Fredagsfridag
I dag skulle jeg til mit første bedsteforældre arrangement i dagplejen, så weekenden var udvidet med fredag.
Gandruphallen var fyldt med børn og bedsteforældre. Det blev en rigtig hyggelig formiddag og skønt at møde de børn, som jeg hører omtalt næsten dagligt.
Jeg kan ikke påstå, at vi fik julet så meget, men kan man egentlig forvente et barn på 16 måneder er i stand til at deltage i at lave juledekorationer. Næppe.
Jeg gjorde en observation, mens vi var der. Solveig stortrives tilsyneladene med at gå og lege for sig selv. Kun indimellem og ganske kort interagerede hun med et af de andre børn … trillede en bold eller løb efter hinanden i den store sal.
Jeg er selv introvert og kan sagtens se mig selv i hende. Nu tænker jeg på, om man allerede i hendes alder vil kunne se de introverte træk?
Efter formiddagens arrangement havde Nanna og jeg nogle udendørs julerier på tapetet.
Jeg fik lavet et par små moskugletræer og sammen lavede vi et juletræ til Nannas terrasse af gran bundet på hønsenet. Det blev noget så fint.
Vi nåede slet ikke det, som vi havde planlagt. Dels var der skide koldt og dels havde jeg fra morgenstunden været nødt til at bestille en akut tid ved dyrlægen som jeg måtte af sted til.
I aftes kunne jeg se at Bob var lidt irriteret i det ene øje og til morgen var det helt slemt.
Jeg talte med dyrlægen til morgen og nogle af de øjendråber jeg havde i skuffen kunne heldigvis afhjælpe den værste irritation. Men der var ingen vej udenom et senere besøg.
Det viste sig, at han have et større sår på hornhinden, som nu skal behandles med både øjendråber og penicillin.
Godt vi kom af sted.
Mogens Dyrlæge havde ikke meget forståelse for, at jeg havde besluttet ikke at bruge penge på Black Friday overhovedet. Han gav dog lidt rabat 🙂
Da jeg landede hjemme på egen matrikel, havde jeg været på benene i 10 timer. Det bløde tøj blev fundet frem og så har jeg ikke tænk mig, at jeg skal noget som helst før søndag.