En fortælling om hr. Ross

Håkan Nesser er en af de (svenske) krimiforfattere, jeg synes skriver allerbedst. Det er den efterhånden temmelig omfangsrige serie om kriminalkommissær Van Veeteren og de andre politifolk i Maardam et fint eksempel på. Men også Nessers nye serie om vicekriminalkommisær Barbarotti er en fornøjelse at læse. Menneske uden hund, En helt anden historie og altså nu En fortælling om hr. Ross.

En fortælling om hr. Ross er historien om hængerøven Ante Valdemar Roos, der en dag vinder et par millioner i tips og beslutter sig for at sige farvel til sit dødssyge job, købe et lille hus i skoven og tilbringe dagene dér i selskab med en pibe tobak og en krydsogtværs. Vel at mærke uden at sige noget til sin ligeså dødssyge kone og hendes to børn, der stadig tror, at han hver dag står op og går på arbejde. 

En ung pige, Anna, der er stukket af fra det lokale behandlingshjem for stofmisbrugere søger tilflugt i, hvad hun tror er et ubeboet hus og der opstår et nært venskab mellem den unge pige og den gamle mand. Da Annas gamle kæreste dukker op på sin knallert, og vicekriminalkommisær Barbarotti efter 209 siders lediggang omsider får nogle blodige lig at rive i, har man helt glemt, at det er en krimi og ikke en familieroman, man sidder med.

Det i sig selv gør ikke noget, for En fortælling om hr. Ross er aldeles velskrevet og med vittige overraskelser, der gør at man sidder og klukker for sig selv. Måske kan man synes at “krimi” er et stort ord at bruge om En fortælling om hr. Ross. Dertil sker der simpelthen for lidt kriminelt, og det, der så sker, går simpelthen alt for langsomt. Tempoet passer dog fint til Barbarotti, som gennem hele romanen har foden i gibs. Og igen… det gør ikke noget. Der er tid til at skabe troværdige personer og få et dybt indblik i både gerningsmænd, politifolk og deres familier.

“Det blir ikke ret meget bedre”… siger Ante Valdemar Ross ofte til sig selv.

Og jeg er tilbøjelig til at gi’ ham ret!