriam (opdrætteren), at hans vægt stigning var rigtig fin.
Han spiser med god appetit – også andet end søstjerner – og maven er helt i orden igen.
I morgen får han den sidste pille mod giardia og så vil en test om 4 uger afsløre, om vi har fået helt has på den.
Gulve, tæpper og dyret selv skal have en tur i morgen – med grundig vask. Udendørs er vi godt hjulpet af den frost vi har i øjeblikket og så håber jeg, at vi kan sige, at det så var vores erfaring med den parasit. På forhånd tak!
-
Bob & Jack D
Vi er kommet dertil i giardia behandlingen, at Bob igen må socialisere med andre hunde. Det udnyttede vi til en date med Onkel Jack på Englænderpladsen.
Jack var mest interesseret i at humpe Bob, så det blev ikke til meget leg. Bob lod sig nu ikke anfægte af den noget overvældende behandling.
Jeg troede, at man satte lighedstegn mellem humpen og dominans, men kan nu læse mig til, at adfærden snarere er stressrelateret.
Min skulder er desværre mere medtaget af gårsdagens fald end først antaget. Jeg kunne mærke det i nat, hvor jeg igen have svært ved at ligge på venstre side. Det gik ellers så godt, så det er smadder ærgerligt, hvis sådan et stunt på åben gade skal sætte mig tilbage.
Jeg skal til ‘fys’ i næste uge og så må vi se hvad han siger.
-
plus 500
Jeg har et halvt kilo mere hund i dag end jeg havde da jeg hentede ham. En slags værdistigning. Eller noget.
En mail til opdrætteren bekræftede, at 500 gram på 14 dage er en helt fin vægtøgning for en fransk bulldog hvalp. En bordeaux hvalp øger sin vægt med et kilo om ugen, så jeg havde ingen ide om hvad der var normalt – og så har vi jo også lige haft giardiaen at slås med.
Men som sagt – alt er godt.
Poden havde lånt min bil i dag og da hun returnerede med den blev han så overstadig, at han tissede på hende. I det hele taget var han så højt oppe at køre over besøget, at han måtte sendes til nedkøling.
Jeg slås stadig lidt med at få ham til at gå i bånd og jeg får ham under ingen omstændigheder til at forlade huset ad fordøren. Haven er han fortrolig med og glad for… men verden på den anden side… den er stor og væmmelig.
-
To uger med Bob
Jeg høstede ingen point til morgen da jeg tog den bette Bob med ud i regn og blæst.
Som i overhovedet ingen.
Han hadede hver skridt af den lille tur hen om hjørnet til bageren.
Anderledes velvillig var han på eftermiddagsturen i Præstens Plantage. Regnen var ophørt og i skoven kunne vi finde læ for den stærke blæst.
I morgen er han 10 uger. Jeg er spændt på hvad vægten siger. Hans appetit er stor og her halvvejs inde i giardia behandlingen er maven også ved at arte sig.
Jeg er begyndt at blande en lille bitte smule hvalpefoder (10 af 60 g) i skånekosten og så må vi se, hvordan det går.
Også i eftermiddag har han været alene en times tid uden problemer.
Ligesom overgangen til normal foder skal alenetiden også øges hen over ugen/weekenden, så jeg kan tage på job på mandag. I hvert fald til frokost. Tænker, at jeg den første uge kører hjem til middag og arbejder de sidste timer hjemmefra.
Resten af vores liv sammen er så afhængig af, hvordan vi kommer fra start og så må det job finde sig i at være indrettet efter His Bobness i en periode.
