Tversted må vente lidt
Jeg have en plan om at hundene og jeg skulle på tur i dag, men efter en nat med kun nogle ganske få timers søvn besluttede jeg at udsætte den.
Jeg ved ikke, hvad der var efter mig, men kl. 3 lå jeg fortsat og roterede i sengen – og med en tidlig tid hos lægen var der ingen vej udenom at stå tidligt op.
Vi har tilbragt dagen i gårdhaven med strik, kaffe, fotografering og – for hundenes vedkommende – en ordentlig skraber.
Mens jeg sad under parasollen tikkede der et godt tilbud ind på det hotel, jeg har haft kik på til vores jule-London-tur. Det er helt nyt fra 2023, beliggende i Westminster og i gå afstand til Victoria Station – og nu er der reserveret et Deluxe twin værelse – fint skal det fandeme være!
Det er bestilt med mulighed for at afbestille helt op til dagen før ankomst, hvis der skulle komme noget i vejen.
Jeg har kun en enkelt gang bestilt hotel og flybilletter gennem Momondo, Trivago, hotel.com og hvad de nu hedder. Min oplevelse er, at man kan få et bedre og billigere hotelværelse ved at henvende sig direkte til hotellet – og det samme gælder flybilletterne.
Det bliver SAS/Norwegian via Kastrup eller KLM via Amsterdam. Det finder jeg ud af, når vi kommer lidt længere hen på året.