Top fed søndagsoplevelse

Røde Møllevej i Skørping er en meget smal og snørklet landevej, der ikke gør sig meget bemærket.

Før man byggede museet, der nu ligger i forbindelse med bunkeren Regan Vest, ville du ikke have anet, at her ligger indgangen et 5500 kvm stort underjordisk anlæg beregnet til at rumme 350 VIP’er i tilfælde af en atomkring.

Indgangen til bunkeren ligger bag en ret almindeligt gulstens villa og du ville aldrig få øje på den, hvis du blot kørte forbi.

Jeg tror altid, at vi har vist, at der lå ‘noget’ i skoven… men hvad og præcis hvor, har været en velbevaret hemmelighed.

Bunkeren blev bygget i 1962 og nedlagt i 2012. Herefter har man brugt tid på at planlægge, at den skulle åbnes som museum.

Alt i bunkeranlægget er autentisk. Man har fra museets side lagt stor vægt på at intet, der ikke oprindeligt var i bunkeren har måttet tilføres. Rundviseren havde sågar fået nej til at sætte en krog op til sin regnjakke.

Herover. Regeringsrummet hvorfra Danmark skulle styres i tilfælde af en atomkring.

Herunder. Kantine og opholdsstue. Hele bunkeren er fyldt med designermøbler, som i 60’erne har været både billige og allemandseje. Jeg har aldrig set så mange 7’er stole på et sted.

Herunder er det regentens gemakker. Ikke meget luksus udover et tæppe på gulvet og original kunst på væggen. Da Margrethe overtog styringen af landet i 1972 åbnede man ind til badeværelset ved siden af, så hun fik private bad og toilet – det havde ikke været på tale, da det var hendes far, der var regent.

Der var plads til Regenten og 5 stabsmedarbejdere. Det blev diskuteret om der også var plads til Prins Henrik, men man tvivlede. Anlægget er ikke bygget for at beskytte nogen, men for at landet kunne have en fungerende regering under en atomkrig. Regenten er en del af den funktion i tilfælde af at der skulle underskrives love.

Det var rasende interessant at se og rundviseren Flemming var eminent. Fakta krydret med anekdoter gjorde hele oplevelsen både interessant og sjov.

Rundvisningen tager ca 1,5 time og selvom de ikke anbefaler det til gangbesværede, så vil jeg nu mene at man skal være meget gangbesværet for ikke kunne klare sådan en tur rundt. Der er ganske få og korte tapper og masser af ophold, mens der fortælles.

Det er ikke nemt at få billetter. Lige nu er det f.eks. kun muligt at bestille billetter frem til udgangen af november og kun hvis du kommer alene. Alt andet er udsolgt.

Men det er afgjort værd at vente på.

2 Comments

  • Helle

    Uh hvor ser det spændene ud, jeg har været spændt på at høre om Regan Vest siden jeg læste om det i en krimi. Men dejligt at besøget ikke skuffer, og jeg indrømmer jeg er LIDT misundelig på dig.

    • Mette

      Det var en rigtig fed oplevelse at se det og så gjorde det heller ikke noget, at guiden var en gammel jægersoldat, som var veltalende og vidste hvad som helst om stedet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *