Feriemode
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste har sovet til 8:30, men det gjorde jeg i dag. Mon det er ‘feriemode’, der endelig er blevet aktiveret efter de første 2 uger?!?
Der er blevet strikket en del, læst en del og gået lange ture.
Jeg nåede ikke helt i mål med den lille restetrøje til Solveig – der kom noget spændende ind fra højre – men det sidste halve ærme når jeg helt sikkert inden sweater sæsonen sætter ind.
I sidste uge købte jeg et fed håndfarvet Rauma Finull og det har fået selskab af en jeansblå finull og jeg synes det bliver rasende pænt.
Det er en opskrift oversat fra ukrainsk/engelsk og der er helt tydeligt ikke gjort noget for at gøre den forståelig.
Der er 3 forskellige halsåbninger at vælge mellem og beskrevet helt håbløst. Desuden synes jeg, de er mindre heldige i udførelsen, så jeg lavede en helt almindelig 2×2 rib og og på sidste pind udtagninger så jeg startede med samme maskeantal, som i opskriften – uden vendepinde og langt enklere end opskriftens flæserib (jeg bryder mig ikke om flæser).
Der er lange floteringer i mønstret, så jeg måtte konsultere youtube og det er heldigvis nemt at væve den lange tråd ind undervejs.
Jeg elsker at strikke i Rauma Finull – den er formstabil og holder sig smuk selv efter mange års brug.